Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Band of Rebels

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Band of Rebels får et sympatisk klap på skuldrene og anerkendende nik for forsøget, men nogen anbefaling kan pladen ikke få.

Band of RebelsJoe Keithley, bedre kendt som Joey Shithead, fra den legendariske punkgruppe D.O.A., har efterhånden holdt fanen højt i mere end 30 år. D.O.A. var et af de helt store bands, der som Dead Kennedys, Black Flag og Bad Brians styrede den amerikanske undergrund.

Fra deres udpost i Vancouver formåede den dengang meget unge Keithley, sammen med en stribe andre punks, at etablere en egentlig scene for den amerikanske hardcore i Canada, og det gjorde de endda så godt, at de på mange måder var med til at inspirere pionererne tilbage i de forenede stater.

Keithleys fjorten venner

Faktisk er D.O.A. uløseligt sammenvævet med den amerikanske hardcore, og Joey Shithead skal nævnes i samme åndedrag som Jello Biafra og Henry Rollins. Alle tre, Shithead, Biafra og Rollins har i det hele taget forbløffende meget tilfælles. De har været involveret i et utal af projekter, skrevet bøger og lavet særdeles roste spoken word-arrangementer. Den store forskel er blot, at Keithleys gamle band D.O.A. stadig eksisterer. De giver jævnligt koncerter, og deres seneste album, Live Free or Die, blev udsendt i 2004.

Det har imidlertid ikke forhindret mr. Shithead i at tage en pause fra gruppen og indspille et soloalbum. Nu er det måske lidt misvisende at kalde Keithleys nye album et soloprojekt, for foruden manden selv gæster 14 musikere albummet. Hver af pladens i alt 14 skæringer har således en forskellig lineup. De fleste af musikerne er gamle punks fra dengang eller nye navne fra den canadiske undergrund. Frontmanden er dog Keithley, der med sin karakteristiske flade vokal befinder sig helt fremme i lydbilledet på alle sangene.

Guerillakrig mod kapitalismen

Albummet hedder Band of Rebels, hvilket vel mest af alt refererer til den store gruppe musikere, der medvirker, men titlen fortæller faktisk også en hel del om musikken. Albummet er genremæssigt en særdeles blandet omgang, hvor punk-a-billy, ska, roots punk, funk og old school hardrock afløser hinanden. Dertil kan man så føje lidt jazz og synth.

Fællesnævneren for alt dette, foruden Keithleys vokal, er tekstuniverset. For selv om sangene emnemæssigt kommer vidt omkring, er det gennemgående en stemning af politisk vrede og entusiastisk kampånd. Man fornemmer vitterligt, at Keithley forestiller sig selv og sine musikere som en bande rebeller omkring lejrbålet, samlet med deres instrumenter midt under deres guerillakrig mod kapitalismen.

Næsten lidt pinligt

Desværre fungerer Joey Shitheads musikalske spejderlejr ikke specielt godt. Man kommer ikke uden om, at 30 år er lang tid i musikbranchen, og selv om Keithley har forsøgt sig med friske pust, er albummet sovset ind i en omklamrende antikveret stemning. Det lyder næsten lidt pinligt, når der synges linier som “Fuck that corporation / Ask not what you can do for them” eller “Wake me up for the revolution / Put me at the front of the line” og så fremdeles.

Helt skrækkeligt bliver det dog kun, da rebellerne kaster sig ud i et covernummer af “Born to be Wild” – og det vel at mærke uden at foretage sig den mindste nytænkning. De spiller ganske enkelt bare den gamle traver som en anden gruppe trætte røvballemusikere.

Manglende enhed

På trods af de patetiske tiltag, kommer man ikke uden om, at albummet er lavet med hjertet på det rette sted. Keithley er en sympatisk musiker, og en levende legende, men han er måske bare ikke helt på toppen længere, og det bliver kun alt for tydeligt på et album som dette.

Set for sig er hver sang sådan set meget fin. De er alle velproducerede, fint timet og spillet ganske tight. De mangler bare nerve. Et album som dette burde slå gnister, når det kommer i afspilleren, men det gør det bare ikke. Derfor er det næppe en plade, som vil blive husket.

Musikerne har utvivlsomt hygget sig, da de lavede albummet, men de formåede ikke at blive til en enhed. På trods af Keithleys samlende rolle forbliver musikerne individuelle bidragsydere, der ikke har formået at samle sig til den enhed, som de lidt klodsede sange kræver for at kunne fungere optimalt. Band of Rebels får et sympatisk klap på skulderen og et anerkendende nik for forsøget, men nogen anbefaling kan deres plade ikke få.

Band of Rebels er venligst stillet til rådighed af Sudden Death Records.

Nummerliste:
1. Rebel Kind (Joe Keithley) (3:15)
2. Bust Me Loose (Joe Keithley) (2:41)
3. When Power Came To Canada (Joe Keithley) (3:03)
4. People Power (Joe Keithley) (4:33)
5. Wake Me Up For The Revolution (Joe Keithley) (3:38)
6. Take What You Can Out Of Life (Joe Keithley) (3:15)
7. Armageddon Time (Joe Keithley) (4:31)
8. Fuck The Corporation (Joe Keithley) (3:29)
9. Dangerman (Joe Keithley) (2:21)
10. Record Company Ripoff (Joe Keithley) (2:18)
11. Troublemaker (Joe Keithley) (2:51)
12. Men Of All Ages (Joe Keithley) (4:46)
13. Born To Be Wild (John Kay) (3:11)
14. Goodnight Irene (Leadbelly, John Avery Lomax) (6:15)

Total spilletid: 50:23

2 stjerner

Titel: Band of Rebels
Kunstner: Joe Shithead Keithley & Band of Rebels
Udgivet: 2007
Producer: Joe Keithley & Chon
Label: Sudden Death Records

Anmeldt i nr. 21 | 13/07/2007

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *