Asylum of Satan

1970’erne blev et stort årti for film med satanisk indhold, og Asylum of Satan fra 1972 var en af de tidlige på banen. Den første store film var naturligvis Roman Polanskis Rosemary’s Baby fra 1968, men man skal passe på ikke at tillægge denne film hele æren.

Fascinationen af satanisme og okkultisme voksede generelt i kølvandet på hippiebevægelsen, hvor den spirituelle søgen efter mening førte mange ind i den klassiske jødisk-kristne mysticisme, og dette var Rosemary’s Baby sådan set bare en del af.

Men tilbage til Asylum of Satan igen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi her har med en ultrabillig trashgyser at gøre. Den blev indspillet i Louisville, USA af den i dag legendariske B-filmsinstruktør William Brent Girdler. Filmen var den dengang kun 23 år gamle Girdlers debut, og den blev stort set finansieret af venner og butiksejere i Louisville, der gerne ville støtte deres lokale “filmstjerne”.

Det fortrød de dog hurtigt, for filmen blev sablet ned, og overskud blev der ikke noget af. Fiaskoen afholdt imidlertid ikke Girdler fra at fortsætte, og hans næste film – Three on a Meathook (1972) – var mere af præcis samme skuffe, blot indspillet for det halve.

Død i helikopterulykke

William Girdler nåede i alt at lave ni film i perioden mellem 1972 og frem til 1978, hvor han døde i en helikopterulykke. Han styrtede ned et sted i Filippinerne, mens han var ved at finde passende locations til sit nyeste projekt, Opium, der blandt andet skulle have Marlon Brando i hovedrollen. Girdler blev kun 30 år, og havde han fået lov at leve, havde vi uden tvivl kendt ham i dag som en af de mest produktive trash-instruktører, de amerikanske sydstater har fostret.

De ni film William Girdler nåede at indspille blev gradvist mere raffinerede, men mistede aldrig deres billige charme og gavmilde brug af exploitationelementer. Asylum of Satan var begyndelsen, men senere kom Abby (1974), der er et ublu plagiat af The Exorcist (1973). Den gik faktisk så tæt på Friedkins film, at Warner sagsøgte Girdler. Det kom der nu ikke så meget ud af, men Girdler blev dog tvunget til at ændre filmens navn fra Exorcist til Abby.

Et andet fint plagiat som instruktøren fik sendt på markedet var Grizzly (1976), der erstattede Spielbergs haj fra Jaws (1975) med en morderisk bjørn. Alle disse film var naturligvis lavet på et langt større budget end de første, men det var en produktion som Asylum of Satan, der gjorde Sam Arkoff interesseret i den unge independent-instruktør, og næsten alle Girdlers film blev derfor produceret af AIP.

Efter en række blaxploitationfilm, med blandt andet Pam Grier, kom kronen på filmkarrieren, The Manitou fra 1978, der er en helt og aldeles overskruet okkult gyser med en særdeles veloplagt Tony Curtis i hovedrollen. Her sluttede William Girdlers karriere ganske pludseligt, men hans ni smudsige filmperler lever stadig.

Indlagt på sanatorium

Asylum of Satan begynder da den unge musiker Lucina Martin bliver indlagt på Pleasant Hill – et mystisk lille sydstatsanatorium, som hun aldrig har hørt om tidligere. Det sidste Lucina husker fra før hun vågnede op på sanatoriet er, at hun blev bedøvet på det hospital hun var indlagt på. Ingen havde fortalt hende, at hun skulle overflyttes, og nu er den stakkels pige ganske forfærdet.

Det nye sanatorium er tilsyneladende ikke helt almindeligt, og kun ganske få er indlagt på stedet. Ingen vil fortælle Lucina hvorfor hun er på stedet, og det eneste man forklarer hende er, at Dr. Specter skal behandle hende, og at den gode Dr. Specter altid ved, hvad der er bedst.

Der går noget tid før vi ser Specter, og først skal Lucina spise aftensmad på stedet. Her kommer filmens eneste forstyrrende scene. Spisestuen er fyldt med tavse mennesker, der sidder i hvide kutter med ansigtet vendt ned. Den mad der serveres for dem er noget, der ligner en stor melbolle uden andet på tallerkenen.

Midt i dette sidder stakkels Lucina sammen med tre andre almindelige mennesker, men det er kun på overfladen. Den ene er en krøbling, den anden blind og den sidste en gammel, vanvittig mand. Alle tre er dybt fascineret af Dr. Specter og håber han kan hjælpe dem, men det betvivler Lucina.

Grevelignende doktor

Mystikken breder sig hurtigt i huset, og Lucina begynder at se syner. Med ét skifter sanatoriet udseende, og bliver i stedet til at gammelt forladt hus, hvor møbler og ragelse flyder over alt. Flere gange, mens hun befinder sig i disse drømme, hører hun messende stemmer fra kælderen, men Lucina når aldrig at undersøge det nærmere.

Forsigtigt nærmer hun sig kælderdøren, men hver gang hun skal til at åbne den, afbrydes drømmen ganske belejligt af en læge eller sygeplejerske. Det hele er faktisk ganske forvirrende, både for Lucina, men så sandelig også for seeren.

Det bliver ikke meget bedre da Dr. Specter dukker op. Han ligner alt andet end en læge, da han er iført et klassisk Hammer-goth grevekostume og et tydeligvis falskt Mefisto-skæg. Ikke nogen specielt troværdig herre tænker man, og Lucina stoler da heller ikke på ham.

Sideløbende med dette følger vi Lucinas kvabsede forlovede, der går ulasteligt klædt i noget af det mest smagløse ternede tøj, 70’erne kunne producere. Han hedder Chris Duncan, og er kommet for at finde den forsvundne Lucina. Det klarer han på rekordtid, men han må ikke få hende at se på Pleasant Hill. Chris bliver afvist ved døren af Dr. Specter, og beslutter sig derfor for, at opsøge politiet.

Ved hjælp af megen banden og truen lykkes det ham rent faktisk at slæbe betjent Tom Walsh med ud til sanatoriet, men ganske forbløffende er alt øde og forladt da de kommer til stedet. En gammel gartner fortæller dem, at huset ikke har været beboet i tyve år. Hvad pokker sker der, tænker vi alle, og da det går op for Chris at gartneren ligner Dr. Specter til forveksling, forstår han intet længere. Det hele ender med, at betjenten giver Chris et par flade og kører hjem.

Mystikken breder sig

Hvad Chris ikke ved er, at Lucina faktisk så ham blive afvist ved døren. Da hun senere spørger hvorfor hun ikke måtte se sin forlovede, får hun at vide, at han aldrig har været der. Her bliver det for meget for den indlagte pige, og handlingen spidser til. Samtidig begynder de øvrige patienter på stedet at dø på yderst spektakulære måder. Noget frygteligt skal til at ske, men Lucina aner ikke hvad.

Tilbage på politistationen ændrer alt sig, da Chris pludseligt kommer ind på stationen med et afhugget hoved. Betjent Walsh er nu villig til at undersøge sagen, og vupti trækker han en mappe frem med oplysninger om Dr. Specter. Doktoren har tidligere været anklaget for satanisme flere gange og tilmed anklaget for en række mord, men han blev aldrig dømt, for han døde før retssagen!

Med nød og næppe en sammenhængende historie

Det er mere eller mindre handlingen i Asylum of Satan, der kun akkurat kan karakteriseres som en sammenhængende historie. Filmen er som et korthus der ikke tåler, at man stiller spørgsmål ved så meget som et enkelt element. Det behøver man sådan set heller ikke, for det hele er festligt naivt på en meget charmerende måde. Kameraarbejdet er elendigt og effekterne horrible. Dog er det lykkes for filmholdet at få inkluderet nogle ganske hæderligt stop-motionanimerede edderkopper.

Satan selv dukker da også lige op i slutningen af filmen i et helt grinagtigt kostume, men før man griner alt for højt bør man vide, at Girdler købte dragten gennem sine forbindelser til Hollywood. Her havde denne hæslige dragt tidligere været brugt i Rosemary’s Baby, hvor den kun optræder i et ganske kort glimt under filmens syrede drømmesekvens. Den var altså god nok til Polanski, så hvorfor ikke også til Girdler?

De få skuespillere der medvirker i filmen, er ikke store navne. Lucina Martin spilles meget overbevisende af Carla Borelli, der må regnes som filmens stjerne, og den eneste som har haft en større karriere. Den desperate kæreste Chris Duncan spilles af Nick Jolley, der hverken før eller siden har medvirket i noget. Han overspiller helt, og ser komplet latterlig ud. Sjældent har man set en større ufrivillig antihelt, og alle scener han optræder i har derfor stor underholdningsværdi.

Den sidste der skal trækkes frem, er Charles Kissinger som Dr. Specter. Kissinger var en lokal TV-stjerne fra Louisville, der optrådte som vært i adskillige gyserprogammer. Girdler så et stort lys i Kissinger, og han medvirker faktisk i seks af instruktørens film. Nogen stor skuespiller er han ikke, men han er cheasy på den rigtige måde.

Det kan da også kort bemærkes, at en af de helt ligegyldige sygeplejersker spilles af Nancy Marshall, som faktisk havde en hovedrolle i Frankenstein Meets the Spacemonster fra 1965. Her kan man altså vitterligt tale om en karriere på vej ned ad bakke.

Blåstemplet af Church of Satan

Det bør næsten også nævnes, at filmen naturligvis afsluttes med et stort satanisk ritual med en menneskeofring og alt, hvad der ellers hører til. William Girdler var dog ret bekymret for, at det ikke så autentisk ud, og derfor tog han kontakt til The Chuch of Satan og spurgte, om de ikke ville godkende optagelserne af filmens sidste del.

Det sagde de ja til, og Michael A. Aquino fløj derfor fra Californien til Louisville for at blåstemple det sataniske indhold. Han omskrev en del af manuskriptet sammen med Girdler, overvågede optagelserne og fløj så hjem igen.

Asylum of Satan er derfor faktisk en af de få film, der faktisk bliver opfattet med stor sympati af den etablerede Church of Satan-bevægelse. Som Aquino efterfølgende har sagt i et interview er filmen ikke stor kunst, men den er perfekt som midnatsunderholdning, og her må man give ham ret.

Asylum of Satan er et gennemført amatørprojekt, men Girdlers brændende entusiasme og gåpåmod gør den til noget specielt. Der er meget ligegyldigt snak i filmen, og flere steder går handlingen langsomt, men det er begyndelsen på en spændende karriere, og derfor er den værd at se. Uhygge er der naturligvis næsten intet af, men sådan er det jo ofte.

Som gyser fejler filmen derfor helt og aldeles. Det betyder at du skal være indstillet på at se noget lort, hvis du skaffer Asylum of Satan hjem til samlingen. Der findes mange bedre og mere sammenhængende sataniske film, men hvor mange af dem har det officielle stempel? Ikke mange, og derfor fortjener Asylum of Satan en plads på hylden hos alle samlere af Satan-sleaze.

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Stikord: Sanatorium, Satan, Satanisme, Sydstaterne