Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Deadhunter – Sevillian Zombies

Deadhunter – Sevillian Zombies
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Jammerlig spansk produktion fra talentløse Julian Lara – hvis der var en lavere rating ville denne film få den!

Deadhunter - Sevillian ZombiesDu har aldrig, og jeg mener aldrig, set noget som det her. På DVD’en er der tre film, én af spillefilmslængde og to kortfilm: Deadhunter (2003), Zombie Extreme (2004) samt Evil Night (2002), og det er i denne rækkefølge, de ligger på skiven.

Alle tre er skrevet, produceret, klippet og instrueret af Julian Lara, som også selv har hovedrollen i alle tre film. Filmene gør en dyd i at være helt og aldeles dårlige. Både teknisk og fortællemæssigt.

Historierne hænger ikke sammen, skuespillet er mildt sagt dilettantisk, der er ingen hvidbalance, lyden runger og falder ud, klippene giver ikke mening, der bruges umotiveret split screen, der er ingen fornemmelse for at komponere billeder og sådan kunne jeg fortsætte i en uendelighed.

Der laves MEGET bedre film på gymnasier verden rundt

Men måske tager jeg det tilbage med, at du aldrig har set noget lignende. For hvis du har gået på gymnasiet, kender du til de såkaldte film- og TV-produktioner: Småfilm lavet af gymnasieelever til gymnasieelever. Eller måske har du selv leget med et kamera i ny og næ, og så ved du, hvordan sådanne hjemmeproduktioner kan se ud.

Jeg er selv med i en jury på en filmfestival for gymnasieproduktioner, og har set en del, der er bedre end Julian Laras tre film. Så når jeg siger, du aldrig har set lignende før, mener jeg, at du aldrig har set en DVD-film, som man vel at mærke betaler penge for, være så dårlig. Nogen har altså puttet penge i denne horrible trilogi. Men igen, så har den da visse kvaliteter, som ikke er af kunstnerisk karakter. Jeg tror, at den kunne være sjov at se, mens man var fuld, i godt selskab med sine venner og en masse alkoholiske drikkevarer til at skylle det hele ned med. Lad os så tage et kig på de tre film enkeltvis.

Forretten – rottemad
Instruktøren Julian Lara (i 'Evil Night')

Instruktøren Julian Lara (i ‘Evil Night’).

Evil Night er med sin længde på 20 minutter den nemmeste at overstå. Handlingen er i al sin elendighed simpel. Vi følger fire unge mennesker, to drenge og to piger, der er taget på telttur dybt inde i en mørk skov. Hvorfor gør unge mennesker altid det på film? Men det går dog ikke værre eller bedre, end at en bunke zombier overrasker dem og dræber de unge én efter én.

Et offer for zombierne!

Et offer for zombierne!

Den er grimt filmet, dårligt skuespillet, kedelig og mildest talt noget værre lort. Instruktøren Julian Lara spiller hovedrollen, og det er tydeligt, hvem hans idoler er. Den ene mand har en T-shirt med et motiv fra Peter Jacksons Bad Taste (1987) på, mens Lara selv har en trøje med et påtrykt billede af Bruce Campbell der svinger en motorsav i Sam Raimis Army of Darkness (1993).

Af en eller anden grund har Evil Night givet Lara mulighed for at lave en efterfølger, hvilket ses af en trailer for Deadhunters der kører over skærmen, efter rulleteksterne. Men Evil Night er så dybt uoriginal og kortfattet, at man ikke kan andet end at trække på smilebåndet over den. Det smil stivner dog lige så stille og roligt, mens man ser de to næste film.

Hovedretten – afføring direkte i dit fjæs
El Jefe - lederen af Deadhunter-teamet

El Jefe – lederen af Deadhunter-teamet.

Deadhunters er med sin længde på 74 minutter en hård nyser at komme igennem. Sevilla i Spanien hærges af zombier, og det er op til en eliteenhed at redde byen. Dead Hunters, som disse zombiedræbere kalder sig, ledes af en ældre fyr, der betegnes som El Jefe. Dræberne er en blanding af unge mænd og kvinder, som ikke ser ud til at være en dag over 18.

Endnu engang spiller Julian Lara hovedrollen, og han får bl.a. følgeskab af den langhårede ”Father Dan”, som er udsendt fra Vatikanet som hjælp. Filmen igennem følger den ene tåbelige scene efter den anden, og det hele kulminerer i Sevillas undergrundsbane. Puha.

Zombiedans!

Zombiedans!

Den er rent teknisk så elendigt lavet, at man ikke forstår, hvorfor Lara har fået lov til det. Måske er han en rigmandssøn, eller måske er Spanien bare et underligt land, hvor usmagelige grisefester går hånd i hånd med dårligt producerede horrorfilm. Dertil skal det tilføjes, at lydsiden er en blanding af middelmådigt heavymusik og det værste hip hop, man kan forestille sig.

En zombie...

En zombie…

Desuden er alle lydeffekter taget fra diverse lyd-CD’er og computerspil. Når en pistol skyder ryster kameraet voldsomt og efterfølges af en lyd, som er taget fra Doom eller Quake-spillene. Vorherre til hest. Og der er ingen blod, når kuglerne rammer; zombierne falder bare om.

Når der så endelig kommer blod, er det tydeligt, at Julian Lara & co. har været en tur hos den lokale slagter. Splattereffekterne har ingen timing, og det er ikke uhyggeligt, når en zombie spiser en mørbradbøf som slagter Jensen kunne lave den. Endvidere er filmen utrolig pjattet, bl.a. ser man en ældre mand trykke sin stok ned i skridtet på en zombie, der svarer ham tilbage med et veltilfreds grynt.

Og så er der zombierne selv. Sminkningen af de forskellige statister er helt til grin. Den ene zombie er helt grøn, den næste helt blå, og nogen ligner bare almindelige mennesker der går underligt. Jeg sidder tilbage som et stort spørgsmålstegn, da den tredje film ruller over skærmen. Hvem fanden har givet grønt lys til den?

Desserten – de to foregående retter blandet sammen
Ejeren af Zombie Xtreme

Ejeren af Zombie Xtreme.

Zombie Extreme placerer sig med sine 34 minutter midt imellem de to tidligere. Så skulle man tro, at den var lige til at komme igennem, men den er faktisk den værste af de tre. Handlingen foregår et år efter, at drengene ordnede zombierne i Deadhunters.

Filmen begynder med en scene, hvor en kæk kvinde fra en TV-station interviewer en mand. Manden har i et gammelt hus indrettet Zombie eXtreme, hvor han har placeret en masse zombier som han i sin tid fangede nede i undergrundsbanen. Her kan betalende kunder så komme ind og jagte zombier, som var der tale om en anden safari.

Zombierne kommer!

Zombierne kommer!

Selvfølgelig dukker der to personer fra Dead Hunter-teamet op. Den ene er naturligvis Julian Lara. Idéen lyder måske meget god, men udførslen er det desværre ikke. De 34 minutter snegler sig af sted, og da den slutter, er man faktisk et lettet menneske.

Rent teknisk er den en smule bedre end de andre, men det er blot med til udstille, hvor dårlig handlingen, skuespillet og alt andet er. Som et højdepunkt kan nævnes en kampscene, hvor skærmen lige pludselig, helt umotiveret, går i split-screen. Mon ikke Lara lige har set 24, da han udtænkte dette?

Alle tre film er på spansk og med engelske undertekster, og man får sig en gang imellem et billigt grin ud af de pinlige replikker. Når alt dette er sagt, har Laras tre film også et meget perverst og nedgørende syn på kvinder. Når der er kvinder tilstede, har man en fornemmelse af, at Lara har givet kameramanden instrukser om at zoome ind på brysterne. Endvidere kommer de mandlige skuespillere konstant med lumre replikker, og det hele lugter langt væk af, at det er en gruppe liderlige unge mænd, der har lavet disse makværker. Film lavet af ubehagelige nørder til ubehagelige nørder.

Jammerligt!
Umotiveret splitscreen med instruktøren

Umotiveret splitscreen med instruktøren.

Er der så slet ikke nogen formildende omstændigheder omkring de tre film? Hmm, på den positive side kan man sige, at filmene har et overordentligt højt energiniveau, og det virker da som om, de implicerede har haft det sjovt. Den samme energi så man fra henholdsvis Peter Jackson og Sam Raimi i deres unge dage, men deres værker som Bad Taste og Evil Dead (1981) varslede dog, at vi havde at gøre med nogle kommende stjerner.

Det samme kan man desværre ikke sige om hr. Lara, og jeg vil æde min gamle, sure hat, hvis han nogensinde får et internationalt gennembrud. Godt nok skal man støtte talenter og uafhængige filmproduktioner, men der må være en smertegrænse, og jeg har nået min med Lara og hans zombietrilogi. Hvad jeg så mangler at sige er, at der snart kommer en efterfølger, Dead Hunter 2: Patera of the Dead, som bliver filmet i denne sommer.

Hygge i lejren

Hygge i lejren.

Og hvis man ikke kan få nok, kan jeg anbefale, at man besøger Julian Laras hjemmeside. Om ikke andet for at få et billigt grin. Her kan man, foruden et utal af billeder af mandslingen, se, hvad vi kan vente os fra Laras hånd. Personligt kan jeg næsten ikke vente på fortsættelsen og glæder mig også til at læse den tegneserie, som Lara er ved at få produceret. Den bygger på hans geniale Dead Hunter-team.

Endvidere kan man bestille andre ting, og hvis ens kæreste snart har fødselsdag, må jeg anbefale at man køber de g-strengs trusser, Lara producerer. De er flotte, og på dem står der www.julianlara.com.

Man kan også få et indblik i Laras inspirationskilder ved at kigge på de links, han har opstillet på siden. Der er alt fra Jenna Jameson til Michael J. Fox. Det var alt herfra, og som en sidste ting skal det nævnes, at man kan bestille alle hans tre film inde på hjemmesiden, eller man kan købe dem samlet i Cryptkeepers udgivelse.

Filmene er venligst stillet til rådighed af Cryptkeeper.

1 stjerne

Titel: Deadhunter/Zombie Extreme/Evil Night
Instruktør: Julian Lara/Julian Lara/Julian Lara
Manuskript: Julian Lara/Julian Lara/Julian Lara
Cast: Julian Lara og en bande af hans talentløse venner
Producere: Julian Lara/Julian Lara/Julian Lara
Klip: Julian Lara/Julian Lara/Julian Lara
Foto: Daniel Ordónez/Daniel Ordónez/Antonio Lara
Musik: Julian Lara/Julian Lara/Julian Lara
Spilletid: 74 minutter/34 minutter/20 minutter
Aspect ratio: 16:9/16:9/4:3
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Spansk
Undertekster: Engelsk
Produktionsland, år: Spanien, 2003/2004/2002
Produktionsselskab: Evil Night Productions
Distributør (DVD): Crypt Keeper
Udgave/region: Regionfri

Anmeldt i nr. 7 | 13/05/2006

Stikord: Spanien, Zombier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *