Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Essential Classic X-Men Vol. 2

Essential Classic X-Men Vol. 2
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Opsamlingen af X-Men-hefter fra oktober 1966 til februar 1969 er, som sin forgænger, charmerende stads, selvom serien savner fokus og persongalleriet fortsat er endimensionelt.

Essential Classic X-Men Vol. 2Essential Classic X-Men Vol. 2 er nummer to i Marvels X-Men-udgivelser i Essential-serien. Det første bind hed Essential Uncanny X-Men Vol. 1, og misvisende nok kom bind to altså til at hedde Essential Classic X-Men, selv om der ikke har været et bind ét med samme titel.

Titelkaosset fortsætter i øvrigt med bind fire, der dropper “Classic”-betegnelsen og derfra blot hedder Essential X-Men, men i øvrigt nulstiller nummereringen og begynder fra 1. Den nærmere baggrund for dette titelrod kan du læse nærmere om i vores anmeldelse af Essential Uncanny X-Men Vol. 1.

Ud over titelballaden er det business as usual i bind to, der opsamler The X-Men #25-53 (oktober 1966-februar 1969) samt Avengers #53 (juni 1968). Sidstnævnte er en cross-over, hvor The X-Men og Avengers kæmper sammen mod Magneto.

Idet vi har at gøre med Essential-serien, er udgivelsen en paperback med sort/hvid-tryk, hvilket gør prisen på disse mammutbind overkommelige. De der har pengepungen i orden kan i stedet opsøge Marvels Masterworks-serie, der har udgivet en hel del (men slet ikke alle) af seriens numre i hardcoverindbinding og med farvetryk. Alternativt – også for de med tegnedrengen i orden – kan man give sig i kast med Omnibus-serien, hvor X-Men indtil videre er udkommet til og med #153 også i farver.

Intet nyt under solen

I de første mange numre af X-Men i Essential Classic X-Men Vol. 2 er der vitterligt intet nyt under solen. Vi har fortsat vore fem unge mutanthelte under ledelse af Professor Charles Xavier (Professor X), der kæmper mod alskens udskud – typisk andre mutanter der bruger deres kræfter for det onde i stedet for det gode, men af og til melder der sig også andre skurke på banen.

For nu lige at kridte banen op, kan jeg lige gentage, hvem hovedpersonerne er: Ud over naturligvis Professor X, så består teamet her af Scott Summers aka Cyclops, Jean Grey aka Marvel Girl, Warren Worthington III aka The Angel, Bobby Summers aka Iceman og Henry “Hank” P. McCoy aka The Beast. De har hver især deres specielle superkræfter, som I kan læse nærmere om i anmeldelsen af Essential Uncanny X-Men Vol. 1.

Monoton læseoplevelse

Rent narrativt fortsætter vi i samme spor, som i de første 52 numre: Der dukker en trussel op, som The X-Men må tage sig af. Kamp følger, og vore helte vinder. Slut. Næste nummer. Med andre ord er det den samme ekstremt skematiske og klassiske superheltehefte-formel, vi har med at gøre, og ligesom tilfældet var med Essential Uncanny X-Men Vol. 1, gør det læseoplevelsen ganske monoton.

Nu skal det naturligvis også påpeges, at serien jo aldrig har været beregnet til at blive læst ud i én køre. De enkelte numre udkom i sin tid med én om måneden, og det betyder selvfølgelig, at seriens svagheder kom til at fremstå mindre markant end de gør, når man kan læse så mange numre i rap, som man har lyst til. Det er i øvrigt det samme problem, der ofte åbenbarer sig ved tv-serier, som man i dag kan købe og se adskillige afsnit af i streg. Også her kommer svaghederne ofte til at manifestere sig ganske tydeligt.

Ud over de skematiske narrativer – som dog af og til brydes op af fortsatte historier, der løber over mere end ét nummer – er der heller ikke meget nyt med hensyn til seriens hovedpersoner. De ændrer sig nemlig stort set ikke over de 28 numre af The X-Men, der findes i Essential Classic X-Men Vol. 2. Dog må jeg her understrege “stort set”, for en lille smule sker der dog.

En lille smule personudvikling

Selv om hverken Scott Summers eller Jean Grey afslører deres uudtalte kærlighed for hinanden, så lader de dog begge til at blive mere og mere bevidste om, at de elsker hinanden, og det betyder, at vi i løbet af serien får færre hyleture fra både Scott Summers’ og Jean Greys side. Det er også kun rart, for det var efterhånden ved at være en smule trættende.

Endvidere lader Warren Worthington også til at have indset, at slaget om Jean Grey er tabt, hvilket også betyder, at vi ikke skal høre på mere brok fra ham. Med andre ord er den ungdommelige menage á trois brudt op, og det klæder serien.

Heltenes kræfter sker der ikke det helt store med i løbet af de 28 numre. Den eneste af hovedpersonerne, hvis kræfter lader til at blive mærkbart større, er Jean Greys, hvilket bl.a. kommer sig af, at hun på et tidspunkt modtager specialtræning af Professor X så hun selv kan opdyrke nogle af professorens telepatiske evner.

Det betyder, at Jean Grey, foruden at være telekinetiker nu også er telepat. Samtidig lader hendes evner til at være blevet noget stærkere i al almindelighed, hvilket i øvrigt også klæder serien. I de tidlige numre var der stadig lidt for meget damsel in distress over den smukke frøken Grey, og det fortager sig også en hel del.

Heller ikke heltenes udseende sker der det store med. I #27 (december 1966) får de dog et sæt nye kostumer, der – helt i tidens ånd – er lavet af gruppens kvindelige islæt. Derudover ligger det meste af heltenes udseende fortsat i, hvordan de enkelte tegnere begår sig, og her er der ikke de store ændringer. Der sker dog enkelte interessante ting i nogle af de sidste numre, men det vender jeg tilbage til.

Men der sker faktisk noget!

Rent handlingsmæssigt er de enkelte hefter som sagt meget skabelonprægede, men det betyder ikke, at der ikke sker noget på det mere overordnede niveau, for det gør det faktisk. Som det mest interessante dør Professor X i #42 (marts 1968), hvilket naturligvis har en videre betydning for serien. Imidlertid bliver denne betydning ikke helt så gennemgribende, som det ellers indledningsvist antydes ved, at gruppens FBI-kontakt får gruppen til at splitte sig op!

Til en start betyder det, at Bobby Drake og Hank McCoy flytter til vestkysten for at dække den vestlige del af USA, mens Scott Summers og Jean Grey bliver i New York og den flyvende Warren Worthington bliver fri agent. Meget hurtigt sker der dog ting, der får gruppen samlet igen, og efter det splitter de ikke op på ny.

Med hensyn til de øvrige mutanter og andre, som The X-Men kommer op imod, byder de 28 numre i Essential Classic X-Men Vol. 2 både på gamle bekendte og nye ansigter – bl.a. også nye figurer, som senere skulle komme til at spille en væsentlig rolle i serien. I #28 (januar 1967) møder vi således for første gang The Banshee, der – ud over flere gæsteoptrædener i de følgende numre – senere bliver et fuldbyrdet medlem af The X-Men. Det sker dog først fra Giant Size X-Men #1 – det hefte, der genstartede serien efter dens seksårige pause fra 1969 til 1975.

Derudover vender Magneto (naturligvis, fristes man til at sige) tilbage, selv om han i flere omgange lader til at dø, og vi genser også The Mimic, Juggernaut, The Toad, The Scarlet Witch og Quicksilver. Hovedparten af fjenderne er dog nye, og selv om enkelte af dem er ganske fine, så er der også en hel del decideret tåbelige skurke iblandt.

Det gælder f.eks. i #30 (marts 1967), hvor Merlin (ja, den Merlin) dukker op som The Warlock og vil bombe hele verden mentalt tilbage til middelalderen, så han kan herske over dem (inklusive goons i middelalder-outfit og hele molevitten). Eller #40 (januar 1968), hvor Frankensteins Monster viser sig at være en robot (don’t ask).

Generelt er skurkene nok det svage led i serien på dette tidspunkt, ligesom de også var det i de første 24 numre, og ind imellem er det svært ikke at finde dem decideret grinagtige. Jeg ved godt, vi har at gøre med en tegneserie for børn og unge, men alligevel måtte skurkene godt ind imellem være lidt farligere. Det er da også i de hefter, hvor The X-Men virkelig kommer i problemer, at serien liver op, men desværre sker det stadig lidt for sjældent.

Fra og med #38 (november 1967) begynder desuden en serie i serien, idet hovedhistorien nu kortes ned til 15 sider, mens de sidste fem sider i hvert hefte dedikeres til “The Origins of the X-Men”. Her får vi en række korte (men som regel fortsatte) historier om, hvordan de forskellige X-Men først opdagede deres evner og om, hvordan de blev rekrutteret af Professor X. Så kom ikke og sig, at hele idéen med origin-historier først er noget, der er kommet i nyere tid! Faktisk er de korte origin-historier ret underholdende, og det er en fin idé at introducere dem som korte, fortsatte historier i hvert nummer.

Folkene bag

Den store drivkraft bag historierne er fortsat Roy Thomas. Han overtog forfattertjansen fra Stan Lee fra og med The X-Men #22 (juli 1966) og fortsatte som eneforfatter til og med #43 (april 1968). Herefter krediteres Thomas i et enkelt nummer for “Plot”, mens Gary Friedrich stod for manuskriptet. Friedrich stod alene for manuskripterne til #45-46 (juni-juli 1968), hvorefter Arnold Drake medkrediteres for #47 (august 1968), inden Drake overtog tjansen alene fra og med #48 (september 1968).

Blandt tegnerne var det frem til #33 (juni 1967) Werner Roth, der stod for butikken, men derefter begynder andre også at komme ind, bl.a. Ross Andru (1927-1993), der på dette tidspunkt endnu ikke endeligt havde forladt DC til fordel for Marvel, og George Tuska (1916-2009), der nok er bedst kendt for at have stået for tegningerne til Iron Man i næsten et årti (1968-1978). Også Don Heck (1929-1995), medskaberen af Iron Man, blev stærkt involveret, og stod for en del hefter i samarbejde med Werner Roth.

Alle disse tegnere fortsatte den stil, Jack Kirby og især Werner Roth havde etableret for serien, men stregen bliver skarpere og stilen ind imellem lidt mere vovet, især hen imod årtiets slutning. Alt er endnu pænt og tækkeligt, men der kommer ind imellem lidt mere bar hud og en tendens til en lidt større fascination af de – endnu sparsomme – kvinder i repertoiret.

Den største udvikling inden for tegningerne kommer dog først med #50-51 (november 1968) og er desværre en kort fornøjelse. Nummer #50-51, hvor Magneto i øvrigt vender tilbage, blev tegnet af Jim Steranko (f. 1938), der har en betydelig mere dynamisk og moderne streg end de øvrige tegnere.

Dette gælder både tegningerne i sig selv, hvor Steranko er klart mere modig i sin måde at skildre seriens kvinder på (selvom alle fortsat er tækkeligt klædt) og måden, siderne er disponeret på. Panelerne er ganske enkelt mere dynamiske og cinematiske – noget Steranko i øvrigt generelt er kendt for, bl.a. under sit run på ”Nick Fury, Agent of S.H.I.E.L.D.”-historierne i Marvels Strange Tales.

Det er noget, der i den grad giver serien en saltvandsindsprøjtning, og de to numre, Steranko har tegnet, er i øvrigt også blandt bindets bedste i forhold til historien. Derudover skal det nævnes, at Steranko også redesignede seriens logo; det berømte perspektiviske logo, som de fleste forbinder med serien, er således Sterankos værk.

Rent tegnemæssigt slutter bindet desværre på lavpunktet, da nummer #53 er tegnet af Barry Windsor-Smith (f. 1949) i samarbejde med Werner Roth. Selvom Windsor-Smith senere har vist sig som en særdeles talentfuld tegner, også i X-Men-regi (han skrev og tegnede bl.a. den berømte ”Weapon X”-historie i Marvel Comics Presents #72-84, 1991), er hans tegninger på dette tidlige tidspunkt kluntede og generelt uskønne, ligesom nr. #53 markerer en tilbagevenden til en meget enkel disponering af de enkelte sider og paneler.

Gæv underholdning

Som helhed betragtet, er Essential Classic X-Men Vol. 2 kvalitativt på linje med sin forgænger: Det er gæv underholdning, der dog bærer meget præg af, at serien på dette tidspunkt overordnet set savner fokus, ligesom persongalleriet i høj grad forbliver ligeså endimensionelt som i de helt tidlige numre.

Alligevel kommer man ikke udenom, at det er charmerende stads, og det skal da retfærdigvis også siges, at serien fra tid til anden liver gevaldigt op hvad angår både historier og tegninger. Endelig er det jo bare spændende at kunne følge X-Men helt fra den spæde start i tresserne, og på den måde er også bind to alle pengene værd.

4 stjerner

Titel: Essential Classic X-Men Vol. 2
Forfattere: Roy Thomas, Gary Friedrich, Arnold Drake
Tegnere: Werner Roth, Jack Sparling, Dan Adkins, Ross Andru, Don Heck, George Tuska, John Buscema, Jim Steranko, Barry Windsor-Smith
Forside: Gil Kane
Format: Paperback
Længde: 528 sider
hvid
Indeholder The X-Men #25-53, udkommet mellem oktober 1966 og februar 1969 samt Avengers #53 fra juni 1958.
hvid
Samlingen udkom på forlaget Marvel i 2006.

Anmeldt i nr. 103 | 13/05/2014

Stikord: Mutanter, Superhelte, X-Men

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *