Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Falling Angel

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

William Hjortsbergs Falling Angel er fremragende skruet sammen, og forfatteren skaber en klassisk noirstemning uden at det af den grund kommer til at virke forceret eller kliché.

Falling AngelFalling Angel er romanen bag filmen Angel Heart (1987), der blev anmeldt i Planet Pulps store Satan-tema, Ave Satani. Den er skrevet af amerikaneren med det skandinavisk-klingende navn William Hjortsberg og udkom første gang i 1978.

Romanen er stilistisk en kriminalhistorie i noir-stil, der dog adskiller sig fra sine ældre forbilleder ved ikke at være en ren kriminalhistorie. Fortællingen har nemlig stærkt okkulte undertoner, der bliver mere og mere tydelige som bogen skrider frem.

Noirstemning
William Hjortsberg (f. 1941).

William Hjortsberg (f. 1941).

Hovedpersonen i Falling Angel er den lettere afdankede privatdetektiv Harry Angel, og det er Angel selv, der er bogens fortæller. Vi hører altså historien i første person, hvilket er med til at give bogen et nærvær og en intensitet, som mange bøger med alvidende fortællerstemmer ikke har.

Fordi vi hører tingene gennem Angels stemme, ved vi aldrig mere end han gør, og læseren kan derfor umiddelbart sympatisere med den hårdt prøvede detektiv. Samtidig understreger jeg-fortællerstemmen bogens forbilleder inden for den hårdkogte amerikanske kriminalfortælling, og det er heller ikke svært at forestille sig hele bogen som én lang voice-over; en af de klassiske film noirs’ karakteristiske træk.

Historien tager sin begyndelse i New York i begyndelsen af 1959 da Harry Angel får en opringning fra advokaten Herman Winesap. Én af Winesaps klienter med det besynderlige navn Louis Cyphre, ønsker at hyre Angel, men ønsker selv at orientere ham om sagen. Angel tager ned for at møde Cyphre, og får der lidt flere detaljer, men ikke mange. Cyphre er interesseret i at finde en tidligere crooner ved navn Johnny Favorite, som han har et udestående med.

Cyphre hjalp i sin tid sangeren med at etablere sin karriere, og deres kontrakt angav at deres udestående skulle opgøres i tilfælde af Favorites død. Nu er sagen den, at Favorite gennem de sidste 16 år har ligget som en grøntsag på et hospital i upstate New York efter at han var blevet såret under 2. Verdenskrig.

Eller det er i hvert fald hvad Cyphre er blevet ledt til at tro. Han har nemlig fået grund til at tro, at Favorite ikke længere befinder sig på hospitalet og er nu interesseret i at finde ud af om crooneren er i live eller ej; og hvis han er i live, hvor han så måtte være.

En helt almindelig sag…

Angel tager sagen, og begynder at efterforske den med de sparsomme spor som Cyphre kunne forsyne ham med – primært navnet på hospitalet, hvor Favorite var indlagt. Angel finder ud af, at Favorite ganske rigtigt ikke længere befinder sig på hospitalet, men sporet ender blindt – bl.a. også fordi den læge, der på én eller anden måde var indblandet i sagen, begår selvmord. Bortset fra, at Angel ikke tror på, at det var selvmord.

For at finde Favorite begynder Angel derfor at opspore croonerens tidligere bekendte, hvilket viser sig at være både sværere og farligere end han regnede med. Efterforskningen begynder snart at tyde på, at Favorite var blandet ind i okkult hokus pokus, og i Harlem møder Angel bl.a. den unge voodoopræstinde Epiphany Proudfoot, som han også indleder et forhold til. Epiphany hjælper desuden Angel under efterforskningen.

Alt imens sker der stadig flere mystiske ting, og det er ikke kun doktoren fra Favorites hospital, der bliver taget af dage. Flere andre af de personer, Angel opsøger under efterforskningen, bliver myrdet på brutal vis på en måde, der antyder at gerningsmanden ønsker at mordene skal forbindes til voodoo. Samtidig tyder mere og mere på, at Angel er i færd med at blive kørt i stilling som syndebuk for mordene. Detektiven opdager også mystiske ting omkring sin hemmelighedsfulde arbejdsgiver, Louis Cyphre, men da Angel først finder ud af, hvordan det hele hænger sammen, er det alt, alt for sent.

Solid kriminalhistorie med okkult twist

Falling Angel er en ekstremt underholdende roman, der tilmed er velskrevet og forsynet med et intelligent plot. De der kender filmatiseringen, Angel Heart, kender allerede plot-twistet, og det skal selvfølgelig ikke afsløres her. Filmen forholder sig plotmæssigt nogenlunde tro overfor forlægget, om end der er visse forskelle, og rent æstetisk er der i høj grad tale om to forskellige historier. For eksempel foregår hele bogen i New York, og Angel kommer aldrig til New Orleans, som han gør i filmen. Ligeledes er enkelte plotelementer udeladt, og andre er ændret en smule.

Fortællemæssigt og filmmæssigt visuelt er filmatiseringen langt mere drømme- eller mareridtsagtig end romanen, der langt hen ad vejen har et drive som en solid kriminalhistorie, og som tilmed hænger langt bedre sammen end filmen. Hjortsberg har uden tvivl udtænkt Falling Angel som en kriminalhistorie, blot med et okkult twist, men her har filmens manuskriptforfatter og instruktør Alan Parker altså valgt en lidt anden indgangsvinkel.

Falling Angel og Angel Heart er dermed et glimrende eksempel på, at en filmatisering godt kan være fremragende selv om filmen på visse områder er væsentligt anderledes end sit forlæg. Det er faktisk med til at gøre bog og film en virkelig interessant kombination, for selv om man har set filmen og derefter læser bogen eller omvendt, er det stadig to vidt forskellige takes på den samme historie.

Oprindelig udgivet i Playboy
'Playboy Magazine' oktober 1978.

‘Playboy Magazine’ oktober 1978.

Romanen er inddelt i 48 ret korte kapitler, og indledningsvist undrede jeg mig over at kapitlerne er så korte som tilfældet er. En del af svaret kan imidlertid være, at Falling Angel oprindeligt blev publiceret i Playboy Magazine, om end dette kun skete i to numre, i oktober og november 1978. Romanen har altså ikke været publiceret som en decideret serial, og det er dermed ikke derfor at romanens kapitler er ret korte.

På trods af, at Falling Angel første gang udkom i Playboy betyder dette dog ikke, at der er tale om sleaze, og de få sexscener mellem Angel og Epiphany er sobre og kortfattede. Der er såmænd blot tale om, at Falling Angel er en udpræget mandehistorie i den forstand, at den hårdkogte kriminallitteratur, som bogen læner sig op ad, altid overvejende har appelleret til mandlige læsere.

En oprindelig udgivelse i Playboy overrasker derfor heller ikke, og man må i øvrigt huske på, at en forfatter som Stephen King også oprindeligt fik udgivet noveller i Hefs flagskib.

Masser af voodoo
'Playboy Magazine' november 1978.

‘Playboy Magazine’ november 1978.

Selv om de okkulte undertoner også var til stede i filmen, så er de langt mere udprægede i bogen, og meget tyder på, at Hjortsberg faktisk har gjort et grundigt stykke research om voodoo – eller også bluffer han forbandet godt. Det er Epiphany, der er Angels – og dermed læserens – guide til voodoouniverset, og det fungerer godt, fordi der bliver forklaret det nødvendige, men forklaringerne bliver aldrig skolemesteragtige eller kedelige. Voodoo’en får lov at beholde sin mystik.

Ud over voodoo’en er der masser af andre okkulte elementer i bogen, som f.eks. de allestedsnærværende omvendte pentagrammer, som Harry Angel igen og igen lægger mærke til.

For voodoo er i virkeligheden bare et røgslør; romanens kerne er faktisk satanisme og bogens klimaks begynder da også med en umanerligt velskrevet, ekstremt atmosfærisk og næsten ubehagelig beskrivelse af en satanisk messe, som Angel overværer på en nedlagt undergrundsstation i New York. Det er er umiddelbart efter denne sekvens, at bogens twist introduceres og at bogens klimaks kommer.

Velskrevet og ustyrligt underholdende

Sprogligt holder Hjortsberg stilen fra sine forbilleder, og her er det naturligvis et væsentligt aspekt at han har valgt jeg-fortælleren, for alene herigennem tilføjes romanen stemning. Samtidig er det tydeligt, at Hjortsberg har været forsigtig med ikke at overlæsse romanen med noirklichéer; de er til stede, men holdt på et niveau hvor de kun giver yderligere atmosfære, men ikke kommer til at virke latterlige eller plagierende. Det er i sig selv lidt af en bedrift, for mange forfattere ville i dag nok forfalde til de rene klichéer hvis de skulle afvikle en historie med de forbilleder, som Falling Angel har.

Bogens knap 300 sider er lynhurtigt læst: den er ustyrligt underholdende, og fordi man følger sagen gennem Harry Angels øjne er man altid ivrig efter at læse videre og finde ud af, hvordan tingene hænger sammen. Også selv om man har set filmen og kender plottet.

Falling Angel er måske ikke noget mesterværk – dertil er den nok lidt for udspekuleret og stilmæssigt uoriginal. Dette til trods er Falling Angel én af de bedste bøger, jeg har læst længe, for romanen er det lykkelige resultat af en forfatter, der virkelig kan sit kram og her kører for fulde omdrejninger. Hvis man på nogen måde kunne lide filmen, vil man næsten med sikkerhed elske bogen, og alle der er til hårdkogte krimier og okkulte mysterier vil også sluge bogen råt, ligesom jeg gjorde. Falling Angel er en bog, der kun kan få de varmeste anbefalinger med på vejen!

5 stjerner

Titel: Falling Angel
Forfatter: William Hjortsberg
Udgivet: 1978, denne udgave 1996
Forlag: St. Martin’s Press (Dead Letter Mystery-serien)
Format: Paperback
Sideantal: 289 sider

Anmeldt i nr. 11 | 13/09/2006

Stikord: Filmatiseret, Magi, New York, Noir, Okkultisme, Privatdetektiver, Satan, Satanisme, Voodoo

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *