À Meia-Noite Levarei Sua Alma

1964 blev den brasilianske pendant til Freddy Krueger skabt. Karakteren blev udtænkt af den excentriske José Mojica Marins, der på dette tidspunkt ikke havde meget erfaring med at skabe film, men derimod en ukuelig vilje til at få sin vision op på det store lærred – uanset hvad, fristes man næsten til at tilføje.

À Meia-Noite Levarei Sua Alma, eller At Midnight I’ll Take Your Soul, som filmen kom til at hedde i internationale sammenhænge, er en ekspressionistisk horrorfilm, der har sit omdrejningspunkt i den skrupelløse Zé, eller Zé do Caixão om man vil.

Blasfemisk bedemand

Zé, en ikke helt almindelig person, er det lille samfunds bedemand. Han er frygtet af alle, da han ikke alene er voldelig, provokerende og ondskabsfuld, men også blasfemisk. Han frygter ingen, hverken Gud, Djævlen, døde eller levende. Zé er sin egen herre, og han nyder den magt han har over landsbyens frygtsomme indbyggere.

Imidlertid har han ét problem her i livet, og det er, at han for alt i verden ønsker sig en søn, der kan føre hans slægt videre. Desværre for Zé er han gift med Lenita, spillet af Valéria Vasquez, som ikke kan få børn. Det er ikke så godt, og derfor er filmens antihelt nu på udkig efter en bedre brud.

Hende finder han en skønne dag, da Zé præsenteres for Terezinha; den unge Antônios forlovede. Antônio og Zé er egentligt venner, men et venskab med bedemanden er vel nærmest en umulighed, og Zé er da også villig til at bruge håndfaste metoder for at skille de forlovede fra hinanden.

Da Terezinha bliver introduceret, udløser det en bølge af vold, for mange står mellem Zé og hende. Al modstand bliver dog langsomt nedkæmpet, og til sidst kan bedemanden endelig lægge sine klamme hænder på pigen. Hun nægter naturligvis at give Zé, hvad han ønsker, så han må tage det med magt. Her sker der så pludseligt noget nyt, for med ét forrykker magtbalancen sig. Terezinha gør nemlig lige præcis det, Zé aldrig havde forestillet sig hun ville: pigen hænger sig selv. Nu vender tingene sig mod bedemanden og hævnens time er kommet.

Synden og straffen

Handlingen i À Meia-Noite Levarei Sua Alma er sådan set meget ligefrem, men det faktum, at hele historien bliver fortalt ud fra bedemandens synspunkt gør faktisk, at den ellers lidt banale fortælling fremstår en del mere interessant, end den egentligt burde.

Før filmen for alvor begynder, åbner Zé selv ballet ved i en kort monolog at redegøre for sit hedonistiske og anarkistiske livssyn. For ham gælder kun nydelsen og livet. Kødets lyst er også et tilbagevendende tema, som bedemanden i tide og utide begynder at gale op om.

Umiddelbart efter Zés monolog, toner en tudsegammel sigøjnerkone frem, der ligeledes i en enetale forklarer omkostningerne ved at færdes uden for de love og regler, der er blevet fastlagt fra oven. Hun advarer os om, at de døde ingen nåde kender, og frister vi dem, vil de tage vores sjæl! Længe tror man det er os, hun taler til, men så står det klart, at hun faktisk taler til Zé. De to omtrent lige hæslige modpoler kridter dermed forudsætningen for filmen op; synden og straffen.

Vi ved da også, at det må gå galt for Zé på et tidspunkt, for hans adfærd og blasfemi bliver værre og værre gennem hele filmen. Spyttende og truende hyler bedemanden af Gud og Djævlen på en så skændig måde, at de gode brasilianske katolikker må have vredet sig i biografernes mørke.

En brasiliansk Mr Hyde

Bedemanden Zé er uden tvivl en fascinerende karakter. Han er indbegrebet af den indre svinehund, en mr. Hyde uden nogen forsonende Dr. Jekyll. Han er satanisk og nærmest omnipotent i det lille samfund. Det er derfor meget svært ikke at fatte en vis sympati for den djævelske mand, trods hans ugerninger og frastødende ydre. Hæmningsløst giver bedemanden afløb for sin vrede; eksempelvis kapper han nogle fingre af en mand der ikke vil betale sin spillegæld, og pisker en anden til blods, da denne prøver at hjælpe en pige, som Zé lægger an på.

At han tilmed tvinger andre til at spise kød under fasten, kan i forhold til dette synes harmløst. Det er ikke en raffineret psykologisk skildring José Mojica Marins viser, men måske netop fordi han på en så direkte måde overfalder os filmisk, fungerer Zé do Caixão som karakter.

Stærke billeder og stærke scener

Det færdige produkt som José Mojica Marins skabte er en dramatiske film, der gennem uendeligt overspillet dramatik og en barnagtig glæde ved så megen blasfemi som muligt, rent faktisk fænger. Visuelt giver de voldsomme kontraster mellem lys og skygge, der vækker mindelser om væsentligt ældre europæiske film, stærke scener. De mange nærbilleder af ansigter og navnlig øjne er nok en smule ufrivilligt komiske, men de skaber trods alt en intensitet, der underbygger stemningen.

Vigtigst af alt er det dog, at der hviler en tung stemning af røgelse, katolicisme, frygt og især død. Døden hænger som en sort skygge over hele filmen, og konstant kredser handlingen om den. Over alt er der kors, kister, kranier og krucifikser. À Meia-Noite Levarei Sua Alma er fyldt med stærke billeder og drifter, der alle føjes sammen til ét mægtigt budskab om døden, der indhenter os alle.

En svær fødsel

For at nå dertil, måtte José Mojica Marins imidlertid kæmpe for sin film. Problemerne væltede ned over den uprøvede instruktør, og pengene til at løse de fleste af dem var ikke til stede. Føjes dertil at Marins tilsyneladende var komplet skrupelløs, er det ikke svært at forestille sig, at de mange rygter om filmens tilblivelse skulle være sande. Hovedparten af filmen blev indspillet i et lille studie i São Paolo, mens enkelte scener, der drastisk skiller sig ud fra resten af filmen, blev optaget i udkanten af byen.

Penge til alt for mange kulisser var der ikke, og heri ligger nok én af forklaringerne på de mange nærbilleder og meget dramatiske skygger der bruges i så mange scener. En del af filmholdet blev i øvrigt arresteret under optagelserne, da Marins beordrede dem til en nat ulovligt at fælde træer i en park, som skulle bruges til en kulisse.

Af andre absurde indslag fra filmens tilblivelse, kan det nævnes at Martins truede hele holdet med en pistol for at få dem til at optage trods deres protester om, at det ikke var muligt på grund af lysforholdene i studiet.

Eller en anden historie, nemlig at Valéria Vasquez, der spiller Zés kone, ikke ville indspille scenen i filmen, hvor hendes sataniske mand slipper en fugleedderkop ud på hende. Som løsning på dette problem bedøvede Marins skuespillerinden, og optog scenen alligevel. Hvad der måske kan kaldes held i uheld er, at den skuespiller, der egentlig skulle spille Zé forlod optagelserne relativt hurtigt, og efterlod filmen uden hovedperson.

Da der ikke var tid til at finde en erstatning, trådte José Mojica Marins, som den ægte auteur han er, selv til. Det så karakteristiske kostume bedemanden går iklædt, var Marins eget bedste jakkesæt, og de lange negle som Zé har, var sådan set heller ikke så fremmede for instruktøren, der i forvejen havde ladet sine tommelfingernegle gro til klolignende længde!

Kæmpesucces

Med À Meia-Noite Levarei Sua Alma skabte José Mojica Marins en kæmpe succes, der for en stund lod ham være den ukronede konge af brasiliansk horror. Zé do Caixão, eller Coffin Joe som han hedder på engelsk, blev en tilbagevendende karakter, der til stadighed voksede og til sidst antog karakter af en ondskabsfuld afgud. Den første film om Zé blev en stor kassesucces, og Marins fik dermed indledt sin brogede filmkarriere, der til dato aldrig er blevet sober.

Altid på kanten af det moralsk forsvarlige, har han også efter À Meia-Noite Levarei Sua Alma fortsat med at afsøge grænser. Desværre for Marins vidste han ikke hvornår han skulle stoppe, og mens Zé var hæslig og besynderlig i Marins unge dage, er karakteren blevet ynkelig og patetisk i de sidste inkarnationer, hvor Marins har fået en stor vom og mistet sit publikum.

À Meia-Noite Levarei Sua Alma er én af den slags film, der med sit voldsomme frontalangreb på al anstændighed, har nogle blivende kvaliteter. Der er ikke mange som Zé, og den indestængte vrede som José Mojica Marins får kanaliseret ind i værket, gør den til en uimodståeligt modbydelig blanding af vold, morskab og gru. Ikke alene er filmen et stykke brasiliansk filmhistorie, det er også en forbandet dragende film.

À Meia-Noite Levarei Sua Alma er venligst stillet til rådighed af Xploited Cinema.

Anmeldt i nr. 5 | 13/03/2006