Claus Jacobsen
Ingen kommentarer

Big Planet

Big Planet
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Jack Vances Big Planet er en hurtigt læst, underholdende og actionfyldt roman, der også er en god introduktion til Vances forfatterskab.

Big PlanetPå bagsiden af min udgave af Big Planet sammenligner den nyligt afdøde science fiction-forfatter Damon Knight (1922-2002) Jack Vances bog med Edgar Rice Burroughs’ (ja, Tarzans far) John Carter of Mars-bøger. Jeg kunne nærmest ikke være mere enig, Damon Knight er right on the money.

Havde Burroughs (1875-1950) skrevet sine John Carter-bøger 50 år senere, er jeg ikke i tvivl om, at han havde skrevet dem ligesom Big Planet.

Bogen er gang-i-den action-eventyr, hvor der ikke er langt mellem snapsene, sat i en forunderlig og fremmed verden, man udforsker sammen med hovedpersonerne, alt sammen med et drys af science fiction – nærmest bare for at gøre det interessant og troværdigt og for at undgå, at historien bliver ren eskapisme.

40.000 mil
Jack Vance (f. 1916)

Jack Vance (f. 1916).

Handlingen i bogen udspiller sig et godt stykke ud i en mulig fremtid, på (surprise) planeten Big Planet. Denne planet har fået sit navn netop fordi, den er mange gange større end Jorden, faktisk tættere på Jupiter i størrelse. Alligevel har den dog en tyngekraft og atmosfære som er lig Jordens.

På et unavngivet tidspunkt er menneskeheden begyndt at begive sig ud fra Jorden for at bosætte sig og kolonisere andre dele af universet. Big Planet er en planet, der ligger uden for lov og ret. Her er frihedssøgende mennesker, der ønskede at opbygge deres eget samfund, søgt til, sammen med mennesker, der netop har ønsket at undslippe ethvert form for samfunds begrænsning og civilisationens trykkende åg.

Gennem århundreder har disse fået lov til at passe sig selv på denne store og teknologifattige planet. Dette har skabt et mylder af små, sære samfund og kulturer. Ved romanens start følger man en gruppe udsendinge fra Jorden på vej mod planeten i et rumskib. Deres mål er Earth Enclave, den jordiske føderation og dermed civilisationens eneste udpost på kæmpeplaneten.

Men sådan skal det selvfølgelig ikke gå. Rumskibet styrter ned på Big Planet, langt fra Earth Enclave, og den lille gruppe overlevende, ledet af den handlekraftige Claude Glystra, romanens hovedperson, må nu forsøge at kæmpe sig den lange vej til enklaven, hvis de skal gøre sig håb om nogensinde at gense Jorden. Denne rejse på 40.000 mil tværs over planetens fremmede landskaber, med dens mange sære beboere og bizarre samfund, er hovedomdrejningspunktet i bogens handling.

Behersker sproget
Forsiden af Ace Publishings førsteudgave af 'Big Planet'

Forsiden af Ace Publishings førsteudgave af ‘Big Planet’.

For ikke at afsløre for meget og derved ødelægge fornøjelsen ved at læse Big Planet, vil jeg ikke gå mere i dybden med selve handlingen. Desuden gør Vance det selvfølgelig meget bedre, end jeg vil kunne gøre det.

Hans stil er kort og kontant, superkondenseret med en vis hård elegance. Dette har Vance tilfælles med sine kolleger, de andre amerikanske pulpforfattere fra 1920’erne og frem til de tidligere tressere, hvor Vance tilhører den senere del, da han først begyndte at skrive til pulpmagasinerne i slutningen af fyrrerne.

Vance har dog sit eget særkende i forhold til de andre pulpforfattere. Man må sige, han virkelig behersker det engelske sprog, hvilket bliver tydeligt, når Vance frit skifter fra den forholdsvis simple pulpstil til en meget mere sirlig sætningsstruktur og med et ordforråd, der kan forundre, pirre og fortrylle læseren. Dette er mere tydeligt i andre af Vances ting, som f.eks. Dying Earth-novellerne (1950), end det er i Big Planet, men det er der dog stadig.

Tematiske sammenfald med Frank Herbert
'Startling Stories', september 1952, hvori novellen 'Big Planet' udkom første gang

‘Startling Stories’, september 1952, hvori novellen ‘Big Planet’ udkom første gang.

I fortællingsuniverset i Big Planet er der tematiske elementer, som mest af alt minder mig om Frank Herberts værker. Jeg kan her i flæng nævne ting som fremtidige samfunds forfald til ældre former, som f.eks. middelalderlige, feudale samfundsstrukturer.

Eller at teknologien bliver “glemt”, således at dens brug anses for nærmest magisk, samt udviklingen af fremtidige ultrareligiøse ordener og samfund. Og endelig brugen af stoffer for at udvide menneskelig erkendelse og formåen til et nærmest overmenneskeligt (og, i vores forståelse, overnaturligt) stadium, som også repræsenterer et “højere” evolutionært niveau.

Herberts Dune, som de fleste nok kender, og som Herbert begyndte at skrive i 1959 men først færdiggjorde i 1965, har mange af de samme temaer, så man kan sige, at de mange fælles elementer formodentlig har ligget i tiden. Det synes jeg dog ikke gør dem mindre spændende; hverken Herbert eller Vance virker specielt “dated”, men er stadig begge lige friske eller upåvirkede af tidens gang i modsætning til meget andet science fiction-litteratur.

Dette er måske fordi, de begge har en handling, der foregår langt ude i fremtiden, hvor det i den mellemliggende tid flere gange er gået både op og ned for menneskeheden. Desuden er der ingen af dem, der kan betegnes som “hard science fiction”; det vil sige med et fokus på teknologi og den teknologiske udvikling og brug. Hos både Herbert og Vance er teknologien blot et element i historiefortællingen, der i sidste ende handler om mennesket og menneskeskabte kulturer og samfund.

Ikke kendt i Danmark

Man må nok sige, at Jack Vance ikke er kendt i Danmark, da faktisk ikke en eneste af hans bøger er blevet oversat til dansk. Det er lidt utroligt, men egentlig meget symptomatisk for, hvad der er oversat til dansk af science fiction-, fantasy- og horror-litteratur. Man fornemmer, at der skal have siddet én eller flere ildsjæle/fans på forskellige forlag, som har arbejdet for at deres yndlingsforfattere er blevet oversat til dansk.

Nogle forfattere har så ikke haft nogen til at tale deres sag, og derfor er de ikke blevet oversat. Ikke at de af den grund er dårlige forfattere eller mindre nyskabende og indflydelsesrige, bestemt ikke. De er bare blevet glemt eller overset af det relativt lille miljø af danske oversættere og udgivere. Ud over Vance kunne man her som eksempel nævne Robert E. Howard, Michael Moorcock, Fritz Leiber og Robert Zelazny, der alle, ligesom Vance, balancerer på grænsen mellem science fiction og fantasy eller måske egentlig bare ikke er interesseret i på den måde at tænke i klare genrer.

Jack Vance

For kort at opridse Jack Vance som forfatter (han lever faktisk stadig, i en alder af 89 år), så var han i sin barndom og ungdom en ivrig læser af pulpmagasiner, og hans karriere begyndte, som så mange andre, med at skrive til netop pulpmagasiner. Hans første udgivelse var novellen The World-Thinker i bladet Thrilling Wonder Stories i 1945.

Vance skrev i de efterfølgende år en del noveller, som blev udgivet i blade som Thrilling Wonder Stories, Startling Stories og Possible Worlds of SF, før han i 1950 fik udgivet en novellesamling med titlen Dying Earth.

Hver Dying Earth-novelle er for så vidt selvstændig og kan med glæde læses selvstændigt, men alle novellerne foregår i samme univers og hænger indbyrdes sammen. Dette fælles univers er en Jord mange hundrede tidsaldre fra nu, hvor det sidste liv er ved at brænde ud af Solen, og dermed Jorden. Magi og teknologi er smeltet sammen, eller er i hvert fald ikke til at skille fra hinanden mere, og der hersker en stemning af dekadence og forfald.

Det er nok Dying Earth-historierne, Vance er mest kendt for. For det første fordi det måske er hans ypperligste værk, hvor han virkelig er i topform, både rent sprogligt og idémæssigt. Men også på grund af den store indflydelse, dette værk har haft på efterfølgende forfattere, specielt Gene Wolfe og hans, helt fortjent, meget roste The Book of the New Sun-serie (1980-1983) (på dansk: Bogen om den nye sol).

En tredje og måske lidt mindre flatterende grund til, at mange kan genkende navnet Jack Vance og titlen Dying Earth, er, at Gary Gygax brugte novellerne som hovedinspiration, da han skabte magisystemet til rollespillet Dungeons & Dragons (1974). Nogle af formularerne i D&D samt AD&D bærer navne, der er taget direkte fra Dying Earth-historierne, som f.eks. “Prismatic Spray”.

Jack Vance har altid vægret sig ved at blive behæftet med et mærkat som science fiction- eller fantasy-forfatter. Mange af hans historier bevæger sig også hele tiden i grænsen mellem genrerne, og nogle lader sig slet ikke rubricere. Han har skrevet romaner og noveller fra 1940’erne og op til 1990’erne, så naturligt nok virker hans publikationsliste nærmest uoverskuelig for den nytilkomne Vance-interesserede, men Dying Earth er i hvert fald ikke til at komme udenom.

God introduktion til Vance

Men for at vende tilbage til Big Planet, så udkom den første gang i 1957, udgivet af Ace Publishing. Den er en forlænget udgave af novellen Big Planet, som Vance oprindelig skrev til Startling Stories-bladet i 1952. Big Planet er den selvstændige første del af en serie på to, “the Big Planet twosome” som de hedder blandt Vance-fans. Anden og sidste del af serien hedder Showboat World (1975), og kan ligesom Big Planet læses som en selvstændig roman.

Den udgave, som nærværende anmeldelse er baseret på, er trykt af Ace i 1978 og for at opsummere, så er Big Planet en god introduktion til Jack Vance. Det er en hurtigt læst og underholdende actionfyldt roman, der er lige at gå til og samtidig indeholder karakteristiske Vance-elementer.

4 stjerner

Titel: Big Planet
Forfatter: Jack Vance
Forlag, år: Ace Publishing, 1957
hvid
Anmeldte udgave:
Forlag, år: Ace Publishing, 1978
Format: Paperback

Anmeldt i nr. 2 | 13/12/2005

Stikord: Fremmede Planeter, Fremtiden, Rummet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *