Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

For Your Eyes Only

For Your Eyes Only
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Man kan sagtens ærgre sig over, at Ian Fleming skrev så få Bond-noveller, som han gjorde. For på flere punkter egner figuren sig måske bedre til noveller og kortromaner end deciderede romaner.

Da jeg satte mig ned for at begynde at læse For Your Eyes Only, var det med en vis skepsis: Ville Ian Flemings Bond-historier nu også fungere som noveller?

Min skepsis bundede primært i, at Bond-romanerne, på trods af deres relativt simple plots, er skrevet i en ret ekspansiv stil. Det var derfor nærmere Flemings stil, jeg var usikker på lod sig komprimere uden tab af stil eller fremdrift, snarere end det var grundidéerne.

Heldigvis viste min skepsis sig at være aldeles grundløs: Novellerne i For Your Eyes Only er stramt komponerede og sproget er knivskarpt. Med andre ord viste For Your Eyes Only sig at være en overordentlig positiv oplevelse, og man kunne godt have ønsket sig, at Fleming have arbejdet mere med novellemediet end han gjorde.

For Your Eyes Only er den ene af kun to novellesamlinger med James Bond-historier. Den udkom i 1960, mens Fleming endnu levede. Den anden er Octopussy and The Living Daylights, der udkom posthumt i 1966.

Udkast til tv-serie

Der er fem noveller i For Your Eyes Only: From a View to a Kill, For Your Eyes Only, Quantum of Solace, Risico og The Hildebrand Rarity. Quantum of Solace udkom første gang i Cosmopolitan Magazine i maj 1959 og The Hildebrand Rarity udkom første gang i Playboy Magazine i marts 1960. De sidste tre så dagens lys første gang i novellesamlingen, der udkom den 11. april 1960.

Disse tre var baseret på udkast til afsnit i en James Bond-tv-serie, som det amerikanske netværk CBS havde hyret Fleming til at skrive i 1958. Idéen om tv-serien blev droppet, og Fleming brugte sine udkast som basis for de tre noveller.

Tre helt regulære Bond-historier

Ud af de fem noveller er de tre helt straight James Bond-historier. I From a View to a Kill bliver en motorcykelkurér fra NATO myrdet i en skov uden for Paris, og efterretningstjenesterne sat på den anden ende. M sætter Bond på sagen, fordi han er bange for, at NATO-bosserne vil bruge situationen som påskud for at få lukket en britisk efterretningsstation med tilknytning til NATO.

Det skal siges her, at novellen intet har at gøre med Bond-filmen A View to a Kill fra 1985; det eneste de to har til fælles er titlen, som i øvrigt er hentet fra jagtsangen ”D’ye ken John Peel?” (første gang udgivet på tryk i 1866), hvor de følgende linjer indgår i et af versene: ”From a find to a check, from a check to a view / From a view to a kill in the morning”.

For Your Eyes Only er også en helt lige ud ad landevejen Bond-historie: Den begynder med, at en lejemorder dukker op hos et ægtepar i Jamaica og forsøger at tvinge ægteparret til at sælge deres hus og gods til lejemorderens ukendte chef. De nægter og bliver derfor dræbt. Ægteparret viser sig at være M’s gamle venner, og selv om M er usikker på, om det er det rigtige at gøre, sender han Bond ud for at dræbe manden bag mordene; en skummel eksnazist, der mærker jorden brænde under fødderne i Batistas Cuba, fordi Castros oprørere havde medvind.

Hovedparten af historien foregår i Vermont, hvor eksnazisten og hans folk midlertidigt har taget ophold på en afsidesliggende lystejendom. I skovene nær ejendommen møder Bond datteren af det myrdede ægtepar, der ønsker selv at tage hævn.

Dele af For Your Eyes Only blev i stærkt omskrevet form inkorporeret i filmen af samme navn fra 1981. Det gælder f.eks. lejemorderen Gonzalez, ægteparret Havelock og datteren Melina, som også er ude på hævn (i øvrigt også med bue og pil, som i filmen). I filmen kombineres det så i øvrigt med væsentlige dele af både Risico og elementer fra romanen Live and Let Die (1954), der ikke blev brugt i filmatiseringen af den roman.

Risico er den tredje helt regulære Bond-historie i samlingen. Her er Bond blevet sendt til Italien for at smadre en narkosmuglingsoperation. Da vi møder ham, sidder han på en restaurant i Rom, hvor hans kontakt Kristatos forklarer ham alt om skurken Enrico Colombo. Bond rejser til Venedig for at få information ud af Colombos elskerinde, men som han finder ud af, er tingene ikke helt, som de ser ud til at være.

Kristatos, Colombo og Colombos elskerinde fandt alle vej til For Your Eyes Only-filmen, tillige med novellens afsluttende actionscene, og det endda med relativt begrænsede omskrivninger. Personernes motiver er godt nok ændrede, men forholdet er det samme i novelle og film, og også actionscenen er ret trofast overført til filmen.

To lidt specielle historier

De to tilbageværende noveller er af et lidt andet tilsnit i den forstand, at de ikke indeholder en hemmelig opgave, Bond skal løse. Den mest atypiske af de to er Quantum of Solace, som angiveligt skal være skrevet som en stilpastiche over W. Somerset Maugham – når jeg skriver ”angiveligt” er det fordi, jeg ikke selv har læst noget af Maugham, og derfor ikke kan vurdere udsagnet.

I novellen er Bond lige blevet færdig med en opgave på Bahamas, og han har derfor været til en tvungen social sammenkomst hos guvernøren i Nassau. Nu er kun Bond og guvernøren tilbage, og da talen falder på ægteskab, fortæller guvernøren en tragisk historie om embedsmanden Philip Masters og hans ulykkelige ægteskab med en smuk stewardesse.

Temaet for novellen er forhold og de ting, en mand og en kvinde kan være grusomme nok til at udsætte hinanden for i et dysfunktionelt forhold. Den poetiske titel forklares således af guvernøren:

”’You’re not married, but I think it’s the same with all relationships between a man and a woman. They can survive anything so long as some kind of basic humanity exists between the two people. When all kindness has gone, when one person obviously and sincerely doesn’t care if the other is alive or dead, then it’s just no good. That particular insult to the ego – worse, to the instinct of self-preservation – can never be forgiven. I’ve noticed this in hundreds of marriages. I’ve seen flagrant infidelities patched up, I’ve crimes and even murder forgiven by the other party, let alone bankruptcy and every other form of social crime. Incurable disease, blindness, disaster – all these can be overcome. But never the death of common humanity in one of the partners. I’ve thought about this and I’ve invented a rather high-sounding title for this basic factor in human relations. I have called it the Law of the Quantum of Solace.’”

Der er ingen action i historien, kun denne historie om en mand og kvinde, der mødes, forelsker sig, glider fra hinanden og behandler hinanden grusomt. Alligevel er novellen ekstremt læsbar, velskrevet og underholdende, hvilket også viser, at Fleming havde flere kort oppe i ærmet, end mange giver ham ære for.

I den sidste novelle er Bond en anelse mere på hjemmebane. Han er stadig ikke på mission; endnu engang starter novellen lige efter, at en mission er overstået. Denne gang befinder Bond sig på Seychellerne og har noget tid at slå ihjel, inden planen er, at han skal samles op af et britisk skib og sejle hjem.

Sammen med sin ven Fidele, en lokal mand, tager Bond derfor imod tilbuddet om at hjælpe en amerikansk rigmand med at fange en sjælden fisk, titlens ”Hildebrand Rarity”, som rigmanden har lovet at bringe hjem til The Smithsonian. Men turen viser sig at blive en prøvelse, for rigmanden, Milton Krest, viser sig at være et røvhul af dimensioner, der ikke alene tæver sin smukke kone, men også fornærmer både Bond og Fidele på det grusomste. Det ligger i kortene, at det ender galt for hr. Krest, men spørgsmålet er, hvem der tager handling. Figuren Milton Krest fandt i øvrigt, som det eneste element fra The Hildebrand Rarity, vej til Bond-filmen Licence to Kill.

Flere facetter af figuren

Når man læser en sammenfatning som ovenstående kan sammensætningen af noveller i For Your Eyes Only forekomme lidt spøjs, men man skal ikke lade sig snyde. Novellesamlingen er umanerligt underholdende og velskrevet, og det gælder også de to noveller, hvor Bond ikke som sådan er i aktion som hemmelig agent.

Derudover er historierne interessante i den forstand, at de – på trods af deres længde – formår at vise flere facetter af figuren James Bond, idet novellerne indeholder en betydelig mængde beskrivelser af Bonds tanker, særligt i Quantum of Solace og The Hildebrand Rarity. Således filosoferer Bond i slutningen af Quantum of Solace på følgende facon:

”Bond laughed. Suddenly the violent dramatics of his own life seemed very hollow. The affair of the Castro rebels and the burned out yachts was the stuff of an adventure-strip in a cheap newspaper. He had sat next to a dull woman at a dull dinner party and a chance remark had opened for him the book of real violence – of the Comédie Humaine where human passions are raw and real, where Fate plays a more authentic game than any Secret Service conspiracy devised by Governments.”

Her meta-reflekterer Fleming naturligvis også over sine egne romaner, som han indirekte beskriver som hule, ligesom kommentaren omkring ”eventyrstriber i en billig avis” kan være en direkte henvisning til James Bond-striberne, der var begyndt at udkomme i Daily Express i 1958. På mange måder kan man drage en parallel mellem Quantum of Solace og Robert A. Heinleins samtidige roman Starship Troopers (1959): Begge er fiktive fortællinger, men begge er i meget høj grad et udtryk for forfatterens holdninger, formidlet og filtreret igennem fiktionen.

Tilbagevendende aspekter af Bond-figuren, der bliver berørt i For Your Eyes Only, og særligt i novellen af samme navn, er Bonds forhold til M, og her bliver det nære forhold ekstra tydeligt, da Bond tager en svær beslutning på M’s vegne, fordi M selv er i tvivl om den moralske rigtighed af sin lyst til at hævne sine gamle venner. Det siges ikke direkte, men det ligger mellem linjerne, at Bond i denne situation føler med M – akkurat lige som Bond i andre romaner nærmest er teenage-oprørsk over for denne magtfulde faderskikkelse.

Også kvinderne i novellerne er tilbagevendende figurer i Bonds univers – med undtagelse af kvinden i Quantum of Solace. Men kvinderne i de øvrige romaner kunne være løftet direkte ud af romanerne, hvor særligt Melina Havelock fra For Your Eyes Only giver stærke mindelser om Honeychile Rider fra Dr. No (1958).

Interessant og fascinerende supplement

Historierne i For Your Eyes Only er et interessant og i nogle tilfælde decideret fascinerende supplement til James Bond-romanerne, der både forstærker og gentager allerede eksisterende træk i Ian Flemings forfatterskab og uddyber Bond-figuren gennem helt nye situationer og fortællemæssige greb. Som sådan er der ingen tvivl om, at de mest interessante noveller i For Your Eyes Only er Quantum of Solace og The Hildebrand Rarity, men det betyder ikke, at de øvrige er mindre underholdende eller læsbare af den grund.

Sproget er som sagt skarpt, uden at det nødvendigvis er skarpere end i romanerne, men i kombination med de komprimerede handlinger gør det novellerne i For Your Eyes Only til ekstremt underholdende historier, som er meget svære at lægge fra sig. Netop af samme grund kan man sagtens ærgre sig over, at Fleming skrev så få Bond-noveller, for på flere punkter egner figuren sig måske endnu bedre til noveller og kortromaner end de deciderede romaner, der var Flemings foretrukne medium.

5 stjerner

Titel: For Your Eyes Only
Forfatter: Ian Fleming
Forlag, år: Jonathan Cape, 1960
hvid
Anmeldte udgave:
Forlag, år: Penguin Books, 2002
Format: Paperback
Sideantal: 232
hvid
Samlingen indeholder novellerne From a View to a Kill (39 sider), For Your Eyes Only (58 sider), Quantum of Solace (32 sider), Risico (51 sider) og The Hildebrand Rarity (52 sider).
hvid
Quantum of Solace udkom første gang i Cosmopolitan Magazine i maj 1959. The Hildebrand Rarity udkom første gang i Playboy Magazine i marts 1960. Resten af novellerne udkom første gang i For Your Eyes Only.
hvid
For Your Eyes Only er udkommet én gang på dansk, på forlaget Skrifola i 1966 under titlen Strengt fortroligt – James Bond.

Anmeldt i nr. 85 | 13/11/2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *