Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Bless the Child

Bless the Child
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Chuck Russells ”sataniske” gyser er en uselvstændig, overspillet omgang kvalmende kristen indoktrinering. En umådeligt ringe film, som man bør gøre sig selv den tjeneste bare at glemme eksisterer.

Bless the ChildI 2000 lancerede instruktøren Chuck Russell den sataniske gyser Bless the Child, baseret på Cathy Cash Spellmans bog fra 1993 med samme navn. Filmen har tydeligvis været et oprigtigt forsøg fra Russells side på at skabe en gyser, der kunne indskrive sig blandt de store sataniske mainstream horrorfilm; der tænkes naturligvis på film som The Exorcist fra 1973 og The Omen fra 1976.

Gæt forbillederne

Bless the Child vil dog næppe blive husket på linie med førnævnte, og faktisk er filmen vel allerede i dag, seks år efter den blev udsendt, så godt som glemt igen. Russell gjorde ellers et stort stykke arbejde for at gøre sin film mindeværdig, og han studerede sine forbilleder grundigt – faktisk så grundigt, at man i rigtig mange scener kan lege “gæt forlægget” og udpege hvorfra Chuck Russell har planket det visuelle udtryk.

Med andre ord, har Bless the Child intet selvstændigt at byde på. Vi har set det hele før, om det så er i The Omen, The Exorcist eller Rosemary’s Baby (1968) for den sags skyld. Det kan da også kort indskydes, at Mace Neufeld, en af filmens producenter, var med til at producere de første to Omen-film samt den apokryfe fjerde TV-film, så tilknytningen til klassikerne synes bare endnu stærkere.

At efterligne de gamle hæderkronede film kan jo være meget godt, men man kan ikke undgå at blive en smule fornærmet, når det sker på så åbenlys og fladpandet en måde, som det er udført i Bless the Child. Det falder naturligvis tilbage på instruktøren, der forhåbentlig helst ikke vil mindes om filmen i dag. At man for resten ikke skal have for meget tiltro til Russells evner, vidner hans øvrige, ret begrænsede, produktion om. Han er manden bag en række lunkne Hollywood-titler som The Blob (1988), Eraser (1996) og Scorpion King (2002).

Bevares, de fleste af hans film har været økonomiske vindere, navnlig The Mask (1994) gjorde biografpublikummet bekendte med Russell, men alliancen han indgik med den unge Jim Carrey er nærmest bare skinger og hovedpinefremkaldende i dag.

En lille hellig pige
Cody O'Connor (Holliston Coleman)

Cody O’Connor (Holliston Coleman).

Handlingen i Bless the Child begynder, da den barnløse single Maggie O’Connor (Kim Basinger) en sen aften får besøg af sin søster, der har stofproblemer og lever på gaden. Søsteren, Jenna O’Connor (Angela Bettis), har et ni dage gammelt pigebarn med i favnen, som hun efterlader i søsterens varetægt, efter at have stjålet den blide Maggies penge. Stol aldrig på en junkie er budskabet, og det er et budskab vi får et par gange i løbet af filmen.

Dæmoniske medusaer det er noget Fanden har skabt!

Dæmoniske medusaer det er noget Fanden har skabt!

Der står Maggie så, med en lille pige, der ikke er hendes, og en søster som på ny er gået under jorden. Som den godhjertede kvinde hun er, tager Maggie pigen til sig, og her springer handlingen seks år frem. Den lille pige, Cody O’Connor (Holliston Coleman) er lige fyldt seks. Lægerne har konstateret, at hun lider af en form for autisme, men Maggie er overbevist om, at Cody er normal.

Pigen kommer på en særlig katolsk skole for udviklingshæmmede, som en form for socialrealistisk indslag i handlingen. Noget er imidlertid ved at ske, og det lader vitterligt til, at Cody ikke er en helt almindelig lille pige. Flere små mirakler udspringer omkring hende, mens de voksne ikke bemærker det, og den lille pige er ekstremt draget af kirken, navnlig Jomfru Maria.

Eric Stark (Rufus Sewell)

Eric Stark (Rufus Sewell).

Det er imidlertid ikke det eneste, for skumle mænd kører omkring i byens gader og kidnapper børn, der er født på en ganske særlig dag. De søger tydeligvis efter et bestemt barn, og det kræver ikke meget af seeren at gætte, at barnet må være Cody. Mændene har tatoveret et besynderligt symbol på kroppen, og ret hurtigt hører vi FBI-manden John Travis (Jimmy Smits) forklare, at det er et symbol, der kan kædes sammen med dyrkelsen af Satan.

Det var en ubehagelig oplysning, og umiddelbart efter ser vi, at de skumle mænd har den lille, fromme Cody i kikkerten som deres næste offer. Hvis Maggie er den kvindelige heltinde, er John Travis den mandlige. Travis er en falden præst, der sluttede sig til FBI for at bekæmpe det onde på en mere håndfast måde end han kunne gøre det i sit gamle embede. En helt med et for genren obligatorisk mørkt twist. Hans speciale er i øvrigt kultrelaterede mord.

Satanister, præster, nonner og dæmoner
FBI-agent John Travis (Jimmy Smits)

FBI-agent John Travis (Jimmy Smits).

Nu udarter det hverken værre eller bedre end at Maggies søster Jenna en skønne dag dukker op og forlanger Cody udleveret. Hun er blevet clean og gift med en berømt centerleder, der i bedste Scientology-stil frelser folk og får dem på ret køl igen. Hele organisationen kalder sig New Dawn, og fra første øjeblik ved man, at der er noget råddent ved hele foretagendet.

Navnlig Jennas nye mand, og frontfiguren for bevægelsen, Eric Stark (Rufus Sewell) er en tvivlsom type. Først forsøger det nygifte par i venlige vendinger at få Maggie til at udlevere Cody, men da det ikke nytter, må parret tage grovere midler i brug. Cody kidnappes fra sit hjem, og Maggie står nu hjælpeløs. Splittet mellem sin forståelse for, at Jenna gerne vil være mor for sin datter, og en fornemmelse af, at et eller andet er galt, går Maggie rådvild til politiet. Her render hun lykkeligvis ind i John Travis, og på rekordtid knytter de to sig til hinanden.

Fra venstre mod højre: en håndlanger, Cody og Fanden selv!

Fra venstre mod højre: en håndlanger, Cody og Fanden selv!

Med overmenneskelig intuition og en hukommelse, der ville gøre Sherlock Holmes misundelig, konkluderer Travis, at Codys forsvinden har noget at gøre med de mange sataniske kidnapninger der har plaget byen. De to gør nu fælles sag, og en vild jagt efter Cody begynder.

Persongalleriet udvides gradvist, som sagens rette sammenhæng går op for Maggie og John. Præster, nonner, ondsindede håndlangere og vaskeægte dæmoner direkte fra Helvede er blandt de mange, der involveres i sagen. Men det er sådan set klart, for Cody er ingen almindelig pige; hun er en helgen, og Eric Stark en af Djævlens fremmeste tjenere. Det er kosmiske kræfter, der er på spil, og kan Stark ikke omvende Cody til Satan, vil han ofre hende i det ondes navn.

Det må naturligvis forhindres, for det er forudsagt at Cody skal omvende syndere og frelse mange liv. Dermed er der lagt op til en storladen religiøs gyser, der foruden førnævnte stjerner i hovedrollerne, har Christina Ricci i en birolle som goth-chick og Ian Holm som forstående præst.

Kristen flødebolle
Maggie O'Connor (Kim Basinger)

Maggie O’Connor (Kim Basinger).

Fra filmselskabets side, har man gjort hvad man kunne for at sælge filmen som satanisk gyser, men her må man ikke lade sig narre. Bless the Child er en stor kristen flødebolle, der langt mere handler om Gud og de gode engles gerninger end om Djævlen og de fordømte. Det sprøjter ud af Cody med mirakler, og man er aldrig nogensinde det fjerneste i tvivl om, at den lille, sukkersøde pige nok skal overvinde det onde.

Filmen har uden tvivl været et hit i det amerikanske bibelbælte, men forhåbentlig vil den af alle andre blive opfattet som et stykke kvalmende indoktrinering. Det er faktisk svært at finde noget som helst positivt at sige om handlingen i Bless the Child, der er så uoriginal og uselvstændig, at den endda har fundet det nødvendigt at planke de drabelige dødsulykker, der blev lidt af et trademark for de tre Omen-film. Holder man i øvrigt af den tredje film i Omen-serien, The Final Conflict fra 1981, vil man muligvis også kunne lide Chuck Russells gumpetunge dødssejler.

Visuelt har Bless the Child et par fine speciel effects og nogle ganske gode miljøskildringer, men i sidste ende er de så stereotype, at de i sig selv næppe kan påkalde sig megen opmærksomhed. Det er imidlertid meget svært at se bort fra de uhyrligt dårlige digitale effekter, der er blevet brugt i filmen. Sjældent har man set så grimme rotter og dæmoner. Igen kan man kun ryste på hovedet og klynke lidt videre over så megen elendighed på en gang.

Elendige skuespilpræstationer
Sataniske goons og dæmoner

Sataniske goons og dæmoner.

Blandt skuespillerne er det navnlig Kim Basinger, der påkalder sig opmærksomhed, da hun som en stor Barbiedukke valser gennem handlingen med sjældent set manglende indlevelse. Hendes kronisk bedrøvede øjne og irrationelle handlinger gør Maggie O’Connor til en af de mest irriterende og ligegyldige heltinder, der er blevet spyttet ud af Hollywood i nyere tid.

Jimmy Smits som FBI-agent er komplet ligegyldig og rollen flad som en pandekage, uanset det latterlige twist ved karakteren, at han er en frafalden præst. Af alle i filmen er det dog ham, der slipper bedst fra det hele, og man kan i det mindste ikke klandre ham for at have bidraget med mere møg til møddingen.

Den absolut værste i filmen er dog Rufus Sewell, der som Eric Stark overspiller på en så idiotisk måde, at man ganske enkelt ikke fatter, hvad Chuck Russell tænkte på. Uanset hvilken forklaring man vælger, viser det ikke noget godt om Russell, og havde Sewell ikke efterfølgende medvirket i A Knight’s Tale fra 2001, skulle man mene at en optræden som den i Bless the Child, ville være gravstenen over enhver skuespillers karriere. Om Holliston Coleman, den lille pige der spiller Cody, kan der kun siges meget lidt. Hun er alt for nuttet og overspiller fælt i flere passager, men i det store hele, er hun bare ligegyldig.

Fornærmende dårlig
Strikkepinde i øjnene er en usund ting!

Strikkepinde i øjnene er en usund ting!

Som det forhåbentligt fremgår af ovenstående, er filmen fornærmende dårlig. Lyspunkter er der stort set ingen af, og man må give instruktøren, at det er imponerende, han allerede indenfor filmens første fem minutter formår at vise, hvor ringe filmen rent faktisk er. I dette bliver han godt hjulpet på vej af Kim “Barbie” Basinger, der formodentlig troede filmen kunne blive hendes vej tilbage til det store lærred.

Det kan ikke siges tydeligt nok: Bless the Child er en umådelig dårlig film, der fejler på stort set alle niveauer. Den er absolut ikke anbefalelsesværdig, og man opfordres til at gå i en stor bue uden om den. Lad dig ikke lokke, selv hvis den skulle ryge ned på 25 kr hos din lokale DVD-pusher. Filmen, Chuck Russell og Kim Basinger udgør en vanhellig treenighed, der får dårligdom til at nå hidtil uanede højder. Gør dig selv en tjeneste, glem denne film eksisterer.

1 stjerne

Titel: Bless the Child
Instruktør: Chuck Russell
Manuskript: Thomas Rickman
Cast: Kim Basinger (Maggie O’Connor), Jimmy Smits (FBI-agent John Travis), Holliston Coleman (Cody O’Connor), Rufus Sewell (Eric Stark), Angela Bettis (Jenna O’Connor), Christina Ricci (Cheri Post), Ian Holm (Fader Grissom) Producere: Bruce Davey (executive producer), Lis Kern (executive producer), Stratton Leopold (co-producer), Mace Neufeld (producer), Robert Rehme (executive producer)
Foto: Peter Menzies Jr.
Klip: Alan Heim
Musik: Christopher Young
Spilletid: 103 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, finsk, norsk
Produktionsland, år: USA/Tyskland, 2000
Produktionsselskaber: BTC Productions KG, Icon Entertainment International, MFP Munich Film Partners GmbH & Company I. Produktions KG, Paramount Pictures
Distributør (DVD): Paramount Home Video (USA), Egmont Film (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Stikord: Bortførelse, Dæmoner, FBI, Filmatisering, Satan, Satanisme

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *