Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Dyrekirkegården

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Døden er det centrale tema i Dyrekirkegården, og det gør romanen til en iskold, ubehagelig og stedvist meget uhyggelig læseoplevelse.

DyrekirkegårdenStephen Kings roman Dyrekirkegården (originaltitel: Pet Sematary) er med stor sandsynlighed én af Kings bedst kendte romaner i Danmark. Det skyldes ikke alene, at der er tale om en umanerligt solid gyserroman, men også at den udgave, der er anmeldt her, i lang tid kunne købes latterligt billigt i nærmest enhver kiosk med respekt for sig selv.

Dermed ikke være sagt, at Dyrekirkegården er en decideret kioskbasker, dertil er den, på trods af sine åbenlyse kvaliteter som gyserfortælling, næsten for ubehagelig, og den jonglerer med temaer, som de færreste vil finde underholdende på samme måde som en tilfældig krimi.

Ubehagelig
Stephen King (f. 1947).

Stephen King (f. 1947).

King skrev første udkast af romanen tilbage i 1979, men der skulle gå flere år inden den blev udgivet. Hvor meget af forklaringen, der er hype, og hvor meget, der er reelt, er selvfølgeligt svært at vurdere, men Kings egen forklaring er, at han fandt den færdige roman så ubehagelig på et personligt plan, at han ikke ønskede at læse den igen, hvilket jo er en nødvendighed for en forfatter, der skal gennemarbejde et udkast så det bliver til et udgivelsesklart manuskript.

Årsagen til, at King fandt romanen så ubehagelig er, at bogen meget direkte behandler et barns død, hvilket er noget forfatteren, der selv er forælder, ikke har det nemt ved.

Romanen udkom dog til sidst, angiveligt som følge af en kontraktlig forpligtelse King havde med forlaget Doubleday. I sidste ende er alt dette dog lige meget, for det korte af det lange er, at romanen udkom i 1983 efter at King havde gennemarbejdet den i 1982.

Ikke for sarte sjæle

Dyrekirkegården er måske ikke Kings bedste roman, men den ligger godt til i konkurrencen om en top-5 placering. Nogle af forfatterens tidligere bøger er unægtelig mere direkte fascinerende og underholdende, som f.eks. både Salem’s Lot (De Dødes By) fra 1975 og The Shining (Ondskabens Hotel) fra 1977, og persontegningen er bedre i senere romaner, som eksempelvis It (Det Onde) fra 1986, men hverken før eller siden har King så direkte som i Dyrekirkegården givet læseren en så gennemført uhyggelig og grum læseoplevelse.

Som nævnt er det et barns død, der spiller en væsentlig rolle, men hele romanen handler om døden, og der oser ud af romanen, næsten fra første side. Godt nok er døden en væsentlig faktor i langt det meste horror – det er meget få gyserfortællinger, der ikke indebærer at mindst én person dør, og gerne under grumme omstændigheder – men det er knap så ofte, at døden er hele historiens omdrejningspunkt. Det er den i Dyrekirkegården, og bl.a. af den grund er romanen ikke for sarte sjæle.

Dyrekirkegården

Historien tager sin begyndelse da familien Creed flytter fra Chicago til den lille by Ludlow i Maine, hvor familiefaderen, Louis, der er læge, har fået job på et universitetshospital. Moderen Rachel er hjemmegående med de to børn, datteren Ellie og den lille dreng Gage.

Derudover tæller familien også Ellies kat Winston Churchill, med kælenavnet Church. Familien har fundet et fint hus lidt uden for Ludlow, og det eneste ildevarslende er landevejen, der løber lige forbi forhaven, og som benyttes flittigt af meget store lastbiler.

I starten går alt godt, og nytilflytterne får også et fint forhold til deres genboer, det gamle ægtepar Norma og Jud Crandall. Især Louis får et godt forhold til Jud, der bliver en slags faderfigur for ham. Men det er Jud, der på sin vis starter den spiral af vanvid, der fører frem til bogens tragiske slutning. Bag familien Creeds hus løber nemlig en sti ind i skoven, og Jud tager en dag familien med op ad stien for at vise dem, hvad der ligger derinde.

Det er titlens Dyrekirkegård, hvor de lokale børn fra Ludlow i årevis har begravet deres døde kæledyr og sat deres primitive gravsten over dem. Her bør der lige knyttes en kommentar til den engelske titel, hvis nuance er gået tabt i den danske oversættelse. King har nemlig forsætligt fejlstavet det engelske “cemetary” (kirkegård), for Dyrekirkegården er jo anlagt af børn, der altså har stavet ordet forkert.

Besøget på Dyrekirkegården medfører en hysterisk reaktion fra datteren Ellie, der bliver bange for at hendes kat Church skal dø. Som den rationelle læge forsøger Louis at forklare sin datter, at døden er en naturlig del af livet, men naturligvis uden held, og situationen bedres ikke af, at Rachel lider af en alvorlig dødsfobi som følge af en traumatisk oplevelse i barndommen, hvor hendes søster led en langsom sygdomsdød.

Indianergravpladsen

Allerede på Louis’ første arbejdsdag slås bogens dystre tone for alvor an. En døende patient bliver bragt ind på universitetshospitalet og i en særdeles skummel sekvens advarer den døende mand Louis mod Dyrekirkegården. “Det er ikke den rigtige kirkegård”, får den døende blandt andet sagt inden han udånder. Senere opsøges Louis i sine drømme, eller rettere mareridt, af den døende mand, der tager ham med op på Dyrekirkegården og advarer Louis mod at fortsætte ad den blokerede sti, der fører videre fra stedet.

Så langt så godt. Louis formår at slå den tilsyneladende overnaturlige hændelse ud af hovedet indtil Church køres ned på vejen mens Rachel, Ellie og Gage er på besøg hos Rachels forældre i Chicago. Da er det at Jud Crandall begår en fatal fejltagelse og fortæller Louis om en anden kirkegård, der ligger inde i skoven bag Dyrekirkegården.

Det er en gammel indianergravplads, der blev brugt af den lokale Micmac-indianerstamme, men som indianerne siden selv forlod fordi det var blevet et skidt sted. Jud ved tilfældigvis ét og andet om indianergravpladsen, og han tager Louis med derop, så han kan begrave katten dér. De krydser barrieren, der blokerer stien, som fører videre fra Dyrekirkegården, og i det uhyggelige terræn i skovene oplever Louis et og andet. Louis begraver katten på indianergravpladsen og de bevæger sig hjem igen.

Dagen efter vender Church tilbage, men katten er ikke helt som den var tidligere. Den er forandret, ondskabsfuld, og der hænger en stank omkring den. Men Church er i live igen, og selv om især Ellie lægger mærke til, at katten er forandret, da hun kommer hjem, aner ingen andre i familien naturligvis, hvad der er sket.

Men den gamle indianergravplads, og det onde, der holder til der, har en usund fascinationskraft, og da det utænkelige sker næste forår og Gage bliver dræbt af en lastbil på vejen foran deres hus, krydser Louis i sin sorg vanviddets grænse og begraver sønnen på indianergravpladsen…

Ingen god idé at lege Gud

Mere handlingsreferat er ikke nødvendigt, og ovenstående er måske endda for meget, men det er nødvendigt at redegøre for, hvis det skal være muligt at diskutere romanens temaer. King siger selv, at romanen langt hen ad vejen er inspireret af novellen The Monkey’s Paw (dansk titel: Abehånden) af W.W. Jacobs fra 1902, og der er da også mange fællestræk mellem Jacobs’ novelle og Dyrekirkegården.

Det kræver imidlertid ikke megen kendskab til litteratur for at se, at romanen også har klare tematiske fællestræk med Mary Shelleys Frankenstein (1818). Det understreges bl.a. af, at romanens hovedperson, ganske ukarakteristisk for Stephen King, er læge, og at han, der ellers repræsenterer rationaliteten, forsøger at gøre sig til herre over liv og død da han får muligheden.

Godt nok lider Louis ikke af den samme storhedsvanvid, der driver Victor Frankenstein, og langt hen ad vejen lokkes han også i uføre af den ondskab, der huserer omkring indianergravpladsen, men parallellerne kan ikke ignoreres.

Derudover er der naturligvis en væsentlig forskel mellem Frankenstein og Dyrekirkegården deri, at Victor Frankenstein giver sin skabning liv gennem videnskaben, mens det er overnaturlige kræfter, der er på spil i Dyrekirkegården. I begge fortællinger er moralen dog den samme: der kommer ikke noget godt ud af at lege Gud.

Kædebrev

De overnaturlige kræfter, der får de døde til at stå op fra indianergravpladsen, bliver ikke fuldt ud forklaret i Kings roman, men det mere end antydes, at skoven bag ved Dyrekirkegården er hjemsted for en Wendigo – en ond indiansk ånd. Og det antydes også kraftigt, at der er en styrende kraft bag alle de væsner, der bringes tilbage til livet på indianergravpladsen.

Da Louis første gang spørger Jud Crandall om et menneske nogensinde er blevet begravet på indianergravpladsen lyver Jud og siger nej, men senere – efter Gages død – får Louis den sande historie, som Jud håber, vil afskrække Louis fra at gøre noget dumt. Jud har oplevet at ét menneske er blevet begravet deroppe tidligere, for mange år siden, under 2. Verdenskrig. Den unge fyr, der dengang vendte tilbage, vidste ting, som den levende ikke ville have vidst, og akkurat lige som Church var han ondskabsfuld, sløv og ikke et rigtigt menneske.

Jud Crandall er ikke den eneste, der kender til indianergravpladsens eksistens eller dens uhyggelige kraft. Jud antyder at gravpladsen er kendt af en del mennesker, og at kendskabet til den er en hemmelig viden, der på det nærmeste er gået i arv fra person til person.

Heri har Dyrekirkegården er besynderlig, og helt sikkert tilfældig, lighed med flere af de moderne japanske gyserfilm, hvori en forbandelse eller lignende går på tur, nærmest som i et kædebrev. Imellem linjerne kan man fornemme, at Jud – der blev fortalt om indianergravpladsen af en lokal drukkenbolt da han var barn – nærmest bliver drevet til at fortælle hemmeligheden videre til Louis.

Godt nok er det ikke for at undslippe nogen “forbandelse”, at Jud fortæller det videre, men det fornemmes, at det ikke er noget, han selv for alvor er herre over. Jud forklarer på et tidspunkt Louis, at stedets kraft er voksende, og hen imod slutningen i romanen bliver det helt klart, at alt, hvad der er sket i fortællingen, er sket på grund af ondskaben i skoven.

Det giver romanen et nærmest skæbneagtigt præg, der heller ikke for alvor ligner Stephen King, og som naturligvis også er det, der driver romanen frem imod dens hæslige afslutning, som man faktisk har forudset længe før det egentlig sker.

Ubehagelig

Noget af det værste i bogen er imidlertid kapitlerne omkring sønnens død. King har forklaret, at han aldrig før Dyrekirkegården havde været nødt til at tage stilling til eller beskrive begravelsesforberedelserne i én af sine bøger, og at det var dette – samt det faktum, at den døde er et barn – der var med til at gøre skriveoplevelsen så ubehagelig.

Og det er bestemt også stærke scener, der udspiller sig i disse kapitler, hvor personerne pludselig bliver meget levende og meget menneskelige på grund af deres sorg, der beskrives sobert og særdeles alvorligt af forfatteren. Af samme grund kan man ikke undgå at sympatisere med de efterladte, og man må uværgeligt stille sig selv det uhyggelige spørgsmål om, hvad man selv ville gøre, hvis man var i Louis Creeds sko.

Det er spørgsmål de færreste har lyst til at stille, især fordi omstændighederne omkring død og den efterfølgende sorg for mange er nærmest tabubelagte og i hvert fald omgærdet af meget stærke følelser.

Det er da også af den grund, at Dyrekirkegården går hen og bliver så ubehagelig. Selve uhyggen i bogen er regulær nok, og skrevet med Kings vanlige evne til at gøre ting ekstra skræmmende, fordi de sker i så hverdagsagtige rammer, men når de får det ekstra lag, som romanens overordnede tema lægger hen over hele fortællingen som en tynd film, bliver resultatet stedvist næsten ubærligt.

Væsentlig

Det gør Dyrekirkegården til en særdeles væsentlig roman i Kings forfatterskab, fordi den netop på grund af sit hovedtema bliver ubehagelig. Med andre ord rører den ved noget i læseren, og det er det kun det bedste horror, der kan. Romanen bliver aldrig uvæsentlig eller reduceret til ren underholdning – ikke at Kings romaner generelt er sådan, men nogle er unægtelig mere letbenede end andre.

Selv om Kings persontegninger i andre romaner måske nok er dybere og mere nuancerede, og selv om andre romaner måske har flere gyseroptrin end Dyrekirkegården, bliver det sjældent så virkningsfuldt som her. Der er meget langt herfra og så til dræberbilen i Christine (1983)!

Ret vellykket oversættelse

Den danske oversættelse er foretaget ved Elsebeth Eskestad, og det er hun sluppet ret godt om ved. I hvert fald lader hun til at have et bedre greb om Kings dialog end Mogens Wenzel Andreasen, der har oversat mange andre King-romaner til dansk.

Dog er oversættelsen ikke perfekt. Når et meget specifikt dansk redningskorps som Falck sniger sig ind i oversættelsen er der klart tale om en fejlvurdering, og der er også en tendens til, at Eskestad af til er faldet for at oversætte “you” til “De” på steder, hvor det klart ikke passer med konteksten. Sidstnævnte er i øvrigt et tilbagevendende problem i Mogens Wenzel Andreasens oversættelser, men i Dyrekirkegården sker det knap så ofte, og heldigvis for det. Generelt er oversættelsen faktisk temmelig god.

Uanset om man læser romanen på originalsproget eller i oversættelse, er Dyrekirkegården en roman, der kun kan anbefales på det varmeste, hvis man er parat til at læse en roman, der går hen og bliver rigtig ubehagelig. Det er en mørk perle i Kings omfattende forfatterskab.

5 stjerner

Titel: Pet Sematary
Forfatter: Stephen King
Udgivet: 1983
Forlag: Doubleday
hvid
Anmeldte udgave:
Titel: Dyrekirkegården
Udgivet: 1987
Forlag: Wangels Forlag A/S
Dansk oversættelse: Elsebeth Eskestad
Sideantal: 301 sider

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: Filmatiseret, Indianere, Okkultisme, Zombier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *