Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Devil Dog: The Hound of Hell

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

En sød Schæferhund er besat af en ond dæmon, der efterhånden besætter hele den lille familie. Langt ude? Ja, men desværre langt fra så morsomt, som det lyder.

Devil Dog: The Hound of HellStephen King fik udgivet Cujo – historien om en dræberhund – tilbage i 1981. Bogen blev et hit og filmatiseringen så dagens lys i 1983. Før King fandt på sin historie om en syg Sankt Bernhardshund, var der imidlertid også andre, der barslede med idéen om en blodtørstig køter.

Ægteparret Elinor og Steven Karpf, der havde en håndfuld TV-manuskripter bag sig, fik nemlig solgt deres historie om en satanisk hund, besat af en djævel, til det lille produktionsselskab Zeitman-Landers-Roberts Productions i 1978, og allerede samme år kunne CBS vise Devil Dog: The Hound of Hell på amerikansk TV.

Nuttet, dæmonbesat Schæferhvalp
De skulle vel ikke have en hund til salg? Martine Beswick i rollen som satanisk kultleder.

De skulle vel ikke have en hund til salg? Martine Beswick i rollen som satanisk kultleder.

For en sikkerheds skyld må det hellere på forhånd blive sagt, at der ikke er nogen paralleller mellem Cujo og Devil Dog, foruden hunden naturligvis. Devil Dog bevæger sig i en helt anden retning, og kan vel bedst beskrives som en krydsning mellem Lassie, The Exorcist (1973) og en solid dosis Rosemary’s Baby (1968). Det lyder måske besynderligt, men hør så her hvordan det hele hænger sammen.

En bande satanister, anført af en vampet babe, har af uransagelige årsager besluttet sig for at hidkalde en dæmon, som kun kan fremmanes en gang hvert tusinde år. Det er jo sjældent, så det er bare med at udnytte lejligheden. Dæmonen kan som sådan ikke komme ind i denne verden, men den kan åbenbart tage bo i en hund, så det er hvad kultisterne sørger for.

De køber en stor Schæfer, som snart bliver drægtig, og kort efter er satanisterne de lykkelige indehavere af ti små sataniske hvalpe. Formålet med dette er vel et eller andet sted, at de djævelske hvalpe skal sprede så meget ondskab i verden som muligt. Derfor bliver de også kort efter fordelt rundt i byens villakvarterer. Uheldigvis har familien Barry mistet deres gamle blodhund Skipper nogle dage forinden, så da der kommer en gammel venlig mand og tilbyder dem en hundehvalp gratis, er de solgt på stedet.

Til den sorte messe.

Til den sorte messe.

Lucky, som familien Barrys nye hund bliver døbt, er både sød og kær. Alle i familien elsker ham – eller rettere, næsten alle. Den mexicanske hushjælp farer nemlig straks i flint, da hun ser hvalpen, og begynder at jamre om djævle og dæmoner. Nuvel, den slags latino-overtro kan farmand Mike Barry ikke tage sig af.

Børnene er vilde med hunden, og bare fordi hushjælpen klager, skal den ikke ud af huset. Hvad ingen i familien ser, er at hunden nogle dage senere ved tankens kraft tvinger hushjælpen til at antænde sig selv på et stearinlys. Hun går op i flammer, og forlader således historien ret hurtigt. Det gør hunden bare ikke. Den fortsætter med at drive sit uvæsen.

Fuldblodssatanister
Familien Barrys børn får øje på den søde hundehvalp.

Familien Barrys børn får øje på den søde hundehvalp.

Vi hopper et år frem i tiden, og Lucky er nu blevet en fuldvoksen unghund. Den har tydeligvis fået besat børnene, der sniger sig ud om natten og laver mystiske ritualer på husets loft. Helt slemt bliver det dog først, da børnenes mor Betty opdager, at sønnen bruger blod i sin farvelade. Betty når bare ikke at få gjort noget ved dette, for snart har Lucky også fået besat hende.

Den eneste normale der forbliver tilbage er Mike – familiens far – og han bliver i den grad presset. Hans familie springer nemlig ud som fuldblodssatanister, og ikke en eneste tror på ham. Når han forklarer dem om hunden og resten af familien, tror de han er gal. Mike står alene lige ind til det øjeblik, han møder en gammel okkultist, som ved en ting eller to om sortekunster.

Bestillingsarbejde
Lucky antænder hushjælpen.

Lucky antænder hushjælpen.

Historien er naturligvis en stor omgang forvrøvlet sludder. Det er et fattigmands opkog af historierne i tidens store Satan-film, og endda en af de mindre indfølte af slagsen. Den er et udtryk for 70’ernes store glæde ved satanisk horror, om end den efterhånden har nået et temmelig tandløst udtryk, da den endelig kommer på TV.

Det har nok heller ikke hjulpet meget på sagen, at instruktøren Curtis Harrington opfattede manuskriptet som det argeste lort, og kun indspillede Devil Dog fordi han desperat manglede pengene. Han gik altså til opgaven som et bestillingsarbejde, der bare skulle udføres, og det har resulteret i en lidt distanceret instruktion, hvor man i den grad mangler nærvær.

Curtis Harrington er nemlig ikke noget fremmed navn indenfor gysergenren, og absolut en mand, man ellers kunne regne med. Faktisk har han nærmest kun lavet horror, hvis man ser bort fra hans tid som instruktør i stald hos Spelling. Navnlig titler som How Awful About Allan (1970) og Killer Bees (1974) står i dag som centrale værker i Harringtons produktion, og den sidste ting han nåede at indspille, var en selvfinansieret fortolkning af Edgar Allan Poes The Fall of the House of Usher (1839), kort og godt kaldet Usher (2002).

Kilometer mellem snapsene
Lucky - aka The Hound of Hell.

Lucky – aka The Hound of Hell.

Både hvad billeder og effekter angår, er Devil Dog ikke meget at råbe hurra for. Nu skal man selvfølgelig tage i betragtning, at det er en TV-film, vi her har med at gøre, og budgettet har derfor langtfra været, hvad det måske egentlig ville kræve at indspille en film som denne, der gerne skulle byde på dæmoniske kræfter og sort magi.

Harrington og hans filmhold måtte klare sig med lidt kreativitet og en stabil røgmaskine. Når Lucky viser sig i sin diabolske form, er den ganske vist blevet udstyret med en form for fjerboa og nogle horn, men uhyggeligt bliver det sgu aldrig. Det største problem er dog nok, at der er så ufattelig meget snak i filmen.

Familiens mor, Betty Barry (Yvette Mimieux).

Familiens mor, Betty Barry (Yvette Mimieux).

Der er flere kilometer mellem snapsene, og når der endelig kommer en underholdende scene, er den ovre, før den knap får begyndt. En anden ting, som må siges at være meget kritisk, er, at Lucky, altså hunden, slet, slet ikke ser skræmmende ud. Det er en godmodig schæfer, som hovedparten af tiden glor direkte ind i kameraet med sine sørgmodige hundeøjne. Som tænkte den “hvorfor?”.

Nu ved vi jo ikke, hvad der foregik i hovedet på hunden under optagelserne, men nogen skræmmende skuespiller var den i hvert fald ikke. Det mest absurde er, da Lucky er hvalp og dræber hushjælpen. Hvordan kan man på nogen måde tro, at man uden make-up eller nogen som helst effekter vil kunne sælge en lille sød hvalp som frygtindgydende dæmon-hund?

Enkelte momenter i kitschafdelingen
Den sataniske hund i dens ægte form.

Den sataniske hund i dens ægte form.

Ren elendighed er det dog ikke, for Devil Dog har sine momenter. Det måske bedste øjeblik er scenen, hvor familiens far er ved at få tvunget sin hånd ind i en plæneklipper. Scenen er velspillet og, tro det eller ej, nervepirrende. Et eller andet gør, at man rent faktisk er i tvivl om, hvorvidt Mike Barry vil miste hånden eller ej.

Dertil kommer, at både indledningen med satanisterne, der fremmaner dæmonen, og så den endelige konfrontation mellem køteren og farmand har høj underholdningsværdi. Vi taler selvfølgelig kitschværdi i begge tilfælde, men det er den slags, der redder en film som Devil Dog.

Familiens far, Mike Barry (Richard Crenna).

Familiens far, Mike Barry (Richard Crenna).

På skuespillerfronten skal man i øvrigt holde øje med et par ansigter. Familiens far bliver spillet af den rutinerede Richard Crenna, som man nok vil genkende som John Rambos forstående mentor Samuel Trautman. Det andet store highlight er Martine Beswick som den sexede satanist, der styrer slagets gang. Genrefilmfans vil kende Beswick som et rigtig hot navn fra 60’erne, hvor hun var med i film som One Million Years B.C. (1966), Slave Girls (1967) og endelig rollen som ondskabens dronning i Oliver Stones Seizure (1974).

Nu hvor vi er ved at optrevle Martine Beswicks karriere, kan det siges, at hun debuterede som skuespiller i From Russia with Love (1963) og medvirkede også i Thunderball (1965) med en ny rolle. At spille med i to Bond-film med forskellige roller kræver et kønt ansigt, og det må man medgive Martine Beswick at hun havde i sine velmagtsdage.

Crappy
Vores familiefar lærer et par tricks.

Vores familiefar lærer et par tricks.

Devil Dog: The Hound of Hell er dybest set en rigtig crappy film. Den fejler stort set over hele linien, men den er svær at afskrive helt. På en eller anden måde formår de få gode scener at brænde igennem, som noget der efterlader et positivt indtryk. Det hjælper også en hel del på sagen, at man kender lidt til de medvirkende. Det giver hele projektet et drys af svundne tiders genrefilm og groovy 70’er-horrer.

Forstå det nu ret; Devil Dog kan ikke varmt anbefales, ja den kan nok slet ikke anbefales, men skulle du nu alligevel få lyst til at se den, ligger der dig med garanti et par gode øjeblikke i vente.

2 stjerner

Titel: Devil Dog: The Hound of Hell
Instruktør: Curtis Harrington
Manuskript: Elinor & Steven Karpf
Cast: Richard Crenna (Mike Barry), Yvette Mimieux (Betty Barry), Kim Richards (Bonnie Barry), Ike Eisenmann (Charlie Barry), Victor Jory (Shaman), Lou Frizzell (George), Martine Beswick (Kultleder), Jerry Fogel (Doctor)
Producere: Hal Landers (executive producer), Lou Morheim (producer), Jerome M. Zeitman (executive producer)
Foto: Gerald Perry Finnerman
Klip: Margo Anderson, Ronald J. Fagan
Musik: Artie Kane
Spilletid: 95 minutter
Aspect ratio: 1:33:1 Full screen
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk, italiensk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: USA, 1978
Produktionsselskaber: Zeitman-Landers-Roberts Productions
Distributør (DVD): Shriek Show
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 23 | 13/09/2007

Stikord: Animal Horror, Dæmonbesættelse, Dæmoner, Hunde, Satanisme

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *