City of the Dead

I slutningen af 1600-tallet blev heksen Elizabeth Selwyn brændt på bålet i den lille landsby White Wood i Massachusetts, USA. Helt godt går hekseafbrændingen bare ikke, for Selwyn har venner blandt tilskuerne, og midt nede i mængden står hendes loyale følgesvend Jethrow Keane, der begynder at anråbe Lucifer, da bålets flammer vokser.

Han bønfalder Djævlen om hævn, og hans bøn bliver hørt. Selwyn er begyndt at skrige hjerteskærende på bålet, men sorte skyer trækker ind over himlen og med ét hyler heksen ikke længere, hun griner hysterisk. Helvedets magter er kommet hende til undsætning, men hvordan finder vi ikke ud af lige med det samme.

Handlekraftig studine

Vi springer nu med syvmileskridt frem til slutningen af 1950’erne. Vi befinder os stadig i Massachusetts, men hvor forklares aldrig. Ret hurtigt vender vi dog tilbage til den lille landsby White Wood, for den entusiastiske studerende Nan Barlow har besluttet sig for at bruge sin sommerferie på at få et førstehåndskendskab til det gamle New England og dets folklore.

Hun er stærkt inspireret af sin professor Alan Driscoll, der har specialiseret sig i studiet af hekseri og satanisme. Både Nans bror, professor Richard Barlow, og hendes forlovede Bill Maitland er ikke meget for idéen om, at den lille uskyldige pige skal drage alene på ferie, men i sidste ende kan de ikke stille noget op.

Nan er en viljestærk pige, og efter at have fået anbefalet White Wood som det perfekte sted at studere gamle legender, netop på grund af historierne om Elizabeth Selwyn, drager hun af sted.

I raskt tempo kører Nan længere og længere ind i det vildsomme landskab, og snart er alt affolket omkring hende. Da hun stopper ved en lille ussel tankstation og spørger om vejen til White Wood får hun det obligatoriske skræmte blik, og tankpasseren forsikrer hende om, at ingen normale mennesker har lyst til at besøge dette sted. Den slags går ikke Nan på, og efter at have aftvunget sig anvisninger om vejen, fortsætter hun.

Mystikken breder sig

Nu begynder mystikken imidlertid at brede sig hurtigt, for med et står en ældre herre i vejkanten og stopper Nan. Han spørger om han må køre med hende til White Wood, og mens bilen langsomt sniger sig gennem tågen, opfører den fremmede sig meget mærkværdigt. Noget ubehageligt stråler ud af ham, men hvad kan ikke helt placeres.

Så ankommer de endelig til landsbyen, og Nan stopper bilen, men hun når kun at dreje nøglen om og vende sig mod den fremmede, før hun opdager at han er forsvundet. Sporløst og uden så meget som en lyd, har han forladt bilen. Meget sært – og den slags kommer der mere af.

Faktisk er White Wood alt andet end en romantisk lilleby – stedet ligner en forladt spøgelsesby, og hotellet The Raven Inn er ikke meget bedre. Indehaversken er en stram gammel dame, der bestemt ikke er glad for fremmede, og først da Nan fortæller, at hun har fået stedet anbefalet af Alan Driscoll, bløder den gamle havgasse op.

Nan pakker nu sine ting ud, og kigger sig lidt omkring i byen. Først går hun hen til den gamle kirke, men her afviser den blinde præst hende ved døren og fortæller hende, at hun bør tage hjem hurtigst muligt. Det ryster den unge dame en del, og da de lokale samtidig begynder at stimle sammen omkring Nan, løber hun mod det nærmeste hus med lys i vinduerne og ender hos Patricia Russell, der netop selv er kommet til White Wood.

Patricia er kommet til byen for at lukke familiens gamle antikbutik, og da Nan fortæller Patricia, hvad hun laver i landsbyen, låner Patricia hende en bog om djævle, hekse og sort magi. Lykkelig tager Nan denne bog med hjem til sit værelse og begynder at læse. Hun læser meget, men som hun får læst sig gennem bogen, opdager hun, at mange af de ting som bogen beskriver om hekse og Djævlen, sker omkring hende.

Først alt, alt for sent går det op for Nan, at hun er blevet en brik i et diabolsk spil. Hvad der præcis tilstøder Nan, og hvordan resten af filmens særdeles farverige persongalleri kommer ind i handlingen, bør ikke afsløres, men man skal glæde sig.

Ekstremt stemningsfuld

City of the Dead fra 1960 er en ekstremt stemningsfuld historie. For det første er den indspillet i sort/hvid, hvilket jo altid bidrager en hel del til det visuelle udtryk, men samtidig er den belønnet med et ualmindeligt godt set-design, som John Blezard havde ansvaret for. Det ligner noget i den stil, som Daniel Haller senere så vellykket brugte i sit samarbejde med Roger Corman i deres Edgar Allen Poe-film, og det siger jo ikke så lidt.

Alt i City of the Dead er indhyllet i den tykkeste tåge, man kan forestille sig. Samtidig er det af en eller anden grund nat i alle de scener, vi ser fra White Wood. Dagen kommer åbenbart aldrig til byen, og måske har dette noget at gøre med den forbandelse, som heksen Elizabeth Selwyn nedkaldte over det lille samfund. Byen bliver i hvert fald anset som forbandet, og den stemning har filmholdet formået at fremmane ufatteligt godt.

Navnlig de afsluttende scener på kirkegården er visuelt ekstremt betagende. Her går John Blezards kulisser, lyssætningen og Desmond Dickinsons kameraarbejde op i en højere enhed, der vækker mindelser om James Whales’ Bride of Frankenstein fra 1935.

Føjer man et hæderligt score af Douglas Gamley og en meget spændende historie, skrevet af Milton Subotsky og omdannet til manuskriptform af George Baxt, har man en virkelig stærk horrorfilm, der fejer de fleste nyere gysere af vejen hvad angår stil og stemning.

Produktiv instruktør

Hele herligheden er instrueret af John Moxey, der var uhyggeligt produktiv i løbet af sin karriere. Han begyndte at lave film i England, hvor han spyttede både store og små produktioner ud. Han er blandt andet manden, vi kan takke for en del af Edgar Wallace-filmatiseringerne, og senere tog han til Hollywood, fik mellemnavnet Llewellyn på opfordring af en numerolog, og fortsatte sit høje produktivitetsniveau på den anden side af Atlanten. Moxey havde måske en tendens til at vælge corny projekter, men han var en forbistret stabil instruktør, der mestrede sit håndværk upåklageligt.

Castet i City of the Dead må man heller ikke glemme. Retrospektivt er det uden tvivl den unge Christopher Lee i rollen som Alan Driscoll, der stjæler billedet, men flere af de andre leverer også glimrende skuespil. Venetia Stevenson spiller utrolig troværdigt i rollen som den energiske men også sårbare Nan Barlow, og på trods af at Valentine Dyall kun har meget lidt dialog, er han virkelig ubehagelig i rollen som Jethrow Keane.

Den diabolske hotelbestyrerinde Mrs. Newless spilles også meget overbevisende af Patricia Jessel, mens filmens maskuline helteduo, Prof. Richard Barlow og Bill Maitland, spilles af Dennis Lotis og Tom Naylor. Begge roller er desværre meget tidstypiske og mindre interessante, men hvor Dennis Lotis slipper af sted med sit skuespil, falder Tom Naylor helt igennem, og det er da også lykkeligvis en ret begrænset filmkarriere han har haft sig.

Hammers største konkurrent

Filmen blev produceret af Vulcan Production, det der kun kort efter skulle blive kendt som Amicus Productions – Hammer Films største konkurrent på britisk grund. Amicus snuppede sådan set Hammers koncept, da de kunne se at der dels var et kæmpe marked for film af Hammers skuffe, som selskabet slet ikke formåede at dække selv, og samtidig var det en tid, hvor filmbranchen generelt var i fremgang.

Det var Hammer naturligvis alt andet end glade for, og en film som City of the Dead viser også hvorfor. Den er lavet præcis som en Hammer-film, og har endda Christopher Lee i en central rolle. Kvalitativt står den heller ikke tilbage for det gamle filmselskabs produktioner, og Amicus gik da også hen og blev en ganske alvorlig konkurrent.

Fabelagtig

Skulle du være i tvivl, må jeg hellere slå fast, at City of the Dead er en fabelagtig film. Den har hverken meget blod eller andet godt, men den har stemning i spandevis. Det er en visuelt betagende film, som vitterligt bør regnes som en britisk klassiker. Dertil kommer at historien er godt udtænkt, med et twist midtvejs, som er ganske overraskende.

Til alle Lovecraft-fans som gemmer sig derude, må det jo også siges, at filmen udspiller sig i hjertet af Lovecraft-country og berører flere af de tilbagevendende temaer i forfatterskabet. Dermed ikke sagt at filmen har noget med forfatteren at gøre, men der er klare paralleller som sikkert vil vække megen glæde. Det gjorde det i hvert fald hos mig, og jeg kan kun på det varmeste anbefale John Moxeys tågeindhyllede perle.

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Stikord: Hekse, Satanisme