Alone

I en tid, hvor corona sætter dagsordenen, er det, trods alt, vigtigt at konstatere, at fiktionens pandemier ofte har en mere alvorlig slagside.

Ja, i forhold til den pandemi, som hærger lige nu, ved vi jo stadigvæk ikke, hvad senfølgerne kommer til at betyde, hvad det psykologiske efterslæb hiver frem, eller om der kommer en tredje/fjerde/femte/sjette bølge.

Men vi ved dog, i hvert fald indtil videre, at der IKKE kommer zombier. Så ja, vi har været hjemsendt, isoleret, men ikke i en grad, som vi oplever i Alone.

Udkommer på det hele rigtige tidspunkt

At Alone udkommer nu, hvor den gør, giver den lidt ekstra relevans. For dybest ser er filmen ”bare” en lille solid zombiefilm. Men når man ser på samtiden og den måde, vi på mange måder har været isoleret på, giver det filmen et ekstra fint lille lag.

Filmen starter ved dag 42. En beskægget mand skal til at hænge sig selv i en løkke. Så springer vi tilbage i tiden. Vi møder den samme mand, denne gang uden skæg. Han vågner op i sengen med kraftige tømmermænd – kort før han vågner ser vi en kvinde forlade lejligheden.

Fra tømmermænd til dommedag

Tømmermændene bliver afløst af en apokalypse. Den unge mand, Aiden, ser en helikopter styrte ned. Fra tv’et hører vi udsendelser om ”Screamers”, en form for zombier, og at man kan blive smittet ved at blive kradset og lignende. Klassisk zombie-lingo.

Kort sagt er verden ved at gå under. Aiden forsøger i filmens indledning at få kontakt med familien, og han taler med en nabo. Aidens lejlighed er nemlig i et større lejlighedskompleks, og Aiden får barrikaderet døren, før zombierne (der før var Aidens flinke naboer og medmennesker) vælter ind. Så vi er kommet fra apokalypsen til Palle alene i verden-stadiet.

Aiden har nu kun sig selv. Og den store lejlighed. Han drikker lidt sprut, han følger med i nyhederne, og han kan konstatere, at der ikke umiddelbart er nogen løsning på vej: Zombierne har taget over.

Snart løber Aiden tør for mad. Så han lister rundt fra lejlighed til lejlighed for at finde mad. Der kommer dog en lille lysstråle frem, da det viser sig, at en kvinde, Eva, også har overlevet. Hun bor i lejligheden overfor Aiden, og de er adskilt af en stor gård. Så de kommunikerer først over sedler og sidenhen over et par walkie talkies, som Aiden finder, og som han fragter over til kvinden med et stykke reb.

Donald Sutherland brillerer

Så kommer vi frem til filmens andet knæk og det umiddelbare højdepunkt.

Aiden ankommer til en lejlighed. Her møder han den gamle mand Edward. Som tilskuer ved man godt, at der er noget galt med Edward, men i første omgang får Aiden en masse mad og en fin snak.

Pludselig bliver Aiden dog slået bevidstløs, og da han vågner op, er han bundet fast til en seng, hvor det er planen, at han skal være den middag, som Edwards zombiekone skal kaste sig over! Hvordan det kommer til at gå, og om Aiden slipper væk og mødes med kvinden fra den anden lejlighed, vil jeg ikke røbe her.

Edward bliver spillet af selveste Donald Sutherland, og han giver både rollen, og selve filmen, en masse pondus. I hovedrollen er Tyler Posey, som mange vil kende som Scott McCall fra tv-serien Teen Wolf (2011), også ganske udmærket, og han gør det godt som en Palle alene i verden, der udvikler sig i en mere actionhelt-agtig retning. Det er sådan set meget fint. Der er også flere ganske halsbrækkende scener.

Filmens manuskript er skrevet af Matt Naylor, og det blev også til den synkront producerede koreanske zombiefilm #Alive, der også er fra 2020. Ja, hvorfor ikke bare lave to film ud fra det samme manuskript i stedet for at synkronisere eller vente flere år på et remake?

Jeg har ikke set den koreanske version, men handlingen er som sagt næsten identisk, måske med et lille hashtag som den største forskel.

Simpelt og effektivt

Filmens helt store styrke er, at den er meget simpel. Både i forhold til plot og stil. En stram lille fortælling med et stramt lille koncept.

Hvis man har set en håndfuld zombiefilm, blandt dem Dawn of the Dead (1978) og 28 Days Later (2002), så ved man godt nogenlunde, hvad man kan forvente sig. I Alone er zombierne hurtige.

Hvor mange zombiefilm udvikler sig i en ”større retning”, så er Alone heldigvis ”bare” fokuseret på Aiden og hvad der sker med ham. Her er ikke de store forklaringer, episke optrin eller rejsen mod frelsen, nej, her er Aiden og lejlighedskomplekset. Det, der så trækker ned, er, at der ikke er en eneste original idé i filmen.

Så alt i alt er Alone en fin lille intens zombiefilm, hverken mere eller mindre, og den underholder fint.

Anmeldt i nr. 187 | 13/05/2021

Stikord: Zombier