Bram Stoker’s Dracula: Graphic Novel

2 minutters læsetid

Bram Stoker's Dracula: Graphic NovelFrancis Ford Coppola og Dracula. Da de to navne blev nævnt tilbage i 1992, opstod der seriøse forventninger til, hvad den gamle Godfather-mester kunne gøre med Bram Stokers klassiske roman om den udødelige greve.

Allerede dengang fandtes der rigtig mange Dracula-film, men Coppola lovede en mere troværdig filmatisering af romanen.

Resultatet var Bram Stoker’s Dracula – en visuelt overvældende feberdrøm af en film med en fantastisk Gary Oldman som Dracula.

Filmen endte alligevel med at tage visse friheder i forhold til forlægget, og filmen burde bare hedde Francis Ford Coppola’s Dracula.

I forbindelse med filmen kom der et hav af merchandise-produkter, deriblandt en flot tegneserieversion, fortolket af forfatteren Roy Thomas og tegneren Mike Mignola: Bram Stoker’s Dracula: Graphic Album.

Vi har tidligere skrevet om tegneserien, men sidste år udkom der fra forlaget IDW Publishing en ny udgivelse, der er noget anderledes end den tidligere udgivelse. Vi ser derfor nærmere på den nye version af tegneserien.

Sort/hvidt vampyrgys i stort format

Den oprindelige udgivelse fra forlaget Topps har længe været out of print. Hvis man er heldig, kan man måske finde en brugt udgave via nettet. Den har længe været populær blandt fans af Coppolas film og særligt Mignola-fans. Mignola var i øvrigt også med på selve filmproduktionen som illustrator.

IDW valgte sidste år i samarbejde med Columbia Pictures (som udgav filmen) og Zoetrope Studios (Coppolas filmselskab) og med input fra Mignola selv at udgive Dracula-tegneserien på ny. Men i stedet for at genudgive tegneserien i dens oprindelige form, får man den her i sort/hvid og i et noget større format.

I den forbindelse udtalte Mignola følgende om sin tegneserie:

“I cannot tell you what a relief it is to have this book back in print. I’m generally not a fan of my older work but I think this one holds up. Despite the fact that I was doing a movie adaptation (which has its own unique set of problems), I think there is some nice drawing and storytelling in here. One of the very few older jobs I’m still pretty proud of.”

Formatet i Bram Stoker’s Dracula: Graphic Novel giver Mignolas i forvejen fremragende tegninger større plads, og de føles endnu mere episke i udtrykket.

Det er i øvrigt det selvsamme format, Mignola tegnede i, da han i sin tid tegnede serien. Dracula var i øvrigt den sidste tegneserie, han lavede, før han senere skabte sin egen serie Hellboy.

Dracula er fra perioden, hvor Mignolas streg var midt i mellem den traditionelle og den mere og kendte ekspressionistiske streg med stor vægt på skyggeflader, som han dyrkede fuldt ud i Hellboy.

I den sort/hvide Dracula står de mange skyggeflader klarere frem end nogensinde før, og det gør rent visuelt tegneserien til en anden læseoplevelse, der øger fokusset på den minimalistiske streg.

Farvelægningen i den gamle udgivelse var ellers fantastisk udført af Mark Chiarello, og det havde på sin vis været fedt, hvis IDW havde valgt at bevare de farver, som ramte filmens unikke stemning lige i øjet. Men når det er sagt, så er det ret cool at se Mignolas tegninger i sort/hvid.

Fornem genudgivelse

Som ekstra bonusstof til Dracula kan man se nogle af Mignolas blyant-sider fra før, rentegneren John Nyberg tog over.

Der er en masse x’er rundt omkring på tegningerne for at markere, hvor der skal være skygger. Med alle de skygger er det et under, at Nyberg ikke løb tør for blæk!

Genudgivelser af gamle tegneserier kan variere i kvalitet i forbindelse med reproduktion af kunstnerens arbejde, men IDW har gjort et fornemt stykke arbejde med genudgivelsen af Dracula-tegneserien, der hører til blandt de mest vellykkede filmtegneserier overhovedet.

Så er man fan af både Coppolas Dracula og af Mike Mignolas grafiske værker, så er det med at få fat i den nye udgave af Bram Stoker’s Dracula: Graphic Novel, for den er bestemt pengene værd.

5 stjerner

Titel: Bram Stoker’s Dracula: Graphic Novel
Forfatter: Roy Thomas
Tegner: Mike Mignola
Forlag: IDW Publishing
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 136

Anmeldt i nr. 164 | 13/06/2019

Stikord: Dracula, Tegneserie efter film, Transsylvanien, Vampyrer, Victoriatiden

Michael Larsen. Michael er 27 år gammel, bor i Ørbæk på Fyn og har en baggrund som webintegrator. Han har tidligere skrevet for onlinemagasinerne Connery.dk og OnFilm.dk. Michael er tosset med film, filmmusik, tegneserier og bøger, og han elsker at skrive om det for andre nørder som sig selv.

1 Comment

  1. Hej Michael

    Mike Mignolas “bagkatalog” er ikke mindre formidabelt end hans Hell Boy, og ihvertfald tre “kollaborationer” bør trækkes frem i lyset: “Gotham by gaslight” og “Fafhrd and the Grey Mouser” – fantastiske værker! (det er vist sammen med Vess – legeringen af Wrightson og Kaluta). Og så er der “Cosmic Odyssey” – fantabuløs historie (burde være filmatiseret, som modvægt til Marvels 20-25 films epos, der bliver ve’ & ve’ & ve’ – Oh, Vé!)
    Hvad jeg ville sige: – er du knaldhamrende 100 på, at “Dracula” var den sidste? Hvad med hans “Ironwolf”? Den trækker alligevel på – skalvisige – temmeligt bedaget materiale (Chaykin), men blev sgidda “genfødt” i – hm – 1992? Netop af Mignola (og kompagni) Og Dracula er fra ’91.
    Det er også ligemeget – skide god opfordring til at få kigget noget Mignola. Tak for den og mere af det samme, helst lidt hurtigt :-)

Skriv et svar

Your email address will not be published.