De første to omgange, hvor jeg prøvede at gå i gang med dette album, mislykkedes det. Jeg blev bekræftet i mine på forhånd bange anelser om endnu et Pat Mills-forfattet album, fyldt med tynde historier og fede, prædikende new age-floskler (se anmeldelserne af Slaine-seriens nye bind for eksempler på dette). Derfor kunne jeg simpelthen ikke komme igennem de første historier. Men heldigvis, med lidt ekstra vilje og tålmodighed, lykkedes det mig i mit tredje forsøg at nå ud over de første 150 sider, og frem til seriens afslutning samt ekstrahistorierne, hvor tingene faktisk bliver meget bedre.
Dette, det tredje og sidste samlede album om Nemesis, er en blandet fornøjelse, og en af grundene til det er, at indholdet er af en meget blandet karakter. Det indeholder Nemesis-historier, der stammer fra perioden mellem 1988 og 1999, og derfor giver det lidt sig selv, at materialet på alle tænkelige måder er meget forskelligt.
Nemesis’ sidekick træder i karakter
Albummet starter ca. der i Nemesis-sagaen, hvor det forrige album sluttede, men der er dog en forskel fra det forrige album. I albummets første historie, “Purity’s Story”, er fokuset drejet væk fra at have anarkistrumvæsnet Nemesis The Warlock som omdrejningspunkt og hovedperson. I stedet er det hans (tidligere) menneskelige sidekick, oprørspigen Purity Brown, der er i fokus. Dette skift sker bl.a., fordi handlingen i det forrige bind gradvist har bevæget sig i retning af, at Nemesis-karakteren er gået fra at være en helt til en usympatisk person.
Hovedmotivationen hos Nemesis blev nemlig dér klarlagt som værende ikke at vælte et undertrykkende og xenofobisk regime, som hovedskurken og ærkefjenden Torquemada stod bag, men derimod hele tiden at skabe uorden og kaos, også selv om dette kan have katastrofale følger for hans loyale allierede som Purity Brown. Derved bliver det selvsagt svært som læser at identificere sig med Nemesis, føle med hans kamp og endog se det interessante i den. Scopet flyttes derfor naturligt nok over på Purity Brown, og hendes på mange måde meget mere jordnære baggrundshistorie.
Purity er af sin far blevet oplært til at tænke selv og klare sig i det totalitære regime, som den fremtidige Jord er. Da hendes kærlige far bliver fanget og dræbt, må hun nødvendigvis smide alle forbehold overbord og gøre åbent oprør mod regimet, for nu har hun intet at miste. Det er i denne oprørskamp, at hun støder på og finder sammen med kaosoprøreren, rumvæsnet Nemesis The Warlock, og den unge kvinde bliver hans faste følgesvend.
Hun bliver selvfølgelig forelsket i sin oprørshelt, men det ender bestemt ikke godt. Purity bliver på det groveste udnyttedet og ladt i stikken af Nemesis, og hun må nu skabe sit eget, menneskelige oprør, hvor hun ønsker at få både Nemesis og Torquemada ned med nakken.
Tilbage i den gamle rille
Purity Brown forsvinder dog efterfølgende helt ud af sagaen. I albummets næste historie, “Deathbringer”, er vi tilbage on track som i de tidligere historier, hvor omdrejningspunktet er Nemesis og Torquemadas overspændte rivaliserende fjendskab. De hader hinanden så meget, at alt andet – verdens undergang og alle andres lidelser – er dem ligegyldigt. Torquemada er virkelig en über-skurk om nogen, han er helt grotesk overdrevet ond og sadistisk. Det vel en del af seriens humoristiske stil, og i nogle historier virker det bedre end i andre.
Men i “Deathbringer”-historien, hvor Nemesis og Torquemada for Gud-ved-hvilken-gang igen er havnet på Jorden, i vor nutid, nærmere bestemt England selvfølgelig, virker det mindre godt. Det er bind to i serien om igen. I sit forord fremhæver Pat Mills, hvorfor Torquemada er en (for ham) så fascinerende og storslået skurkekarakter, at Mills har haft svært ved at slippe ham. Jeg har dog ikke på samme måde svært ved at skille mig af med den hyper-éndimensionelle Torquemada, og jeg ser ikke nogen grund til, at han skal dukke op igen.
Historierne i albummets første tredjedel er også albummets ældste materiale. Den første del af dette tidlige materiale, “Purity’s Story”, er tegnet af en meget ung David Roach. Han er senere blevet mere kendt for sine illustrationer af nyere udgaver af klassiske 2000AD-serier som Judge Dredd, Judge Anderson og Rogue Trooper. Faktisk er dette Roachs debut i 2000AD, men ikke en storslået én af slagsen. Hans tegnestil her er særdeles ordinær og skabelonagtig; den eneste kvalitet er her, at han formår at fremhæve Purity Browns ungpigeformer.
Men Roach er i min bog dog stadig langt bedre end John Hicklenton, der har tegnet den efterfølgende “Deathbringer”-historie. Hicklenton var også en af tegnerne i det forrige bind af Nemesis The Warlock, og det jeg havde at udsætte på hans stil gør sig også gældende her. Nok er hans tegninger som enkeltbilleder til dels fascinerende, beskidte og med et dynamisk udtryk, men de formår ikke, billederne imellem, at formidle en historie og en fremadskridende handling, der passer til teksten. Og dette er lidt af et problem for en tegneserieillustratør, men åbenbart er der nogen, der har vurderet, at Hicklentons enkelttegninger var så iøjnefaldende, at man har set igennem fingrene med hans mangler.
Fem år senere
Den næste del af albummet er historier, der stammer fra perioden fra 1993 til 1994. Altså fem år efter de forrige Nemesis-historier udkom. Her begynder det ganske langsomt at blive lagt op til, at serien kan få en endelig afslutning. Det kunne den have fået mange gange før, men nu er det ligesom klarere, at konflikten mellem Torquemada og Nemesis må få en afslutning og et endeligt.
“Hammer of The Warlocks”, som hovedhistorien her hedder, lægger op til at Torquemada endelig får et våben, der kan udslette Nemesis én gang for alle. Den er tegnet, eller rettere malet, af Clint Langley. Det er det første samarbejde mellem Pat Mills og Clint Langley, men bliver som bekendt ikke det sidste, eftersom de senere har arbejdet på både Slaine-og ABC-Warriors-serierne.
I modsætning til Langleys arbejde med Slaine, så er han her endnu ikke gået over til at bruge den foto- og computerteknik, han er blevet kendt for på sine covers til Games Workshop og i Slaine-seriens Books of Invasions. Det ændrer dog ikke på, at hans stil også her er imponerende og flot i enkeltbillederne, men det er statiske billeder helt uden dynamik, og der er ingen følelse af bevægelse og flow mellem billeder. Kort sagt de samme problemer hans stil lider af under hans nye, computificerede stil.
Den længe ventede afslutning
Selv om der er lagt op til en afslutning, så går der alligevel fem år, før sidste del og hele afslutningen kommer og bliver realiseret. Dette sker med “Book X: The Final Conflict”, der først bliver trykt i 1999. Og det er herfra, at albummet begynder at blive godt, da det er som om, serien genvider sin gamle glød og vildskab fra de allerførste historier. Dette skyldes ikke mindst tegneren, nemlig Henry Flint, én af 2000AD‘s nye hotshot-navne, som vi allerede har truffet tidligere i det nyeste ABC Warriors-album The Third Element og i Megacity Undercover-albummet.
Flint laver sin stil om således, at den samtidig bliver en homage til Kevin O’Neills første, oprindelige, Nemesis The Warlock-tegninger, og det er kort sagt helt forrygende. Serien afsluttes med et brag! (langt om længe kan man roligt sige). De sidste ti sider overlader Flint nemlig pennen til O’Neill selv, den mester han hylder, og lader ham på den måde afslutte, hvad han startede tyve år tidligere. En afslutning, der er seriens oprindelige geniale start værdig, før den blev alt for udvandet og tom.
Bonusmaterialet er albummets force
Men her stopper albummet dog ikke helt. Efter “The Final Conflict”-historien, der afslutter serien, er der som bonus i albummet nogle ekstra historier, der stammer fra forskellige steder som 2000AD-årsspecials og deslige. Albumserien hedder jo “The Complete”, så alt materiale skal med og udgives. De er selvsagt tidligere end den sidste historie, men er dog alle sammen fra halvfemserne og derfor sene i forhold til det meste af Nemesis-materialet. Hvad dog er vigtigere er, at disse historier er betydeligt mere underholdende og fængende end det ældre Nemesis-materiale i dette album, og de er med til at hive albummet opad.
Vi har historien “Bride of The Warlock”, der stammer fra en 2000AD Winter Special fra 1992, og som handler om, hvordan Nemesis i magisk forklædning forfører og bortfører Torquemadas vanvittige kone. Denne historie er helt fantastisk illustreret, helt i farver, af Chris Weston, der med sin meget skarpe, farvestrålende og detaljerige stil laver en fantastisk fusion af en troubadur-højmiddelalderstil og det hyperfuturistiske. Det bør man simpelthen se!
Weston havde sin debut som illustrator hos 2000AD, hvor han også arbejdede fast i slutfirserne og starhalvfemserne, før han, som så mange andre, kom over og begyndte at arbejde for amerikanske tegneserier. Derfor vil man nok kende hans navn fra kultserier som The Invisibles, The Authority og The Filth.
Derudover er der også de to sammenhængende historier “Warlocks and Wizards” og “The Enigmass Variants”, der udkom i 2000AD-bladet i 1990, men ikke er den del af Nemesis-kronologien, fordi de er en crossover, hvor hovedpersonerne er Nemesis The Warlock og kaostroldmandsrobotten Deadlock fra ABC-Warriors-serien. Begge historier er illustreret, dvs. malet fuldt i farver, af Carl Critchlow, og igen har vi at gøre med en senere kendt illustrators debut i 2000AD-bladet.
Mills i god form
Carl Critchlow er senere blevet kendt for sine illustrationer til både Judge Dredd og den nyere 2000AD-serie Lobster Random. Hans mest kendte bedrift er dog at være manden bag Thrud the Barbarian, der, efter at have været en legendarisk tegneserie i Games Workshops White Dwarf-magasin, nu har fået sit helt eget blad.
Critchlows illustrationer her er dog ikke noget vildt fantastisk, uden dog at være dårlige. De gør jobbet, og en gang imellem da også lidt mere end det, men det er jo i hvert fald altid fascinerede at se, hvordan tegnere har udviklet sig. Det er dog også historien, og ikke illustrationerne, der får “Warlocks and Wizards” og “The Enigmass Variants” til at være blandt albummets højdepunkter.
Her er Pat Mills for en gang skyld i de senere år i topform, og blander forrykte indfald med en tilpas mængde af humor og ironi tilsat et strøg af metafysisk filosoferen. Ellers har Pat Mills efter min mening været en nedadgående stjerne, der de sidste mange år (dvs. ca. 20!) har kørt på fortællemæssig cruisecontrol.
Mills har bare gentaget udvandede og overdrevne udgaver af hans gamle succeser fra starten af 2000AD, men hvor blandingsforholdet netop ikke passer mere, og hvor historierne som oftest er fyldt med dårlig humor og frelst, moraliserende og selvfed new age-prædiken. Men lige netop her, i den sidste del af albummet, er Mills i så god form som han var i sine unge dage.
Mere godt end skidt
Det sidste album i Nemesis-serien er af meget blandet kvalitet. Første halvdel er mest skidt, mens sidste halvdel dog stadig er så meget værd, at man ikke bør undgå albummet. Man kan spørge, om Rebellion og 2000AD ikke har kunnet nøjes med at udgive de gode ting i albummet, men det er nu engang vilkårene ved at lave disse “Complete” serier, som Rebellion udgiver. Så får man det hele, hvilket jo er rart som nørd og samler, og så kan man også bedre forholde sig til kvaliteterne i det. I dette album skal man altså bare ikke lade sig afskrække af de første historier, men i stedet måske blot springe dem over i første omgang, for at komme hen til de dele af albummet, hvor der er noget at komme efter.
The Complete Nemesis The Warlock Volume 3 er venligst stillet til rådighed af Rebellion.
Seriens titel: Nemesis The Warlock
Forfatter: Pat Mills
Tegnere: David Roach, Clint Langley, Henry Flint, John Hicklenton, Kevin O’Neill, Chris Weston og Carl Critchlow
Albumlængde: 208 sider
Albummet udkom i december 2007 på forlaget Rebellion, og indeholder materiale, der første gang er blevet trykt i 2000AD progs. 558-566, 586-608, 700, 723-729, 824, 901-903 og1165-1173, samt 2000AD Winter Special 1992 i årene 1988-1994 og 1999.
Anmeldt i nr. 46 | 13/08/2009
