Crimson

2 minutters læsetid
Crimson

Ved første gennemlytning kunne Alkaline Trios femte udspil Crimson, fra 2005, måske forveksles med endnu en ordinær omgang pop-punk. Sandheden er dog en helt anden, og det vil hurtigt gå op for den opmærksomme lytter, at noget her er helt anderledes.

En melankolsk grundstemning, der går som en rød tråd igennem hele pladen, og som selv i de mere poppede numre aldrig forlader musikken. En mere end sund fascination af det morbide og ulykkelig kærlighed, hvilket kommer til udtryk i gruppens tekster, der, trods mange faldgruber, aldrig bliver pinlige eller fjollede.

Selv de bedste tekster nytter dog sjældent noget, hvis ikke musikken har kvaliteter, men også på dette punkt må de tre mørke sjæle fra Chicago siges at være i topklasse. Crimson byder på 13 ørehængere, hvis melodier simpelthen ikke er til at få ud af hovedet igen, og netop den perfekte blanding af det dystre og det melodiske, har igennem de sidste år været med til at forvandle Alkaline Trio fra et lille kultband til et af verdens største punkbands.

Unik stemning

Alkaline Trios succes skyldes uden tvivl gruppens evne til at videreudvikle sig fra plade til plade, og Crimson er ingen undtagelse. Denne gang er gruppens forkærlighed for grupper som Depeche Mode og Sisters Of Mercy klart kommet til udtryk i musikken, hvilket giver albummet en helt unik stemning.

Desuden er brugen af strygere i sange som “Prevent This Tragedy” eller den fremragende “Sadie” med til at understrege, at Alkaline Trio endnu en gang har været modige nok til at prøve nye ting af i deres musik. Gruppen er dog stadigvæk stærkest på deres mere “vilde” sange, og der findes ikke mange konkurrenter, der er i stand til at få energisk punk og fantastiske melodier til at smelte så perfekt sammen som f.eks. på “Back To Hell”.

Usædvanligt højt niveau

Som på de tidlige plader deles vokalerne mellem guitarist Matt Skiba og bassist Daniel Andriano, men det er og bliver Skiba, der står for gruppens stærkeste sange og bedste vokalpræstationer. Ikke fordi Andriano på nogen måde er en dårlig sanger, men Skiba har bare det mere fortvivlelse og melodi i sin stemme; hvorfor han netop er så fremragende som frontmand.

På trods af dette har Andrianos stemme fået mere plads på Crimson end på de tidligere albums, hvilket er en smule ærgerligt, selvom han faktisk gør en rigtig god figur på især de mere stille sange. Der er altså ikke tale om et større problem, og niveauet på Crimson er da også usædvanligt højt på samtlige 13 numre.

Fantastisk plade

Er Crimson så Alkaline Trios bedste plade? Et svært spørgsmål, for der er ingen tvivl om, at punkens svar på The Addams Family har skabt en fantastisk plade, der imidlertid kræver en del gennemlytninger, før dens virkelige storhed viser sig. Det er bestemt også deres mest radiovenlige album, så mulighederne for et seriøst gennembrud er klart til stede, men personligt foretrækker jeg nu stadigvæk forgængeren Good Mourning (2003), der har meget mere energi og fandenivoldskhed over sig.

Hvis der endelig skal siges noget negativt om Crimson, er det måske netop, at lyden er blevet lidt for poleret, men på den anden side sagde mange det samme om Good Mourning, og man kan kun respektere Alkaline Trio for, ikke at have lavet den samme plade en gang til. Gamle fans kan altså uden stor betænkning investere i dette album, og er man ikke allerede fan, så er Crimson et perfekt sted at begynde.

Nummerliste:

1. Time to Waste (4:11)
2. The Poison (2:04)
3. Burn (4:05)
4. Mercy Me (2:49)
5. Dethbed (3:03)
6. Settle for Satin (3:49)
7. Sadie (4:39)
8. Fall Victim (3:18)
9. I Was a Prayer (2:36)
10. Prevent This Tragedy (3:06)
11. Back to Hell (2:54)
12. Your Neck (3:15)
13. Smoke (5:31)

Total spilletid: 45:20

5 stjerner
Titel: Crimson
Kunstner: Alkaline Trio
Udgivet: 2005
Label: Vagrant

Anmeldt i nr. 2 | 13/12/2005

Skriv et svar

Your email address will not be published.