Forest of the Damned

5 minutters læsetid
Forest of the Damned

“Tag den ring og lad den vandre “- sådan kunne man næsten betegne dette lille makværk, og for god ordens skyld kan man så bytte ring ud med lort. Det er en jammerlig omgang, som den såkaldte “kultinstruktør” Johannes Roberts her har kreeret. Det er den slags film som ingen rigtig vil kendes ved, og derfor bliver den solgt og distribueret sammen med større og bedre titler.

Filmselskabet sammensætter en pakke, hvor de der køber den også forpligter sig til at købe Forest of the Damned. Dette gør, at i dette tilfælde Nordisk Film sammensætter en ny pakke, som så de videregiver til eksempelvis Blockbuster. De er så tvunget til at sætte den ud på deres udlejningshylder. Taberen bliver i sidste ende den stakkels person, der lejer filmen.

Men der er trods alt nogle få ting ved Forest of the Damned som gør den interessant at se. Filmen har den klassiske kvalitet, at man altid kan grine fordi den er så dårlig. Samtidig fungerer den som et skoleeksempel på, hvordan man ikke skal lave en gyserfilm.

Bibelen og liderlighed

En gal mand forsøger at advare teenagerne
En gal mand forsøger at advare teenagerne.

Men lad os lige tage et hurtigt kig på filmens handling. Filmen begynder med en tekst fra Bibelen, ikke videre originalt, der beskriver hvordan nogle engle blev fristet af kødelig lyst. Vi springer efter teksterne til en mørk skov, hvor to unge mennesker står og kysser. De overraskes af en gruppe nøgne kvinder med hugtænder, der dræber fyren, og kvinden flygter ud i skovens mørke.

Derefter klippes der til filmens hovedpersoner. Vi er i England, og fem teenagere, to piger og tre drenge, skal på en weekendtur. Gruppen er sammensat af et kærestepar, et søskendepar og en uregerlig ung, liderlig mand. De har anskaffet sig et gammelt, faldefærdigt folkevognsrugbrød, og de beslutter sig for at køre igennem en kæmpeskov. Det skulle de imidlertid aldrig have gjort.

Emilio (Richard Cambridge) er rystet efter at have ramt pigen med bilen
Emilio (Richard Cambridge) er rystet efter at have ramt pigen med bilen.

Før skoven gør de holdt ved en forladt tankstation, hvor de finder en masse løbesedler der henviser til forsvundne personer. De opsøges de også af en galning, der siger de alle skal dø. Ham skubber de til side og fortsætter. Var der nogen som tænkte, at hovmod står for fald?

Midt inde i skoven påkører de en ung kvinde, hende fra starten, og deres bil bryder sammen. Pigen går i koma, og det eneste de får ud af hende, er da hun siger “Kig ikke ind i deres øjne”. Men vores helte er ikke klogere end, at de deler sig. To bliver ved bilen, og de tre andre går efter hjælp. Lidt efter deler de tre sig yderligere; kæresteparret, Molly og Judd, går sammen, mens den unge liderlige mand, John, går for sig selv. Alt imens dette sker, er søskendeparret Emilio og Ally, blevet tilbage ved bilen og pigen.

På sin søgen efter hjælp finder John et vandfald og en sø, hvor tre smukke kvinder bader. De er naturligvis nøgne. Han lader sig forføre, og straks svømmer John rundt mellem kvinderne. Det skulle han ikke have gjort.

Menneskekød og sex

Emilios søster Ally (Sophie Holland)
Emilios søster Ally (Sophie Holland).

Kæresteparret finder et gammelt hus, hvor de tages til fange af en skrupskør eneboer. Han vil bruge dem til madding for at lokke kvinderne frem, da de i sin tid dræbte hans forældre. Kvinderne er nemlig faldne engle, som lever af menneskekød og sex i den store engelske skov. Det betyder, at vores unge helte naturligvis skal dø én efter én, så de liderlige engle kan få deres sex og deres mad.

Filmen slutter med et lille twist – et år er gået, og en horrorforfatter, den virkelige verdens Shaun Hutson, kører rundt i skoven for at samle materiale til sin nye bog. Hvad der sker med ham skal bare ikke røbes her.

Molly (Nicole Petty) og Judd (Daniel Maglagan)
Molly (Nicole Petty) og Judd (Daniel Maglagan).

Grundidéen med filmen er i og for sig nogenlunde, men fungerer ikke rent dramaturgisk som en spillefilm. Måske det ville have gået hvis den havde haft en længde på omkring 30 minutter – men så alligevel ikke, for filmen er rent teknisk noget sjusk.

Dette er mest udtalt i lyssætningen, som er så elendig, at man ved klippebordet har været tvunget til at putte alle mulige underlige filtre på, for at det overhovedet kan ses hvad der sker. Det vil sige, at filmen nogle gange er blå, andre gange grøn, men uanset hvad er den hele tiden først og fremmest grim.

Musikken er irriterende, og klipningen uden timing. Desuden har man forsøgt at ramme noget af den stil, som gjorde The Blair Witch Project (1999) speciel. Det vil sige det rystede, dokumentaristiske kamera, og natsyn på kameraet i nogle af jagtsekvenserne. Det lykkes bare ikke. Filmen er ikke det mindste spændende eller uhyggelig, og har kun et par gode sekvenser, alle når englene dræber deres ofre. Disse er tilpas sexede og splattereffekterne er ok.

Somebody stop that man!

John (Steve Hart)
John (Steve Hart).

Skuespillerne er forfærdelige. Sjældent har fem teenagere gjort det så dårligt, og man sidder bare og venter på, at de skal dø, så man slipper for at se og høre på dem. Men den gode Tom Savini er dog den værste. Han overspiller i en sådan grad, at filmen er ved at kollapse i alle de scener han medvirker i.

Så det er helt naturligt at Forest of the Damned har været svær at sælge og lancere, men distributørerne har da gjort hvad de kunne på filmens DVD-cover. Hør blot her:

“Forest of the Damned er kultinstruktøren Johannes Roberts’ (Hellbreeder) makabre hyldest til forførende skønhed og livsfarligt begær. Som den hævntørstige øksesvingende eneboer, Stephen, ses horrorikonet Tom Savini (Dawn of the Dead, Land of the Dead, From Dusk till Dawn). Aldrig har frygt været så tiltrækkende. Og aldrig har forførelsen været så frygindgydende!”

Såkaldt kultinstruktør leverer en stinkende lort

Judd omringes af de liderlige og sultne engle
Judd omringes af de liderlige og sultne engle.

For det første har vi altså at gøre med en kultinstruktør. Ja, hvis tre lortefilm, Sanitarium (2001), Hellbreeder (2004) og Darkhunters (2004), gør én til kultinstruktør, så fred være med det. Og så har filmen intet mindre end et horrorikon at pryde sig med. OK, Savini er en habil effektmand og instruerede den unødvendige genindspilning af Night of the Living Dead (1990), men at udråbe ham til et ikon er nok lettere overdrevet.

Horrorforfatteren Shaun Hutson
Horrorforfatteren Shaun Hutson.

Desuden har frygt været både mere forførende og frygtindgydende før. Men det er også en utaknemmelig opgave at prøve at gøre filmen spiselig – vel lidt som at sælge sand til beduiner. Efter alt dette kan men jo vente i spænding på kultinstruktøren Johannes Roberts næste film, Station 13, som han i skrivende stund er ved at færdiggøre.

Og lige en sidste ting: Husk at se slutteksterne – der venter en lille overraskelse.

Forest of the Damned er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

1 stjerne
Titel: Forest of the Damned
Andre titler: Demonic, Johannes Roberts’ Forest of the Damned, The Forest, The Forsaken Forest
Instruktør: Johannes Roberts
Manuskript: Johannes Roberts
Cast: Tom Savini (Stephen), Nicole Petty (Molly), Daniel Maclagan (Judd). Steve Hart (John), Richard Cambridge (Emilio), Sophie Holland (Ally)
Producer: Miguel Ruz (producer), Patrick Fischer (associate producer), Ernest Riera (line producer), Dominic Cahill (executive producer)
Foto: John Ragget
Klip: Richard Mitchell
Musik: Ollie Knight
Spilletid: 80 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Surround 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: England, 2005
Produktionsselskaber: Gatlin Pictures
Distributør (DVD): Nordisk Film
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 5 | 13/03/2006

Stikord: Engle, Skove

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.