Emanuelle e gli ultimi cannibali

6 minutters læsetid
Emanuelle e gli ultimi cannibali

Den navnkundige Joe D’Amato – instruktøren med aliasser nok til at kunne befolke en mindre italiensk landsby – var en af de drivende kræfter bag Emanuelle-serien. De fleste vil sikkert genkende navnet, der efterhånden er blevet uløseligt knyttet til softporn og erotik.

Det hele begyndte med Emmanuelle Arsans erotiske roman Emmanuelle fra 1957, der under påskud af at være en selvbiografisk beretning, beskrev den kvindelige hovedpersons søgen efter seksuelle oplevelser. Romanen skabte en del røre på grund af det pikante indhold, men det var først da bogen blev filmatiseret for anden gang, under titlen Emmanuelle, i 1974, at der kom skub i sagerne. Hovedrolleindehaveren var Sylvia Kristel, der praktisk talt byggede en hel karriere omkring denne rolle.

Rip-off

Men for at vende tilbage til Joe D’Amato, var den italienske filmindustri som altid på jagt efter gode idéer, der kunne sælge billetter, og da man så hvor populær Emmanuelle-filmen blev, gik italienerne øjeblikkeligt i gang med at lave et plagiat. Det blev til en hel lille serie om den kvindelige fotojournalist Emanuelle – med kun et M, vel at mærke – der modsat sin franske pendant var sort.

Derfor betegnes den italienske serie også oftest som Den sorte Emanuelle, eller Emanuelle nera på italiensk. Den sorte Emanuelle spilles af Laura Gemser, der utvivlsomt er blandt de smukkeste kvinder, der overhovedet har medvirket i nogen italiensk film. Hun var tidligere fotomodel, før hun havnede i filmbranchen og på trods af sine manglende skuespilsevner, formåede hun præcis som franske Sylvia Kristel, at opbygge en hel karriere omkring sin Emanuelle-rolle.

De to første film om den sorte Emanuelle blev instrueret af Bitto Albertini, men i 1976 overtog Joe D’Amato roret og indspillede derefter fem film i denne serie. Han er dermed den instruktør, der arbejdede længst tid med Emanuelle og på mange måder ham, der skabte det vi opfatter som de klassiske Emanuelle nera-film.

Et stort jungleselskab

Den vise Professor Mark Lester (Gabriele Tinti).
Den vise Professor Mark Lester (Gabriele Tinti).

I Emanuelle e gli ultimi cannibali, der på engelsk er kendt som Emanuelle and the Last Cannibals og nu på dansk er kommet som Emanuelle og de sidste Kannibaler, har fotojournalisten Emanuelle fået til opgave at drage til Sydamerika og efterforske en sag om en angiveligt uddød kannibalstamme, der muligvis stadig eksisterer.

Emanuelle nera - alias Laura Gemser.
Emanuelle nera – alias Laura Gemser.

Hun kommer på sagen, mens hun dækker en opgave om seksuelle overgreb på indlagte sindslidende, og det tager ikke lang tid for Emanuelle at overbevise sin avis om historiens potentiale. I selskab med antropologiprofessoren Mark Lester fra New York, drager vores smukke hovedperson således ind i junglen.

Emanuelle og Mark er ikke de eneste, der kommer med på ekspeditionen. De får følgeskab af den unge blondine Isabelle Wilkes, en datter til en af Marks nære venner. Hvorfor hun egentlig skal med på turen er dog ikke helt klart. Derudover ledsages de af nonnen Søster Angela, der skal afleveres ved en mission som ekspeditionen skal overnatte på. De har dog ikke nået at rejse ret lang tid før de støder på ægteparret Donald og Maggie McKenzie, der angiveligt er på storvildtsjagt. De slutter sig også til gruppen, og snart er det et ganske stort selskab, der drager gennem den tætte jungle.

Bolleri til højre og venstre

Så er ekspeditionen begyndt.
Så er ekspeditionen begyndt.

Mens ekspeditionen rejser af sted, konfronteres de løbende med de udfordringer som junglen byder. Der er ubehagelige slanger og landskabelige forhindringer, der gør turen alt andet end behagelig. Det forhindrer bare ikke vores rejseselskab i at blive opstemte og liderlige i tide og utide. Alle får således, mere eller mindre, lejlighed til at hoppe i kanen med hinanden – og det uanset hvor umotiveret det så end måtte virke.

Søster Angela (Annamaria Clementi) og Isabelle Wilkes (Mónica Zanchi).
Søster Angela (Annamaria Clementi) og Isabelle Wilkes (Mónica Zanchi).

Mark og Emanuelle synes at være særligt tiltrukket af hinanden, men på den anden side har Isabelle og Emanuelle også svært ved at holde fingrene fra hinanden. Maggie McKenzie har også svært ved at holde fingrene for sig selv, men her er det gruppens store, sorte vagt, der må lægge krop til begæret. Omvendt kan den angiveligt impotente Donald McKenzie ikke holde nallerne fra Isabelle og sådan kunne man blive ved.

Det korte af det lange er, at vi får præsenteret mest muligt softporn i løbet af filmens 87 minutter – og det uden ret meget historie eller motivation. Folk knalder bare, og sådan er det.

Skrupelløst

Donald McKenzie (Donald O'Brien) rammes hårdt.
Donald McKenzie (Donald O’Brien) rammes hårdt.

Det har imidlertid betydning for filmens underholdningsværdi, for ganske vist er Emanuelle e gli ultimi cannibali en meget flot film, der har alle de jungleeventyrelementer, som vi eksempelvis genfinder i La Montagna del dio canibale fra 1978, eller nogle af de andre italienske kannibalfilm. Faktisk har Emanuelle e gli ultimi cannibali rigtig, rigtig meget af det, der kendetegner de senere kannibalfilm, men her er der så bare indsat sexscener med jævne mellemrum, der afvikles en smule maskinelt og som absolut intet har med historien at gøre.

Den rituelle voldtægt kan begynde.
Den rituelle voldtægt kan begynde.

Med andre ord følger vi Emanuelles ekspedition ind i junglen og hører om deres planer, frygt og små intriger internt i gruppen. De finder flere og flere tegn på kannibalernes aktivitet, og til sidst konfronteres de så med den frygtede stamme. For at nå dertil har vi imidlertid været vidne til ret meget blødt porno, der med tiden faktisk begynder at virke temmelig fjollet.

Måske især fordi det vitterligt er meget blødt, det vi ser. Det er praktisk talt kun bryster, der vises, og tilmed har man lejlighed til at overvære nogle temmelig kluntede sexscener, hvor manden ikke engang gør som om han åbner bukserne.

Emanuelle iværksætter en plan.
Emanuelle iværksætter en plan.

Filmen ændrer imidlertid karakter hen imod slutningen, hvor det er kannibalerne der kommer i fokus. Mens man i filmens første del så patter og lidt blod, er det i den anden halvdel blevet tid til blod og en smule patter. Joe D’Amato formåede altså at dele sol og vind lige i Emanuelle e gli ultimi cannibali, hvilket virker en smule grotesk og kun understreger, hvor skrupelløst han faktisk var villig til at levere præcis hvad det sensationshungrende publikum gerne ville se.

Hos kannibalerne ser vi næsten alle de scener, der efterfølgende blev obligatoriske inden for genren. Vi ser indvolde, der bliver flået ud, en kastration, en rituel gruppevoldtægt og som et kuriosum bliver en af de ulykkelige ekspeditionsdeltagere revet midt over af en tynd tråd. Gode idéer mangler der ikke, og splattereffekterne er ganske hæderlige. Den anden del af filmen virker derfor også meget forfriskende efter at de mange sexscener mister deres underholdningsværdi.

Gamle kendinge

Professor Lester og Emanuelles sidste aften i et regulært soveværelse.
Professor Lester og Emanuelles sidste aften i et regulært soveværelse.

Emanuelle e gli ultimi cannibali er ikke nogen synderligt god film, men Laura Gemser er så forbandet smuk, at man stort set kan tilgive filmen alt. Det er dog svært at holde gejsten oppe gennem hele filmen, og selv al den meget kannibalsplat vi får serveret, bliver en smule hult i længden.

Mens man sidder og småkeder sig, kan man dog more sig med at nikke genkendende til de mange medvirkende, der stort set alle er veteraner fra den italienske genrefilms storhedstid. For blot at nævne et eksempel, kan man genfinde Donald O’Brien, der spiller Donald McKenzie, i Marino Girolamis festlige Zombi Holocaust (1980), men de er stort set alle gamle kendinge.

Påklistrede kannibaler

Der guffes tarme som altid.
Der guffes tarme som altid.

Joe D’Amato er ikke nogen stor historiefortæller, og hans kunstneriske ambitioner rækker meget sjældent ud over det visuelle. Han var en utroligt dygtig kameramand, og hans sans for smukke billeder uomtvistelig, men en film som Emanuelle e gli ultimi cannibali er i sidste ende en tand for uambitiøs. Det er ganske enkelt ikke nok at vise Laura Gemser igen og igen – ja, hun er fantastisk, men hvis ikke der blot leveres et minimum af fremdrift i historien, kunne D’Amato lige så godt have lavet rendyrket porno uden al den snak, der afbryder sexscenerne.

Kannibalerne er endnu et element, der virker påklistret og ikke fuldt realiseret. Ganske vist præsenteres de som filmens store skurk, der lurer som en ukendt trussel i junglens mørke, men i sidste ende spiller de en så marginal rolle, at de kun er med som et gimmick. På samme vis er de interne stridigheder i gruppen helt ligegyldige, for når alle alligevel boller med alle, kan det jo være godt det samme.

Emanuelle e gli ultimi cannibali er ikke noget særligt. Den har sine øjeblikke, og for alle kannibalfilmselskere er den sjov, da både kannibalerne og Emanuelle var store publikumsfavoritter. Det ændrer bare ikke ved, at Joe D’Amato har lavet bedre film – både hvad splat og softporn angår.

Filmen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

3 stjerner
Titel: Emanuelle e gli ultimi cannibali
Dansk titel: Emanuelle og de sidste kannibaler
Andre titler: Emanuelle and the Last Cannibals, Emanuelle’s Amazon Adventure, Trap Them and Kill Them
Instruktør: Joe D’Amato
Manuskript: Joe D’Amato & Romano Scandariato
Cast: Laura Gemser (Emanuelle), Gabriele Tinti (Professor Mark Lester), Nieves Navarro/Susan Scott (Maggie McKenzie), Donald O’Brien (Donald McKenzie), Percy Hogan (Salvadore), Mónica Zanchi (Isabelle Wilkes), Annamaria Clementi (Søster Angela), Geoffrey Copleston (Wilkes)
Producere: Gianfranco Couyoumdjian (producer)
Foto: Joe D’Amato
Klip: Alberto Moriani
Musik: Nico Fidenco
Spilletid: 87 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital Stereo
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, finsk
Produktionsland, år: Italien, 1977
Produktionsselskaber: Flora Film, Fulvia Film & Gico Cinematografica S.r.l.
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 15 | 13/01/2007

Stikord: Italian Cinema, Junglen, Kannibaler, Softporn, Splat

Skriv et svar

Your email address will not be published.