13. december 2006

Chaos Marauders: The Manic Game of Orcish Mayhem

Chaos Marauders: The Manic Game of Orcish MayhemChaos Marauders var ét af Games Workshops tidlige småspil, hvor spillerne skal samle hver deres orkstamme og modarbejde de andre spilleres forsøg på at gøre det samme. Det er uhyre enkelt, ekstremt underholdende – og meget, meget unfair.

Spilfirmaet Games Workshop er utvivlsomt bedst kendt for deres store successpil Warhammer Fantasy Battle og fremtidsvarianten Warhammer 40.000. Rent faktisk er disse spil måske de største figurkrigsspil nogensinde, og det er da heller ikke så underligt, at Games Workshop har gjort hvad de kunne for at promovere og specialisere sig inden for netop denne type krigsspil.

Startede i det små

Hvad man i den forbindelse måske let glemmer, er, at firmaet faktisk startede ud med at distribuere amerikanske spil i England og sælge deres egne små kreationer, fremstillet i de daværende ejeres lejlighed. Med tiden begrænsede Games Workshop deres licensudgivelser, men de fortsatte i lang tid med at udvikle små brætspil.

Med små spil menes der helt klassiske brætspil, der kan spilles, som man køber det i butikken, uden at skulle købe ekstra ting eller sætte sig ind i en million udvidelser. Det har resulteret i en lang række spil, der i dag bliver regnet som klassikere. Det mest berømte af dem alle er helt sikkert Talisman, der blev udsendt første gang tilbage i 1983, men man kunne nævne mange andre titler, der sikkert vil lyde bekendte for de fleste. Et af de spil der blev udgivet i løbet af den periode, der af mange i dag betragtes som Games Workshops guldalder, er Chaos Maruaders fra 1987, designet af Stephen Hand.

Orker med problemer
Et bannerkort
Et bannerkort

Chaos Marauders er et ganske let kortspil, hvor spillerne skal forsøge at få styr på hver sin orkstamme, før en hær af dværge angriber. Dværgene ser man ikke noget til i spillet, men det er sandelig også hårdt nok at få sat skik på orkerne uden deres indblanding. De forskellige stammer har nemlig en tendens til at slås indbyrdes, men hvad der er værre er, at der også opstår en bred vifte af uventede problemer i kølvandet på orkernes aktiviteter.

Det kommer der et særdeles underholdende spil ud af, der grundlæggende ligner kortspillet 500 en hel del. For hver spiller gælder det om at samle tre kamplinier. Hver kamplinie skal begynde med et banner-kort og afsluttes med et musikant-kort. Dertil kommer så, at kamplinierne skal have en minimumslængde på fem kort, før de kan afsluttes.

Kortspil
En deling almindelige orktropper
En deling almindelige orktropper

Hele spillet er bygget op omkring et omfattende sæt kort med ganske farverige illustrationer, udført mesterligt af John Blanche. Spillerne skal under deres pågældende tur trække kort på kort fra bunken og lægge dem på den spilleplade, der udleveres til hver deltager. Her kan man se den maksimale længde for kamplinierne og de øvrige deltagere kan følge med i, hvor tæt man er på at afslutte spillet. Så snart man trækker et kort, man allerede har liggende på pladen, går turen videre til den næste. Kamplinierne består således primært af kort med orksoldater eller lejetropper, men alle kort trækkes tilfældigt, så der er ingen garantier for hvad der dukker frem fra bunken.

Spillerne har også mulighed for at gribe ind i hinandens ture, for der findes en lang række særlige kort med helt specifikke funktioner. Eksempelvis er der bueskytter, der kan dræbe kort i fjendens kamplinier, eller hobgoblin-snigmordere der kan placeres blandt modstandernes rækker. Spillet lever i høj grad på disse særlige kort, for det er dem, der bryder den ellers ret regelmæssige måde turene afvikles på.

Guldskatte - bemærk den lille Golden Demon-statuette Blanche har fået listet med ind i billedet.
Guldskatte - bemærk den lille Golden Demon-statuette Blanche har fået listet med ind i billedet.

Foruden de kort hvis funktion spilleren kontrollerer, kan man også trække kort hvis funktion er helt kaotisk. Eksempelvis den vanvittige trold, der vandrer hen til en tilfældig spillers orkstamme og begynder at æde alle de skatte og slaver som spilleren har indsamlet i løbet af spillet. Man kan nemlig også fylde sine kamplinier med guld og slaver, foruden kastemaskiner og alt mulig andet, der især er hentet fra Warhammer Fantasy Battle.

Vinderen er i sidste ende den, der har tjent flest point. Point tjener man ved at afslutte sine kamplinier som den første, indsamle skatte og slaver såvel som at have så lange kamplinier som muligt. Det er faktisk en hel del sværere end man umiddelbart skulle tro at indtjene point i spillet, for modspillerne er typisk alt andet end interesseret i at se én blive for mægtig. Typisk rotter man sig da også sammen mod hinanden.

Chaos Marauders er dog så tilfældigt og kaotisk et spil, at det er svært at bevare kontrollen over situationen. Man kan stå til at vinde det ene øjeblik, men i det næste har en lille Skaven med flammekaster udryddet alt, hvad man har opbygget. Det er både rigtig frustrerende, men også særdeles underholdende.

Slut med småspillene – desværre
Et eksempel på en af de krigsmaskiner man kan samle, hvis man altså er heldig nok
Et eksempel på en af de krigsmaskiner man kan samle, hvis man altså er heldig nok

Spillets skaber Stephen Hand var faktisk en aktiv skikkelse i slutfirsernes Games Workshop. Han stod for at udvikle flere af de småspil, som Chaos Marauders også falder ind under. Blandt andet er han manden bag solospillet Chainsaw Warrior fra 1987 og Curse of the Mummy’s Tomb fra 1988. Stephen Hand gav sådan set ikke Games Workshop noget nyt, men han formåede at udnytte mange af selskabets kerneidéer, og navnlig deres meget engelske fantasy/sci-fi-forståelse, på en måde, der kunne omsættes til fine spil.

Den slags spil stoppede Games Workshop desværre med at producere som et led i deres generelle trimning af forretningen. Det var sikkert klogt, set fra et økonomisk synspunkt, men for os fans var det ærgerligt, for det kunne have været fedt hvis de var fortsat med at udgive nye småspil blot et par år mere.

Sagsøgt for plagiat
Eksempel fra spillet 'Ogallala', der nok har inspireret 'Chaos Marauders' en hel del
Eksempel fra spillet 'Ogallala', der nok har inspireret 'Chaos Marauders' en hel del

På falderebet skal det kort nævnes, at der knytter sig en lidt kedelig historie til Chaos Marauders. Games Workshop blev nemlig sagsøgt af det tyske spilfirma Amigo Spiele, fordi Stephen Hands spil angiveligt skulle være et plagiat af deres eget spil Ogallala fra 1977, udgivet i England under titlen Up the Creek. Her spiller man indianere, der skal forsøge at samle en kano efter præcis samme metode som i Chaos Marauders, og modspillerne kan snuppe kort fra hinandens kanoer via lassoer eller ødelægge kort med bue og pil.

Der er grangiveligt store ligheder mellem Ogallala og Hands’ spil, og det er svært at påstå, han ikke skulle være blevet inspireret herfra. Imidlertid er der også store forskelle mellem spillene, for Chaos Marauders er et meget mere vildt og impulsivt spil, så hvis man kan konkludere noget som helst i denne sag, må det være, at Stephen Hand snuppede den basale grundmekanik fra Ogallala og byggede videre på den. Den slags er naturligvis ikke helt fint at gøre, hvis man ikke krediterer, takker eller nævner inspirationskilden i regelhæftets kolofon, men decideret kriminelt er det jo heller ikke.

Det var i hvert fald hvad retten kunne konkludere, for Stephen Han fik aldrig nogen dom i sagen. Games Workshop selv holdt sig stort set helt ude af denne konflikt og stillede sig ganske intetanende overfor hvorvidt Hand havde stjålet idéen til Chaos Marauders eller ej. Det er imidlertid tankevækkende, at det blev et af Hands sidste produktioner for Games Workshop.

Curse of the Mummy’s Tomb kom ganske vist året efter, men mon ikke det allerede var i produktion da sagen om Chaos Marauders blussede op? Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, ser det ud til, at Games Workshop efter denne knap så pæne sag, valgte ikke at genbruge en ellers særdeles habil freelance-designer, der havde sikret dem et par solide brætspilsudgivelser.

Særdeles underholdende – men ikke fair
Den spilleplade hver spiller får udleveret
Den spilleplade hver spiller får udleveret

Chaos Marauders er, uanset hvad, et særdeles underholdende spil. Det er hurtigt at lære, og fungerer eminent som letbenet underholdning. Den klassiske Games Workshop-humor kombineret med illustrationerne af John Blanche gør selve spillet til et temmelig lækkert produkt, og når det så, som spiller, er svært ikke at leve sig ind i sin stupide orkstammens gøren og laden, har man næsten en stensikker opskrift på succes.

En ting skal man dog være indstillet på, og det er at spillet absolut ikke er fair. Man kan stå til at vinde, men skulle modspillerne rotte sig sammen eller kortene være imod én, har man ikke store chancer længere. Det betyder, at man skal lægge sin indre kontrol-freak fra sig, før man sætter sig til bordet og spiller Chaos Marauders, for det her er virkelig indbegrebet af “Orcish Mayhem” – men på den gode måde.

Godt nok er spillet gammelt, men det har aldrig opnået helt så høj status som mange andre af Games Workshops spil. Det betyder at man faktisk kan finde det til omkring 200 kr på eBay, hvilket jo er en særdeles rimelig pris, alene taget i betragtning hvad et nyt spil koster.

5 stjerner

Titel: Chaos Marauders
Spildesign: Stephen Hand
Grafisk design: Charles Elliott
Illustrationer: John Blanche
Forlag, år: Games Workshop 1987

Anmeldt af: Martin Jürgensen | 13/12/2006