Det fortæller både en hel del om Bruce Lees legendestatus og om den hipshot-mentalitet, der fandtes indenfor spildesign i de tidlige 1980’ere, at der tilbage i 1984 udkom et spil, der ganske enkelt havde titlen Bruce Lee.
Ikke titlen på en film, Bruce Lee havde medvirket i. Bare Bruce Lee.
Ud over at spillet har et asiatisk kampsportstema, tror jeg det er relativt begrænset, hvor meget spillet Bruce Lee har at gøre med personen Bruce Lee. Med mindre Bruce Lee da havde for vane at storme rundt og indsamle lamper, mens han blev jagtet af en lille sort ninja og en stor, grøn sumobryder.
Det er nemlig præcis det, Bruce Lee går ud på, og det lyder på papiret unægteligt lamt, men det er ekstremt underholdende!
Spillet udkom først til Atari 8-bit, men allerede samme år blev det portet til flere platforme, herunder Commodore 64, og flere ports fulgte i årene derefter.
Platform- og slåskampspil
Bruce Lee er en kombination af platform- og slåskampspil, hvor man styrer den lille Bruce Lee-figur rundt på en række baner, hvor det – som antydet ovenfor – handler om at indsamle en række lamper (rislamper må man forestille sig).
De forskellige levels har stadig stigende sværhedsgrad, bl.a. fordi Bruce ikke kun jages rundt af ninjaen og sumobryderen men også må løbe spidsrod igennem en række livsfarlige forhindringer – f.eks. elektriske udladninger (?) fra væggene, der betyder, at man må time sin passage af bestemte punkter ganske nøje.
Andre farer er lignende elektriske udladninger, der løber langs jorden i forskellige mønstre, og som man må forsøge at time sine hop henover. Eller drabelige spyd, der stikker op af jorden eller ned fra loftet.
Det lyder måske alt sammen relativt simpelt, men det er det ikke. Til gengæld er det pissesjovt!
Og så har jeg ikke engang nævnt, at Bruce Lee kommer med en 2-player-funktion. Her indtager den ene af spillerne selvfølgelig rollen som Bruce Lee, mens den anden tager rollen som den grønne sumobryder. Let the fun begin!
Gameplay helt i top
Bruce Lee er grafisk set ekstremt enkelt og – lad os bare være ærlige – grimt. Det var det selv i de glade 1980’ere, men den ekstremt pixelerede grafik betyder absolut ingenting, for gameplayet er helt i top.
Bruce Lee er endnu ét af de C64-spil, der indbyder til, at man liiiiige skal se, om man kan nå frem til næste level. Og næste level. Og næste level.
Type: Action
Udvikler: Datasoft, Inc.
Udgiver: U.S. Gold, Ltd. (UK), Datasoft, Inc. (USA)
År: 1984
Platform: C64
Input: Joystick
Foruden Commodore 64, blev Bruce Lee også portet til en lang række andre systemer, bl.a. Amstrad, CPC, Apple II, Atari 8-bit, BBC Micro, DOS, FM-7, PC-88 og ZX Spectrum.
Anmeldt i nr. 202 | 13/08/2022