Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Euphoria

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Echo Screens debut Euphoria er snotkedelig, prætentiøs EMO-punk fra et band, der gerne vil virke som om, de er nede med de seje, selv om de i virkeligheden er nogle softies, der hellere vil krænge deres hjerter ud.

EuphoriaDen første nyere bølge af glad punkmusik der slog igennem hos mainstreampublikummet, var i begyndelsen af 90’erne anført af bands som Green Day og The Offspring. I dag kan man tale om endnu en bølge af unge bands, der gennem EMO-punken har fundet et udtryk, der har vundet genlyd.

Voldspillet

Bands som eksempelvis Good Charlotte eller for den sags skyld Green Day, der har formået at genopdage sig selv, er kommet til at virke som en enorm inspirationskilde på unge indiebands. Den larmende guitar er dermed blevet et vigtigt element i den alternative popmusik, og grænselandet mellem EMO og pop er efterhånden mere end blot udvisket.

Det er Echo Screen fra New York et godt eksempel på. I november 2006 udgav de deres debutalbum Euphoria efter at have simret i det entusiastiske collegemiljø i nogle år. Første gang man hørte til Echo Screen var tilbage i 2004, hvor de udgav deres EP An American Tale. Herfra blev nummeret “Rushmore off their” voldspillet på de fleste collegeradiostationer, og der var derfor også en betydelig hype omkring udgivelsen af gruppens debut.

Snotkedelig

Echo Screen.

Echo Screen.

Denne debut har vi nu fået til anmeldelse her på Planet Pulp, og som flere gange før må det konstateres, at hovedparten af al den EMO-poppunk vi får inden døre, desværre får dumpekarakter. Det gør sig også gældende for Echo Screens debut, der ganske enkelt er så snotkedelig, at man allerede efter det første nummer – der ellers lanceres som pladens første single – har lyst til at slukke for det hele. Pladen hedder Euphoria, men det er bestemt ikke et navn, der lever op til den stemning som albummet skaber.

Det er tydeligt, at den unge kvartet består af dygtige musikere med styr på deres instrumenter. De har sans for deres sangstrukturer, der balancerer meget elegant mellem den klassiske enkle melodi og mere komplicerede soloer såvel som støjende passager. Echo Screen er tilmed hverken blege for at gå helt ombord i en ballade eller afslutte en sang i næsten ren støj, men i sidste ende er de fire bandmedlemmer nogle softies, der gerne vil lave pop. Deres “vilde” dele, hvor guitaren for alvor får lov at larme, virker påklistret, og som et lettere desperat forsøg på at gribe ind i tidens trend.

Tudehoveder

Echo Screen sætter sig mellem to stole. På den ene side vil de gerne fremstå som indiemusikere med kant og attitude, men på den anden side er de en flok tudehoveder, der bare vil krænge deres hjerter ud for åben mikrofon. Det kommer til udtryk i musikken, men så sandelig også i lyrikken, der på god gammeldags pubertetsfacon handler om døden, tabt kærlighed, meningen med livet og ensomhed.

Rent faktisk er gruppen uhyrligt prætentiøs, navnlig på grund af forsangeren Shaune Scutellaros tekster, men gruppen forsøger også at sælge sig som finurlige kunstnere gennem selve musikken. Det være sig gennem referencer til The Beatles eller i den drilske sammenblanding af støj og akustisk guitar. Et hurtigt blik på de enkelte sanges titler burde kunne overbevise de fleste.

Som soundtracket til en TV-serie om teenagere

Echo Screen har, som flere andre nye amerikanske bands, der er blevet anmeldt her på siden, en ubehagelig tendens til at lyde som noget fra soundtracket til en TV-serie om teenagere. Det skyldes helt sikkert kombinationen af den alt, alt for glatpolerede lyd og så den ganske ligegyldige sammenblanding af pop og et mere farligt, larmende udtryk.

Om det er metal eller punk er sådan set lige meget, for resultatet er det samme. Musikken bliver en ligegyldig omgang sødsuppe, der virker fornærmende, alene fordi bandet har besluttet sig for at lugte til noget hårdt, som de inderst inde slet ikke har lyst til at realisere.

Bundkarakter

Echo Screens debutplade er sådan set ikke dårlig, faktisk er det helt sikkert en plade, som vinder meget ved flere gennemlytninger. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at de større kvaliteter kun vil gå op for den, som rent faktisk gider lytte til de fire unge mænds rædsomt kedsommelige sangkonstruktioner.

Echo Screens musik er lavet så gymnasieklassens stille drenge og piger også kan høre noget råt, uden at det på nogen måde bliver truende. Euphoria får bundkarakter her, men hvis du går ind på www.ligegyldigsoftierock.dk, vil de sikkert blive helt anderledes modtaget.

Euphoria er venligst sponseret af Moxie Star.

Nummerliste:
1. This Letter Bomb (3:32)
2. Everything After Bradford (3:02)
3. The Science of Stopping Time (4:02)
4. Start Tomorrow (3:22)
5. Gloria (3:33)
6. October (3:24)
7. Rushmore (3:57)
8. The Five Cent Tour of the Pearly Gates Part I: Our Hopes (3:13)
9. The Five Cent Tour of the Pearly Gates Part II: Our Fears (3:39)
10. Submitted for the Approval of the Midnight Society (4:44)

Total spilletid: 36:31

1 stjerne

Kunstner: Echo Screen
Titel: Euphoria
Udgivet: 2006
Producere: Shep Goodman & Kenny Gioia
Label: Rock Out Records

Anmeldt i nr. 17 | 13/03/2007

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>