Da Premiere startede i september 2008, var det med Mikkel Munch-Fals som fast vært. Da Mikkel Munch-Fals forlod programmet september i 2009, valgte holdet bag Premiere at benytte forskellige værter, alle kendte ansigter fra filmbranchen. En ny vært til hvert program. Skuespillere, producere og instruktører er gennem de sidste 30 programmer kommet med deres mening om filmlandskabet.
DR2 lancererede fra den 26. april 2010 programmets nye faste værtspar: Filminstruktøren Tea Lindeburg og lektor Kasper Bering Liisberg. Med værternes forskellige baggrunde er der lagt op til både en teoretisk og en praktisk tilgang til tidens aktuelle filmtilbud.
Kasper Bering Liisberg er uddannet på Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, hvor han er tilknyttet som underviser. Derudover har han også undervist på RUC og Aarhus Universitet.
Planet Pulps Jacob Krogsøe har taget en snak med Kasper kort før det første program fik premiere.
Jacob: Hvordan fik du jobbet?
Kasper: ”Det er ren nepotisme. Nej, det var en gammel studiekammerat, der kunne huske mig og synes, jeg var underholdende, når jeg var på. Og så ringede han og spurgte, om jeg ikke ville komme til casting. Jeg gik til casting, fordi jeg ville gøre ham en tjeneste, og så endte det med at blive mig.”
Jacob: Hvad forventer du af jobbet?
Kasper: ”Lige nu forventer jeg ikke en skid, fordi jeg lige er startet i onsdags. Men jeg håber, at ligesom da jeg underviste, at jeg kan få lov at få formidle – jeg elsker at formidle. Hvis andre kan blive inspireret og få noget ud af det, jeg siger, så er jeg glad. Når jeg kan give noget af mig selv, altså når jeg har haft en fed oplevelse, videre til andre.”
Jacob: Hvordan vil du bruge din faglige kompetencer fra universitetet?
Kasper: ”Det ligger på rygraden meget af det. Men jeg har beskæftiget mig mere med medier end med film, så jeg skal lige have genopdaget noget film. Men det jeg kan bruge er: Hvordan tingene virker, målgrupper, hvad der påvirker os og hvordan man tænker ting ind over filmene, altså i et større perspektiv. Det kan jeg, og det er det, vi arbejder med her på DR 2 Premiere. Og vi tænker også ud af boksen, og det er jeg vant til. Når man skal forklare folk noget, nytter det ikke bare at sige ‘det der står i teksten’. Man skal tænke det lidt skævt og turde tage en anden indgangsvinkel end den, vi plejer.”
Jacob: Har du nogen praktisk erfaring med at lave TV?
Kasper: ”Ja. Jeg startede tilbage i 1992. Og lavede også børne-TV på TV 2 sammen med Bubber og Lasse Rimmer for at det ikke skal være løgn. Lasse og jeg havde vores indslag på 10 minutter hver uge i Snurre Snups Søndagsklub. Og efterfølgende har jeg også lavet ting for både DR og TV 2.”
Jacob: Hvad er den største forskel på at stå foran studerende og foran kameraet?
Kasper: ”På TV aner du ikke, om nogen kan lide det du laver. Når du underviser, kan du se reaktionerne med det samme. Som underviser har du meget mere føling, og du kan lave tingene om undervejs. På TV har du ingen idé om, hvad der foregår og hvilke reaktioner, der komme ude omkring i Danmark.”
Jacob: Hvad vil du råde studerende til, at gøre, hvis de føler at de er kørt fast i bøgerne og uddannelsen?
Kasper: ”Gør din uddannelse færdig! Hvis du har et drive, så er det bare med at køre på, køre på og køre på! Og så skal der nogen gange sparkes døre ind, og det kan fandeme være hårdt. Men selv om det kan være hårdt, kan jeg kun sige: Bliv ved, bliv ved og bliv ved. Det betaler sig i sidste ende.”
Udgivet i nr. 56 | 13/06/2010
Stikord: Interview