Gina Wynbrandt er uddannet fra School of the Art Instisute of Chicago, og arbejder som kunstner, illustrator og tekstforfatter.
Hendes interesser tæller teenage popstjerner, sit-coms og makeup, og de er alle bærende elementer i den bøvlet betitlede Er Der Ikke Nogen der Gider Bolle Mig, Please.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det for undertegnede virker som et noget tyndt grundlag at skabe små 140 siders tegneserie på, men efterhånden som man kommer dybere ind i novelle-fortællingerne, opnår de overfladiske ledemotiver en vis eksistensberettigelse.
Samlingen er pseudoselvbiografisk, og Gina er selv hovedpersonen i de tragikomiske tableauer, hvor virkelighed og drømme smelter sammen i en på én gang eskapistisk og grundigt selvhadende form for virkelighedsflugt.
Hovedpersonen fremstår som et ynkeligt, mentalt ustabilt kældermenneske, der via tekst og handling virker seksuelt og romantisk understimuleret til det ekstreme, og via billedsiden fokuserer overmåde på sin egen overvægt og grimhed.
Frustrationsdrevne sexfantasier
Det er med andre ord ikke voldsomt muntert i udgangspunktet. Dog lader Gina sig befri fra sin depressionslignende sump af allehånde sexfantasier, der især handler om Justin Bieber og andre celebriteter af den meget ungdommelige slags.
Hun bliver inviteret med på shopping af Kim Kardashian, der spiller rollen som den gode fe overfor Ginas Askepot. Som samlingen skrider frem, bliver fantasierne mere okkulte, som jeg læser det i takt med, at real-Ginas seksuelle frustrationer efterhånden bliver altdominerende i hendes sind.
Hun fostrer dystopiske fremtidsforudsigelser, hvor en affældig Gina, efter et helt livs mangel på krops- og kærlighed, køber sig til sex med Pokemon-robotter og tages som en hund af selveste Satan efter sin død. Hun bliver optaget i en gadebande af afstumpede baggårdskatte, der mishandler og voldtager hende.
Folk, der kender min smag, vil næppe blive meget overraskede, når jeg skriver, at det er disse overdrevsfortællinger, der i mine øjne endelig skænker Er Der Ikke Nogen der Gider Bolle Mig, Please noget substans og dybde.
Feministisk selvkvalme?
Samlingen handler i vid udstrækning om, at kvinder også har ret til groteske sexfantasier om teenage-idoler og vilde dyr, og om hvordan kvinder, der ikke efterlever samfundets normer eller lever op til dets skønhedsidealer, ofte skubbes ud i periferien af deres medmennesker.
Ensomheden er hjerteskærende, og håbet visner på samlingens sidste sider. Gina er håbløs i sociale sammenhænge, tyk, misforstået og akavet, men naturligvis et individ med et levende åndsliv alligevel, som ingen omkring hende betragter som havende nogen form for værdi.
Selvom det er forsøgt beskrevet og illustreret med vulgær humor, er den samlede udsigelse i værket stadig tragisk.
Tegnestilen og farvelægningen understøtter mine fortolkninger. Gina er et ufokuseret rodehoved, og det smitter af på illustrationerne, der sine steder grænser til det banalt sjuskede – dette er ikke nødvendigvis en skidt ting, da det binder værket bedre sammen.
Farverne er holdt i de samme meget få pasteltoner af hvid, lyserød og blå, i en kombination som har været den dominerende farvesammensætning på teenagepigeværelser siden 80’erne. Det går fint i spænd med Ginas socialt handicappende umodenhed og naivitet.
Som et selvbiografisk værk er Er Der Ikke Nogen der Gider Bolle Mig, Please hjerteløst, men gedigent underholdende selvudleverende og selvdestruktiv.
Som et indblik i en udskammet afkrog af moderne kvindeliv er den smerteligt relevant, men sløset udført.
Man bliver aldrig rigtig sikker på, om man sidder med et feministisk opråb eller en kritik af hovedpersonen/forfatteren og kvinder ligesom hende. Mit bud er, at man sidder med begge dele, og at det måske burde være lidt nemmere at skelne mellem dem.
Originaltitel: Someone Please Have Sex With Me
Forfatter: Gina Wynbrandt
Tegner: Gina Wynbrandt
Forlag: Kobolt / Forlæns
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 140
Dansk oversættelse: Steffen Rayburn-Maarup
Udkom oprindelig i 2016 i USA på forlaget 2dcloud.
Anmeldt i nr. 162 | 13/04/2019
