Martin Schjönning
Ingen kommentarer

Crimson Orgy

Crimson Orgy
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Til december-nummeret af Planet Pulp (#146) leverede jeg en lederartikel om tabte værker. Den legendariske exploitation-splatter, Crimson Orgy fra 1965, kunne sagtens have været et af de mange værker, jeg nævnte, men bare rolig, filmen er fiktiv. Det er romanen af samme navn ikke.

Crimson OrgyUndskyld forvirringen, men jeg synes bare, idéen fortjente at blive præsenteret med den samme mystificerende effekt, som bogen har på læseren.

Forfatteren, Austin Williams, har en universitetsgrad af en art i filmvidenskab og skrivekunst, og er altså en af dem, der dykker ned i filmmediets historie og dunkle afkroge.

Fra afsættet, Williams’ “faktuelle” forord, præsenteres romanens omdrejningspunkt, filmen med den herligt kliché-blodige titel Crimson Orgy, som et eksisterende værk. En række “afskrevne” artikler i epilogen supplerer yderligere tyngde til hoax-framingen.

Verdens første snuff-film?

Austin Williams.

Austin Williams.

Ifølge denne er Crimson Orgy en kult-klassiker blandt de tidligste splatterfilm, der blev produceret i Florida i midt-60’erne. Kun en enkelt 76 minutter lang udgave eksisterer og blev udbredt på VHS i løbet af 80’erne i en stækket og meget grumset version.

Grunden til filmens kultstatus ligger i at den måske/måske ikke er verdens første snuff-film, hvor billeder af et ægte og særdeles bestialsk mord, der fandt sted under optagelserne, er klippet ind.

Med andre ord trækker Williams på den samme skandale-tematik, som omgav Cannibal Holocaust (1980) i virkeligheden, men placerer fortællingen i splatterfilmenes vugge, med talrige referencer til eksisterende kultklassikere som Blood Feast (1963) og Two-Thousand Maniacs (1964).

I romanen følger man skiftende hovedpersoner i et ultra-low budget film-crew, der er taget på landet, nogle hundrede kilometer fra Miami, for at skyde en film.

Instruktøren er et storrygende nervevrag ved navn Sheldon Meyer, hvis navn antageligvis er inspireret af Russ Meyer – den navnkundige skaber af bl.a. Faster Pussycat! Kill! Kill! (1965), Motor Psycho (1965) og Beneath the Valley of the Ultra-Vixens (1975).

Produceren, Gene Hoffman, er hans modstykke – det stoiske kæmpemenneske, der kan håndtere alle problemer med sindsro.

Med sig har de et hold af mere eller mindre elendige amatørskuespillere, som de har samlet op i diverse barer og sideshow attractions, samt et teknisk crew på i alt tre mand.

De har en uge til at filme en hel film, der kan konkurrere med førnævnte Blood Feast – verdens første egentlige splatter, der tog den amerikanske ungdoms gore-mødom på den mest brutale vis.

Der hænger en veritabel tropisk orkan ude over Stillehavet, de lokale kan ikke lide byboerne, og man ved fra starten af, at en eller flere af hovedpersonerne skal dø…

En forvirrende mængde af synsvinkler

Det ødelægger ikke spændingen, at slutningen halvvejs gives væk på forhånd. Man finder nemlig først til sidst ud af, hvem der skal dø. Indtil da har Williams, på fineste Agatha Christie-vis, det bare sjovt med at pine læseren.

Der er et væld af potentielle mordere og ofre med vidt varierende motiver, impulser, evner og muligheder, og der er meget spændende at sidde og gætte med undervejs – det er nærmest ligesom at spille Cluedo, hvilket er noget, man virkelig savner i de fleste moderne krimier. Crimson Orgy er svær at lægge fra sig igen, når man først er i gang.

De skiftende synsvinkler understøtter denne suspense-form ganske glimrende, men Williams bliver desværre overivrig nogle gange. Der er mange tilfælde hvor fokaliseringen skifter flere gange i samme afsnit, og nogle gange i den samme sætning.

Det skaber mere forvirring, end godt er. Et andet irritationsmoment er, at hele bogen er bygget op efter en slags TV-serie-princip, hvor man først får konklusionen på et handlingsforløb serveret, og derefter bliver forløbet fortalt op til konklusionen, der så alligevel ikke er konklusionen, for selvfølgelig sker der lige lidt mere.

Begrebet har sikkert et officielt navn, men jeg betegner det som “omvendt historiefortælling”, og det virker helt klart bedre i serier og film end på papir. Williams tager det til yderligheder og fortæller næsten hvert eneste afsnit omvendt – det er en trope der hurtigt mister charmen.

Studie i sleaze

Det rent historiske element er ligeledes oplagt at sige både gode og dårlige ting om. Som læser får man en ret så gennemgribende indføring i produktionen af exploitation-film i en tid, hvor den slags var rakker-arbejde, der blev set ned på af alle ordentlige filmfolk – og der var lang tid, til Tarantino kunne blive udråbt som geni ved at kopiere dem.

Men folkene bag, om de så var i branchen af grådighed, som Hoffman, for kunsten, som Meyer, for fisse, som den mandlige hovedrolleindehaver, Vance, eller af loyalitet overfor andre i crewet, som teknikeren Cliff, gjorde sig alligevel umage. De knoklede løs i døgndrift, uden søvn og med et minimum af kostumer, effekter og kulisser.

Sidstnævnte er særligt interessant, fordi de i stedet skyder on location og kører lokalområdet tyndt i jagten på nedlagte lagerbygninger, kirkegårde og andre uhyggelige steder – det giver bogen lidt ekstra dynamik. Dette indblik i sleaze og grindhouse-verdenen er både morsomt og lærerigt.

Skrappere redaktør søges

Omvendt er man ikke overbevist om, at man er i 1965, som bogen ellers påstår. Jeg tvivler ret stærkt på, at et kriseramt skodmotel i den østamerikanske udørk tog imod kreditkort dengang.

Williams rammer adskillige år forbi med opfindelsen af den privatejede vandseng, og hvis man sammenligner med film fra 60’erne, er jargonen også særdeles moderne.

Det er synd, når detaljer som projektørernes model-navne og kælenavne til den type kamera, der anvendes, er helt korrekte. Denne diskrepans er måske det tydeligste tegn på, at der har manglet en opmærksom redaktør på bogen.

Fans af exploitation-genren, der også godt kan lide mordmysterier, bør unde sig selv at læse Crimson Orgy.

Jeg ved ærlig talt ikke, hvad andre vil synes om den, og jeg erkender, at jeg nok er lidt blændet af, hvor god en idé der ligger bag fortællingen – det er bare surt, at det ikke er udført bedre.

3 stjerner

Titel: Crimson Orgy
Forfatter: Austin Williams
Forlag: Borderlands Press
Format: Paperback
Udgivelsesår: 2008
Sideantal: 275 sider

Anmeldt i nr. 150 | 13/04/2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>