Damsel

I et land højt mod nord bor Lord Bayford (Ray Winstone). Han har de to døtre Elodie og Floria (Millie Bobby Brown og Brooke Carter), og han er gift med Lady Bayford (Angela Bassett), der på fuldstændig tidstypisk vis hverken er hvid eller den klassiske onde stedmor.

Men Bayford fattes penge. Vinteren er streng, og Bayford har svært ved at sørge for sin befolkning, så da dronningen af kongeriget Aurea indvilger i at lade Elodie gifte sig med prinsen af Aurea synes alt godt.

Elodie, som vi allerede har lært at kende som en gæv og selvstændig ung kvinde, accepterer det arrangerede ægteskab, for ikke alene elsker hun sin far; hun elsker også folket.

Den lille familie drager derfor sydpå, til Aurea og Elodies bryllup.

Ugler i mosen – og en drage i bjerget

Aurea er et ægte eventyrland – smukt, rigt og frodigt. Og – som vi seere ved fra filmens prolog – endda udstyret med en drage i det dystre tvetindede bjerg, der ligger nær rigets hovedstad.

Alt ser ud til at gå godt, men der er alligevel antydninger af, at der er ugler i mosen. Lord Bayford kommer rystet ud af et møde med dronning Isabelle af Aurea (Robin Wright), og dronningen er iskold overfor Lady Bayford, der snart efter forsøger at få sin mand til af aflyse brylluppet, men forgæves.

Elodie bliver da også gift med sin prins, og senere samme dag bliver hun uden videre omsvøb ofret til dragen, der bor i bjerget, og som gennem århundreder har krævet sin ret.

Så let er det selvfølgelig ikke at få has på Elodie, der nu indleder en farlig katten-efter-musen-leg med dragen (der har stemme af Shohreh Aghdashloo) – og hvor Elodie er musen, forstås.

I sin kamp for at slippe ud af dragens hule, finder Elodie også ud af, at det ikke kun er hende selv, der er blevet snydt, men også dragen selv – ja, man kan vel sige, de er blevet, ahem… bedraget.

Hvordan det hele ender, skal jeg ikke afsløre her, og det behøver jeg nok heller ikke. De fleste regner det såmænd nok ud undervejs og fred være med det.

Stærk, kvindelig hovedperson

Damsel er en teknisk flot film, fermt, men også noget anonymt, iscenesat af Juan Carlos Fresnadillo efter manus af Dan Mazeau.

Filmen er en udpræget 2020’er-film – titlens “Damsel” er naturligvis ironisk, for der er ikke meget damsel in distress over den stærke og handlekraftige Elodie, der som karakter taler direkte ind i tidsåndens bølge af stærke, kvindelige hovedpersoner. Og det får I mig ikke til at sige ét ondt ord om.

Det eneste problem ved Elodie i Damsel er sådan set Millie Bobby Brown og alene af den grund, at Brown ikke er nogen særlig god skuespiller.

Hun er sød og sympatisk, og jeg holder meget af både Stranger Things (2016-) og flere af de film, Millie Bobby Brown har medvirket i. Ikke fordi Brown spiller godt, men fordi filmene (og Stranger Things) er voldsomt god underholdning.

Jeg ved godt, nogle Sherlock Holmes-fans nok vil skrive mig i deres sorte bog for at sige følgende, men jeg kan ikke løbe fra, at jeg har været virkelig solidt underholdt af de to Enola Holmes-film (2020, 2022), hvoraf en tredje i øvrigt skulle være på vej.

Når den kommer, skal jeg bestemt også se den, men altså ikke fordi Brown er en god skuespiller. Hun er såmænd heller ikke nogen rædsomt dårlig skuespiller; hun er bare lidt stiv i betrækket og har ikke så meget spændvidde.

I en film som Damsel burde det måske ikke være det store problem, men det bliver det alligevel, fordi Brown skal bære så stor en del af filmen på sine skuldre. Meget af filmen tilbringer vi nemlig sammen med Brown alene, mens Elodie forsøger at finde vej ud af dragens hule.

Og så hjælper det heller ikke Brown, at hun i en række nøglescener er omgivet af virkeligt stærke navne som Ray Winstone, Angela Bassett og Robin Wright.

Solid underholdning

Heldigvis: Når musikken spiller (og den er i øvrigt udmærket komponeret af David Fleming), så er man parat til at se gennem fingre med en hel del. Således også her, for ligesom mange af de andre titler, Millie Bobby Brown medvirker i, er Damsel virkelig solid underholdning.

Som gammel rollespiller er det naturligvis også altid rart at se en film, der er som taget ud af et fantasyrollespil – uden at der af den grund behøver at stå J.R.R. Tolkien på.

Selvfølgelig kan Damsel ikke løbe fra en vis inspiration fra Tolkien, eller nok nærmere fra Peter Jacksons film, men den grundlæggende historie om et rigt kongerige, en drage, en ond dronning og så videre, kan lige så vel komme fra ældre folkeeventyr som fra Tolkiens moderne kunsteventyr.

Der, hvor Peter Jacksons skygge hænger tungt over Damsel, er i forbindelse med filmens drage, hvor man uvægerligt kommer til at lave konstante sammenligninger med Smaug i de tre Hobbitten-film (2012, 2013, 2014).

Teknisk lader dragen i Damsel ikke Smaug noget tilbage at ønske, og Shohreh Aghdashloos stemmeskuespil er tilsvarende fornemt; designmæssigt foretrækker jeg nok selv Smaug, men det er formentlig en smagssag. I virkeligheden skal man nok bare være taknemmelig for at se en ægte fantasydrage i en stor, dyr produktion.

Ingen dårlig måde at tilbringe et par timer på

I hvor høj grad man lader sig underholde af Damsel kommer nok i udpræget grad an på, hvor glad man er for klassisk fantasy, og om man godt kan lade sig underholde af det, man kan kalde gammel vin på nye flasker. Og ja, om man kan leve med Millie Bobby Browns lidt stivbenede skuespil.

Kan man det, og skruer man samtidig ned for forventningerne om nye og spændende idéer, er Damsel såmænd ingen dårlig måde at tilbringe et par timer på.

Anmeldt i nr. 234 | 13/05/2025

Stikord: Drager, Fantasy