Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Emily the Strange #1: Kedeligt Nummer

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Emily the Strange: Kedeligt NummerHvis man ikke allerede var blevet skræmt væk af de to ligegyldige bøger om Emily the Strange, har man chancen nu, med to nye albums, der minder om en børnebog for voksne mennesker – med intetsigende dialog og dårlige tegninger. Det er tydeligt igennem begge hæfter, at der hverken er lagt sjæl eller hjerte i dem, men at de er lavet for at malke succesen.

Sammen med vennen Nathan Carrico skabte Rob Regers karakteren Emily the Strange til lanceringen af sit tøjmærke tilbage i 1991, men med tiden er Emily blevet meget mere, end en figur på et tøjmærke. Da tøjmærket og figuren Emily blev en succes, åbnedes et nyt marked. Nu kunne der ikke kun tjenes penge på tøj og sko, men en masse andet merchandise med den lille pige på.

Merchandise i massevis

Syret nok. Yeah, right.

De seneste par år er mærket blevet mere og mere kendt, og flere kendte mennesker er også blevet set offentligt i en Emily T-shirt eller lignende. Det har medført flere fans, og flere mere eller mindre ligegyldige typer merchandise såsom klistermærker og tegneserier. Rygter siger desuden, at en kombineret spille-/tegnefilm er under opsejling.

Nu er hele fænomenet om den lille mørkhårede pige i de hvide Mary-Jane sko og hendes sorte katte også kommet til Danmark, så danskerne kan snakke med. Carlsen Comics har tidligere udgivet to bøger om Emily, som er anmeldt tidligere her på siden.

Nu har Carlsen så udgivet de to første albums i en tegneserie om Emily og hendes liv. De to albums hedder henholdsvis Kedeligt Nummer og Glemt Nummer – så skulle det da være til at finde rundt i. Bøgerne var en oplevelse af, hvem Emily er, og hvordan hun ser på tingene. Om end det var en ganske kedelig oplevelse, ved vi nu, hvem hun er. Men med tegneserierne får vi en mulighed for at læse lidt mere om Emily, og finde ud af, hvad hun går og laver normalt.

Barnagtig dialog

Lige på trapperne. Suk.

I Kedeligt Nummer får vi lidt at vide om, hvordan Emily keder sig, samt hvad man kan gøre for ikke at kede sig. Da jeg bladrede albummet igennem hurtigt, så det hele lovende ud, da der var en del mere tekst, end hvad der havde været i de ligegyldige bøger, men jeg var nok lidt for hurtigt ude. Albummet indeholder en masse små korte historier om Emily, som f.eks. en dag på skolen, hvor hun muterer kantinens brød, et interview med bandet The Damned, en tur op i himlen, guider til, hvordan man keder sig og andre mærkelige situationer. På trods af tegneserieformen er historierne stadig alt for platte, og mangler liv.

Et eksempel er historien, hvor Emily muterer sine skolekammerater og kantinens brød med en mikstur, der hedder Syret Sauce. Kvaliteten af tegningerne her er utrolig ringe, og det meste ser forfærdelig rodet ud. Nogle steder skal striberne læses bagfra, og er forbundet af pile, som guider læseren igennem den ene side og ud på den anden. At tegningerne er alternative kan man acceptere, når det nu er Emily the Stranges univers, vi befinder os i, men at dialogen og den skrevne tekst er så banal og barnlig, får mig til at hoppe helt ud af historien.

Den smule dialog, der er med, virker som om den er skrevet af 9-årige børn i deres første forsøg på at lave deres egen tegneserie. Emilys sætninger bliver noget i stil med ”Drop det”, ”Det var dråben”, ”Syrlige drops!” og ”God til sidste dråbe”. Jeg mener selvfølgelig ikke at en tegneserie skal indeholde tunge tanker, men at en tegneserie, beregnet til et lidt ældre publikum, er nede på et så barnagtigt plan, er at fornærme sine kunder.

Børn, der netop har lært at læse, kan sikkert få mere ud af serien, men hvorfor skulle de læse noget så underligt som Emily the Strange, når Anders And & Co. nu er så nemt at gå til?

Pengemaskine

Lad mig være. Også mig.

Ingen af de mange historier, albummet indeholder, kommer op på et niveau, der bare er nogenlunde sjovt, men forfalder til one-liners og billige jokes, som slet ikke skal nævnes her.

At Rob Regers har malket succesen på sin Emily-figur til det groteske, kommer nok ikke som et stort chok for mange, men med denne tegneserie er det mere end åbenlyst, at den er lavet uden hjerte og sjæl, og kun er opstået, fordi der skulle tjenes nogle ekstra penge.

Er Emily the Strange så blevet et ligeså stort kultfænomen i Danmark, som det er i USA og resten af verden? Jeg har set flere steder, at man kan købe tasker, punge og tøj med Emily, men derfra og så til en større fankreds, kommer nok til at tage et stykke tid. De fans, der måtte være, kan starte med dette album og blive skræmt væk eller hænge på. Som en ekstra bonus er der to ark officielle Emily the Strange-klistermærker med i albummet, så du kan dekorere alle dine ting med Emily og hendes skøre, skøre verden.

Mindre børn ville måske kunne finde glæde i at læse dette album, men ældre læsere vil nok ryste på hovedet, og fortyde købet – med mindre man selvfølgelig er die-hard Emily-fan.

Emily the Strange: Kedeligt Nummer er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.

1 stjerne

Titel: Kedeligt Nummer
Original titel: The Boring Issue
Seriens titel: Emily the Strange
Seriens originaltitel: Emily the Strange
Forfatter: Rob Reger, Brian Brooks og Jessica Gruner
Tegner: Rob Reger & Buzz Parker
Albumlængde: 48 sider
Oversættelse: Steffen P. Maarup
hvid
Udkom i USA i 2005 på forlaget Dark Horse Comics.
hvid
Udkom i Danmark i 2008 på forlaget Carlsen Comics.

Anmeldt af: Daniel Hvid | 13/12/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *