Retrogaming #3: Emulering af Commodore 64 på PC

8 minutters læsetid

Commodore 64 var en 8-bit-computer, som blev produceret af det amerikanske selskab Commodore International mellem 1982 og 1994.

I sin storhedstid i midten af 1980’erne var 64’eren den absolut dominerende hjemmecomputer og en formidabel konkurrent til de primære konkurrenter, i USA Atari 400, Atari 800 og Apple II, i Europa de britiske maskiner ZX Spectrum og Amstrad.

Lidt forhistorie

Jack Tramiel (1928-2012).
Jack Tramiel (1928-2012).

Commodore blev stiftet i 1954 af Holocaust-overleveren Jack Tramiel, der efter 2. Verdenskrig emigrerede fra Polen til USA.

Indledningsvist importerede Commodore skrivemaskiner, og senere gik firmaet også selv ind i produktion af skrivemaskiner.

I midten af 1960’erne skiftede Tramiel kurs, og satsede i stedet på mekaniske regnemaskiner (forløberen for elektroniske regnemaskiner og lommeregnere), som Tramiel fik produceret for Commodore i Japan.

I slutningen af 1960’erne blev dette marked udsat for hård konkurrence fra japanerne, og Tramiel begyndte nu at fremstille de helt nye og topmoderne elektroniske lommeregnere.

Blandt Commodores underleverandører af indmad til lommeregnerne var et firma ved navn Texas Instruments, og da Texas Instruments selv meldte sig på lommeregnermarkedet i 1975, blev Commodore endnu engang presset.

Texas Instruments’ indtog på markedet tog faktisk næsten livet af Commodore, men en tilførsel af likvide midler fra investoren Irving Gould (1919-2004) – en særdeles kontroversiel skikkelse i Commodores historie – tillod den fremsynede Jack Tramiel at købe én af sine andre underleverandører, chipfabrikanten MOS Technology.

Indledningsvist skete opkøbet af MOS alene for at Commodore kunne tage kampen op med Texas Instruments, men købet af MOS skulle senere blive væsentligt i forhold til Commodores konkurrencedygtighed på computermarkedet.

Der gik da heller ikke længe, før Tramiel endnu engang sadlede om, og Commodore gik ind i computerbranchen.

Begyndelsen

Commodore PET 2001 (1977-1982). Foto: Wikimedia Commons.
Commodore PET 2001 (1977-1982). Foto: Wikimedia Commons.

Den første computer, Commodore sendte på markedet, var Commodore PET, der kom ud i 1977, baseret på en MOS 6502 CPU. PET’en kom i adskillige udgaver med alt fra 4 til 96 KB ROM-hukommelse. Den gik ud af produktion i 1982.

PET’en blev markedsført til virksomheder og var ikke som sådan en spillecomputer, bl.a. fordi dens grafikchip kun leverede monokrom grafik. Men selvom grafikchippen var yderst begrænset, så var dele af det karaktersæt, den kunne levere, alligevel forholdsvis avanceret for datiden og tillod programmører at lave spil med meget basal grafik.

Karaktersættet hed PETSCII, en variant af ASCII, og foruden almindelige bogstaver og tal, var PETSCII designet til også at kunne levere en række symboler.

Dem, der har haft en Commodore 64, kender udmærket symbolerne fra 64’erens tastatur, hvor de var angivet på tasternes forside.

Commodore VIC-20 (1980-1985). Bemærk hvor meget den første Commodore 64-model (
Commodore VIC-20 (1980-1985). Bemærk hvor meget den første Commodore 64-model (“brødkassen”) lignede VIC-20.

PET’en blev i 1980 fulgt af Commodore VIC-20, der var baseret på den samme CPU som PET’en, men med en bedre grafikchip, der kunne levere 16 farver. VIC-20 havde 20 KB ROM-hukommelse plus 5 KB RAM, der kunne udvides til i alt 32 KB.

Der kom en del spil og andre programmer til VIC-20, både i form af cartridges og på kassettebånd, men VIC-20’erens begrænsede hukommelse (medmindre man investerede i en udvidelse) og dens trods alt begrænsede formåen indenfor grafik og lyd, betød, at maskinen blev udkonkurreret meget hurtigt, da efterfølgeren, Commodore 64, kom på markedet.

Commodore 64 debuterede i 1982, og i 1983 faldt salget af VIC-20 drastisk. Commodore holdt maskinen på markedet i endnu et par år, inden den blev udfaset i 1985.

Commodore 64

Commodore 64, her den første model - den legendariske
Commodore 64, her den første model – den legendariske “brødkasse”.

Commodore 64 var slutproduktet af Commodores planer om at lancere en spillekonsol, baseret på nogle nye chips fra MOS – grafikchippen VIC-II og lydchippen SID (Sound Interface Device). Fire af Commodores ansatte foreslog Jack Tramiel, at Commodore i stedet skulle bruge de nye chips til at lancere en ny lavpriscomputer som opfølgeren til VIC-20.

Jack Tramiel godkendte idéen. Spillekonsollen blev aldrig til noget; i stedet blev projektet til Commodore 64.

64’eren blev designet i lyntempo. MOS havde først påbegyndt designet af de nye chips i januar 1981, og de lå først helt færdige i november samme år. På trods af dette, debuterede Commodore 64 på CES i januar 1982, hvor den blev taget særdeles godt imod.

Udsnit af printpladen inde i en Commodore 64, med nogle af de vigtige MOS-chips. CPU'en (MOS 6510) er den aflange chip nederst til venstre i billedet. 64'erens legendariske lydchip, SID (MOS 6581), er den øverste chip til højre. Foto: Wikimedia Commons.
Udsnit af printpladen inde i en Commodore 64, med nogle af de vigtige MOS-chips. CPU’en (MOS 6510) er den aflange chip nederst til venstre i billedet. 64’erens legendariske lydchip, SID (MOS 6581), er den øverste chip til højre. Foto: Wikimedia Commons.

Commodore 64 markerede da også et stort skridt fremad, ikke mindst på grund af de nye grafik- og lydchips fra MOS. Også CPU’en var ny i forhold til PET og VIC-20, en MOS 6510, der dog kun var en lettere modificeret variant af 6502-CPU’en.

Produktionen af Commodore 64 startede for alvor op i foråret 1982, og i august kom maskinen ud i butikkerne.

Indenfor de næste år solgte Commodore 64 ufattelig godt! En af årsagerne til det var, at maskinen var utroligt billig, når man tager i betragtning, hvad den kunne.

Det skyldtes ikke mindst Jack Tramiels opkøb af MOS, hvilket ikke bare holdt produktionsomkostningerne nede, men også tillod Tramiel at føre en virkelig aggressiv prispolitik.

Der er ikke helt enighed om, præcis hvor mange Commodore 64, der blev solgt i løbet af computerens 12-årige levetid. De fleste estimater siger mellem 10 og 17 millioner! Uanset hvilken ende af estimatet, man tror på, gør det Commodore 64’eren til den mest solgte hjemmecomputer nogensinde!

Computeren fik sit nummer fra hukommelsen på 64KB, og den første model var den legendariske “brødkasse”, så kaldet fordi kabinettet lignede – ja, en brødkasse.

Commodore 64C.
Commodore 64C.

I 1986 kom model 64C, hvor kabinettets design var inspireret af 64’erens storebror Commodore 128 (lanceret 1985), men forskellen var rent kosmetisk; hvad angår indmaden var 64C-modellen identisk med den oprindelige Commodore 64.

Året efter igen, i 1987, kom en sidste model på gaden: Commodore 64G, der igen var identisk med hensyn til indmad, men hvor designet nu igen lignende den oprindelige brødkasse.

64’eren leverede grafikoutput med en opløsning på 320 x 200 px i 16 farver, og lyden blev skabt af den dengang banebrydende SID-chip, der af nogen gives æren for, at demoscenen i det hele taget opstod.

Opstilling af en Commodore 64C med tilbehør på Museo degli Strumenti per il Calcolo i Pisa. Opstillingen er lidt usædvanlig, idet der er to diskettestationer, hvilket de færreste havde. Foto: Wikimedia Commons.
Opstilling af en Commodore 64C med tilbehør på Museo degli Strumenti per il Calcolo i Pisa. Opstillingen er lidt usædvanlig, idet der er to diskettestationer, hvilket de færreste havde. Foto: Wikimedia Commons.

Foruden selve computeren skulle man bruge en ekstern monitor eller sit tv, et eller to joysticks (eller eventuelt en mus, selvom de var sjældne til 64’eren) samt et lagermedie til at indlæse programmer. Sidstnævnte var enten en kassettestation (en såkaldt datasette), hvor spil og programmer lå lagret på kassettebånd, eller en diskettestation.

Mange Commodore 64-veteraner tænker nok tilbage på kassettestationen med en blanding af nostalgisk glæde og indædt had, for ikke alene var kassettestationen naturligvis langsom til at indlæse spil; dens tonehoved skulle også med jævne mellemrum kalibreres for at skidtet overhovedet virkede.

En Commodore 64-diskette i størrelsen 5¼”.
En Commodore 64-diskette i størrelsen 5¼”.

Der var diskettestationen et væsentligt skridt fremad. Commodore 64’eren gjorde primært brug af store 5¼”-disketter; senere kom dog også diskettestationer, der brugte de mindre 3½”-disketter. I 1984 introduceredes sågar harddiske til systemet, men deres udbredelse var meget lille.

64’eren kom uden noget grafisk interface. Det vil sige, at når man tændte computeren, blev man mødt af en blå skærm med noget grundlæggende information om systemet og en blinkende cursor.
Når man skulle loade et spil, var man derfor nødt til at indtaste en kommando, og mange husker nok med varme følelser tilbage på kommandoen LOAD ”*”,8,1.

Commodore 64'erens startskærm, her vist i VICE-emulatoren.
Commodore 64’erens startskærm, her vist i VICE-emulatoren.

Efter at programmet var loadet, skulle man typiske indtaste kommandoen RUN for at køre programmet, medmindre programmet var udstyret med en autorun-funktion, der automatisk satte det gang.

Programmeringssproget i 64’eren var i øvrigt Commodore BASIC 2.0 (PET og VIC-20 havde også brugt BASIC), en videreudvikling af Microsoft BASIC, som Jack Tramiel købte licens til af Microsoft i 1977.

Diverse tilbehør

To cartridges til Commodore 64. I dette tilfælde indeholder de to cartridges spil.
To cartridges til Commodore 64. I dette tilfælde indeholder de to cartridges spil.

Både Commodore og andre selskaber udviklede diverse tilbehør til 64’eren, bl.a. i form af de såkaldte “cartridges”, der kunne sættes ind i en port i maskinens bagside.

En cartridge er i bund og grund bare en printplade i et hylster, og kunne indeholde spil eller andre funktioner, bl.a. nogle, der muliggjorde forskellige snydefunktioner i spil.

Derudover kom der – også både fra Commodore og fra andre virksomheder – printere og andet tilbehør til maskinen, der også gjorde det muligt at bruge den som andet end en spillemaskine.

En Commodore 64 med en cartridge sat ind i udvidelsesporten bag på maskinen.
En Commodore 64 med en cartridge sat ind i udvidelsesporten bag på maskinen.

Der er dog ingen tvivl om, at det var som spillemaskine, at Commodore 64’eren fungerede i de fleste hjem, og det var en fremragende én af slagsen.

Commodore 64’eren var i produktion helt frem, til Commodore gik konkurs i 1994, men på det tidspunkt var maskinen for længst blevet overhalet af Commodores nye vidunder, 16-bitmaskinen Amiga, ligesom der indenfor 8-bitfamilien var kommet flere varianter til, bl.a. den førnævnte Commodore 128, der bl.a. havde mere hukommelse (deraf navnet), men i øvrigt var 100 % kompatibel med 64’eren.

De forskellige varianter af 8-bitmaskinen vil vi dog ikke gå ind i her; vi holder os til Commodore 64’eren.

Commodore 64-emulering

At 64’eren var ved at være mere end almindelig bedaget, da Commodore lukkede og slukkede i 1994, understreges naturligvis også af, at den første C64-emulator til PC, VICE, kom ud så tidligt som 1993, mens den oprindelige maskine endnu var i produktion!

Der findes adskillige C64-emulatorer til PC, bl.a. også CCS64, der udkom første gang i 1995, og Hoxs64, der første gang udkom i 2001. Endelig kommer vi naturligvis ikke udenom at nævne det italienske firma Cloanto, der med C64 Forever byder på den vel nok letteste tilgang til C64-emulering.

Hvilken emulator skal man så vælge?

Svaret på det spørgsmål kommer helt an på, hvad man er ude efter. Hvis man er ude efter en så tro og realistisk oplevelse, som det er muligt med en emulator, foreslår vi klart, at man vælger VICE.

Hvis man derimod er ude efter en hurtig og nem emulator og bare vil i gang med at spille så hurtigt som muligt, foreslår vi klart C64 Forever.

Der er en del forskelle på de to emulatorer, herunder også prisen. For mens VICE er fuldstændig gratis, koster C64 Forever lige omkring 150 kroner. Derudover er læringskurven noget stejlere ved VICE, end den er ved C64 Forever.

VICE har et hav af menuer og muligheder for justeringer af alle mulige indstillinger og præsenterer ved opstart brugeren for den originale C64-skærm – altså den klassiske blå skærm med en blinkende cursor og ikke andet.

C64 Forever giver derimod brugeren et nemt grafisk interface, der er lige til at gå til og – stort set – idiotsikkert. Begge er glimrende emulatorer; det er bare to forskellige ting, man får.

Vi har lavet en guide til emulering med VICE og C64 Forever. De indeholder nyttige tips og tricks, hvis man er nybegynder, og burde få de fleste godt i gang med emulering med de to programmer.

Du finder de to guides her:

Retrogaming #3a: Emulering af Commodore 64 på PC med VICE
Retrogaming #3b: Emulering af Commodore 64 på PC med C64 Forever

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.