Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

American Swing

American Swing
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

American SwingI American Swing fortælles historien om den første amerikanske swingerklub. Materialet er kulørt, men som dokumentar er filmen ikke ubetinget vellykket.

American Swing fortæller gennem en lang række interviews historien om den første amerikanske swingerklub Plato’s Retreat, der fungerede mellem 1977 og 1985, hvor klubben blev lukket på grund af tidens angst for HIV.

Filmen sætter klubbens stifter og ejer Larry Levenson i rollen som den egentlige hovedperson, og forsøger at tegne et dobbeltportræt af Levenson og af klubben. Man hører fra utallige personer, høj såvel som lav, der kendte Levenson og/eller klubben. De personer, der interviewes, er både almindelige mennesker, der kom på Plato’s Retreat, men også diverse halv- og helkendte personer, bl.a. skuespilleren og instruktøren Melvin van Peebles, pornoskuespilleren Ron Jeremy, New Yorks tidligere borgmester Ed Koch m.fl.

Larry Levenson

Instruktørerne Jon Hart og Matthew Kaufman har tydeligvis forsøgt at give et overvejende positivt og frisindet indtryk af Plato’s Retreat. Det lykkes dog ikke helt, og både den footage, der eksisterer fra dengang, og de historier, der fortælles, giver et meget blandet billede. Det er der jo intet galt i, hvis det fortæller den sande historie om Larry Levenson og Plato’s Retreat, men desværre har instruktørerne valgt en uheldig form til at fortælle deres historie.

Kommer ikke ned hvor det gør ondt

Dette kulørte ægtepar var jaget af mafiaen, fordi de havde fiflet med klubbens pengesager

American Swing er fortalt udelukkende gennem interviews – der er ingen speak overhovedet – og det betyder bl.a., at man aldrig rigtig kommer ind under huden på Larry Levenson. Jo, man får en masse personers opfattelse af Levenson, men vi får aldrig rammerne at sætte disse opfattelser ind i – f.eks. de grundlæggende fakta om hans barndom og ungdom. Det bliver derfor svært at vurdere, hvilken slags person, han egentlig var.

Samtidig betyder formen, at dokumentaren på ingen måde kommer derned, hvor det virkelig gør ondt. F.eks. ville det have været interessant at høre nærmere om bruddet mellem Levenson og hans kæreste, der angiveligt endte med i en periode at være indlagt på et psykiatrisk hospital.

Slidt footage som det i øvrigt er svært at vide om virkelig stammer fra Plato's Retreat

Og det ville have været endog særdeles interessant at bore mere i klubbens forhold til mafiaen. Der lægges ikke skjul på dette i filmen, men det er bestemt heller ikke noget, der gøres meget ud af. Ligeledes gøres der nærmest intet ud af Levensons fængselsophold, der kom som resultat af, at han havde fiflet med regnskaberne.

Kort sagt præsenterer American Swing en lang række interviews med en række mere eller mindre nostalgiske personer, der tænker tilbage på deres vilde ungdom. Det er som sagt en kulørt historie, men man fornemmer klart, at der ligger et større potentiale i historien, og man kan ikke undgå at føle sig en smule skuffet.

Ringe billedkvalitet

Melvin van Peebles fortæller

Ud over at selve filmen er middelmådig, så er billedkvaliteten helt ad helvede til – også i de moderne interviews. Der må være sket en teknisk fejl et sted i overførslen af filmen, for de slettede scener, der også ligger på skiven, står knivskarpt. Det er lidt ærgerligt, for billedkvaliteten er faktisk så ringe, at man sidder og ærgrer sig over den.

Og ham her hører vi også fra

Men i sidste ende er det dog ikke billedkvaliteten, eller manglen på samme, der gør, at American Swing kun lander på en middelkarakter. Det skyldes ene og alene de to instruktører og den måde, de har valgt at skrue dokumentaren sammen på. Det er ikke det samme, som at dokumentarer, der udelukkende består af interviews, ikke kan være gode, for det kan de. Men den tid, American Swing handler om, føles på nogle måder så fremmed i dag – selv om det kun er 30-40 år siden – at en mere traditionel approach, med anvendelse af speak, ville have gavnet meget.

American Swing er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

3 stjerner

Titel: American Swing
Instruktør: Jon Hart & Matthew Kaufman
Producere: Christian Hoagland (producer), Matthew Kaufman (producer), Gretchen McGowan (producer), Jason Kliot (executive producer), Joana Vicente (executive producer)
Foto: Christian Hoagland
Klip: Keith Reamer
Spilletid: 81 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, 2008
Produktionsselskaber: HDNet Films
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 72 | 13/10/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *