Evil Dead II

8 minutters læsetid
Evil Dead II

Da Sam Raimi stod overfor at skulle lave fortsættelsen til sin gennembrudsfilm, den billige, men svært succesfulde The Evil Dead (1981), havde han et problem. Af rettighedsmæssige årsager kunne han ikke bruge footage fra den første film til at give publikum et hurtigt resumé af handlingen fra etteren, så derfor så han og medforfatteren Scott Spiegel sig nødsaget til at foretage et kunstgreb. De valgte simpelthen at genfortælle handlingen i den første film ultrakort og forsimplet i begyndelsen af toeren, inden den deciderede nye handling startede.

Det er af disse årsager, at Evil Dead II af nogle bliver kaldt en remake af etteren, og selv om det kan forekomme sådan, er det altså ikke tilfældet – i hvert fald kun i de første små syv minutter. Hvis man derfor spoler frem til dette tidspunkt i filmen, kan Evil Dead II ses som en direkte fortsættelse til den første film.

En rigtig dårlig idé

Hytten
Hytten.

Handlingen fra The Evil Dead er i Evil Dead II forkortet og forsimplet som følger: Ash (Bruce Campbell) og hans kæreste Linda (Denise Bixler) er taget ud til en hytte i skoven for at hygge sig. Hytten tilhører ikke Ash, men han ved, den ligger der, og at den plejer at stå tom, så han har ingen kvaler ved at tage derop.

Ash kigger i 'Necronomicon', mens båndoptageren kører i baggrunden
Ash kigger i ‘Necronomicon’, mens båndoptageren kører i baggrunden.

Da de er ankommet, opdager Ash en båndoptager i et af rummene, og mens Linda laver den klassiske “I’ll just slip into something more comfortable” i et af de tilstødende gemakker, trykker Ash på “Play”, og det skulle han selvfølgelig aldrig have gjort. På båndet fortæller professor Raymond Knowby om, hvordan han og hans kone i selskab med nogle andre videnskabsfolk har fundet en gammel, okkult bog i en borg (!).

Fra ondskabens POV, lige før det snupper Linda
Fra ondskabens POV, lige før det snupper Linda.

Knowby og konen er taget op til hytten for at arbejde på oversættelsen, og så begynder Knowby ellers at læse den fonetiske transskription af bogen op. Inden man kan nå at tænke, at det nok ikke fører til noget godt, er en uset kraft med lynets hast på vej mod hytten i skoven – mere specifikt det rum hvor Linda står. Da Ash løber ind for at se, hvad der er sket, finder han rummet tomt, vinduet knust, og Linda væk.

Det korte af det lange er, at Linda er blevet overtaget af nogle af de onde ånder, der huserer i skoven. Det er Knowbys recitering fra Necronomicon, også kaldet The Book of the Dead, der har åbnet døren til disse væsners verden, og nu er Fanden så ellers løs. Det ender med at Ash må tage livet af Linda med en skovl, og lige efter at han har begravet hende, bliver han selv besat.

Giv den mand en hånd

Ash besat
Ash besat.

Det er her, at toerens regulære handling begynder. Heldigvis for Ash er solen lige netop ved at stå op, og det er mere, end de onde ånder kan klare, så de forlader Ash igen. Han forsøger selvfølgelig at flygte fra stedet i bilen, men den nærliggende bro, der fører over en dyb slugt, er på mystisk vis blevet ødelagt. Nu er der ikke andre steder at søge tilflugt end i hytten, men det er nemmere sagt end gjort. Linda står op af graven, og der går en rum tid, inden Ash får ram på hende (ved hjælp af en motorsav). Det sker heller ikke før, Linda har bidt Ash godt og grundigt i hånden.

Ash ser sin hånd blive besat!
Ash ser sin hånd blive besat!

Her bør det lige indskydes, at Ash kappede Lindas hoved af, da han slog hende ihjel, så i sekvensen, hvor Linda bider Ash i hånden, render han rundt med hendes afhuggede (men re-animerede hoved) siddende fast i sin venstre hånd. Det lyder jo unægtelig både grotesk og komisk, og det er det bestemt også.

Endnu mere komisk bliver det dog først lidt senere, da Ash opdager, at hans venstre hånd er blevet besat, og nu lever sit eget liv. Hånden er tydeligvis meget opsat på at myrde sin ejermand, og efter en helt fabelagtigt udført slapsticksekvens, hvor Ash slås med sin egen hånd, ender han med at skære den af med før omtalte motorsav. Det betyder naturligvis ikke enden på hånden, for den formår at flygte, og kommer til at spille en rolle senere.

Belejret i hytten

Annie Knowby (Sarah Berry) og hendes kæreste
Annie Knowby (Sarah Berry) og hendes kæreste.

Nu vil skæbnen, at professor Knowbys datter Annie (Sarah Berry) cirka samtidig vender tilbage fra en rejse med endnu flere sider af Necronomicon. Sammen med sin kæreste drager hun nu op til hytten for at slutte sig til sine forældre og hjælpe med oversættelsen. Da broen jo er forsvundet, må de to dog have hjælp af hillbillyparret Jake (Dan Hicks) og Bobbie Joe (Kassie Wesley). Det er derfor dette firkløver, der ankommer til den efterhånden meget hærgede hytte!

Efter indledningsvist at have spærret Ash inde i kælderen, kommer de snart på bedre tanker og lader Ash komme ud igen. Det viser sig nemlig, at professor Knowby var nødt til at slå sin besatte kone ihjel og begrave hende i kælderen. Det siger også sig selv, at damen naturligvis ikke er (helt) død.

De to hillbillys Jake (Dan Hicks) og Bobbie Joe (Kassie Wesley)
De to hillbillys Jake (Dan Hicks) og Bobbie Joe (Kassie Wesley).

Med Ash ude af kælderen er alle fem nu belejret i hytten, og det kommer ikke til at gå stille for sig. Til alt held lader det til, at der måske er en løsning i de sider af Necronomicon, som Annie lige er kommet med. Heri skulle nemlig være en formular, der kunne give det onde fysisk form og en anden formular, der kan åbne en tidsport og sende bæstet tilbage, hvor det kom fra.

Hvordan det præcis spænder af, skal jeg ikke afsløre her, men det kan du finde ud af, hvis du læser anmeldelsen af trilogiens afslutning Army of Darkness (1993).

Knald på!

Ash i kamp med sin egen hånd
Ash i kamp med sin egen hånd.

Evil Dead II fortsætter på mange måder bare, hvor The Evil Dead sluttede – ikke kun handlingsmæssigt, men også i udtrykket. Budgettet var højere i denne omgang, og der er skruet endnu mere op for humoren, men derudover er der stadig tale om sorthumoristisk splat i et særdeles højt gear. Det ville være synd at sige, at der er mange decideret uhyggelige momenter i Evil Dead II, for denne gang har det helt klart været intentionen at lave en film med så mange grotesk-komiske optrin, som overhovedet muligt, men indimellem sniger der sig alligevel et par vellykkede chokeffekter ind.

Derudover giver POV-shotsene, som viser tingene fra det ondes synspunkt, fortsat en vellykket dynamik – bedst i den halvlange sekvens, hvor det onde jager Ash rundt i hytten, og hvor han til sidst formår at gemme sig.

Ted Raimi i zombie-makeup
Ted Raimi i zombie-makeup.

Chokeffekter og suspensedynamik er dog helt underlagt filmens humoristiske indslag, og her er det særdeles nemt at se, hvor den tidlige Peter Jackson sugede sin inspiration fra. En film som Braindead (1992) ville f.eks. næppe have set ud, som den gør, hvis ikke Jackson havde kendt Evil Dead-filmene, og Jackson har da også vedkendt sig, at Raimis film var store indflydelser på hans tidlige splatterfilmsproduktion. Dette gælder ikke kun den vilde gag-komik, men også kameraføring og -vinkler.

Det betyder også, at Evil Dead II er en film med knald på! Der er vitterligt næsten ingen stille momenter i filmen, og de der er bliver meget hurtigt afløst af et nyt vanvittigt indfald. Da Ash må begive sig ned i kælderen efter de livsvigtige sider fra Necronomicon (hillbilly-Jake smed dem derned på et tidspunkt) kommer filmens nok bedst kendte sekvens, nemlig den hvor Ash monterer motorsaven på sin amputerede venstre arm og har et haglgevær i højre hånd. Denne anordning kommer naturligvis til at spille en rolle i Army of Darkness.

Keder sig ikke et øjeblik

Ash og et monster
Ash og et monster.

Man kan selvfølgelig spørge sig selv, hvad nyt der er i Evil Dead II i forhold til forgængeren, og svaret er naturligvis: meget lidt. Til gengæld er Raimis overgearede stil og det komplet vanvittige manuskript så veloplagt og fyldt med indslag, der varierer fra old school slapstick til det decideret groteske, at man velvilligt lader sig rive med af handlingen. Man keder sig ikke et sekund af filmens korte spilletid på ca. 80 minutter.

'Swallow this!' - en af filmens oneliners
‘Swallow this!’ – en af filmens oneliners.

Det højere budget Raimi opererede med i denne omgang er naturligvis især omsat i effekter. Stop motion-monstrene er primitive, når man tænker på nutidens computergenererede effekter, men de er i besiddelse af en charme, som ikke må underkendes. De fleste af monstrene ser ikke specielt drabelige ud – med mulig undtagelse af Ted Raimi i klam zombie-make-up som Annies døde mor – men gummiansigterne og makeuppen (bl.a. også den besatte Ash) er herligt groteske, og tilføjer bare til den generelt overstyrede atmosfære.

Set designet er fint og skummelt, og det virker også godt, at hyttens indre er langt større end den lille knaldhytte, man ser i eksteriørbillederne. Også dette tilføjer et lag til filmens dimensionsforvrængende stemning.

Totalt domineret af Bruce Campbell

Ash med motorsaven på højre arm
Ash med motorsaven på højre arm.

Skuespillet er ikke noget at råbe hurra for – tværtimod. Bruce Campbell er.. ja, Bruce Campbell. I anmeldelsen af The Evil Dead blev han kaldt gyserfilmens svar på Jim Carrey, og det er ingen dårlig analogi. Måske er den endnu mere passende i forbindelse med Evil Dead II, hvor den meget fysiske slapstick-humor spiller en enormt stor rolle. Filmen domineres totalt af Campbell, der da også får lejlighed til at fyre nogle veloplagte one-liners af, og de øvrige medvirkende er næppe værd at nævne.

'Groovy!' - gummiansigtet Bruce Campbell
‘Groovy!’ – gummiansigtet Bruce Campbell.

Evil Dead-filmene lever især i kraft af deres blanding af humor med store mængder teaterblod og slim i alle farver. Der er langt fra denne type splatterkomedie og til de lidt tidligere italienske splattergysere a la Lucio Fulci, og denne forskel skal man være sig bevidst, for hvis man går efter rigtig uhygge, vil man blive skuffet. Der er vitterligt ikke mange rigtigt uhyggelige eller væmmelige scener i Evil Dead II, hvilket også får den indledende advarsel til at virke mere kæk end oprigtig.

Der står nemlig med bombastisk hvid skrift på sort baggrund: “Warning: This film contains scenes which may be too intense for persons under the age of seventeen.” Og jovist, Evil Dead II er ikke en film for de yngste, men filmens danske censurbedømmelse til “Tilladt for børn over 15 år” virker alligevel påfaldende i sammenligning med nogle af de film, der bliver tilladt over 11 år.

Groovy!

Hvis man kunne lide den første Evil Dead-film, vil man næsten med sikkerhed også elske Evil Dead II. Det er en helt igennem topunderholdende film, der er lavet med stor kærlighed til genren af en gruppe mennesker, der tydeligvis har haft det sjovt undervejs. Det er fint, at spilletiden er holdt på de humane cirka 80 minutter, for når filmen er færdig, trænger man virkelig til en pause. Men til gengæld er de 80 minutter stopfyldt med så megen veloplagt splatterkomisk underholdning, at man ikke kan gøre andet end at overgive sig helhjertet. Groovy!

6 stjerner
Titel: Evil Dead II
Dansk titel: Evil Dead II: Udrydderen
Instruktør: Sam Raimi
Manuskript: Sam Raimi & Scott Spiegel
Cast: Bruce Campbell (Ash), Sarah Berry (Annie Knowby), Dan Hicks (Jake), Kassie Wesley (Bobbie Joe), Ted Raimi (den besatte Henrietta), Denise Bixler (Linda)
Producere: Robert G. Tapert (producer), Bruce Campbell (co-producer), Alex De Benedetti (executive producer), Irvin Shapiro (executive producer)
Foto: Peter Deming
Klip: Kaye Davis
Musik: Joseph LoDuca
Spilletid: 82 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital Surround 5.1.
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, finsk
Produktionsland, år: USA, 1987
Produktionsselskaber: De Laurentiis Entertainment Group, Renaissance Pictures
Distributør (DVD): Sandrew Metronome (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 28 | 13/02/2008

Stikord: 2’er, Fortsættelse, Okkultisme, Skove, Splat

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.