Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Casa privata per le SS

Casa privata per le SS
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Casa privata per le SSBruno Matteis anden film er en lille smudsig nazisploitation-affære, som instruktøren desværre ikke formår at servere med overbevisning. Det hele halter, men trods det vinder filmen en del underholdningsværdi på det ufrivilligt komiske plan.

Den italienske sleaze-meister Bruno Mattei lægger sig allerede med sin anden film, Casa privata per le SS, fra 1977 i det spor, som han med en forbløffende ihærdighed forfulgte, frem til hans sidste film blev udsendt i 2008. I Casa privata har vi da også alle de ingredienser repræsenteret, der kendetegner Matteis karriere, hvilket vil sige ublu brug af sex, vold og ikke mindst andres idéer.

In hell there are no angels – only Schellenberg… and of course Frau Inge

Året er 1945, og Det tredje Rige er som bekendt presset på alle fronter – også den indre. Blandt Wehrmachts generaler ulmer der oprør, og Føreren har derfor besluttet, at der skal ryddes op og renses ud, så storriget kan genvinde formen. General Braun (Ivano Staccioli) bliver udpeget som øverste kommandant på opgaven, og han finder frem til operationens egentlige leder, Hans Schellenberg (Gabriele Carrara).

Planen er, at Schellenberg skal samle et hold af eliteludere, der er villige til at gå i døden for Føreren og fædrelandet. Luderne skal aftvinge og afsløre generalstabens rænkespil og lokke al forræderi ud i det åbne. Så langt så godt.

Hans Schellenberg kan naturligvis ikke løse opgaven alene, og derfor allierer han sig med henholdsvis den dystre sado-dronning Frau Inge (Marina Daunia) og den lyse kurtisane Madame Eva (Macha Magall) og hendes velvillige kvinder. Grundstenen til det lille trekantsdrama er dermed lagt, som får lov at fylde i handlingens baggrund frem til det store og ikke specielt forløsende klimaks.

Kun de bedste kan bruges

Før Schellenbergs kvinder er parate til at gå i lag med opgaven, må de gennem en barsk skoling, der skal blotlægge svaghed og mangel på loyalitet. Kun blind trofasthed kan accepteres. Madame Evas skøger kommer under en streng oplæring, hvor de pines, plages og udfordres med alt fra sex med hunde og en benløs, pukkelrygget mandsling for ikke at nævne piskesvingende sadister og voldsmænd. Til det kan så føjes hård fysisk træning og våbenøvelser. Schellenberg går grundigt til værks, og kun de bedste kan bruges.

Endelig kommer dagen, hvor aktionen kan begynde. De udvalgte ludere rejser med Schellenberg til slottet med det tåbelige navn Blumenstrauß, hvor pigerne skal underholde rigets spidser. Vi føres nu gennem en serie af orgier og likvideringer, hvor Schellenberg på teatralsk manér får renset ud blandt de illoyale elementer.

Alt går imidlertid ikke efter planen, for det er ganske klart, at vores vært, Schellenberg, er komplet og aldeles vanvittig og går selv med Fører-ambitioner, der hurtigt får ham i alvorlige vanskeligheder. Vi ved naturligvis, at det må gå galt for galningen, og synkront med Schellenbergs fald kollapser den tyske hærstyrke. Alt går op i røg. Det tredje Rige går i opløsning, og som et billede på nationen som helhed udspilles filmens sidste del i en fortættet undergangsstemning på Schloss Blumenstrauß, hvor historiens vigtigste aktører tørner sammen.

Opgørets time er inde og loyaliteter prøves. Hvem er tro mod Hitler, hvem svigter fanen, mens russere og allierede vælter ind, og hvem kaster alle hæmninger og hengiver sig helt til de kødelige glæder?

The Fuhrer, that sex maniac, he’s mad, he’s mad…

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Casa privata per le SS er et opkog på Tinto Brass’ Salon Kitty fra 1976, det vil sige året før Matteis forsøg udi nazi-sexfilmen. Brass’ film er et visuelt orgie af absurditeter og stramt komponerede, nyklassicistiske billeder, der overvælder seeren med sin forbløffende æstetisering af det totalitære og hæslige.

Handlingen er så som så, men den er også kun det påskud, der sætter sekvensen af scener og billeder i gang. Mattei følger samme formel, slavisk, fristes man til at sige, og kopierer endda minutiøst dele fra Salon Kitty. Men hvor Brass havde en æstetisk vision, som han kompromisløst gennemførte i sin film, har Mattei ikke andet end den mekaniske efterligning.

Stedvist lykkes den, men der er hovedsageligt tale om tom imitation, der ligner noget, vi har set før, bare udført dårligere. Hvor Brass provokerer med sin sammenblanding af sex og nazisme, bliver Matteis Casa privata per le SS en hul efterligning, drænet for egentlig provokation og kant. Filmen har måske chokeret, dengang i 1977, men set med nutidige øjne er det tandløst. Vi savner projektet, vi savner bid.

Historiefortæller

Til forskel fra Tinto Brass er Bruno Mattei imidlertid også en historiefortæller. I Casa privata per le SS sniger der sig derfor en del handling ind, som bryder den lange kavalkade af groteske tableauer med luder-nazier og liderlige generaler.

Vi kommer med på slagmarken og ser kampvogne og soldater i krig (hvor er i øvrigt de ubåde, som AWE lover på filmens cover?), og små kærlighedsintriger filtres ind i hinanden. Engagerende eller godt bliver det aldrig, men man fornemmer et forsøg på en normalisering, der skal få Casa privata per le SS til at ligne en almindelig krigsfilm.

Det lykkes absolut ikke, og filmen som helhed må siges at falde helt igennem. Mattei og Casa privata per le SS er bedst, når vi befinder os på Schloss Blumenstrauß, i det intime kammerspils tidløse rum uden handling og fremdrift, overladt til orgiernes gækkerier.

En japansk nazist og andre kulørte indslag

Filmens problemer bliver ikke mindre af, at den til trods for at være særdeles voldelig og grusom, faktisk er næsten ublodig. Der er således tale om en omvendt moralitet i forhold til i dag, hvor nøgenhed er bandlyst, mens blod er helt fint. Denne fattigdom på egentlige blodsudgydelser giver filmen et skær af noget harmløst, der harmonerer dårligt med den groteske, kompromisløse stemning, som Mattei forsøger at fremmane.

Faktisk kommer manglen på blod nærmest til at virke meningsforstyrrende i den scene, hvor Wang – en japansk nazist (!) – går til angreb med sit katana, men mejes ned med et maskingevær for så at rejse sig og blive mejet ned igen. Det gentager sig et par gange, og fordi der ikke er noget blod i scenen, er man som seer faktisk lidt i tvivl, om Wang bliver skudt eller om han bare glider i græsset flere gange, før han endelig rammes af de dræbende kugler. Det første er nok det mest sandsynlige, men ikke desto mindre er det den slags, der bidrager til filmens ubehjælpelige helhedsvirkning.

Visuelt og handlingsmæssigt falder Casa privata per le SS med andre ord igennem, men det til trods har filmen en række ting, der faktisk gør den seværdig. Det meste skyldes jo nok steder, hvor den er ufrivilligt komisk, men det gør det ikke mindre underholdende.

Her må man først og fremmest hæfte sig ved det fabelagtige overspil fra Gabriele Carrara som den sadistiske og gale Hans Schellenberg. Carrara sveder, skriger, græder, stønner og sprutter, så det halve kunne være nok. Med vilde øjne stirrer han ind i kameraet og agerer galning til den helt store guldmedalje. Ganske, ganske festligt må man sige.

Til det kan man så føje de mange besynderlige, ofte uforklarlige indfald, der løbende udspilles. Casa privata per le SS er fyldt med religiøse henvisninger, der føjer ekstra absurditet til handlingen. Det religiøse element kammer til tider helt over i egentlige metafysiske eller overnaturlige situationer. Et eksempel kunne være diabolsk latter, der kommer som en gravrøst med et rungende ekko eller en kvinde, der på nærmest magisk vis toner frem og forsvinder igen, uden man forstår hvordan.

Det er da også evident, at Mattei har lagt et gotisk lag ind over handlingen, som vi løbende bliver mindet om, når Schellenberg spiller orgel i krypten – Bachs fuga i D-mol selvfølgelig – mens han raller af misantropisk vanvid. Her kan det så også tilføjes, at filmens score faktisk har et par rigtig fine tracks – hvis man altså er til italienske exploitation-scores. Navnlig musikken under den første elskovsscene mellem Schellenberg og Frau Eva og det ekstremt corny track under opgøret med de første forræderiske generaler på slottet. Har man mulighed for at finde musikken, ligger der nogle små perler gemt her, som helt sikkert er værd at opstøve.

Selv blind høne

Ret skal være ret, og det skal nævnes, at der er enkelte visuelt stærke scener, hvor det faktisk lykkes – måske ved tilfældighedernes spil – for filmholdet at skabe nogle meget virkningsfulde billeder. Der er ikke mange af dem, men når de kommer, står de som prægnante stemningsbilleder. Billeder der meget fint minder en om, hvor meget bedre filmen kunne være, hvis der bare var blevet brugt lidt mere tid på kameraarbejde, brugt lidt flere penge på kulisser og så fremdeles.

Casa privata per le SS er alt i alt en lunken affære, der på en eller anden måde formår at underholde, men gør det mere i kraft af sine mangler end kvaliteter. Nu kan det naturligvis virke lidt misvisende at ville se en film som Casa privata per le SS som underholdning, men da den ikke formår at chokere eller frastøde/fascinere og samtidig forsøger at indlemme traditionelle action- eller krigsfilmselementer, falder den ud som spændings- og ikke art house-film. Man keder sig lidt i selskab med Schellenberg og hans ludere, men trods det er et det besøg på Schloss Blumenstrauß ikke helt forgæves.

Casa privata per le SS er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

3 stjerner

Titel: Casa privata per le SS
Dansk titel: SS Girls
Instruktør: Bruno Mattei (som Jordan B. Mattews)
Manuskript: Bruno Mattei & Giacinto Bonacquisti
Cast: Gabriele Carrara (Hans Schellenberg), Marina Daunia (Frau Inge), Macha Magall (Madame Eva), Ivano Staccioli (General Berger), Lucic Bogoliub Benny (Dirlewanger)
Foto: Emilio Giannini
Klip: Vincenzo Vanni
Musik: Gianni Marchetti
Spilletid: 95 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Italien, 1977
Produktionsselskaber: Japad Film
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 77 | 13/03/2012

Stikord: Anden Verdenskrig, Erotik, Nazisploitation

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *