Conan the Barbarian

Conan the Barbarian var et karriereskabende score for filmens komponist, Basil Poledouris (1945-2006). Poledouris havde komponeret filmmusik før Conan, men med musikken til hans gamle universitetskammerat John Milius’ film, bragede Poledouris for alvor ind på filmmusikscenen.

Poledouris døde i november 2006, kun 61 år gammel, og de senere år af hans karriere var desværre præget af langt mindre arbejde end tidligere og på langt mindre prestigefulde projekter. Heldigvis efterlader Poledouris sig en fantastisk arv i form af en række fremragende scores op gennem 80’erne og 90’erne, og her er Conan én af kronjuvelerne.

Direkte fra hjertet

Noget der i høj grad kendetegnede Poledouris som komponist, var en fremragende evne til at komponere temaer, og Conan er da også særdeles rig på både fuldt udviklede temaer og mindre motiver. Det er hele vejen igennem et særdeles tematisk orienteret score, og der er meget lidt utematisk underscore i filmen. Det gør albummet til en helt fantastisk lytteoplevelse.

Conan the Barbarian er komponeret for symfoniorkester og kor – ja faktisk medvirker der hele to orkestre på scoret! Det følger deraf, at lyden er enorm, og sammen med Poledouris’ temaer er det med til at give Conan en episk lyd, som få scores kan prale af. På sin vis er Conan faktisk mere episk end Howard Shores Lord of the Rings-scores (2001-03).

Selv om der ikke er nogen tvivl om, at Shores Rings-scores er langt mere intrikat konstruerede end Conan, er de netop på grund af deres særdeles intelligente struktur også ofte noget køligt distancerede; noget Conan ikke er. Her kommer musikken direkte fra hjertet, hvilket både kan høres i filmen og på albummet.

Dermed ikke være sagt, at Conan er et uintelligent konstrueret eller komponeret score – tematisk og instrumenteringsmæssigt er musikken fra Conan glimrende på alle leder og kanter. Det eneste der faktisk kan sættes en finger på, er de italienske orkestres fremførsel af musikken, der byder på adskillige fejl undervejs. Det er dog ikke noget, der kan skæmme scorets overordnede effekt, men man kunne godt ønske sig en genindspilning.

Langt fra al musik

Det her anmeldte album er den oprindelige albumudgivelse, der er blevet genoptrykt adskillige gange. Varèse Sarabande udgav i 1992 en udvidet version af scoret med 20 minutter mere musik, men denne version er nu out of print og ekstremt dyr. Det er uden tvivl Varèse-udgaven man skal købe, hvis man har muligheden for og midlerne til det, men i mangel af bedre er den oprindelige albumudgivelse også god.

Tilmed kan det nævnes, at selv Varèse-udgaven ikke inkluderer al musikken fra filmen, og hvis vi ikke kan tillade os at håbe på en genindspilning af scoret med al musikken, så kunne man da håbe på en udgivelse af al musikken fra den originale indspilning inden for en ikke alt for fjern fremtid.

Berømt tema

Albummet åbner med nummeret “Prologue / Anvil of Crom”, der efter den indledende fortællerstemme brager løs med scorets første tema: masser af tung percussion og 24 – ja 24 – valdhorn! Anvil of Crom-temaet er så effektivt og blev så berømt, at Jerry Goldsmith faktisk kopierede det mere eller mindre direkte, da han komponerede musikken til Total Recall i 1990. I nummerets mellemstykke får vi også scorets andet tema, der samtidig er hovedtemaet, som løber igennem kompositionen som en rød tråd.

Det er et episk, men langt mindre bombastisk tema end Anvil of Crom, og Poledouris demonstrerer adskillige gange, hvorledes hovedtemaet kan transformeres fra en storladen episk version til en langt mere intim og tankefuld udgave. Således indgår hovedtemaet også i scorets kærlighedtema – “Love Theme” (nr. 7) – og også “Theology / Civilization” (nr. 6) er et godt eksempel på, hvordan hovedtemaet bruges på forskellige måder.

Men første gang vi hører en langt mere afdæmpet version af hovedtemaet er allerede i første del af nr. 2, “Riddle of Steel / Riders of Doom”. Hovedtemaet kaldes således også Steel-temaet eller Riddle of Steel-temaet. Det følges i nr. 2 umiddelbart af noget af scorets absolut mest fantastiske musik, der akkompagnerer billederne af Thulsa Doom og hans folk, der rider mod Conans landsby. Der er tale om en stort anlagt komposition i stil med Carl Orff, der langt hen ad vejen også lyder som regulær klassisk musik. Her gjalder både horn, kor og percussion igennem endnu engang og giver os scorets tredje tema.

Stilistisk inspiration fra Miklós Rózsa

Herefter bliver musikken lidt mere afdæmpet og mørk. “The Gift of Fury” (nr. 3) indledes med en Miklós Rózsa-inspireret fanfare, inden nummeret går over i en tragisk passage for strygere og kor. Rozsa-inspirationen høres endnu tydeligere i anden del af “Column of Sadness / Wheel of Pain” (nr. 4); en tung rytmisk komposition, der klart er inspireret af Rózsas galejmusik fra Ben-Hur (1959).

Generelt er der en del steder på scoret, hvor man hører inspirationen fra Rózsa, hvilket ligesom de stilistiske lån fra Orff naturligvis er fuldt bevidste. Ben-Hur og Conan har jo i øvrigt også visse fællestræk. Også “Atlantean Sword” (nr. 5) er tydeligt inspireret af Rózsa, bl.a. i træblæserkompositionerne.

“The Search” (nr. 7) er måske albummets smukkeste nummer, der lyder som den stilistiske inspiration for James Horners kærlighedstema fra Braveheart (1995). Også “Funeral Pyre” (nr. 10) er et smukt nummer, der byder på endnu en variation af hovedtemaet, og her imponerer Poledouris igen med sine blæserkompositioner.

Imellem disse to numre har vi fået “The Orgy”, der stammer fra orgiescenen i Thulsa Dooms palads. Nummeret er krediteret til både Poledouris og hans datter Zöe, og der er faktisk tale om en lille vals, der på ingen måde lyder særlig depraveret. Det er et ganske morsomt og opløftende nummer, der har et anstrøg af source-music over sig, selv om det indgår på filmens non-diegetiske lydspor.

Med “Battle of the Mounds Pt. 1” (nr. 11) er vi tilbage i actionmaterialet, hvilket er første gang, det for alvor sker efter “Riders of Doom”. Meget af albummet består faktisk af mere lavstemt materiale, selv om man naturligvis må huske, at der mangler en del musik på albummet, bl.a. fra nogle af actionscenerne midt i filmen. Også albummets afsluttende nummer, “Orphans of Doom / The Awakening” (nr. 12) er et ret stille nummer, selv om den dog afsluttes på en passende triumferende manér.

Vidunderlig fra ende til anden

Selv om mange utvivlsomt husker actionmaterialet bedst, så er musikken af så konsekvent høj kvalitet, at man på ingen måde savner den massive actionmusik fra albummets indledning. Der er så mange forskellige temaer og motiver – jeg har kun berørt nogle få – i forskellige instrumenteringer, at man er fabelagtigt underholdt, og albummets 49 minutter flyver forbi.

Conan the Barbarian er et af de helt store filmscores fra 1980’erne. En vidunderlig oplevelse fra ende til anden, der ikke alene akkompagnerer filmens handling perfekt, men som samtidig er utroligt velfungerende som enkeltstående album. Det er ubetinget et score, der hører til på enhver filmmusikentusiasts CD-reol. Køb det før din nabo, og især hvis du kan skaffe Varèse-udgaven.

Nummerliste:
1. Prologue / Anvil of Crom (3:40)
2. Riddle of Steel / Riders of Doom (5:40)
3. The Gift of Fury (3:51)
4. Column of Sadness / Wheel of Pain (4:10)
5. Atlantean Sword (3:52)
6. Theology / Civilization (3:15)
7. Love Theme (2:11)
8. The Search (3:10)
9. The Orgy (4:16)
10. The Funeral Pyre (4:30)
11. Battle of the Mounds Pt. 1 (4:55)
12. Ophans of Doom / The Awakening (5:32)

Total spilletid: 49:06

Anmeldt i nr. 16 | 13/02/2007

Stikord: Barbarer