13. januar 2006

Sing the Sorrow

Sing the SorrowMed Sing the Sorrow har AFI skabt en homogen plade, der er deres blødeste hidtil. Det gør dog ikke så meget, for det er veludført, og Sing the Sorrow er samtidig AFI’s hidtil bedste, og anbefales varmt herfra.

På AFI’s (A Fire Inside) femte plade påbegyndte bandet den forandring, der til fulde kommer til udtryk på deres sjette studieudspil Sing the Sorrow fra 2003. Med baggrund i den californiske neo-punk- og hardcore-scene, bragede AFI igennem på deres tidlige plader. Dette har imidlertid gradvist ændret sig i retning af en stadigt mere sofistikeret sangstruktur og veludviklet produktion. En udvikling vi indtil videre har kulminationen på i Sing the Sorrow.

Producerstjerner
Davey Havok
Davey Havok

Med en stadigt voksende fanskare og et større pladeselskab i ryggen, kunne AFI tillade sig en meget længere og mere gennemgribende produktion af deres i skrivende stund nyeste udspil. Bag produktionen står to producerstjerner, der begge tidligere havde vist, at de vidste, hvordan man skaber interessant og alternativ musik.

Den ene var Jerry Finn, der blandt andet var med til at skabe rammen for den overvældende succes som Rancids album …And out come the wolves (1995) fik, og den anden, Butch Vig, var med til at producere Nirvanas album Nevermind (1991). Produktionsholdet på Sing the Sorrow kunne derfor ikke være bedre, og bandmedlemmerne selv fremstår da også topmotiverede på albummet.

Stadionrock med integritet
Adam Carson
Adam Carson

I bandet finder vi stadig Davey Havok på vokal, Adam Carson på trommer, Hunter på bas og så medvirker Jude Puget på guitar, her for første gang som egentligt medlem af gruppen. Havok står bag alle teksterne, mens Puget er manden bag selve sammensætningen af albummets numre og arkitekten bag de fleste af sangene på Sing the Sorrow.

Resultatet af arbejdet er forbløffende godt. Muligvis fordi Puget har været i stand til at indfange det bedste i AFI’s lyd og kanalisere den videre ind i noget nyt og friskt. På en gang lyder Sing the Sorrow som en omgang storladen stadionrock, men samtidig har den bevaret sin integritet og intense hardcore-lyd. Havok eksploderer stadig i omkvædene, men effektive hooks og fængende rytmer samler den skramlede sangstruktur op, og giver den et umiddelbart og lettilgængeligt udtryk. Der er dermed langt til rødderne, men ikke længere end at de kan spores i næsten alle albummets sange.

At det er det dystre hjørne bandet er i, fremgår af pladens titel, men den mørke fornemmelse gennemsyrer alt på albummet. Lige fra det super-stylede cover med flagermuse og slørede sort/hvid-fotos til de indadvendte og melankolske tekster. Flere steder bevæger de sig forførende tæt på det patetiske og platte, men på forunderlig vis lykkes det gang på gang for Havok at undgå de værste faldgruber.

Homogen enhed
Hunter
Hunter

De 12 sange på Sing the Sorrow fremstår som en homogen enhed, vævet ind i hinanden. Overgangen mellem de enkelte numre er camoufleret med melodiske små instrumentalstykker eller stereotype goth-effekter som regn, vind og torden. På den led bølger musikken op og ned, fra voldsomme udbrud til rolige sange, uden man helt bemærker, at man allerede har lyttet til syv-otte numre.

Dermed er det også sagt, at det er svært at udvælge enkelte sange som særligt vellykkede frem for andre. Den hårdkogte “The Leaving Song” er dog en storslået åbning på pladen, som indbyder til højlydt at blive skrålet med på. Det samme kan siges om den energiske “Bleed Black”. Den mere afdæmpede “Silver and Cold” er ligeledes i særklasse. Der hvor AFI nærmer sig den traditionelle popsang mest, eksempelvis på “Girl’s Not Grey”, er der måske ikke de store overraskelser at finde, men sangene rykker alligevel.

Hidtil bedste
Jade Puget
Jade Puget

Sing the Sorrow er uden tvivl AFI’s blødeste album til dato, og det er vel nærmest en temperamentssag om man bryder sig om deres flirten med strygere og samples på flere af sangene. Efter min mening kal der dog ikke herske nogen tvivl om, at dette er bandets hidtil bedste plade. Skridtet fra deres forrige plade, Art of Drowning (2000), virker logisk men spørgsmålet er nu, hvordan det næste udspil bliver.

Det må nok betvivles, at bandet kan hente mere ud af den poppede lyd de allerede har fundet på Sing the Sorrow. Hvad det bliver til, må fremtiden vise. Uanset hvad, er Sing the Sorrow en fabelagtig plade. Det er derfor kun de bedste anbefalinger af som skal lyde fra denne kant.

Nummerliste:
1. Miseria Cantare – The Beginning (AFI) (2:57)
2. The Leaving Song, Pt. 2 (AFI) (3:31)
3. Bleed Black (AFI) (4:16)
4. Silver and Cold (AFI) (4:11)
5. Dancing Through Sunday (AFI) (2:27)
6. Girl’s Not Grey (AFI) (3:11)
7. Death of Seasons (AFI) (3:59)
8. The Great Disappointment (AFI) (5:28)
9. Paper Airplanes (Makeshift Wings) (AFI) (3:58)
10. This Celluloid Dream (AFI) (4:11)
11. The Leaving Song (AFI) (2:45)
12. …But Home Is Nowhere (AFI) (15:08)

Total spilletid: 56:02

5 stjerner

Titel: Sing the Sorrow
Kunstner: AFI
Udgivet: 2003
Label: DreamWorks

Anmeldt af: Martin Jürgensen | 13/01/2006