Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Barriers and Passages

Barriers and Passages
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Dysrythmias album Barriers and Passages er et ufattelig prætentiøst album, bygget op omkring leadguitaristens ultimative onanistiske drømme.

Barriers and PassagesI maj 2006 udgav trioen Dysrythmia albummet Barriers and Passages. Et på alle måder velproduceret og strømlinet produkt med et absolut minimum af mainstreamappeal samt en lyd, der uden tvivl vil kunne skræmme selv den mest hårdnakkede avantgardefan langt, langt væk.

Dysrythmia spiller en syret sammensmeltning af klassisk indierock, hård metal og fusionsjazz. Det hele er naturligvis udelukkende instrumentalt, og så indsovset i intellektuelt lir, at det kun kan være i de mest studentikose miljøer, at musikken vækker genklang.

Uforståelige roser

Trioen høstede også imponerende mange roser for deres første regulære plade, Pretest fra 2003. Anmelderne elskede albummet, og Metal Hammer Magazine udråbte det til at være blandt de ti essentielle, alternative metaludgivelser nogensinde. Revolver Magazine var også med på vognen, idet de fik sneget Pretest ind på listen over de tyve bedste pladeudgivelser i 2003.

Nu er dette jo ikke en anmeldelse af bandets første album, men derimod det nyeste. Denne lille omtale af bandets tidligere arbejde er dog relevant, for personligt forstår jeg helt ærligt ikke, hvordan nogen kan holde af Dysrhythmia.

Barriers and Passages er ti skæringer lang. Numrene varierer i længde, men de mest karakteristiske indspilninger ligger på omkring fire-fem minutter eller mere. Det er også nødvendigt, for bandet sætter en dyd i at kombinere så mange tempo- og stilskift i hvert nummer som overhovedet muligt. Det er dog kun alt for tydeligt, at bandets ukronede konge, guitaristen Kevin Hufnagel, styrer musikken med hård hånd. Det er guitaren der dominerer næsten alle numrene, og man undres ikke over, at det var Hufnagel der i sin tid dannede Dysrhythmia.

Den stakkels mand var sikkert blevet tyranniseret i sine tidligere bands, hvor man nok havde tvunget ham til at spille fulde melodier eller bare sammenhængende musikstykker. Med Dysrhythmia kunne piben imidlertid få en anden lyd. Hufnagel kan her udleve enhver onanistisk guitarists ultimative drøm – musik bestående af næsten uafbrudte guitarsoloer.

Velproduceret ekstranummermateriale

Nu består bandet dog ikke kun af Kevin Hufnagel. På bas finder man Clayton Ingerson, og på trommer Jeff Eber. I denne rytmesektion har Hufnagel sådan set også alt hvad han behøver, for de følger hans fingerspil blindt, og leverer en jævn, til tider ret larmende, bund for de mange minutters musik man finder på pladen. Stilen er svær at beskrive, men den minder i bedste fald om stort set alt andet avantgarderock eller fusionsjazz, der finder vej ud til publikum i ny og næ.

I værste fald lyder Dysrhythmia som den slags ekstranumre, der i løbet af 90’erne blev vældigt populære. Man kender det jo kun alt for godt – efter ti minutters stilhed begynder alle bandets medlemmer med ét at hamre løs på deres instrumenter, mens forsangeren i nogle tilfælde skriger et eller andet hen over den kaotiske larm.

Modsat disse er Dysrhythmias nyeste album dog særdeles velproduceret, og det skyldes nok især Martin Bisi. Bisi har også produceret for det band, der har stået fadder til al nyere avantgarde-støj, nemlig Sonic Youth.

Ufattelig prætentiøs

Barriers and Passages er en ufatteligt prætentiøs udgivelse, der nok skal finde sit publikum. Jeg er bare ikke en af dem, og kan ikke trække en eneste sang frem, der skiller sig positivt ud fra resten. Det hele er en omgang larmende mudder, som hverken rykker eller provokerer. Mest af alt er pladen bare kedelig og generende.

For nogle måneder siden anmeldte vi bandet Cuts album Songs for the Radio fra 1996. Denne har ret meget til fælles med Dysrhythmias nyeste udspil, og falder man for bandet her, er Cut nok også værd at checke ud.

Jeg fatter imidlertid ikke gruppen og kan på ingen måde anbefale Barriers and Passages. Men her er det muligvis mig der har misforstået et eller andet. Måske burde jeg sætte mig ned og bruge nogle timer på at nærlytte albummet, så Kevin Hufnagels geniale guitarspil kan få lov at udfolde sig for mig. Men nej, livet er for kort til bands som Dysrhythmia, og det hele lugter langt væk af en vis kejsers nye klæder.

Albummet er venligst stillet til rådighed af Target Distribution.

Nummerliste:
1. Pulsar (Dysrhythmia) (1:13)
2. Appeared at First (Dysrhythmia) (3:06)
3. Bypass the Solenoid (Dysrhythmia) (3:14)
4. An Ally to Comprehension (Dysrhythmia) (4:10)
5. Seal?Breaker?Void (Dysrhythmia) (7:41)
6. Kamma Niyama (Dysrhythmia) (2:23)
7. Sleep Decayer (Dysrhythmia) (5:32)
8. Bus:Terminal (Dysrhythmia) (1:46)
9. Luminous (Dysrhythmia) (4:25)
10. Will the Spirit Prevail? (Dysrhythmia) (3:16)

Total spilletid: 35:26

1 stjerne

Titel: Barriers and Passages
Udgivet: 2006
Label: Relapse Records
Produceret af: Martin Bisi

Anmeldt i nr. 8 | 13/06/2006

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *