Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Christ Illusion

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Slayer er tilbage i topform med Christ Illusion, der leverer kontant musik, der ikke bærer præg at af være overproduceret, selv om bandet har fiflet med albummet i fem år.

Christ IllusionEfter en pause på omkring fem år er Slayer tilbage med et nyt album, og det i en sådan grad, at det er længe siden vi har haft lejlighed til at høre et mere veloplagt udspil fra de gamle thrashere. Meget har ændret sig siden Slayer blev dannet tilbage i 1982, og mange har efterfølgende gjort dem titlen som verdens ondeste band stridig, men de gamle gutter leverer alle metalbands kamp til stregen på Christ Illusion.

Ikke så meget pis

Albummet er et uforfalsket, afsindigt album, der eksploderer ud gennem højttalerne i rendyrket vrede. Slayer har ikke forandret sig det mindste, og enhver gammel fan vil derfor føle sig på hjemmebane, når den nye skive smækkes i anlægget.

Der er godt nok ingen lange, stemningsfulde numre, som vi husker dem fra South of Heaven (1988) og Seasons in the Abyss (1990), men i stedet leverer bandet 10 kompakte sange, der læner sig lige så meget op ad gruppens hardcorerødder, som den bedagede thrashlyd. Med andre ord er der ikke så meget pis – det er kontant musik. Sangene bliver indledt med en lille, stemningsfuld intro og så går det ellers derudaf.

Krig mod religion

Det generelle niveau er særdeles højt, og på trods af at Slayer har haft fem år til at fifle med albummet, bærer det ikke det mindste præg af at være overproduceret eller konstrueret – noget man ellers har set alt for ofte.

Christ Illusion har en spontan kvalitet, og der er tale om vintage Slayer-lyd. Det gælder også tekstuniverset, hvor Kerry King – den primære sangskriver – stadig langer ud efter enhver form for kristent hykleri og småborgerlig adfærd. Krig fylder imidlertid også rigtig meget på albummet, og navnlig religionskrig går igen. Irakkrigen og det amerikanske forhold til muslimer er dermed heller ikke gået Slayer forbi.

Her skal det dog indskydes, at gruppen heller ikke ligefrem uddeler roser til Islam, der i Slayers øjne ikke er meget bedre end kristendommen. Religion er og bliver religion, og derfor vender teksterne igen og igen tilbage til gruppens ultimative frihedsmetafor – Satan.

Djævlen, Satan og 666 nævnes rigtig mange gange, måske også for mange gange, men sådan er Slayer, og for nogen bliver det muligvis lidt krampagtigt når aldrende mænd synger om Satan, men Slayer gør det så overbevisende, at man kan tilgive dem alt.

Sætter tempoet fra starten

Albummet åbner med den fræsende “Flesh Storm”, der sætter tempoet for hele albummet. Har man først hørt første nummer, ved man, at det her ikke kan blive helt dårligt. Det bliver det så sandelig heller ikke, for få numre efter leveres “Eyes of the Insane”, der er et helt og aldeles fremragende nummer, der sikkert vil gå over og blive en Slayer-klassiker. Nummeret fortjener det i hvert fald, og det samme gør “Catatonic” og “Cult”.

Sidstnævnte er i øvrigt nærmest et rendyrket hardcore-track, fortolket gennem en metallyd. Omkvædet har da også et umiskendeligt feel og har en hel del til fælles med et Dead Kennedys-nummer som “Religious Vomit”. Naturligvis handler Slayer-sangen om religion og hvorfor kristendommen er så stort et undertrykkende svøbe.

Slayerhistorisk vigtigt album

Christ Illusion er, rent Slayerhistorisk, et vigtigt album. Pladen markerer nemlig for alvor trommeslager Dave Lombardos tilbagevenden til gruppen. Han forlod som bekendt bandet kort efter Seasons in the Abyss var blevet udgivet, ud fra et ønske om at afsøge nyt musikalsk terræn.

Det blev til en række off-beat soloprojekter og gæsteoptrædener hos andre bands. Det mest interessante i den sammenhæng er nok den tid Lombardo brugte i Fantômas, med den superproduktive og altid spændende Mike Patton som frontfigur. Alt i alt kom Lombardos pause fra Slayer til at vare små ti år, men nu er han tilbage, og det kan både høres på albummet og fornemmes på gruppens liveoptræden. De gamle gutter er samlede igen, og det kan høres langt væk, at bandet har det rigtig godt med at være sammen.

Kompromisløst

Christ Illusion er et kompromisløst album, der hverken forsøger at være nyskabende eller moderne. Det er lige på og hårdt, med en rå og kontant produktion, der understreges af Tom Arayas stemme, som kun bliver dybere med årene, og så den voldsomme, næsten voldelige, hardcoreinspiration, der har fået lov til at fylde mere og mere i sangstrukturen.

Hvis du er til Slayer, vil du utvivlsomt holde af den nye plade. Hvis du ikke kender gruppen, kan du lytte til pladen og få det afprøvet, for det er den uforfalskede vare, der leveres her. Christ Illusion er et smukt, sent highlight i bandets karriere og et must for alle gamle fans – navnlig de der stadig tror, gruppen døde ved indgangen til 90’erne. Slayer lever stadig, og de lever i bedste velgående.

Nummerliste:
1. Flesh Storm (King) (4:14)
2. Catalyst (King) (3:07)
3. Skeleton Christ (King) (4:22)
4. Eyess of the Insane (Araya, Hanneman) (3:23)
5. Jihad (Araya, Hanneman) (3:31)
6. Consfearacy (King) (3:07)
7. Catatonic (King) (4:54)
8. Black Serenade (Araya, Hanneman) (3:16)
9. Cult (King) (4:40)
10. Supremist (King) (3:51)

Total spilletid: 38:29

5 stjerner

Titel: Christ Illusion
Kunstner: Slayer
Udgivet: 2006
Producer: Josh Abraham
Label: American
Cover: Larry Carroll

Anmeldt i nr. 14 | 13/12/2006

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *