A Matter of Life and Death

A Matter of Life and Death er Iron Maidens 14. og nyeste studiealbum. Bandet har efterhånden 30 år på bagen, og med så gammel en gruppe er det altid spændende, om de stadig har noget at byde på, eller om det er på tide at trække stikket ud og sige stop. Lad det være sagt med det samme: mine forventninger til dette album var med rette høje, da jeg første gang satte skiven på.

Siden Iron Maiden genopfandt sig selv i 1999, hvor de to fortabte sønner, Adrian Smith (guitar) og Bruce Dickinson (vokal) vendte tilbage til bandet, har der ikke været nogen slinger i valsen rent musikalsk. Det mesterlige comeback-album Brave New World (2000) og det rigtig gode album Dance of Death (2003) efterlader ingen tvivl om, at Iron Maiden stadig er en særdeles velsmurt heavy metal-maskine.

Alt andet end rusten

Det nye album skuffer på ingen måde. Den gamle jernjomfru er alt andet end rusten. Musikalsk fortsætter A Matter of Life and Death i samme spor som Dance of Death. Det vil sige kompleks og svært tilgængeligt prog-metal. A Matter of Life and Death er samtidig den mest mørke og dystre plade, Iron Maiden til dato her lavet. Det er en helt anden stemning, man finder her end på Dance of Death, og der er meget langt til 80’ernes heltemetal.

Musikken er uden sammenligning også det hårdeste og tungeste, Maiden har lavet til dato. De fleste af pladens numre har stadig de lange, stille introer eller mellemspil, men der er her en meget mere dyster og ildevarslende stemning over dem, end på nogen andre af gruppens numre. Guitarerne har ligeledes fået et ordentligt skud distortion i forhold til samtlige forgængere.

Iron Maiden bliver som årene går bedre og bedre til at udnytte, at bandet rummer tre guitarister. Dave Murray, Adrian Smith og Jannick Gers har efterhånden opnået et så godt samspil, at det nærmer sig det sublime. Hver guitar fortæller sin historie, som på sin vis er med til at tegne det abstrakte helhedsbillede, der udgør det nye Iron Maidens musikalske univers. Vi får både trestemmige harmonier, men også komplekse melodiske og rytmiske strukturer, hvor de tre guitarer bidrager med hver sin stemme.

Tæt på at være et konceptalbum

A Matter of Life and Death er det tætteste, Iron Maiden kommer på et konceptalbum siden klassikeren Seventh Son of a Seventh Son (1988). Der fortælles dog ingen sammenhængende historie her som på forgængeren, men de fleste af numrene kredser omkring temaet krig i alle dets aspekter. Allerede pladens cover indikerer krigstemaet. Bandets maskot Eddie, der på en kampvogn fører an for en hær af skeletsoldater, er der dystreste og mørkeste cover i bandets karriere.

Et eksempel på krigstemaet er det klassiske og voldsomme krigsepos “The Longest Day”, der handler om D-dagen i 1944 og soldaternes frygt for den massakre, alle vidste, invasionen af Normandiets strande ville blive. Den helt moderne krig, som terrorister kæmper, bliver behandlet i de skræmmende “For the Greater Good of God” og “The Pilgrim”, der også kan ses som et opgør med fanatisk religionsudøvelse og de forbrydelser, den får mennesker til at begå.

Den helt personlige krig vi alle dagligt må kæmpe med os selv sent om natten i ensomhed, den krig der handler om de valg, vi træffer og de konsekvenser, det får for os, handler et af pladens stærkeste numre, “The Reincarnation of Benjamin Breeg”, om.

These Colors Don’t Run

Et af pladens mere problematiske numre er “These Colours Don’t Run”. Er Iron Maiden pludselig blevet pro krig? Umiddelbart er nummeret ret atypisk for Maiden. Krig og heltemod har altid været et klassisk tema for gruppen, men Iron Maiden har aldrig lavet en rigtig gung ho-sang, der forherliger kamp. Set i lyset af pladens andre numre, der langer kritisk ud efter ekstremistiske konfliktoptrappere i både den vestlige del og resten af verden, skal “These Colours Don’t Run” nok ses i et lidt andet lys.

Nummeret bør nok opfattes som en hyldest til de, der bider tænderne sammen og gør, hvad der kræves af dem, hvad end det så indebærer. Om det så er soldaten, der er blevet sendt til Irak, eller alle andre der tjener deres land langt væk fra hjemmets tryghed. Det er ikke magthaverne og dem der tager beslutningerne, men de der gør det beskidte arbejde, denne sang hylder.

På samme måde som Iron Maiden holdt ud under hele deres koncert på den skandaløse Ozzfest i 2005, hvor Sharon Osbourne gjorde hvad hun kunne for at spolere deres koncert. Den sindssyge kælling havde placeret folk med æg foran scenen, fik afbrudt P.A.-anlægget og efterfølgende svinede hun bandet til fra scenen.

Efter Iron Maiden havde spillet “The Trooper”, hvor Bruce Dickinson altid svinger en Union Jack, tog han bladet fra munden og gav æggekasterne en skideballe, og samtidig med flaget i hånden og ordene “These Colours Don’t Run”, gjorde han det klart at ingen skulle regne med at tvinge Iron Maiden af scenen.

Uomgængelig

Konklusionen bliver at Iron Maiden har udgivet et superstærkt album. På mange måder er den bedre end forgængeren Dance of Death. Musikken er tilsat det hårdeste og mørkeste, Iron Maiden nogensinde har spillet. Det er en plade, der langsomt åbner sig mere og mere for sin lytter, men altid har noget at byde på.

A Matter of Life and Death viser et Iron Maiden, der ikke hviler på laurbærrene, men stadig udvikler sig. Hvis man er til mørk, meningsfuld og progressivt metal, er A Matter of Life and Death en god investering. For fans er den uomgængelig, og skeptikere af bandet bør også tage en lytter og blive positivt overrasket.

Nummerliste:
1. Different World (4:17)
2. These Colours Don’t Run (6: 52)
3. Brighter Than A Thousand Suns (8:44)
4. The Pilgrim (5:07)
5. The Longest Day (7:48)
6. Out Of The Shadows (5:36)
7. The Reincarnation Of Benjamin Breeg (7:21)
8. For The Greater Good Of God (9:24)
9. Lord Of Light (7:23)
10. The Legacy (9:20)

Total spilletid: 72:06

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006