Figuren Emily the Strange, der blev opfundet til lanceringen af skateren Rob Regers tøjmærke, har siden fået noget af en fangruppe, hvorefter der er fremkommet en masse mere eller mindre ligegyldige merchandise. Vi har tidligere anmeldt Emily the Strange og Emily the Strange: Den Hemmelige Bog, og det var ikke gode ord, de fik med på vejen, da der ikke er meget dybde i Emilys karakter.
Selvom jeg ikke er specielt begejstret for Regers figur, og er blevet skuffet flere gange over udgivelserne, skal der nok være et publikum til dem – bliver jo ved med at udkomme. Nu er to nye tegneseriehæfter udkommet på det danske marked, så fans kan godt spare sammen, da det ikke er en helt billig investering.
Lidt bedre
Det første album i serien, Kedeligt Nummer, handlede om, hvordan Emily brugte sin tid på at kede sig, og indeholdt guides til, hvordan man kunne slå tiden ihjel, bruge sin tid mere kedeligt og lignende. I dette album, der har navnet Glemt Nummer, handler de fleste historier om (ja du har gættet rigtigt) – glemte ting, eller at glemme ting og/eller sig selv. Også dette album bæger præg af, at idéen kun har været at tjene nogle hurtige penge på et allerede eksisterende produkt. Dog er nogle af historierne en del bedre. Hvor især dialogen var ubeskrivelig latterlig i det første album, er der blevet strikket nogle lidt mere jævne sætninger sammen her.
Selvom det er blevet en lille smule bedre, er det ikke nok til at kunne underholde et voksent publikum, da Glemt Nummer stadig bæger har et børnebogspræg, hvor billede og dialog beskriver præcist, hvad der sker i hver eneste ramme. Intet er overladt til fantasien, da Emilys ting bliver væk. Hun kigger efter sit ur, som er væk, imens hun fortæller, at hendes ur er væk; hun kigger efter sin kop, der er væk, imens hun konstaterer, at den er væk.
Forbrugerisme
Netop fordi at det hele bliver overforklaret, og aldrig hæver sig små historier, der gerne skal afsluttes på fire sider, bliver Emily og hendes univers aldrig interessant. Det tætteste, albummet kommer på det interessante, er historien, hvor Emily skal handle, men bliver mere og mere opslugt af indkøbscentret og til sidst må overgive sig, og arbejde for centret. Det kan læses som en lille anekdote om vores forbrug, hvordan vi er kontrolleret af medier, og hvor let vi lader os påvirke af farvestrålende reklameskilte.
Det virker næsten godt, men der mangler alligevel lige det sidste nøk til at være værd at læse igen. Hvis man synes den slags historier er interessante, kan jeg kun foreslå at man går amok med Romeros Dawn of the Dead (1978), der behandler emnet meget bedre. Og så kan man jo kun finde det ironisk, at en sådan historie finder vej til et album, der tydeligvis kun er lavet for at hive penge ud af forbrugeren.
Imellem de mange små (og hurtig glemte) historier, er der enkelte sider, der minder om noget, der er taget direkte fra en opgavebog for mindre børn. Vi får labyrinter, små underlige fortællinger, og endda en side, hvor læseren kan klippe en figur af Emily ud, som de så kan tage billeder af forskellige steder i verden, så man kan se, “Emily” har været der. Ikke just det mange over 15 vil bruge deres tid på, men okay, så kan de små også få noget ud af bladet (men mon de ikke hellere vil læse Serieparaden, Basserne eller hesteblade?).
Udover de 48 mere eller mindre frustrerende sider, er der også inkluderet en plakat, så fans har lidt mere merchandise. Er man ikke i forvejen fan af Emily, bør man nok låne albummet på biblioteket, før man går ud og investerer i det (ellers dets forgænger), da det er rimelig pebret af en letlæselig tegneserie at være. Stregen er enkel, og jeg vil ærligt indrømme at selv jeg godt kan lide figuren Emily, vil jeg aldrig komme til at holde af en tegneserie, der er mere simpel end Emilys ansigtstræk.

Originaltitel: The Lost Issue
Seriens titel: Emily the Strange
Seriens originaltitel: Emily the Strange
Forfatter: Jessica Gruner, Rob Reger, Buffy Visick, Brian Books
Tegner: Rob Reger & Buzz Parker
Albumlængde: 48 sider
Oversættelse: Steffen P. Maarup

Udkom i USA i 2005 på forlaget Dark Horse Comics.

Udkom i Danmark i 2008 på forlaget Carlsen Comics.
Anmeldt i nr. 38 | 13/12/2008