Cobra

Året efter deres fælles succes med Rambo: First Blood Part II fra 1985, kastede superstjernen og skuespilleren Sylvester Stallone og instruktøren George P. Cosmatos sig over “den hårdkogte strømer”-subgenren.

Det gjorde de med Cobra. En på mange områder ganske absurd film, en film mange af os elskede, dengang den udkom, men også en film, som rent faktisk på mange områder, er en rodet omgang møg. Men det er også en film som har en helt særlig plads i mit actionhjerte.

Det er jo også en film, der udover Stallone, er produceret af selveste Menahem Golan og Yoram Globus gennem The Cannon Group!

Her er kuren!

“In America, there’s a burglary every 11 seconds, an armed robbery every 65 seconds, a violent crime every 25 seconds, a murder every 24 minutes and 250 rapes a day.”

Det er den verden, den virkelighed, som filmen foregår i. Kriminalitet er på dagsordenen og som filmens hovedperson Cobra siger, så er han kuren, altså den hårdkogte selvtægtsstrømer:

“You’re a disease, and I’m the cure.”

Marion “Cobra” Cobretti er strømer i Los Angeles. Han er en bad boy, han har næsten altid en tændstik i munden, solbrillernes glas reflekterer omgivelserne OG han klipper sin pizza med en saks!

Desuden har han den sejeste pistol og en helt absurd bil, ja, han minder næsten om en karakter fra et computerspil. Han er også en torn i øjet på de mere almindelige strømere, for Cobretti har sin helt egen dagsorden.

I superstrømersammenhæng er det også ganske morsomt, at én af de retskafne strømere i Cobra, der ikke har fidus til Cobretti, Monte, bliver spillet af selveste Andrew Robinson. Den samme Robinson, der spillede skurken Scorpio i den hårdkogte strømergenres moder, Dirty Harry fra 1971.

Og mens vi er på Dirty Harry-territorie, så skal det bemærkes, at Reni Santoni, der spiller Cobrettis makker Tony Gonzales, spillede rollen som Chico González i Dirty Harry.

Stallone har da også indrømmet, at han var ret inspireret af Dirty Harry da han skrev manuskriptet til Cobra. Det er for øvrigt et manuskript, som Stallone bryggede videre på, efter hans eget forkastede manuskript til Beverly Hills Cop fra 1984. De to film ligner IKKE hinanden.

Los Angeles fremstår mere dyster og ubehagelig, end den plejer at gøre, og det skyldes, at der er en bestialsk seriemorder på spil. Da vi kommer ind i handlingen, er der blevet myrdet mere end 10 personer.

En dræber-sekt

Myndighederne tror, at det “bare” er en seriemorder der er på spil. Cobretti har dog en anden teori; han tror, det er en hel kult af mordere! Og naturligvis har Cobretti ret.

Skurkene i filmen, der er anført af muskelbundtet “The Night Slasher”, er en darwinistisk sekt, der kalder sig selv The New World. Deres mål, udover at de står og messer i skumle haller, mens de hamrer økser mod hinanden, er at dræbe de svage, så de stærke står tilbage. Ægte nihilistisk ondskab, hvor vi ikke får forkromede psykologiske forklaringer.

Cobretti bliver sat til at beskytte modellen Ingrid, da Ingrid var vidne til, at The New World slog til, og de vil nu myrde hende – bemærk for øvrigt her den helt absurde model-montagesekvens, hvor Ingrid fotograferes sammen med en masse robotter. Det var nok sært fremtidsagtigt dengang tilbage i 1986.

Selvtægtshelten er den eneste løsning

Det er nu også gået op for Cobrettis overordnede, at de ikke kan klare det uden Cobretti. Cobretti siger selv følgende, som man kan sige er mantraet, kodekset, for alle selvtægtshelte:

“As long as we play by these bullshit rules and the killer doesn’t, we’re gonna lose.”

Så nu får Cobretti lov til at bestemme retningen. Han tager Ingrid væk fra storbyen, og så kan actionhelten for alvor træde i karakter.

“This is where the law stops and I start, sucker!” som Cobretti siger til skurken, og så kan det heller ikke skæres mere ud i pap.

At jeg tidligere kaldte filmen absurd er på grund af blandingen mellem seriemorderfilmen, den beskidte storby OG den kitschede dyrkelse af actionhelten.

Det er en blanding, der gav den actionhungrende teenager Jacob våde drømme på drengeværelset tilbage i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne.

Men det er også en film, der, når man skærer gennem nostalgiens tåger, fremstår rodet, ufokuseret og lettere kikset.

På den måde er den et barn af sin tid og af den position, Stallone havde som actionhelt i midten af 80’erne, hvor det ikke var nok “bare” at lave en thriller, nej, hele Rambo-segmentet skulle også tilfredsstilles.

Så på den måde fremstår filmen som et levn af 1970’ernes storbysforfald, som i Dirty Harry og Death Wish, tilsat 1980’ernes dyrkelse af actionhelten, af våben, af Stallones krop.

Se bare hele slutningen, hvor heltene angribes på motellet, det er jo ren Commando.

Skønne actionsekvenser

Men der er også mange skønne ting i filmen. Storbyen skildres på en fornem måde (Stallones Cobra er så anakronismen i filmen, da han netop minder om en karakter, der kommer fra en anden type film eller et Commodore 64-spil) og filmens skurke er skønne. Flere scener, i specielt filmens første halvdel, er decideret uhyggelige, hvor vi nærmere er i slasher-land end i action-paradis.
Der er også mange fede actionsekvenser og slutkampen er skøn.

Skurken siger:

“You want to go to hell? Huh, pig? You want to go to hell with me? It doesn’t matter, does it? We are the hunters. We kill the weak so the strong survive. You can’t stop the New World. Your filthy society will never get rid of people like us. It’s breeding them! WE ARE THE FUTURE!”

Hvortil Cobretti svarer, før han dræber skurken:

“No, you are history!”

Ikke nogen helstøbt fortælling

Som helstøbt fortælling holder filmen dog ikke, men det er stadigvæk en vigtig actionfilm, når man ser den i et filmhistorisk perspektiv.

Hvis du ikke ønsker at få ødelagt dit glansbillede af filmen fra da du var ung, så anbefaler jeg enten, at du ikke genser den, og lader den leve i dine smukke drømme, eller at du husker at beholde de nostalgiske briller på.

Jeg kommer til at se Cobra igen, mange gange. Ikke fordi, det er nogen god film, men fordi jeg får en helt speciel og varm følelse i maven, når jeg ser den.

Hylder selvtægt og vold

Til sidst anerkender Monte, og alle andre, også, at der er brug for selvtægtsactionhelten Cobretti. Monte siger:

“Cobretti, no hard feelings. You, uh, kind of overdid it around here. I personally would have looked for a more subtle solution, but that’s not your style. No hard feelings.”

Cobretti giver Monte en på hovedet og siger tørt:

“No hard feelings.”

Cobretti redder dagen OG scorer den smukke model. Filmens budskab er tydeligt: Vold og selvtægt er vejen frem.

Anmeldt i nr. 218 | 13/01/2024