Martin Schjönning
Ingen kommentarer

Efter Solen

Efter Solen
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Jeg blev snydt af en anmelder i Politiken, og fik fat i en bog, der ikke helt var det hun sagde det var. Men den er god!

Efter SolenUnder overskriften “Blodet sprøjter, sæden sprøjter, modermælken sprøjter: »Der er scener i disse noveller, jeg har læst med halvlukkede øjne og bogen i strakt arm«”, der jo ikke ligefrem kan beskrives som mundret, beskrives Jonas Eikas bog Efter Solen som en samling ”apokalyptiske noveller”.

Det er teoretisk set også sandt, hvis man har en bred forståelse af apokalypsens litterære karakter, men det er nok de færreste casual fans af dommedagslitteratur, der ville placere værket i den kategori.

Her er ingen masseudryddelse, intet stort brag eller horder af udøde. Eika koncentrerer sig mere om opløsningen af et dekadent og vanvittigt samfund – vores eget.

Det er ikke så meget planetens overlevelse, eller menneskeracens beståen, der er på spil. Det er vores selvopfattelse, vores nuværende, menneskelige tilstand, der drypvist slås ihjel gennem en række mere eller mindre internt sammenhængende noveller.

Ud på kanten af eksistensen

Jonas Eika.

Jonas Eika.

Vi følger udkantseksistenserne – dem der måske er mere bevidste om vores åndelige fordærv end gennemsnitsborgeren, der lader sig bedøve af medier og magthavere.

Eika viser os rundt blandt polyamorøse junkier i storbyen, der måske sanser undergangen før alle andre.

Han præsenterer os for sørgende oldinge, der er flygtet fra sig selv og deres døde blodlinje, ud i Nevadas ørken for at jage rumvæsener, og noget dybere, en mening med det hele. Men den gamle mand vi følger, har allerede meldt sig ud af hvad end mening de finder.

Åbningsnovellen, Alvin, er et fabulerende kynisk portræt af moderne økonomi – muligvis en af de mest umenneskelige ting, mennesket har udsat sig selv for.

To mænd mødes tilfældigt og forener perverst overforbrug med en skingrende mangel på nydelse. De køber og sælger aktier på nettet, så langt hævet over en fast økonomi, at det hele forekommer som et computerspil for dem.

De leger med millioner og prøver at finde snydekoden i spillet, og som læser aner man de tusind skæbner på den anden side af skærmen, som de to ødelægger, uden at tænke videre over det.
Det er menneskets i al dets suicidale vælde, Eika tegner her, og det er klart den mest velfungerende historie i den lille samling.

Sprogligt sats

To af novellerne er en slags før- og efterhistorie om en bizar kult af mexicanske strandslaver, der med homoseksuelle ritualer vækker deres døde til live igen, mens de betragter de solbadende turister som en slags soltilbedende dommedagsfanatikere.

De forbereder sig på den nye verdensorden ved at knopskyde nye biologiske træk og dyrke sperm-baseret magi. Det er lige så skørt, som det lyder, men det forekommer mindre grotesk, når man lader sig lulle ind i Eikas sprog.

Eika skriver til tider smerteligt smukt. Han strækker sproget ud og lader sig ikke altid gå på at veletablerede regler for god sproglig tone – et gamble, der ofte går galt for mindre talentfulde forfattere, men som Eika slipper særdeles godt afsted med:

“I bliver også gamle engang! råbte Ellen og overdøvede alle andre. Hun havde rejst sig fra vindueskarmen og hang midt i rummet og lyste ud af huden som en rispapirlampe, et ældgammelt væsen på speed”

Den slags billedlige finurligheder er der mange af, og det hæver virkelig kvaliteten af Efter Solen.

Er jeg bedøvet?

Politikens anmelder lokkede mig til fadet med falske forudsætninger, hvad angår mængden og karakteren af modbydeligheder, der beskrives. Enkelte scener med strandkulten vækker da en vis lede, men ikke noget, der får mig til at holde bogen ud i strakt arm.

Måske er jeg hærdet af et overforbrug af horror og splat? Måske jeg ikke skulle have læst Gabrielle Wittkops Nekrofilen (1972 – imponerende oversat af Christina Ytzen for forlaget Forrige Århundrede, 2018) umiddelbart før, jeg kastede mig over Efter Solen. Det har muligvis bedøvet mig, jeg skal ikke udelukke det.

Min pointe er at ultravold og grænseoverskridende sexscener ikke bruges som salgstrick i Efter Solen, og det ville være synd, hvis den kun blev kendt som en slags litterær gorefest fyldt med seksualforbryderiske slibrigheder – for det er den ikke.

Der er et velunderbygget grundlag for hver eneste dråbe blod, sæd og modermælk, man får i ansigtet under læsningen.

Apokalypsen er til stede i Efter Solen – men den er i fremtiden. Hovedpersonerne ser de gløder, der snart vil sprede sig, gødes af mennesket der blindt fører blæsebælgen, og ombringe alt det, vi i dag betragter som normalt.

De gør ikke noget ved det – de betragter de ulmende gløder, gør sig til øjenvidner til dommedag og forbereder sig blot på det uundgåelige.

Det er efter min mening langt mere angstfremkaldende og frastødende end alt det blod, der flyder fra de unge stranddrenges røvhuller, og alt det skidt, de hjemløse slæber med ind i junkiernes lejlighed.

5 stjerner

Titel: Efter Solen
Forfatter: Jonas Eika
Forlag: Basilisk
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 160 sider

Anmeldt i nr. 152 | 13/06/2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>