Bloodied but Unbowed – The Damage to date: 1978-83

1977 var på mange måder det år, hvor amerikansk punkmusik for alvor fik luft under vingerne og eksploderede ud i et utal af små bands, hvoraf flere skulle gå hen og blive legendariske grupper. Bands som The Germs, Black Flag og The Misfits blev alle dannet i 1977. Året efter fandt drengene fra Dead Kennedys sammen, og ud af alt dette kom den unikke lyd, der skulle blive til den klassiske amerikanske hardcore-punk, der endnu i dag står som et af de mest indflydelsesrige fænomener i den alternative musiks historie.

Stor betydning

De amerikanske grupper kan imidlertid ikke tage hele æren for deres lyd. I Vancouver var der nemlig et band, som ret hurtigt tog stilen til sig. Det var bandet D.O.A., der blev dannet i 1978 og på rekordtid blev Canadas største punknavn. Gruppens absolutte frontfigur var, og er stadig, Joey “Shithead” Kiethley.

Med en udstråling, attitude og et musikalsk feel som få andre fra samme periode, lykkedes det for D.O.A. at blive en del af den ellers sekteriske kreds af amerikanske punknavne, og i dag er det rent faktisk svært at skelne dem fra deres oprindelige forbilleder. Set i bakspejlet er det dog ikke D.O.A., man husker.

De står i skyggen af navne som Black Flag og Dead Kennedys, men deres betydning som band er ikke til at komme uden om, og de bliver da også omtalt som en vigtig inspirationskilde for de punkbands, der tegner stilens profil i dag.

Skrevet under belejring

Bloodied but Unbowed er en opsamling af tracks fra D.O.A.’s første to albums, Something Better Change fra 1980 og Hardcore ’81 fra 1981, såvel som en række numre fra tidlige singler og EP’er. Pladen blev oprindeligt udgivet tilbage i 1984 som en gestus til alle de fans, der havde mere end svært ved at få fat i de første plader, der nu er blevet deres vægt værd i guld.

Det var naturligvis ultrasmå udgivelser, og derfor faldt Bloodied but Unbowed dengang på et tørt sted. Musikken på albummet repræsenterer de første turbulente år i bandets tilværelse; en tid hvor gruppen musikalsk voksede ekstremt hurtigt, men samtidig oplevede et hav af interne såvel som ydre konflikter. Det var vilde dage, og de fleste af numrene er skrevet under hektiske forhold i gruppens tourbus.

På trods af det er det åbenlyst, at D.O.A. gradvist modnedes og gik væk fra de helt enkle sange, der, uanset set deres simple charme, næppe havde garanteret gruppen nogen langtidsholdbarhed. Numrene på Bloodied but Unbowed er sange skrevet under belejring. Sange skrevet af et band, der havde erklæret det borgerlige samfund krig og nu befandt sig på et felttog mod det konforme. Soldaterne var den stadigt voksende skare af teens, der fulde af foragt overfor 68’er-generationens bløde værdier, fattede sympati for Joey Shitheads umiddelbare vrede.

Dygtig sanger

Nu har Sudden Death Records genudgivet opsamlingen, og bekræfter endnu engang hvor fabelagtigt det tidlige D.O.A. er. Som sagt eksisterer D.O.A. stadigvæk, men i løbet af 80’erne gennemlevede bandet det ene musikalske hamskifte efter det andet, og om end de ligesom D.R.I. vaklede frem og tilbage mellem metalmusikken og deres gamle rødder, har det været sparsomt med gode D.O.A.-indspilninger efter 1990.

Man må nok desværre konstatere, at bandet har overlevet sig selv, og den eneste konstante faktor i gruppen er Joey Kiethley, der vel at mærke også er bagmanden bag Sudden Death Records, som han dannede helt tilbage i 1978. Det line-up man hører på Bloodied but Unbowed har forandret sig utallige gange efterfølgende, og det er endda heller ikke konsekvent på de numre, man hører på opsamlingen.

Folk vandrede ganske enkelt ind i gruppen, indspillede et par numre, og forsvandt igen. Den mest bemærkelsesværdige skikkelse, hvis vi da lige ser bort fra Kiethley selv, er trommeslageren Chuck Biscuits, der med sin hurtige, energiske og præcise stil har været med til at præge grupper som Black Flag, Danzig og Social Distortion, og han må da derfor også regnes som en af de helt centrale musikere i punkrockens historie.

Kiethley selv, der står for den ene af D.O.A.’s guitarer og vokalen, kunne allerede fra de tidlige udgivelser overaske med en forbløffende god sangstemme – lidt i stil med Glenn Danzig, uden at der dog er nogen nærmere paralleller imellem de to. Derimod er ligheden mellem Kiethley og Jello Biafra fra Dead Kennedys ikke til at tage fejl af. Teknisk er Kietheley en langt dygtigere sanger end Biafra, men de er to alen af samme stykke.

Social indignation, vrede, og had

Præcis som Dead Kennedys er D.O.A. fyldt til bristepunktet med social indignation, vrede, og had til det konforme og borgerlige. Kiethley er bestemt ikke bange for at åbne munden, og på Bloodied but Unbowed forstår man ret hurtigt, at han befinder sig særdeles langt ude på venstrefløjen. De fleste af teksterne er ungdommeligt aggressive, og uden at blinke synges der om at slå Ronald Reagan, Margaret Thatcher m.fl. ihjel.

Den humor der gennemsyrer en stor del af alt det Dead Kennedys fik udgivet, er ikke til stede på samme måde hos D.O.A. Derimod finder man flere sange om punktilværelsen og ungdomslivet – noget Biafra aldrig beskrev i nævneværdig grad. Der er dermed forskelle mellem de to grupper, men tekstmæssigt kan de være svære at skelne.

Dengang skrev gruppen mottoet “Talk-Action = 0” på deres plader, og Kiethley holder stadig ånden fra dengang i live. Han har siddet i fængsel for sin åbenmundethed, og i 1996 forsøgte han sig som politisk kandidat for Canadas grønne parti.

Hele punkens register

Musikalsk er D.O.A. en del blødere end mange andre af deres jævnaldrende, og kun få af deres numre tangerer den klassiske speed punk. Lyden er tilbagelænet, og Joey Kiethley tegner sig faktisk som en ganske habil guitarist, der formår at udnytte et ret enkelt formsprog til meget alsidige numre.

Pladen indeholder i alt 19 sange, og man kommer faktisk hele punkens musikalske register igennem. Hatten af for den, der oprindeligt udvalgte numrene fra de oprindelige udgivelser, for Bloodied but Unbowed føles faktisk som et regulært album. Det betyder også, at der er rigtig mange guldkorn på pladen, lige fra den korte “The Prisoner” (nr. 2), over “Slumlord” (nr. 6) til den specielle rockabilly-sang “Watcha Gonna Do?” (nr. 10) eller den fabelagtige “World War 3” (nr. 11) Det er vitterligt en perlerække af superfede sange, og netop fordi numrene favner så bredt vil der helt sikkert være noget for enhver smag på pladen.

Omkring 43 minutters storhed

Bloodied but Unbowed er en helt central opsamling. Den viser hvorfor D.O.A. kunne slå igennem og blive Canadas nok største punkband nogensinde. Albummet er nemlig fyldt til randen med en ungdommelig energi og et kreativt øre for simple, men fængende numre. Det er faktisk rigtig svært at rose opsamlingen for meget. Den er et fikspunkt for den tidlige punkrock, og et uundgåeligt album for alle, der blot interesserer sig en smule for amerikansk/Canadisk oldschool hardcore-punk.

Bloodied but Unbowed bør stå i enhver punksamling, skulder ved skulder med plader som Dead Kennedys’ Fresh Fruit for Rotten Vegetables (1980) og Black Flags album Damaged (1981). Vi har fat i noget af det helt store her, og jeg må atter konstatere, at alle vil finde mindst to sange på Bloodied but Unbowed, som vil gøre investeringen i albummet det hele værd. Det er ikke ofte man har mulighed for at købe sig til omkring 43 minutters storhed, men her finder man det altså i helt uforfalsket form. No shit, jeg elsker den her opsamling.

Nummerliste:
1. New Age (Keithley, Gregg) (2:19)
2. The Prisoner (Keithley, C. Kiethley) (1:51)
3. Unknown (Biscuits) (2:30)
4. Smash the State (Keithley) (1:30)
5. Rich Bitch (Keithley) (2:59)
6. Slumlord (Keithley) (1:52)
7. Fuck You (Gerry Hannah) (2:31)
8. I Don’t Give A Shit (Vancouver Punk Trad.) (1:20)
9. Waiting For You (Keithley, C. Kiethley) (0:50)
10. Watcha Gonna Do? (Keithley) (3:55)
11. World War 3 (Keithley, Biscuits) (3:31)
12. 2 + 2 (Keithley, Biscuits) (3:48)
13. The Enemy (Keithley, Biscuits) (2:50)
14. Fucked Up Ronnie (Keithley) (1:20)
15. Woke Up Screaming (Keithley) (2:39)
16. 001 Loser’s Club (Keithley, S. Werner, Dimwit, Wimpy) (1:52)
17. 13 (Keithley) (2:18)
18. Get Out of My Life (Keithley, S. Werner, Dimwit, Wimpy) (1:58)
19. D.O.A. (Keithley) (1:38)

Total spilletid: 43:26

Anmeldt i nr. 14 | 13/12/2006