Arctic Blue

Når man læser bag på On Airs danske udgivelse af Arctic Blue, får man næsten fornemmelsen af, at filmen udspiller sig som en slags forløber for både Jägarne (1996) og The Edge (1997). Det er imidlertid ret langt fra at være tilfældet, for bagsideteksten er mildest talt misvisende, og Arctic Blue har på mange måder mere til fælles med en western.

Miljøforkæmperen og pelsjægeren

Filmen foregår i Alaska. Hovedpersonen er den unge Eric Desmond (Dylan Walsh), der sammen med sin kæreste Anne Marie (Rya Kihlstedt) er taget til Alaska for at arbejde som en slags miljøtilsynsførende for et olieselskab. De fører tilsyn med dyrene og tjekker, at der ikke er defekter på den pipeline, der løber gennem området.

I mellemtiden løber pelsjægeren Ben Corbett (Rutger Hauer) og to af hans mindre intelligente venner på tre andre jægere, der lader til at være turister af en art. Corbett og kompagni opfører sig mildest talt truende, og da den ene af de tre jægere vil trække en revolver, dræber Corbett ham med et kast med sin dolk. De skyder så jægernes bil i smadder, så de ikke kan køre fra stedet – med det resultat at de to overlevende ender med at fryse ihjel.

Da den lokale sherif finder ud af, hvad der er sket, lykkes det ham at få fingre i Corbett, og sheriffen opsøger Eric for at få hjælp. Men Corbetts venner får nu følgeskab af hans bror, og de har ikke til sinds at lade sheriffen tage Corbett med til fængslet i Fairbanks. Corbett er heller ikke just indstillet på at lade sig fængsle, så det lykkes ham faktisk at tage livet af sheriffen – selv om det nu virker lidt som et uheld.

Nu hænger Eric selv på sagen. Han har heldigvis flycertifikat, så han tager af sted med Corbett, men undervejs tvinges de til at nødlande. Herefter følger et intermezzo med klassisk wilderness survival, inden de to når tilbage til den lille by, hvor hele miseren begyndte. Spørgsmålet bliver nu, om Eric, Anne Marie og deres få allierede i byen kan holde Corbetts venner fra livet, indtil der kommer hjælp udefra.

Rodet karaktertegning

Arctic Blue er et miskmask af forskellige idéer, og derfor stikker filmen også i mange forskellige retninger. Den primære fornemmelse er, at det er på manuskriptplanet, at tingene er gået galt, for karaktertegningen er forvirret og der er også et sideplot med en skurkagtig repræsentant for olieselskabet, der aldrig bliver ordentligt udfoldet.

Om disse ting skyldes, at manuskriptet er blevet klippet i småstykker, inden filmen er indspillet, eller om manuskriptet ganske enkelt har været dårligt fra begyndelsen, er ikke til at sige. Men konsekvenserne er desværre til at føle på. Og jeg mener virkelig “desværre”, for man får en klar fornemmelse af, at der et sted dybt nede i rodet gemmer sig en ret god film.

Det absolut største problem med Arctic Blue er karaktertegningen af Ben Corbett. Han begår filmens første drab, hvilket sker halvt i selvforsvar, men alligevel meget koldblodigt, og han viser absolut ingen anger over at have begået drabet. Han gennemgår heller ingen kvaler da han har dræbt sheriffen.

På den anden side forsøger filmen også at fremstille Corbett som en sympatisk person – en af de sidste ægte vildmarksmænd og pionerer. Altså en ægte individualist, der søger friheden i Alaskas ødemarker. Det kommer bl.a. til udtryk i nogle af dialogscenerne, bl.a. mellem Corbett og Anne Marie og mellem Corbett og Eric, da de må arbejde sammen i vildmarken, efter at de er styrtet ned med deres fly.

Men desværre er manuskriptet så rodet, at man hverken kan mene det ene eller det andet om Corbett: På den ene side er han en koldblodig morder; på den anden side har han mange imponerende og menneskelige træk.

Sideplots der aldrig udnyttes

Derudover er der som sagt et sideplot med den skurkagtige oliemand og politiker Meyerling (Kevin Cooney), men dette plot bruges der ikke meget tid på, og man undrer sig over, hvorfor det overhovedet skulle bringes i spil. Ligeledes kan man ikke undgå at undres over, at landsbysamfundet, filmen udspiller sig i, ikke står mere sammen mod en trods alt meget lille flok bøller. Men her er vi i klassisk westernland a la High Noon (1952), hvor Gary Cooper alene måtte tage opgøret med filmens skurke.

Denne del af filmen fungerer heller ikke helt optimalt. Den afsluttende spændingssekvens, hvor Eric og Anne Marie med Corbett i håndjern må undgå at blive opdaget af Corbetts bror og venner, er derfor ikke synderligt spændende – og fører i øvrigt til endnu en af de mange mærkværdigheder i Corbetts personlighed, da han dræber én af sine buddies for at redde Eric.

Bagmændene

Manuskriptforfatteren Ross LaManna skrev senere manus til den første Rush Hour-film (1998), der bestemt heller ikke er noget mesterværk, men som alligevel er langt mere solidt konstrueret end Arctic Blue. Som sagt er det ikke til at sige, hvor meget problemerne skyldes LaMannas manus, og hvor meget, der skyldes, at store dele af manuskriptet er havnet på gulvet i klipperummet.

Instruktøren Peter Masterson er som sådan heller ingen bigshot, men faktisk har hans andre film tiltrukket nogle solide navne. Bedst kendt er han nok som forfatteren bag The Best Little Whorehouse in Texas (både Broadway-skuespillet og den efterfølgende filmatisering fra 1982), men i andre af hans film finder man skuespillere som Gene Hackman, Dennis Hopper, Roy Scheider og Robert Duvall for nu bare at nævne nogle stykker.

Arctic Blue virker derfor som lidt af en spøjs størrelse i Mastersons produktion. På nær Rutger Hauer i den altdominerende rolle som Corbett, er filmen renset for kendte navne, og i forhold til nogle af Mastersons andre film, lader Arctic Blue også til at være produceret på et betydeligt lavere budget. Selv om den er filmet i Canada og derfor har nogle ret flotte naturscenerier undervejs, hænger der en TV-film-stemning over produktionen til trods for, at den ikke er lavet til TV.

En god film begravet i rod

Som sagt er det nemt at få fornemmelsen af, at der ligger en god film begravet dybt nede i det rod, som Arctic Blue i bund og grund er, men det havde krævet en ordentlig gennemarbejdning af manuskriptet. Det kunne have givet filmen lidt mere fokus og måske blandt andet have betydet, at filmen enten fokuserede helt på overlevelseselementet eller på det westernagtige scenarie i lillebyen. Slutresultatet er en mærkelig blanding af de to, der ikke fungerer ordentligt.

Det er ekstra ærgerligt, fordi Rutger Hauer faktisk er i fin form og leverer en langt mere nuanceret præstation, end det rodede manuskript kan bære. Som detalje skal det lige nævnes, at Rutger Hauer er krediteret som co-executive producer på filmen, så måske har han virkelig følt noget for produktionen. Det mærker man som sagt på hans præstation, men desværre kan det intet gøre for at redde helhedsindtrykket af filmen.

Anmeldt i nr. 74 | 13/12/2011