Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Carrie

Carrie
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Havde det ikke været for Kings ikonstatus i dag, tror jeg ikke Carrie var blevet betragtet som en moderne horrorklassiker. Men som startpunktet for Kings karriere er det en uomgængelig roman.

CarrieAlle Stephen King-fans – og mange, der ikke vil kalde sig fans af forfatteren – kender historien om, hvordan Carrie blev til. Det er eventyrfortællingen om en ung, håbefuld forfatter, der på det nærmeste lever i fattigdom med sin familie og som endelig får succes.

Historien er endnu bedre, fordi romanen nær aldrig var blevet til noget. King var begyndt at skrive historien, men kasserede sit manus efter kun tre sider. Hans kone fandt de krøllede sider i papirkurven, fiskede dem op, læste dem og opfordrede King til at fortsætte historien. Det gjorde han så – and the rest, as they say, is history.

Carrie blev købt af Doubleday, og kontrakten tillod King at sige sit job som skolelærer op og ernære sig som forfatter på fuld tid.

En del af historien om Stephen King
Stephen King (f. 1947).

Stephen King (f. 1947).

Carrie er blevet en del af historien om Stephen King, og måske endda i en sådan grad, at det til en vis grad overskygger romanen som værk – på godt og på ondt.

Carrie er ingen dårlig roman, men jeg vil vove den påstand, at hvis Stephen King ikke havde skrevet flere romaner efter Carrie, var der næppe mange, der ville huske romanen i dag.

Sådan gik det som bekendt ikke. På grund af Kings status som det 20. århundredes store bøhmand, læses Carrie fortsat, og på grund af romanens særlige status som en del af hele narrativet omkring forfatteren Stephen King har Carrie i dag fået en klassikerstatus, der er en smule ufortjent.

1970’er-moderne
Førsteudgaven af 'Carrie', Doubleday 1974.

Førsteudgaven af ‘Carrie’, Doubleday 1974.

Carrie er på mange måder en moderne roman. Hvor King i sine følgende romaner udforskede og moderniserede så støvede gamle klichéer som vampyren (i ‘Salem’s Lot, 1975) og det hjemsøgte hus (i The Shining, 1977), er omdrejningspunktet i Carrie telekinese – evnen til at flytte ting alene ved tankens kraft.

Hermed gøres kilden til romanens voldsomme begivenheder menneskelig, hvilket står i kontrast til den generelle trend i horrorfiktion i sentresserne og de tidlige halvfjerdsere, hvor sataniske og dæmoniske kræfter var særdeles populære – med Ira Levins Rosemary’s Baby (1967) og William Peter Blattys The Exorcist (1971) som to markante eksempler.

Og King gjorde sågar romanens hovedperson til en helt almindelig pige; ikke et ungt, hipt newyorker-par som i Rosemary’s Baby eller datteren af en berømt skuespillerinde som i The Exorcist. Carrie White er bare en kikset gymnasiepige med en fanatisk religiøs mor. Hun bor i en gennemsnitlig amerikansk lilleby, hvor hun henslæber sin stille eksistens med at blive undertrykt derhjemme af sin mor og med at blive mobbet i skolen af alle sine klassekammerater.

Så bliver det ikke meget mere 1970’er-moderne : en socialt bevidst horrorroman sat i et gennemsnitsamerika, som alle læserne kunne genkende og identificere sig med. Introduktionen af det gruopvækkende i en realistisk portrætteret hverdagssetting skulle selvfølgelig vise sig at blive karakteristisk for Stephen Kings tilgang generelt, hvilket af mange anses for at være én af Kings særlige styrker.

Telekinetisk amokløb

Vi møder hovedpersonen Carrie, da hun får sin første menstruation i bruserummet efter en gymnastiktime. Den religiøst undertrykte Carrie ved intet om den kvindelige cyklus og går i panik, mens alle de andre piger ondskabsfuldt kaster bind og tamponer efter hende, mens de råber at hun skal “plug it UP!”

En af pigerne, Sue, bliver grebet af anger og overtaler sin kæreste Tommy, én af skolens flotte fyre, til at tage Carrie med til det kommende prom. Det accepterer Carrie tøvende, men det er opskriften på katastrofe. For én af de andre piger, Christine, har lagt en ondskabsfuld plan: Hun vil sørge for at Tommy og Carrie bliver kåret til prom king og queen, hvorefter de skal overhældes med svineblod.

Det hele går efter Christines plan, men hvad ingen ved, er, at Carrie er telekinetisk, og i sit raseri efter den totale ydmygelse går Carrie amok med katastrofale konsekvenser for det lille bysamfund.

Utraditionel struktur

Handlingsreferatet lyder måske afslørende, men er det faktisk ikke, for romanens struktur sørger for, at man hurtigt ved, hvordan det hele ender. Carrie er nemlig ikke skrevet som en traditionel roman med et narrativ, der starter ved A og slutter ved B.

I stedet blander King den traditionelle romanstemme med fiktive uddrag fra bøger, nyhedstelegrammer og interviews. Det traditionelle narrativ i romanen er kronologisk fremadskridende (fortalt i 3. person datid), mens alle de andre elementer er indsat løbende og tydeligvis skrevet efter de katastrofale begivenheder i den lille by Chamberlain, Maine.

At både Carrie, hendes mor og mange andre dør, er man således klar over næsten fra begyndelsen af romanen – det, man ikke ved, er præcis, hvordan det sker.

Polstring

Det er romanens struktur, der for alvor gør Carrie til noget særligt. Introduktionen af en række forskellige stemmer og perspektiver på begivenhederne gør romanen mere kompleks end den simple historie umiddelbart antyder, og gør at romanen på mange måder også bliver et tidsbillede. Der tegnes et billede af en grotesk katastrofe, som efterrationaliseres, bortforklares og hvis større perspektiver sluttelig fejes ind under gulvtæppet.

Interessant nok er disse elementer en del af den ”polstring”, King forsynede historien med, da han tog den op igen. Indledningsvist havde han angiveligt planlagt historien som en novelle, men da hans kone fiskede manuskriptet op af papirkurven og opfordrede ham til at færdiggøre den, indsatte han de forskellige udklip og telegrammer, så historien nåede op på romanlængde. Det er på den måde lidt ironisk, at det er præcis disse elementer, der gør Carrie til en interessant roman.

”Det officielle Amerika” repræsenteres i uddragene af den undersøgelseskommission, der har været nedsat for at undersøge begivenhederne. Kommissionen erkender, at katastrofen skyldtes Carries telekinetiske evner, men affejer konsekvenserne af denne erkendelse og er derudover mest interesseret i at placere et ansvar.

Man fornemmer her, at King udtrykker en træthed og en bitterhed over en apatisk regering, hvis reaktion på katastrofer af enhver art ikke er at finde roden til dem og angribe problemet dér, men alene symptombehandle – og i øvrigt placere et ansvar, så sagen kan lukkes så hurtigt som muligt.

Den eneste, der synes klart at erkende et samfundsansvar, er Sue Snell – pigen, der fik sin kæreste til at tage Carrie med til skoleballet. Uddragene af hendes selvbiografi viser, at hun oprigtigt angrer sin rolle i mobningen af Carrie og Carries amokløb ikke var uundgåeligt, men et resultat af misbrug og mobning.

King lægger aldrig en grydeklar tolkning i hænderne på læseren. Han undlader således at præsentere Carrie alene som et offer; efter den totale ydmygelse er hendes hævntogt ikke kun et resultat af vanvid eller blindt raseri – hun er godt klar over, hvad hun gør. Det er en nødvendig tilgang, for det modsatte havde frataget Carrie selv ethvert ansvar for sine handlinger og lagt al skyld over på opvækst og sociale forhold.

Blod som metafor

Romanens symbolverden er effektiv, men simpel. I Carrie er det blodet, der danner den – undskyld ordspillet – røde tråd gennem handlingen: Carries menstruationsblod i starten af romanen; svineblodet Carrie og Tommy overhældes med; adskillige opfattelser af blod i Carries mors verden; Sue Snells afsluttende menstruation, der kommer som et dementi på hendes formodede graviditet. Og dette er bare nogle få eksempler. Blodet er romanens gennemgående metafor – blodet som symbol på liv, død og sonoffer.

Som sådan er Carrie symbolsk ikke Kings mest komplekse roman, men det er måske den mest fokuserede og skarpe. Blodet er overalt i Carrie, og da Carrie vandrer rundt i Chamberlain, dækket i svineblod, med tøjet i laser og med blødende fødder på grund af et glasskår, hun har trådt på, bliver hun rent visuelt til en mareridtsspejling af den forpinte Kristus.

Debutpræg

Mange af Stephen Kings karakteristika som forfatter er allerede på plads i Carrie, selvom ikke alle elementerne er helt forfinede endnu – forståeligt nok. Talentet for at tegne et portræt af det helt almindelige amerikanske liv er der, og det samme er nogle af Kings skrivetekniske greb – f.eks. det at lade nogle af hovedpersonernes tanker snige sig som indskud i parentes på en linje for sig midt i en tankestrøm.

Der hvor Carrie mest af alt føles som en debut, er i romanens struktur. Hermed menes ikke måden, det traditionelle narrativ veksler med uddrag af bøger, telegrammer osv. Men den måde alting flyder sammen på.

Der er ingen kapitler eller afsnit i Carrie, og det gør, at man i den traditionelle del af narrativet fra tid til anden pludselig kan miste overblikket over, hvilken person, man egentlig befinder sig hos. Først efter et par linjer kan man orientere sig fra konteksten og opdager, at perspektivet faktisk har skiftet.

Måske har King selv erkendt dette, for senere er hans romaner i hvert fald blevet meget strukturerede i kapitler og nummererede afsnit – i nogle tilfælde måske endda for strukturerede.

Noget overvurderet

Carrie er som sagt ingen dårlig roman, og i sit fokus på mobning og misbrug er det en roman der stadig resonerer. Men jeg kan ikke sige mig fri for at føle, at romanen er noget overvurderet.

Bare sammenlignet med Kings næste roman – ’Salem’s Lot – er Carrie en meget lille historie og, når man går til romanen kritisk, meget tynd på handling og psykologi. Som sådan bærer Carrie præg af at være en meget begrænset historie, som King har ”pustet op” ved hjælp af de forskellige udklip, interviews og telegrammer.

Havde det ikke været for Kings ikonstatus i dag, tror jeg ikke Carrie var blevet betragtet som en moderne horrorklassiker. Men som startpunktet for Kings karriere er det en uomgængelig roman.

4 stjerner

Titel: Carrie
Forlag: Doubleday
Udgivelsesår: 1974
hvid
Anmeldte udgave:
Udgivelsesår: 2013
Forlag: Hodder
Format: Paperback
Sideantal: 242
hvid
Carrie er udkommet på dansk i 1990 under samme titel på forlaget Artia.

Anmeldt i nr. 113 | 13/03/2015

Stikord: Filmatiseret

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *