Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Body Snatchers

Body Snatchers
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Body SnatchersEt ufokuseret manuskript og flere ringe skuespilpræstationer får 1993-filmatiseringen af Jack Finneys The Body Snatchers til at halte gevaldigt. Man er udmærket underholdt, men også irriteret over, at mange fine enkeltdele ikke kan trækkes sammen til en helstøbt film.

Femten år efter Philip Kaufmans nyfilmatisering af Jack Finneys roman The Body Snatchers (1955), mente Hollywood, at tiden var moden til endnu en filmudgave af Finneys klassiske roman.

Ligesom Kaufmans version bevarede kernen i den oprindelige historie, men flyttede settingen, gjorde folkene bag Abel Ferraras 1993-udgave det samme. Denne gang er handlingen hensat til en militærbase i de amerikanske sydstater. Filmens historie blev skrevet af den stort set ukendte Raymond Cistheri i samarbejde med Larry Cohen, der har stået bag en lang række genrefilm, både som forfatter og instruktør. Deres historie blev omsat til manus af tre andre genrefavoritter, nemlig Stuart Gordon, Dennis Paoli samt Abel Ferraras mangeårige samarbejdspartner Nicholas St. John, der blandt genrefans måske er bedst kendt for at have stået bag manuskriptet til Ferraras The Driller Killer (1979).

Det er med andre ord nogle overordentligt solide folk, vi finder bag kameraet på Body Snatchers, og netop derfor er det også så meget mere skuffende, at Body Snatchers ikke er en bedre film, end den er.

Voice-over fjerner suspense

Marti (Gabrielle Anwar)

Body Snatchers åbner med en voice-over, der tydeligvis er fortalt som et tilbageblik, og som derfor med det samme berøver filmen en stor del af dens suspense. Voice-overen leveres af Gabrielle Anwar, der spiller hovedrollen som Marti Malone. Idet filmen åbner, er hun sammen med sin far, stedmor og halvbror på vej til en militærbase, hvor de skal bo i et par måneder, mens faderen foretager nogle undersøgelser for det amerikanske miljøministerium.

De mærkelige begivenheder tager deres begyndelse allerede før den lille familie når frem til militærbasen. Da de stopper ved en tankstation i nærheden af basen, skræmmes Marti halvt ihjel af en soldat, der lurer på tankens toilet. Han virker mildest talt sindsforvirret, og advarer hende om ikke at falde i søvn, for “det er dér, det sker”.

The plot thickens

Den meget nervøst anlagte militærlæge, Major Collins (Forest Whitaker)

Snart er familien vel ankommet til militærbasen og deres midlertidige bolig, men der går ikke længe før de mystiske begivenheder tager til. Faderen Steve (Terry Kinney) opsøges af basens cheflæge, spillet af Forest Whitaker, der gerne vil vide noget om de kemikalier, Steves undersøgelser handler om. Mere specifikt vil lægen, som virker særdeles nervøs, gerne vide, om kemikalierne eventuelt kunne påvirke folks virkelighedsopfattelse, for han er begyndt at få en masse patienter, der tydeligvis er dybt paranoide.

Den lille søn Andy (Reilly Murphy) kan ikke lide at være i basens børnehave, for alle de andre børn tegner akkurat de samme tegninger, og de ansatte i børnehaven forsøger at få ham til at sove. Og Martis nye veninde Jenn (Christine Elise) fortæller Marti, at der foregår noget mystisk med hendes alkoholiserede mor, der nu har vand i glasset i stedet for vodka, og tager til Bridge-aften hos nogle venner, selv om hun slet ikke kan finde ud af at spille Bridge.

Der høstes pods i en nærliggende sump, og her læsses de på lastbilerEn ulykke med nogle af basens kemikalier overbeviser Steve om, at der foregår noget mærkeligt, for den skadede soldats sår ser højst mærkværdige ud. I mellemtiden har Marti dog fået en ny ven, helikopterpiloten Tim (Billy Wirth), og det viser sig naturligvis at blive vigtigt længere fremme i filmen.

Vendepunktet kommer, efter at Steve, Marti og Andy med nød og næppe overlever et forsøg på at blive body snatched, for stedmoderen Carol (Meg Tilly) er nemlig allerede blevet hapset af rumvæsnerne. Problemet er nu, at det meste af basens personel allerede er pod people, og nu bliver det et hæsblæsende ræs for at slippe væk med livet i behold.

Afslutningen skal jeg ikke fortælle om hér, men blot sige, at den ligger nærmere op ad slutningen på Siegels version, end Kaufmans.

Mangler central hovedperson

Carol er nu kopieret, og hendes rigtige krop falder sammen som en indtørret skal

Der er to væsentlige problemer ved Ferraras Body Snatchers. Den ene er, at historien ikke for alvor har en central hovedperson, der oplever nok mærkelige ting til at lægge to og to sammen. Der er ingen tvivl om, at det er Marti, der er filmens egentlige protagonist, men det er ikke hende, der erkender, at noget grusomt er på spil. Faktisk virker det som om Marti overhovedet ikke har nogen fornemmelse af, at der foregår noget mystisk, før det omtalte vendepunkt, hvor hun og de andre overlever rumvæsnernes forsøg på at overtage dem. Heller ikke faderen når at komme frem til en teori om, hvad der foregår.

I stedet præsenteres publikum for en række scener, hvori vi godt kan se, at tingene er helt gale på militærbasen, men ingen af filmens hovedpersoner bliver sat ind i plottet, således at de har nogen reel chance for at nå fra punkt A til B. Det er først med rumvæsnernes mislykkede forsøg på at overtage Marti, Andy og Steve, at det går op for dem, at der er imiterende rumvæsner løs på basen, og på dette tidspunkt er filmens handling og spilletid så langt fremskreden at enhver chance for at indsætte nogle klassiske investigation-scener er forpasset. Herfra er det hektisk action til sidste øjeblik.

En helt ny Carol (Meg Tilly) træder ud af skabet

Den eneste, der faktisk har en klar fornemmelse af, at der er noget helt galt, er denne lille dreng Andy, for i en scene, der faktisk er rigtig effektiv, ser han sin mors indtørrede skal synke sammen og den nøgne kopi træde ud af klædeskabet i soveværelset. Ingen lytter naturligvis til knægten, og så er vi lige vidt.

Denne struktur gør Body Snatchers til en mærkelig tableau-præget film, hvor de enkelte scener, der viser, at noget er galt på militærbasen, kun er rettet mod publikum. Forest Whitakers læge-rolle kunne måske have været den samlende faktor, der fører hovedpersonerne på sporet af invasionen, men han er kun med i to korte scener. Selv om der er enkelte effektive scener, hvor publikum kan gyse frydefuldt over vores viden om, hvad der foregår, så gør manuskriptets opbygning, at der aldrig for alvor gives lejlighed til en langsom stemningsopbygning i takt med hovedpersonernes gradvise erkendelse af begivenhedernes betydning. Det var netop denne fase i begge de to tidligere filmatiseringer af Finneys roman, der var så effektive, og som fungerede som en så glimrende opbygning til den hektiske flugt fra the pod people i disse films anden halvdel.

Ringe skuespilpræstationer

Marti er faldet i søvn i badet - body snatching in progress

Det andet store problem ved Body Snatchers er skuespillet, som desværre lader en del tilbage at ønske. Den eneste, der faktisk gør en rigtig god figur, er Meg Tilly, som er isnende uhyggelig, efter at hun er blevet overtaget af rumvæsnerne. Forest Whitaker overspiller fælt i sin rolle som den nervøse læge, og R. Lee Ermey spiller mestendels sig selv i rollen som militærbasens chef, general Platt. Gabrielle Anwar er rigtig pæn at kigge på, men hendes rolle som mut og oprørsk teenagepige giver ikke ligefrem plads til det helt store arbejde. Farmand Steve spilles af Terry Kinney, og det største problem med ham er sådan set, at han ser alt for ung ud til at have en datter på Anwars alder (den virkelige aldersforskel mellem de to skuespillere er kun 16 år). Endelig må Billy Wirth fremhæves, da hans portrættering af den tydeligvis menneskelige Tim er så creepy, at man aldrig ved, om han gerne vil være kæreste med Anwar eller voldtage hende.

Om det har været manuskriptforfatternes mening at give Body Snatchers denne underligt løse struktur, hvor ingen af hovedpersonerne bliver bevidst om tingenes tilstand, før langt henne i filmen, er et åbent spørgsmål. Det er også muligt, at det bare er et tilfælde af “for mange kokke fordærver maden”, for der er mange enkeltelementer, der fungerer eminent, og der er flere glimrende scener undervejs. Det er sammenhængen, der ikke er på plads, fordi vores egentlige hovedperson, Marti, aldrig sættes i en situation, hvor hun kan få brikkerne til at falde på plads.

Uklart budskab

I én af de mange anerkendende nik til Philip Kaufmans 1978-version, peger the pod people på de rigtige mennesker og udstøder et øresønderrivende skrig for at tiltrække deres artsfæller

Dette giver desuden lejlighed til at spørge om, hvad det underliggende budskab er i Ferraras version af Body Snatchers. Siegels version var tvetydig, og kunne både tolkes som en kritik af McCarthyismen, og som en advarsel imod femtekolonne-kommunister. Kaufmans version greb bl.a. fat i 70’ernes indenrigspolitiske paranoia og storbymenneskenes identitetsløshed.

Ferraras udgave er noget mere uklar i sit budskab. Der er selvfølgelig en pointe i at hensætte handlingen til en militærbase og dermed sætte en finger på al militærets bestræbelser på ensretning og krav om at adlyde ordrer. Men den lille familie, der er i centrum, har nogle helt andre issues. Det er en familie i splid, bl.a. med en teenagepige, der har svært ved at acceptere sin nye “mor”, og som er i gang med et oprør mod sin far, mens faderen forsøger at ignorere problemerne til fordel for familiemæssig idyl og forestillingen om den perfekte kernefamilie. Det er ikke en dårlig pointe; problemet er blot, at man aldrig bliver helt sikker på, om det faktisk er det, der har været manuskriptforfatternes ærinde.

Enkelte fine øjeblikke

Martis kæreste, helikopterpiloten Tim (Billy Wirth)

Når man ser bort fra, at manuskriptet desværre er noget rodet, og skuespillet haltende, så har Body Snatchers dog også sine øjeblikke. Scenen i børnehaven, hvor alle børnene på nær Andy tegner identiske tegninger, er glimrende udtænkt, og den tidligere nævnte scene, hvor lillemand ser sin mors lig falde sammen, og kopien komme ud af skabet, er også virkelig god. Dertil kommer vendepunktet; den langstrakte scene, hvor rumvæsnerne forsøger at overtage Marti, der ligger og slumrer i badet, og faderen, der er faldet i søvn efter at have fået en massage af sin kone, der ikke længere er hans kone.

I denne scene ser vi også, præcis hvordan kapslerne overtager folk: ved at sende tentakler ud, der sendes ind i ofrenes næse og mund, og nærmest “suger” livet ud af dem. I dag ser effekterne stedvist lidt bedagede ud (der er lidt spaghetti over det hist og her), men det fungerer alt andet lige udmærket, og denne sekvens er udført med udpræget flair for suspense.

Her er det tæt på at gå galt - Martis kopi vågner op

Flere scener i Body Snatchers er direkte overtaget fra Finneys roman (eller Siegels filmatisering, om man vil, da denne jo ligger tæt op ad forlægget), mens andre elementer er løftet fra Kaufman-udgaven. Førstnævnte er f.eks. eksporten af kapsler, der i Ferraras version naturligvis distribueres til andre militærbaser, og sidstnævnte er bl.a. når the pod people peger på “almindelige mennesker”, og sætter i med et isnende skrig. Denne sammenblanding af elementer fungerer fint, og er endnu et eksempel på, at Body Snatchers har en lang række enkeltelementer, der virker helt efter hensigten, men som blot svækkes betydeligt at manuskriptets struktur.

Det er brandærgerligt, at der ikke har været lidt bedre styr på historien i Body Snatchers, for den kunne have været et glimrende opdatering af Finneys roman til 1990’erne. Body Snatchers har sine øjeblikke undervejs, men helheden er desværre for ujævn og skramlende til, at der er tale om andet end en middelmådig science fiction-gyser.

3 stjerner

Titel: Body Snatchers
Dansk titel: Stjålne kroppe
Instruktør: Abel Ferrara
Manuskript: Stuart Gordon, Dennis Paoli & Nicholas St. John efter historie af Raymond Cistheri & Larry Cohen, baseret på Jack Finneys roman The Body Snatchers
Cast: Gabrielle Anwar (Marti Malone), Terry Kinney (Steve Malone), Billy Wirth (Tim Young), Christine Elise (Jenn Platt), R. Lee Ermey (General Platt), Reilly Murphy (Andy Malone), Forest Whitaker (Major Collins), Meg Tilly (Carol Malone)
Producere: Robert H. Solo (producer), Kimberly Brent (associate producer), Michael Jaffe (co-producer)
Foto: Bojan Bazelly
Klip: Anthony Redman
Musik: Joe Delia
Spilletid: 84 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1993
Produktionsselskaber: Warner Bros. Pictures
Distributør (DVD): Warner Home Video (UK)
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/07/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *