Vampyr

5 minutters læsetid

VampyrJonathan Reid vågner i en massegrav. Han er forvirret, omtåget og tørstig. Det er dog kun blod, der kan slukke hans tørst!

I sin fortumlede tilstand vralter Jonathan op af graven for at finde et menneske han kan “drikke af”. Snart støder han ind i en person, som tilsyneladende kender ham, men Jonathan kan ikke høre, hvad personen siger og end ikke se personens ansigt; han kan kun se menneskets hjertebanken og blodet, der fosser rundt i kroppen.

Han giver efter for sin tørst; han vil egentlig kun drikke en lille smule, men han kan ikke stoppe sig selv. Han drikker al livsblodet fra sit offer, ned til sidste dråbe, og først da er hans tørst slukket, og han får sine sanser tilbage.

Men skræk og ve! Da han er kommet til sig selv igen, og kan se sit offer, går det med gru op for ham, at han har myrdet sin egen søster.

Jeg er egentlig kun fem minutter inde i spillet på det her tidspunkt, så ovenstående kan næppe betragtes som spoilers. Det er et anslag, der meget passende sætter stemningen for resten af spillet.

Som titlen nemlig antyder, så er Vampyr et spil om vampyrer, og det er et spil, der lægger sig op ad klassiske vampyr-stereotyper, som vi kender dem fra bl.a. Bram Stoker og Anne Rice.

Det kunne hurtigt blive banalt, men Vampyr er et fremragende spil, som jeg på det varmeste kan anbefale. Før vi dykker ned i, hvad spillet egentlig kan, så lad os lige kigge lidt mere på historien.

En verden af lave

Året er 1918, og Jonathan Reid er en læge, der netop er hjemvendt fra den Store Krig til London. London er dog i lockdown pga. den spanske syge (life imitating art?), og om natten er byens stræder stort set affolket, da alle gemmer sig indendørs.

Det var netop sådan en nat, Jonathan blev overfaldet og bidt af en vampyr og lagt i en af de utallige massegrave, som takket være epidemien nu er blevet en del af byens vartegn.

Efter anslaget kommer Jonathan til Pembroke-hospitalet, hvor han allierer sig med lægen og vampyrjægeren Edward Swansea. Edward har nemlig bidt mærke i (ho ho), at den spanske syge også dækker over en udbredt vampyrepidemi, og med Jonathans hjælp håber han på at kunne finde de uhyrer, der vandrer om natten i Londons skumle og tågeindhyllede gader.

Hvad Jonathan angår, så begynder han at høre en stemme, som kommer fra den vampyr, der skabte ham, og han beslutter sig for at finde sin skaber for at stille ham til regnskab. Da han er vampyr, kan han naturligvis kun gå ud om natten, og her må han konfrontere både de skrækkelige Skals (en form for underernæret vampyr, der er blevet sindssyg) samt de menneskelige vampyrjægere, der ikke er så medgørlige som Edward.

Jonathan møder også mange andre mennesker rundt omkring i byen, og han kan hjælpe dem med at udføre små sidemissioner eller give dem medicin, så de bliver sundere. Hvert distrikt i London har en gruppe mennesker og jo mere syge de er, jo farligere bliver distriktet, så der er god grund til at give medicin til de trængende.

Mere action end rollespil

Da jeg først begyndte at spille Vampyr, troede jeg faktisk, at det var et rollespil i stil med Vampire: The Masquerade – Bloodlines og World of Darkness-bordrollespillet, men selvom der er meget dialog i spillet, så er det altså et rendyrket actionspil.

Stort set alt i spillet er fokuseret på at opbygge Jonathans kampfærdigheder, f.eks. får han XP hver gang, han besejrer en fjende eller færdiggør en mission, men XP kan udelukkende bruges til opgrade hans kampevner, så han får mere helbred eller kan gøre mere skade i kamp. Det får han sandelig også brug for, da spillet har adskillige boss fights, som kræver snilde og tålmodighed.

Samtidig kan han også finde et stort udvalg af forskellige våben, såsom økser, save og pistoler, og alle hans våben kan opgraderes, hvis Jonathan finder de rette ingredienser.

Actiondelen er forbløffende helstøbt. Ligesom i Bloodborne har Jonathan en stamina bar, og hvis han løber tør for stamina, så går der et par sekunder, hvor han hverken kan angribe eller forsvare sig selv, så tricket ligger i at angribe og undvige uden at løbe tør for stamina.

Det gør, at man ikke bare kan spamme angrebsknappen, som man typisk ville gøre i hack ‘n’ slash-spil, for gør man det, så løber man hurtigt tør for stamina og er hjælpeløs overfor fjendens modangreb.

Det kræver en vis form for tålmodighed, men når man først har fanget balancen, så er det ikke så svært at mestre.

Hvis kampene alligevel ender med at blive for tunge, så kan Jonathan altid få flere XP ved at angribe de civile mennesker, han møder i løbet af spillet. De tjener nemlig to formål.

For det første kan hans samtaler med byens NPC’er give ham mere information om byens tilstand og generel “story fluff”. For det andet får Jonathan flere XP, jo mere han kender en person, som han drikker blod af. Det er dog ikke muligt at drikke blod fra en person uden at slå vedkommende ihjel, og spillet har også flere slutninger alt efter hvor mange civile, der er i live til sidst.

Fremragende skildring af London

Baseret alene på ovenstående, så er Vampyr et godt spil, men det gør en ting mere, som løfter spillet fra bare at være godt til at være fremragende, og det er den måde, det præsenterer selve London på.

Det her er Jack the Rippers London, et gotisk, industrielt helvede. Hver lille gyde og brolagt gade gemmer på størknede blodpletter, knuste værdigenstande og endda lig, som tilsyneladende er blevet henlagt og glemt.

Ikke alle er blevet myrdet eller dræbt af sygdommen; nogle har tydeligvis valgt selvmord som den sidste udvej, og alle disse elementer vidner om byen og menneskets forfald.

Lydsiden er også fremragende til at understrege de usagte historier, da man ofte hører skrig og grådkvalte råb i det fjerne. Vampyr er et spil der mestrer “enviromental storytelling”, og som setting er London fantastisk at udforske.

Spillet er skabt af det franske spilstudie Dontnod Entertainment, som nok mest er kendt for adventurespilserien Life is Strange.

Jeg lagde også mærke til, at Jonathan både lyder som og ligner Edward Pierce fra Call of Cthulhu-spillet, og efter lidt google-søgning kunne jeg også konstatere, at de har brugt samme stemmeskuespiller – der kan man sgu snakke om en meget specifik type casting!

Der er lagt utrolig meget arbejde i at gøre London både grusom, stemningsfuld og spændende, men også spillets andre elementer såsom stemmeskuespillet, soundtracket osv. står stærkt.

Der er nogle enkelte ridser i lakken. F.eks. kunne menuen godt være lidt lettere at navigere rundt i, og så er spillet også lige et par timer for langt, men det er småting, som ikke ødelagde min oplevelse.

Fem stærke stjerner

Da spillet udkom i 2018, fik det generelt lunkne anmeldelser, men det endte alligevel med at sælge over en million eksemplarer og blev en kommerciel succes. Den lunkne kritik gik mest på, at spillet bare var OK, og både action- og vampyrdelen er gjort bedre i andre spil.

Hvis jeg kun kiggede på Vampyr som actionspil, så ville jeg nok også være lidt mere lunken overfor det, men jeg synes helt klart, den måde London er implementeret på, er så veludført, at det fortjener fem stærke stjerner herfra.

Det er nok ikke helt tilfældigt, at jeg købte det med 8 5% rabat her i 2020 – settingen er jo forbløffende tæt på vores egen corona-hverdag.

Så hvis man er typen, der kan se noget morbidt i den nuværende verdenssituation, så vil jeg klart anbefale at man sætter sig til at spille Vampyr.

5 stjerner

Titel: Vampyr
Udvikler: Dontnod Entertainment
Udgiver: Focus Home Interactive
Udgivelsesår: 2018
Platform: PlayStation 4, Xbox One, Nintendo Switch, Microsoft Windows
Genre: Action-RPG

Anmeldt i nr. 182 | 13/12/2020

Stikord: London, Vampyrer

Troels Bording. Født 1982. Pt. bosat i Singapore. Troels har altid været lokket af det fantastiske, men det var Sværd & Trolddom-bøgerne, som i sin tid vakte begejstringen for fantasy og science fiction-genren, og da han senere købte en dansk udgave af Dungens & Dragons i den tro, at det var et brætspil lig HeroQuest, blev han også introduceret til rollespil.

Skriv et svar

Your email address will not be published.