The Afterblight Chronicles: Dawn over Doomsday

6 minutters læsetid
The Afterblight Chronicles: Dawn over Doomsday

Dawn Over Doomsday er en intens lille fortælling, som er delt op i tre handlingsforløb, der kører synkront med hinanden. De tre tråde møder hinanden, da vi nærmer os romanens slutning. To af forløbene fungerer som en rammefortælling, centreret om en national konflikt, mens den egentlige hovedhistorie omhandler en lille gruppes søgen efter noget bestemt.

Igennem den lille gruppe oplever vi som læsere den postapokalyptiske setting på nærmeste hold, og det er her, vi for alvor får sympati for personerne. De to andre forløb skildrer de to sider af den overordnede amerikanske konflikt, og her fungerer de medvirkende mere som arketyper, der skal formidle de professoriske indslag i fortællingen, samtidig med at nogle ganske veltegnede bipersoner bløder denne ellers ganske tunge del op.

Smart markedsføringsgreb

Overordnet set er Dawn Over Doomsday en del af Abaddon Books’ The Afterblight Chronicles, hvor størstedelen af Jordens befolkning er døde som følge af en pest kaldet The Cull. Hør blot her, hvor kort og præcist settingen beskrives på den side, der optræder lige før kapitel 1:

“In the first decade of the new millenium a devastating plague swept the planet, killing all but those with the blood group O negative. Communities crumbled, society fragmented and in its place rose the rule of tyrants and crazed cults lead by dangerous religious revolutionaries. This is the world of The Afterblight Chronicles.”

Det er så denne korte introduktion, de forskellige romaner i denne storyline fra Abaddon har tilfælles. Ellers er det op til den enkelte forfatter at præsentere sin indgangsvinkel til den postapokalyptiske setting, og derved vil de forskellige romaner stort set ikke have noget med hinanden at gøre. Det er rent markedsføringsmæssigt et ganske godt greb, da man derved giver selvstændige fortællinger en overordnet setting, som helt sikkert gør, at der sælges flere romaner. På samme måde som en ligegyldig fantasyroman vil have flere chancer, hvis den udspiller sig i Forgotten Realms-settingen frem for en hjemmestrikket verden.

Brutalitet og håb

Romanens første kapitel giver med det samme et indblik i den postapokalyptiske setting, hvor vi møder romanens fire hovedpersoner et sted i USA. Makkerparret Greaves, som er en svagelig videnskabsmand, og hans bodygaurd samt den overlegne og mystiske Cortez ankommer til et bordel. De søger efter en ung kvinde, og det udvikler sig til et decideret blodbad, hvor Greaves og Cortez får fat i den unge kvinde Anna, der er blevet udnyttet som luder, og samtidig får de følgeskab af den hårdkogte ex-luder Linda. Hvis man på dette tidspunkt skulle være det mindste i tvivl om, at vi har at gøre med en postapokalytisk roman, er man det ikke efter denne passage, som afslutter kapitel 1:

“So why’d you go to such trouble to rescue her?” Greaves looked over at the traumatised sex slave. She was crying and shaking and snot ran down her top lip. “Because,” he said. “She is the future savior of humankind.”

I et postapokalyptisk samfund er den gammelkendte verdensorden forsvundet, og ud af asken har der rejst sig en masse små samfund. Konstant vil der dukke ting op fra de overlevendes fælles kollektive hukommelse – det kan være et sted man mødes eller en situation man snakker om, men dybest set har man at gøre med et nyt samfund. Den postapokalyptiske genre er både i litteraturen, tegneserien og filmen kendt for brutaliteten og den meget grafiske måde at skildre forfald og vold på. Men et andet, og mere opløftende genretræk, er troen på noget bedre. Et Utopia om man vil. Hvad enten det er dryland i Waterworld (1995) eller et håb om overlevende i nabobyen i The Walking Dead (2005-). For at gøre den ellers nytteløse eksistens spiselig, har man valgt at tro på noget. Og netop også derfor spiller det religiøse ofte også en stor rolle, dog i noget anderledes form, end vi kender det fra vores verden.

Spændende handling

Men tilbage til vores hovedpersoner. Som sagt finder Greaves og Cortez frem til Anna, og får Linda med på slæb. Og så går den lange rejse ellers mod det mål, som Greaves har udset sig. For Anna har nemlig noget i sin krop, som måske kan redde menneskeheden. Samtidig med dette, følger vi lederne af Neo-Clergy og UTN, de fraktioner som henholdsvis indeholder de kristne, og dem, der tror på de gamle indianeres levevej og guddomme. Som en bemærkning skal det her lige indskydes, at der er rigtig mange indianere, som overlevede pesten, hvilket også gør, at Amerika minder meget om tiden, hvor pionerånden havde sine bedste år.

Som læsere stifter vi senere i handlingen blandt andet bekendtskab med et hemmeligt laboratorium, der befinder sig i Little Bighorn, som jo netop også er et kendt sted i de amerikanske myters landskab. Både både Neo-Clergy og UTN får færten af, at Greaves måske har fat i noget, og snart møder to store hære hinanden. Og så ikke et ord mere om den meget spændende handling, hvor den konkrete spænding blødes op af spændende indblik i den postapokalyptiske setting.

Forfatteren Jaspre Bark benytter sig af meget enkle og effektive litterære virkemidler. Historien er fortalt gennem en alvidende fortæller, som dog hopper lidt rundt i sit fokus mellem personerne. Således er det ene kapitel forankret i Cortez, mens det næste fortælles, som var det gennem Anna. Det gør, at den banale fortælling aldrig bliver kedelig, og sammen med den tre-trådede fortælling holdes dampen konstant oppe samtidig med, at det giver også historien et personligt islæt. Det enkle går også igen i karaktererne i vores lille gruppe, hvor de mest menneskelige uden tvivl er de to kvindelige hovedpersoner Linda og Anna. Bag den hårde luderfacade hos Linda, og det naive pigesind hos Anna, gemmer der sig to stærke kvinder, som man hurtigt kommer til at holde af. Greaves derimod indtager glædeligt rollen som den karikerede videnskabsmand, og Cortez fungerer glimrende som den mystiske bodyguard. De små bidder vi får fra vores hovedpersoners fortid, er endnu et genretræk, som er med til at holde mystikken omkring en ny verden, samtidig med at personerne er forankret i den verden, vi kender.

Elementært, men effektivt

Personerne i den store rammefortælling er mere med som arketyper, hvor vi igennem dem får et indblik i den generelle verdenssituation. Her møder vi både redneck-kristne og voldelige indianere, som har det til til fælles, at det er troen, hvad enten det er på Herren i det høje eller Prærieulven der griner tilbage til menneskeheden, der både giver magt og styrke.

Det er alt sammen meget enkelt, elementært fristes man til at sige, men det virker efter hensigten, og samtidig har Bark er ganske underholdende sprog, som gør meget af dialogen rigtig god og levende.

Dawn Over Doomsday er ikke en decideret actionroman, men mere en thriller. Men når der kommer action bliver dette leveret i korte og kontante vendinger. Tingene trækkes ikke i langdrag, og denne ganske effektfulde skrivemåde tjener tempoet og fortællingen ganske fremragende. Hør blot her, hvordan det lyder, da Linda dræber en vammel alfons:

“Linda unloaded the sawn-off shotgun into Edwards and blew his guts out the front of his body. Blood and ruptured intestines splattered into the wall opposite.”

Og hvis man ikke kan klare denne meget direkte måde at beskrive volden på, er Dawn Over Doomsday bestemt ikke noget for dig. Overordnet set har Bark et ganske solidt greb om sin historie, og romanen er da også en vaskeægte pageturner. Dawn Over Doomsday er Barks tredje roman – han har tidligere skrevet A Fistful of Strontium og Sniper Elite: Spear of Destiny, hvoraf den sidste også er udkommet på Abaddon.

Multikunstner

Derudover er Bark nok mest kendt for sit arbejde som forfatter på diverse 2000AD-serier, og før han blev forfatter optrådte han både på TV og radio som standup-digter! Endvidere har han forsøgt sig som både film- og musikskribent, og har skrevet manuskripter til diverse kortfilm. Og som om dette ikke skulle være nok, har han også udgivet to digtsamlinger og skrevet flere børnebøger. Så han må siges at være en alsidig herre.

Set i forhold til Dawn Over Doomsday er det mest hans evner som tegneserieforfatter og filmskribent, der har gjort sig gældende. For det første har han sans for de meget grafiske beskrivelser, og for det andet skinner det tydeligt igennem, at han har en ganske veludviklet forståelse for det filmiske i den postapokalyptiske genre, og endelig er en effektiv dramaturgi ikke noget fremmed begreb for Bark.

Der er bestemt ikke tale om stor og vægtig litteratur, men mere en pulpet omgang spænding, hvor der er skåret ind til benet i både form og indhold. For undertegnede er Dawn Over Doomsday et glimrende eksempel på netop den type underholdning, som forlaget Abaddon har sigtet mod at udgive: kort, brutal og effektiv underholdning. Det er en effektiv thriller med gode personer og et veludført plot. Og hvis du derudover er fan af den postapokalyptiske setting, så venter der dig nogle timers dejlig underholdning. Godt gået Jaspre Bark, og tak til Abaddon for at udgive denne form for underlødige romaner.

The Afterblight Chronicles: Dawn over Doomsday er venligst stillet til rådighed af Abaddon Books.

4 stjerner
Titel: Dawn over Doomsday
Seriens titel: The Afterblight Chronicles
Forfatter: Jaspre Bark
Udgivet: 2008
Forside: Mark Harrison
Forlag: Abaddon Books
Format: Paperback
Sideantal: 316 sider

Anmeldt i nr. 35 | 13/09/2008

Stikord: Fremtiden, Postapokalyptika, Sygdom

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.