Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Back to the Future

Back to the Future
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Der skulle gå ufattelige 24 år, inden Alan Silvestris score til den første Back to the Future-film udkom. Men det kom endelig i 2009, og det var ventetiden værd!

Der er en lille række helt fasttømrede samarbejdspar blandt instruktører og komponister i Hollywood. Den nok mest berømte af dem i dag er Steven Spielberg og John Williams, hvis samarbejde har bestået siden 1974.

Siden da har Williams komponeret musik til alle Spielbergs film på nær The Colour Purple fra 1985 og Bridge of Spies fra 2015, som Williams måtte springe over af helbredsårsager. Men selv om Williams i dag er så godt som pensioneret som filmkomponist, er der ingen tvivl om, at såfremt helbredet holder, skal han nok stå foran orkestret i sin karakteristiske rullekravesweater, når Spielberg fremover laver en film.

Et andet helt fasttømret par er Robert Zemeckis og Alan Silvestri. Silvestri har komponeret musik til alle Zemeckis’ film siden Romancing the Stone (dansk: Nu går den vilde skattejagt) fra 1984. Back to the Future var makkerparrets andet samarbejde, og filmen er formentlig stadig Robert Zemeckis’ mest populære, ligesom den for længst har indskrevet sig i annalerne som én af de store klassikere fra 1980’erne.

Aldrig udgivet

Derfor er det så meget mere overraskende, at der skulle gå 24 år, før der kom en udgivelse med filmens score – altså med Silvestris filmmusik. Det album der udkom i 1985 indeholdt kun to numre med Silvestris musik – hovedtemaet samt den såkaldte ”Back to the Future Overture”, der er en suite sat sammen flere af filmens cues. Derudover er der kommet albummet Back to the Future Trilogy, der indeholder genindspillet musik fra alle tre film – bl.a. en hel del fra den første film.

Vi skulle helt frem til 2009, før Back to the Future endelig blev sendt på gaden i en officiel version. Idet rigtig mange andre uudgivne og eftertragtede scores inden for de senere år langt om længe er blevet udgivet på CD, stod Back to the Future tilbage som én af de sidste store ”hellige graler” blandt filmmusikentusiaster. I mange år måtte fans derfor tage til takke med de bootlegversioner af scoret, der florerede på nettet – hvoraf langt fra alle havde en acceptabel lydkvalitet.

I 2009 udkom Back to the Future-scoret så endelig, og så kan man passende spørge, om scoret fortjente den status som hellig gral, som det havde? Dertil må man sige ja. Selvom en pæn del af scorets bedste materiale faktisk kom med på det oprindelige album i form af hovedtemaet samt “Overture”-nummeret, er det fulde score langt mere varieret og opfindsomt end de to cues fra det oprindelige album antyder.

Velfungerende underscore

Tematisk domineres Back to the Future-scoret totalt af Silvestris hovedtema, der naturligvis også høres i toeren og treeren, og som er ét af 80’ernes helt store, ikoniske temaer – og nok Silvestris bedst kendte tema overhovedet. Stilistisk er Back to the Future typisk Silvestri, som vi kender ham: symfonisk og med rig anvendelse af slagtøj, særligt lilletromme, samt de pludselige temposkift og nærmest maniske udbrud fra orkestret, som især i 1980’erne var Silvestris varemærke.

Når man ser Back to the Future, er det næsten udelukkende hovedtemaet samt anvendelsen af Chuck Berrys ”Johnny B Goode” i én af filmens nøglesekvenser, de fleste husker fra filmens lydside. Det er meget forståeligt, for hovedtemaet er stærkt og iørefaldende og Berry-nummeret anvendes i en af filmens klimaktiske scener.

Men fortjent er dette faktisk ikke, for der er mange andre rigtig fine momenter på Silvestris score. Flere af dem er imidlertid af en lidt mere anonym karakter, når man sammenligner med hovedtemaet, og derfor er det noget, de færreste filmseere bider mærke i. Men faktisk understøtter Silvestris score på fænomenal vis filmen i alle dens momenter – humor og drama såvel som action.

Noget af det allerstærkeste materiale på scoret fandt dog faktisk vej til den originale albumudgivelse som en del af det lange ”Ouverture”-nummer. Her tænker jeg især på ”Clocktower” (nr. 19) fra filmens klimaks, hvor Marty skal sendes tilbage til fremtiden. Med sine over 10 minutter er “Clocktower” det helt centrale cue på albummet og præsenterer en fornem dramatisk bue.

I øvrigt kan det her bemærkes, at albummet præsenterer scoret, som det er komponeret – det vil sige cue for cue. Det betyder også, at mange cues er korte – helt ned til 18 sekunder – hvilket ikke giver en synderligt flydende lytteoplevelse. Til gengæld er den naturligvis autentisk i forhold til filmen, og det er så noget, man må afveje fordelene og ulemperne ved.

Stedvist overraskende dystert

Der er naturligvis mange andre godter på Back to the Future-scoret end ”Clocktower”, og da jeg først gennemlyttede scoret, overraskede det mig faktisk lidt, hvor dyster musikken stedvist bliver. Det korte cue ”’55 Town Square” (nr. 6) er overraskende mørkt med sine dissonante strygere og horn. Det samme gælder ”’85 Twin Pines Mall” (nr. 4), hvor Silvestri vælger at score science fiction-aspektet ganske uhyggeligt, inden musikken udvikler sig til et virkeligt veloplagt actioncue – i øvrigt ét af scorets allerbedste cues, der virkelig fortjente en udgivelse.

For det meste er Back to the Future dog relativt muntert – og når det bliver lidt mere seriøst er det primært i actionmusikken. En del af musikken er endda decideret funny music, og når man hører et cue som ”Einstein Desintegrated” (nr. 3) eller ”Marty Ditches DeLorean” (anden del af nr. 5), kan man ikke undgå at sende Danny Elfman en venlig tanke – der er ikke langt fra Silvestris muntre musik til Elfmans wacky stil, som han lagde for dagen, da han begyndte at komponere filmmusik for alvor i midten af 1980’erne.

I øvrigt skal både ”Einstein Desintegrated” og ”Marty Ditches DeLorean” nævnes, fordi den lidt humoristiske musik, som de begge indeholder, faktisk hovedsageligt består af et af scorets mindre motiver.

For hovedtemaet er naturligvis ikke det eneste tema på scoret, selvom det så klart er det tydeligst artikulerede og mest mindeværdige. Men faktisk er Back to the Future-scoret spækket med små temaer og motiver, der er med til at binde hele scoret sammen til en velfungerende helhed. Der er f.eks. et lille motiv på tre noder, der er knyttet til tidsrejsen som koncept og som først høres i “DeLorean Reveal” (nr. 2) og går igen mange gange. Motivet som sådan er direkte afledt af hovedtemaet men i en så kraftigt trunkeret form, at det får karakter af et selvstændigt motiv; et indtryk der understøttes af motivets hyppige brug.

Derudover er der det ovennævnte, humoristiske motiv, der fungerer som et tema for Doc Brown og indfanger Lloyds præstation af den maniske, gale og geniale videnskabsmand helt perfekt. Der dukker naturligvis også op i “1.21 Jigowatts” (nr. 9) – fra scenen hvor Doc Brown fostrer planen om at bruge lynet til at sende Marty “Back to the Future”.

Generelt består hovedparten af scorets tematiske materiale – foruden selve hovedtemaet, naturligvis – af de her omtalte småmotiver, men mere er der heller ikke behov for. De fungerer eminent som det tematiske lim, der sammen med hovedtemaet, binder scoret sammen.

Alternative indspilninger

Foruden det komplette score, som det høres i filmen, har Intrada sendt ekstra med i godteposen. På CD 2 findes der således hele 15 alternative indspilninger, der for nogles vedkommende anslår en mere dyster tone og for andres vedkommende er endnu større og mere bombastiske end de endelige cues.

Grunden til at så mange cues blev genindspillet hedder Steven Spielberg. Indledningsvist havde executive producer Spielberg faktisk været særdeles skeptisk overfor Zemeckis’ valg af komponist.

Spielberg havde nemlig ikke været synderligt glad for Silvestris musik til Romancing the Stone, hvor Silvestri på Zemeckis’ opfordring havde komponeret en helt anden type score, end man kunne forvente til en film af den type.

I CD’ens liner notes er der en anekdote, hvor medforfatteren til Back to the Future, Bob Gale, fortæller om filmens første to test screenings. Ved den første screening havde filmen et score, sammensat af cues fra andre film. Ved den anden screening var omkring halvdelen af filmen scoret med Silvestris musik. Ifølge Gale skal Spielberg på et tidspunkt have sagt til Zemeckis: ”Now THAT’S what your score should sound like.” Hvortil Zemeckis kunne svare: ”That IS the score, Steven!”.

Det var Silvestris nu berømte hovedtema, Spielberg havde reageret så entusiastisk på, og netop Spielbergs forkærlighed for hovedtemaet var én af grundene til, at så mange cues blev indspillet i to versioner. Spielberg mente nemlig, at Silvestri brugte hovedtemaet alt for lidt. Silvestri reviderede derfor en hel del cues, så de inkorporerede hovedtemaet i højere grad, ligesom han kunne bruge lejligheden til at rette længden af nogle cues til – i mellemtiden var filmen nemlig blevet yderligere klippet.

De originale cues, der ligger på CD 2, er sjove for en filmmusiknørd at have, men vil næppe betyde det helt store for den tilfældige filmmusiklytter – bl.a. også fordi nogle af dem vitterligt adskiller sig meget, meget lidt fra de endelige cues, der findes på CD 1.

Ingen stor katastrofe

Det er ufatteligt, at der skulle gå 24 år, inden Back to the Future-scoret udkom i sin helhed, men det kom altså endelig i 2009. Dermed udkom endnu én af filmmusikkens store hellige graler og i en fornem udgivelse, der yder Silvestris score fuld ære. Back to the Future er et fremragende score og måske også Alan Silvestris bedste score nogensinde.

Back to the Future hører ubetinget til i enhver filmmusikfans samling, og selvom den her anmeldte udgave af scoret for længst er udsolgt, har man nu igen chancen: Intrada har i oktober 2015 genudgivet scoret, dog i en udgave med kun én CD, der svarer til den første CD fra den her anmeldte udgave. Men det er også rigeligt!

6 stjerner

Nummerliste:

CD 1:
1. Logo (0:23)
2. DeLorean Reveal (0:48)
3. Einstein Disintegrated (1.25)
4. ’85 Twin Pines Mall (4:45)
5. Peabody Barn; Marty Ditches DeLorean (3:12)
6. ’55 Town Square (1:20)
7. Lorraine’s Bedroom (0:49)
8. Retrieve DeLorean (1:17)
9. 1.21 Jigowatts (1:39)
10. The Picture (1:08)
11. Picture Fades (0:20)
12. Skateboard Chase (1:41)
13. Marty’s Letter (1:21)
14. George To The Rescue – Pt. 1 (0:53)
15. Marvin Be-Bop (Source Cue) (2:27)
16. George To The Rescue – Pt. 2 (2:37)
17. Tension; The Kiss (1:35)
18. Goodnight Marty (Source Cue) (1:33)
19. It’s Been Educational; Clocktower (10:32)
20. Helicopter (0:21)
21. ’85 Lone Pine Mall (3:49)
22. 4 x 4 (0:43)
23. Doc Returns (1:15)
24. Back to the Future (End Credits) (3:18)

Total spilletid: 49:11

CD 2:
1. DeLorean Reveal (0:43)
2. Einstein Disintegrated (1:26)
3. Peabody Barn (2:08)
4. Marty Ditches DeLorean (1:58)
5. ’55 Town Square #1 (Trumpet Open) (1:37)
6. ’55 Town Square #2 (Trumpet Mute) (1:38)
7. Retrieve DeLorean (1:17)
8. 1.21 Jigowatts (1:38)
9. The Picture (1:09)
10. Skateboard Chase (1:42)
11. George To The Rescue (4:16)
12. Tension; The Kiss (1:43)
13. Clocktower (10:57)
14. ’85 Lone Pine Mall (3:49)
15. Doc Returns (1:22)
16. Ling Ting Ring (Unused Source Cue) (2:01)

Total spilletid: 39:24

Samlet total spilletid: 88:35

Komponeret af: Alan Silvestri
Dirigeret af: Alan Silvestri
Orkestrering: James B. Campbell
Komponeret: 1985
Udgivet: 2009
Label: Intrada – Special Collection Volume 16

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Tidsrejser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *