Bonds Babes del 2: 1970’erne

17 minutters læsetid
Bonds Babes del 2: 1970'erne

På blot syv år i 1960’erne nåede Eon Productions at lave hele seks James Bond-film, bl.a. fordi de første fire Bond-film kom fire år i streg – en imponerende bedrift i sig selv. Fra og med You Only Live Twice (1967) faldt Bond-filmene ind i en nogenlunde fast toårig gænge, hvor der kom en ny film hvert andet år.

Helt frem til 1989 blev denne praksis kun brudt i starthalvfjerdserne, da The Man With the Golden Gun i 1974 kom kun ét år efter den første Roger Moore-Bond, Live and Let Die fra 1973, hvorefter der gik tre år, inden The Spy Who Loved Me havde premiere i 1977. I sig selv er denne faste produktionscyklus dog ganske imponerende, og det næsten faste produktionshold bag filmene oparbejdede en tilsvarende imponerende rutine.

Denne faste rutine betyder også, at selv om kadencen var sat en smule ned i 1970’erne i forhold til 1960’erne, nåede der at komme fem Bond-film i løbet af de store skjorteflippers årti. Sean Connery vendte for en enkelt film tilbage til rollen som Bond i 1971, men fra og med 1973 og helt frem til 1985 tilhørte rollen Moore, Roger Moore. Og som vi skal se, skortede det ikke på dejlige damer, mens Roger Moore holdt.. ahem.. fanen rejst. Vi starter dog med Connerys tilbagevenden som Bond.

Diamonds Are Forever (1971)

I Diamonds Are Forever er Bond forbløffende tilbageholdende rent erotisk. Faktisk er han kun reelt interesseret i to piger i filmen, og den ene af dem når han ikke engang at komme i nærkontakt med, før hun bliver smidt i en hotelpool af nogle Las Vegas-gangstere.

Plenty O'Toole.
Plenty O’Toole.

Pigen, det drejer sig, om bærer det forrygende navn Plenty O’Toole, og hun optræder ikke i Flemings roman, men er opfundet til filmen. Det er faktisk O’Toole, der fatter interesse for Bond, mere end det er den anden vej, og man får nærmest indtrykket, at Bond er en smule irriteret på hende, da hun trænger sig på ved spillebordet. Det forstår man måske ikke helt, for nok virker frøken O’Toole ikke som den skarpeste kniv i skuffen, men, som man siger, what a rack!

Plenty O’Toole spilles af Lana Wood (f. 1946), lillesøsteren til den berømte sangerinde Natalie Wood (1938-81). Wood debuterede allerede som niårig i den klassiske John Ford-western The Searchers (1956) med John Wayne i hovedrollen. I løbet af 1950’erne og 1960’erne medvirkede hun i enkelte film samt en lang række TV-serier, bl.a. The Fugitive (1963-1967), Peyton Place (1964-1969) og The Wild Wild West (1967-1969).

I april 1971 poserede Wood nøgen i Playboy, hvilket muligvis har været én af de medvirkende årsager til, at hun landede rollen som Plenty O’Toole i Diamonds Are Forever, som til dato er den største produktion, hun har medvirket i.

Men det er ikke fordi Wood har hvilet på laurbærrene. Hun har medvirket i en lang række TV-film og TV-serier samt en del spillefilm siden sin Bond-rolle. Af de mere kuriøse er horrorfilmen Satan’s Mistress fra 1982, hvor der foruden Wood medvirker to andre Bond-relaterede skuespillere: Britt Ekland, der var Bond-pige i The Man With the Golden Gun (1974) og Kabir Bedi, der spillede den indiske skurk i Octopussy (1983). I øvrigt medvirker også John Carradine.

Derudover er det ikke fordi, Wood har medvirket i så mange genrefilm, men hun er fortsat aktiv og står i skrivende stund listet på IMDb med otte produktioner i 2012!

Tiffany Case.
Tiffany Case.

Den primære Bond-pige i Diamonds Are Forever er den hårdkogte diamantsmugler Tiffany Case, spillet af Jill St. John (f. 1940). Ligesom Lana Wood er også St. John amerikaner. Hun debuterede i 1949 i TV-serien Sandy Dreams og havde op igennem 1950’erne roller i forskellige TV-serier, inden hun spillefilmsdebuterede i ungdomskomedien Summer Love i 1958.

Foruden rollen i Diamonds Are Forever, er én af St. Johns bedst kendte film formentlig 1960-filmatiseringen af Conan Doyles The Lost World med bl.a. Michael “Klaatu” Rennie og Claude Rains. Og, nåja, så medvirkede også David Hedison, der senere skulle blive den første skuespiller, der har spillet Felix Leiter mere end én gang (i James Bond-filmene: Live and Let Die (1973) og Licence to Kill (1989)).

Med enkelte undtagelser har St. John primært medvirket i TV-film og -serier op igennem 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne. I 1997 medvirkede hun bl.a. i et afsnit af Seinfeld. De sidste tre titler, St. John har medvirket i, er dog spillefilm, hvoraf den seneste er The Calling fra 2002 med bl.a. Faye Dunaway, Brad Dourif og St. Johns nuværende mand Robert Wagner.

Live and Let Die (1973)

Med Live and Let Die overtog Roger Moore rollen som Bond, og naturligvis viser Bond sig straks som en lige så habil kvindebedårer som vi så det med Connery og Lazenby. Ja, senere bliver Bonds evner nærmest magiske, når det handler om kvinder!

I Live and Let Die er manuskriptforfatteren Tom Mankiewicz gået tilbage til den velprøvede model med tre damer: En kortvarig affære, én af skurkenes håndlangere og den primære Bond-babe. Den første af de tre damer introduceres vi for i filmens begyndelse, umiddelbart efter titelsekvensen, da M dukker op ved Bonds lejlighed meget tidligt om morgenen for at bede Bond om at tage af sted på sin nye mission med det samme. Hvad M ikke ved, er, at Bond har ligget og muntret sig med en italiensk agent, som der kommer lidt komik ud af, da Bond forsøger at holde hende skjult for den lettere misfornøjede M.

Miss Caruso.
Miss Caruso.

Den italienske agent, frøken Caruso, spilles af den meget britiske Madeline Smith (f. 1949), som Planet Pulps læsere meget vel vil genkende. Måske ikke så meget på grund af hendes modelarbejde i sentresserne, som på grund af hendes medvirken i en række Hammer-film. Smith debuterede i en komedie, The Mini-Mob, i 1967, og medvirkede de næste år i et par mere eller mindre vovede komedier og dramaer. Én af filmene var Pussycat, Pussycat, I Love You (1970), der ud over at være skrevet af bl.a. Woody Allen, havde både Ian McShane og John Gavin på rollelisten.

John Gavin siger måske ikke de fleste så meget, men han medvirkede i både Spartacus (1960) og Psycho (1960), og som en sjov historie, så havde han faktisk skrevet kontrakt med Eon Productions om at overtage rollen som Bond efter George Lazenby. Da det lykkedes producenterne at få Connery til at vende tilbage, købte de Gavin ud af hans kontrakt, og Gavin fortsatte sin karriere frem til begyndelsen af 1980’erne, hvor Ronald Reagan i 1981 udnævnte ham til ambassadør i Mexico.

Nå, men det var et sidespring. For nu at vende tilbage til Madeline Smith, så bliver hun rigtig interessant i begyndelsen af 1970’erne, hvor hun første gang træder ind i Hammers verden i Taste the Blood of Dracula (1970), naturligvis med Christopher Lee som Greven. Samme år medvirkede hun også i The Vampire Lovers med bl.a. Ingrid Pitt og Peter Cushing, og i 1974 havde hun en rolle i den sidste af Hammers Frankenstein-film, Frankenstein and the Monster from Hell, med Peter Cushing som Victor Frankenstein. Filmen havde også David “Darth Vader” Prowse på rollelisten.

Ind imellem havde Smith dog også været med i en genrefilm, der ikke var produceret af Hammer, nemlig MGM’s Theatre of Blood med bl.a. Vincent Price og tidligere Bond-babe Diana Rigg. Op gennem 1970’erne havde Smith en del roller i andre film og TV-serier, men i midtfirserne satte hun karrieren på vågeblus efter at være blevet mor, og derefter har hun kun medvirket i nogle få TV-serier.

Rosie Carver.
Rosie Carver.

Som skurkens kvindelige håndlanger løber Bond denne gang ind i den uduelige kvindelige CIA-agent Rosie Carver, spillet af Gloria Hendry (f. 1949). Hendry debuterede i 1968 i Sidney Poitier-filmen For Love of Ivy, samme år som hun begyndte at arbejde som Playboy Bunny i Playboyklubben i New York, hvor hun arbejdede frem til 1972.

I 1972 medvirkede hun i blaxploitationfilmen Across 110th Street, der også havde Yaphet Kotto på rollelisten; Kotto spillede naturligvis skurken Kananga i Live and Let Die. De næste år medvirkede Hendry, foruden i Live and Let Die, i en række af tidens populære blaxploitationfilm, bl.a. Black Caesar (1973), Slaughter’s Big Rip-Off (1973) og Larry Cohens Hell Up in Harlem (1973).

Efter blaxploitationfilmenes storhedstid randt ud i slutningen af 1970’erne (den sidste, Hendry medvirkede i var Bare Knuckles fra 1977), blev der længere mellem hendes roller, men hun har medvirket i film og TV-serier helt op til i år.

Solitaire.
Solitaire.

Den sidste dame i Live and Let Die er den primære Bond-babe, Solitaire, spillet af en meget ung Jane Seymour. Seymour er født i 1951, så hun har blot været 21-22, da Live and Let Die blev indspillet.

Seymour debuterede i 1970 i det danskproducerede, men engelsksprogede, krigsdrama The Only Way, instrueret af Bent Christensen, der herhjemme nok er bedre kendt som manden bag bl.a. Harry og kammertjeneren (1961), Støvsugerbanden (1963) og den klassiske firserserie Een gang strømer… (1987).

Filmen foregår i Danmark under krigen, og Seymour spiller en ung jødinde, der sammen med sin familie forsøger at flygte fra nazisterne. Hele det danske korps af gamle kendinge er med i filmen – fra Helle Virkner og Ove Sprogøe til Benny “Fede” Hansen og Jens Okking. Og så altså lige en vis frøken Jane Seymour.

Med undtagelse af enkelte spillefilm har langt de fleste af Seymours roller været i TV-film; heraf er i hvert fald 1982-udgaven af The Scarlet Pimpernel, med Anthony Andrews som Den Røde Pimpernel og Ian McKellen som skurken Chauvelin – et stykke herlig ramasjang-underholdning. Og ellers kender vi danskere nok Seymour bedst som kvindelig læge i det vilde vesten i serien Dr. Quinn, Medicine Woman (med den helt absurde danske titel Lille doktor på prærien), der kørte fra 1993-1998.

The Man with the Golden Gun (1974)

I Roger Moores anden omgang som Bond er han oppe imod ingen ringere end Christopher Lee, der spiller skurken Scaramanga. Til alt held har Bond også nogle damer, han kan muntre sig med undervejs.

The Man with the Golden Gun er en smule atypisk ved, at det er lidt svært at udnævne den primære Bond-babe; nogle vil formentlig holde på, at det er Maud Adams i rollen som Andrea Anders, mens andre vil mene, at det er Britt Ekland.

Saida.
Saida.

Inden Bond når så langt, støder han dog ind i en mavedanser, som han dog ikke når langt med, inden deres nærkontakt bliver afbrudt. Mavedanseren Saida spilles af britiske Carmen Du Sautoy (f. 1950), der uden tvivl må skrive The Man with the Golden Gun øverst på sit CV. Det er nu ikke fordi, hun ikke har medvirket i andre produktioner, men på nær et par stykker har de alle været TV-serier og TV-film.

Således var også hendes debut på TV i serien Play for Today (1970), og derudover har hun haft optrædener (mange af dem enkeltstående) i serier som Bergerac (1981-1991), Agatha Christie’s Poirot (1989-) (altså den med David Suchet i rollen som Poirot) og Midsomer Murders (2002-). Af størst interesse for genrefans er nok De Sautoys medvirken i et enkelt afsnit af Hammers sidste krampetrækning i 1980’erne, Hammer House of Mystery and Suspense (1984).

Andrea Anders.
Andrea Anders.

Noget mere interessant er Maud Adams, der har sin første Bond-optræden i The Man with the Golden Gun; hun vendte tilbage i Octopussy i 1983. I The Man with the Golden Gun har Adams lidt af en dobbeltrolle, idet hun godt nok er skurken Scaramangas elsker og håndlanger, men samtidig hader hun Scaramanga og prøver at få Bond til at slå ham ihjel.

Maud Adams, der ligesom Britt Ekland er svensker, er født i 1945 og startede som model i 1963, da hun vandt en modelkonkurrence, udskrevet af bladet Allers (ejet af Aller-koncernen). Derefter blev hun en veritabel supermodel og arbejdede bl.a. for den legendariske modelmutter Eileen Ford.

Adams debuterede ukrediteret (som fotomodel) i 1970 i William Friedkins drama The Boys in the Band. Hendes første krediterede rolle kom i TV-serien Love, American Style (1969-74) i 1971, hvorefter hun havde enkelte filmroller, inden hun landede rollen i The Man with the Golden Gun. Siden har hun medvirket i både film, TV-film og TV-serier, bl.a. Kojak (1973-78), Hawaii Five-O (1968-80) og Starsky and Hutch (1975-79). I 1980 medvirkede både hun og Ekland i TV-filmen The Hostage Tower og i 1983 fik Adams altså endnu engang en stor Bond-tjans i Octopussy.

Siden har hun medvirket i flere film og TV-serier, heraf også et par serier i Sverige. Af mere kendte titler, Adams er dukket op i, kan nævnes Walker, Texas Ranger (1993-2001) og That ’70s Show (1998-2006).

Mary Goodnight.
Mary Goodnight.

Britt Ekland er født i 1942 og debuterede ukrediteret i Elvis-filmen G.I. Blues i 1960. Ekland havde en stribe roller op igennem 1960’erne, heraf enkelte ukrediterede, men mest berømt var hun nok i 60’erne for sit fireårige ægteskab med Peter Sellers fra 1964-68.

Ligesom Adams, arbejdede Ekland også for William Friedkin; i dette tilfælde komedien The Night They Raided Minsky’s fra 1968, der bl.a. også havde Jason Robards, Denholm Elliott og Elliott Gould på rollelisten. Sjovt nok medvirkede også selveste Dr. No, Joseph Wiseman, i filmen. Ja, Bond-skuespillere har det med at krydse hinandens spor, og dette skulle ikke blive eneste gang, Ekland og Wiseman medvirkede i samme film. Begge var også med i den italienske krimi Stiletto fra 1969, der også havde Roy Scheider på rollelisten.

Senere kom flere genrefilm, bl.a. Diabólica malicia (1972), medinstrueret af én af Planet Pulps elskede italienske skraldemænd, Andrea Bianchi. Ud over lige rollen som Bond-baben Mary Goodnight i The Man with the Golden Gun, er Eklands bedst kendte rolle blandt genrefilmfans uden tvivl den, hun havde i Robin Hardys The Wicker Man fra 1973.

Ekland var aktiv frem til 2002 med roller i film og TV-serier, bl.a. McCloud (1972-77), den oprindelige Battlestar Galactica (1978-79) og – af og til – også en horrorfilm. Blandt horrorfilmene er The Monster Club (1981) med bl.a. Vincent Price og Donald Pleasance og også Satan’s Mistress (1982), der også havde Lana Wood fra Diamonds Are Forever på rollelisten. Eklands hidtil sidste credit er fra 2002, fra science fiction-serien Lexx (1997-2002).

The Spy Who Loved Me (1977)

The Spy Who Loved Me er faktisk en lidt kompliceret film at skrive om, når det handler om Bonds babes, for med undtagelse af den primære Bond-babe i filmen (spillet af Barbara Bach), er skuespillerne bag de kvinder, Bond har fysisk nærkontakt med, ikke nær så interessante, som nogle af de andre kvinder, der medvirker i filmen.

Log Cabin Girl.
Log Cabin Girl.

Allerede under filmens pre-creditssekvens er Bond i kanen med en dame. For en sjælden gangs skyld hænger pre-creditssekvensen sammen med hovedplottet, og damen viser sig at være russisk agent, eller hun arbejder i hvert fald for russerne. “Log Cabin Girl”, som rollen hedder, spilles af Sue Vanner, der blot medvirkede i 15 titler mellem debuten i 1976 og hendes sidste credit i 1985. Blandt disse er The Spy Who Loved Me klart den mest fremtrædende credit i en karriere, der ellers primært tæller TV-serier.

Felicca.
Felicca.

Den anden kvinde, Bond har fysisk kontakt med, er Felicca, spillet af Olga Bisera. Felicca prøver at distrahere Bond ved at kysse ham og dermed gøre ham til et let mål for én af skurkens håndlangere. Også Olga Bisera kan kun prale af 15 credits mellem sin debut i 1969 og sin sidste optræden i 1982, primært italienske produktioner. Hun debuterede dog i en Sydney Pollack-film, Castle Keep, fra 1969 med blandt andre Burt Lancaster og Peter Falk på rollelisten. Blandt hendes italienske roller er et par genrefilm, bl.a. Women in Prison-filmen Diario segreto da un carcere femminile fra 1973 og horrorfilmen Un sussurru nel buio fra 1976, men ellers er der ikke meget interessant her.

Arab beauty.
Arab beauty.

Under den del af Bonds mission, der finder sted i Ægypten, har han også et møde med en smuk ægyptisk pige i Sheikh Hoseins harem. “Arab beauty” er rollens navn og hun spilles af Dawn Rodriguez, der har i alt fire credits mellem 1977 og 1979. Foruden The Spy Who Loved Me er den mest interessante af disse TV-serien The Professionals (1977-83), som gamle skiderikker som mig måske kan huske fra Danmarks Radio i de glade monopoldage. For nu lige at komme med et totalt sidespring i den forbindelse kan det nævnes, at fem episoder af The Professionals var instrueret af Martin Campbell, der siden lavede to Bond-film, GoldenEye (1995) og Casino Royale (2006). De øvrige credits, Dawn Rodriguez har på sit CV, er ikke interessante.

Naomi.
Naomi.

Inden vi vender blikket mod den primære Bond-babe i The Spy Who Loved Me, er der to andre damer, der fortjener mere opmærksomhed end de tre ovenstående, på trods af Bond ikke har nogen form for erotisk kontakt med dem. Den ene af dem er én af skurken Strombergs håndlangere, helikopterpiloten Naomi. Naomi spilles af britiske Caroline Munro (f. 1949), der har medvirket i en lang stribe genrefilm.

Munro startede som model, efter at hendes mor indsendte nogle fotografier af hende til en “Face of the Year”-konkurrence. Hun begyndte at arbejde som model som 17-årig i 1966, og kort efter begyndte hun også at medvirke i film samtidig med, at hun fortsatte modelkarrieren. En af Munros tidlige ukrediterede roller var i spoofen Casino Royale (1967), der også havde en lang række af tidligere og senere Bond-skuespillere på rollelisten. Hun medvirkede også ukrediteret i Vincent Price-filmen The Abominable Dr. Phibes (1971) samt dennes fortsættelse, Dr. Phibes Rises Again (1972).

I mellemtiden havde hun været med i Hammers Dracula A.D. 1972 med Christopher Lee som Greven, og en form for vampyrer var også på spil i Captain Kronos – Vampire Hunter (1972). Inden da havde hun også været med i The Golden Voyage of Sinbad (1973), og efter The Spy Who Loved Me har vi bl.a. set Munro i Luigi Cozzis Star Wars-rip-off Starcrash (1978) og William Lustigs Maniac (1980). Munro er med andre ord en rigtig genredarling, og man forstår så udmærket instruktørerne, for Munro er det, man med et godt engelsk udtryk kalder a real looker. Munro er stadig aktiv.

Hotelreceptionisten.
Hotelreceptionisten.

Den anden looker, der skal nævnes, inden vi kommer til Barbara Bach, er Valerie Leon, der har en ekstremt lille rolle som flirtende hotelreceptionist. Leon har også enkelte genrecredits på CV’et, men er derudover knap så interessant for Planet Pulps læsere som Caroline Munro (bortset lige fra, at hun var en total hottie i 1977). Leon (f. 1943) startede som korpige og turnerede bl.a. med Barbra Streisand-musicalen Funny Girl.

Hun debuterede på den lille skærm i Roger Moore-serien The Saint (1962-69) i 1967 og har igennem sin karriere medvirket i både film og TV-serier, bl.a. The Avengers (1961-69) og en anden Roger Moore-serie, The Persuaders! (1971-72). I 1969 havde Leon en ukrediteret rolle i én af verdens fedeste heistfilm, The Italian Job (1969), og i 1971 medvirkede hun i Hammers Blood from the Mummy’s Tomb (1971). Ellers er det så som så med Leons genrefilm og -serier, om end hun i 1975 da også var med i et enkelt afsnit af Space: 1999 (1975-77).

Ud over The Spy Who Loved Me, er Leons største spillefilmstitler krigsfilmen The Wild Geese (1978), Revenge of the Pink Panther (1978) og den uofficielle Bond-film Never Say Never Again (1983). Rollen i Never Say Never Again blev i øvrigt Leons sidste i over tyve år, inden hun i 2006-07 igen dukkede op i et par kortfilm og TV-serier. /

Anya Amasova.
Anya Amasova.

Endelig har vi den primære Bond-babe i The Spy Who Loved Me, den sovjetrussiske Agent XXX alias Anya Amasova. Amasova spilles af amerikanske Barbara Bach (f. 1947), der nok skal være glad for, at hun har udseendet med sig, for nogen stor skuespiller er hun ikke. Bach begyndte at arbejde som model som 16-årig, og i 1968 indledte hun sin TV- og senere filmkarriere med en medvirken i den italienske miniserie L’odissea. Generelt har mange af Bachs credits været i den italienske filmindustri.

I 1971 medvirkede hun i Paolo Cavaras giallo La tarantola dal ventro nero, der også havde den tidligere Bond-babe Claudine Auger (Thunderball) på rollelisten. Her medvirkede i øvrigt også Barbara Bouchet, der havde medvirket i 1967-udgaven af Casino Royale.

En del yderligere italienske film fulgte, inden Bach fik rollen som Anya Amasova i The Spy Who Loved Me, og Bond-rollen fulgtes af roller i Alistair MacLean-filmatiseringen Force 10 from Navarone, instrueret af Bond-veteranen Guy Hamilton og med bl.a. Robert Shaw (Grant i From Russia With Love), Harrison Ford, Edward Fox og Franco Nero på rollelisten. Endnu en Bond-kending, Richard “Jaws” Kiel medvirkede også.

Endnu flere genrefilm fulgte, heraf flere i den italienske filmindustri, bl.a. Sergio Martinos L’isola degli uomini pesce (Island of the Fishmen), Aldo Lados L’umanoide (The Humanoid) og Sergio Martinos Il fiume del grande caimano (Alligator) – alle fra 1979. I L’umanoide møder vi også både Richard Kiel og Corinne Cléry (fra Moonraker, se nedenfor). Bachs sidste genrefilm var The Unseen fra 1980, hvorefter fulgte nogle få film og TV-roller inden hendes sidste credit i 1987 i den tyske TV-film Frühling im September.

I 1981 havde Bach giftet sig med eks-Beatlen Ringo Starr, og i 1988 var de begge i behandling for alkoholmisbrug. I 1993 fik hun en grad i psykologi og siden har hun stiftet et selvhjælpsprogram med hjælp fra bl.a. George Harrison og Eric Clapton og den velgørende Lotus Foundation sammen med Ringo Starr. Flere film- og TV-roller er det dog (indtil videre) ikke blevet til.

Moonraker (1979)

Hvad angår damerne, er Moonraker noget mere ligetil end The Spy Who Loved Me. Christopher Wood, der skrev manuskriptet, gik tilbage til den klassiske model med tre damer, hvoraf den ene er én af skurkens håndlangere, den anden en meget kortvarig fling og den tredje den primære Bond-pige.

Corinne Dufour.
Corinne Dufour.

I Moonraker er den første af disse Hugo Drax’ helikopterpilot Corinne Dufour, som det lykkes Bond at forføre og at få til at hjælpe sig – med katastrofale konsekvenser for pigen. Dufour spilles af franske Corinne Cléry (f. 1950), der indledte sin filmkarriere i 1967 med dramaet Les poneyttes. Hun har primært optrådt i italienske spillefilm, men har også lavet TV-film og optrådt i enkelte TV-serier.

Cléry har både været med i halverotiske film – bl.a. Just Jaeckins Histoire d’O (1975) – og genrefilm, hvoraf en ikke ringe del af dem blev instrueret af forskellige gamle kendinge fra den italienske filmindustri. Som nævnt ovenfor var hun f.eks. med i Aldo Lados L’umanoide sammen med Barbara Bach og Richard Kiel.

I 1981 spillede Cléry sammen med George Lazenby i Sergio Garrones sexploitationfilm L’ultimo harem, i 1983 var hun med i Antonio Margheritis sci-fi/adventurefilm Il mondo di Yor (også med Aytekin “Turkish Star Wars” Akkaya på rollelisten!), og i 1986 dukkede hun op i Lucio Fulcis thriller Il miele del diavolo.

Clérys senere karriere har budt på mange forskellige typer film, der næsten alle har været italienske. Cléry har været aktiv siden debuten i 1967, og hendes indtil videre seneste credit er fra TV-filmen Il ritmo della vita fra 2010.

Manuela.
Manuela.

Bonds helt kortvarige bekendtskab i Moonraker er Manuela, der arbejder for den britiske efterretningstjeneste i Rio. Hun spilles af briten Emily Bolton (fødselsår ukendt), der blot har 20 roller på CV’et mellem debuten i 1965 og 1992, hvor hun havde sin indtil videre sidste rolle i et afsnit TV-serien The Good Guys (1992).

Moonraker er uden tvivl det højst profilerede projekt, Bolton har arbejdet på, og langt hovedparten af hendes roller har været i TV-serier, hvoraf kun enkelte er kendt i Danmark. Heriblandt Space: 1999 (1975-77), hvor Bolton medvirkede ukrediteret i en håndfuld episoder, og miniserien The Winds of War (1983) med bl.a. Robert Mitchum og Ali McGraw på rollelisten.

Dr. Goodhead.
Dr. Goodhead.

Den primære Bond-babe i Moonraker er Dr. Holly Goodhead, der viser sig at være en CIA-agent, der arbejder undercover i Drax’ selskab. Goodhead spilles af Lois Chiles (f. 1947), der startede som model i begyndelsen af 1970’erne, inden hun tog springet til skuespillet i 1972. Her debuterede hun i dramaet Together for Days. I 1970’erne medvirkede hun i en række kendte Hollywood-film, bl.a. Sydney Pollacks The Way We Were fra 1973, The Great Gatsby fra 1974 (med Robert Redford i titelrollen) og Michael Crichtons fremragende Coma fra 1978.

Af andre kendte titler, Chiles har medvirket i, kan nævnes den forrygende vellykkede filmatisering af Agatha Christies Death on the Nile (1978) med Peter Ustinov som Hercule Poirot og Dallas (1978-1991), hvor Chiles medvirkede i 25 afsnit i 1982-83. Hun var også med i TV-serieudgaven af In the Heat of the Night, der kørte mellem 1988 og 1994 og havde mindre roller i den første Austin Powers (1997) og Speed 2: Cruise Control (1997).

I forbindelse med thrilleren Curdled (med William Baldwin) mødte hun Quentin Tarantino og de to blev venner. Tarantino castede efterfølgende Chiles i de to afsluttende afsnit af femte sæson af CSI: Crime Scene Investigation (2000-), som Tarantino skrev og instruerede.

Chiles’ indtil videre seneste rolle var i den romantiske komedie Kettle of Fish fra 2006 med Matthew Modine og Gina Gershon på rollelisten.

Med Moonraker afslutter vi gennemgangen af Bond-damerne fra 1970’erne, men vi vender stærkt tilbage med Bonds Babes del 3: 1980’erne.

Udgivet i nr. 81 | 13/07/2012

Stikord: James Bond

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.