Stone Cold

At Craig B. Baxley var en fremragende actionfilminstruktør, og en lidt overset en af slagsen, slog han med eftertrykkelighed fast i 1991 med den fremragende actionbasker Stone Cold – den film som Brian Bosworth blev født for at medvirke i.

Stone Cold markerer den sidste film i Baxleys herlige actiontreenighed (uden at de tre film har noget med hinanden at gøre), hvor de to første var Action Jackson (1988) og Dark Angel (1990). Derefter kom der kun middelmådige sager fra Baxleys hånd.

En drøm af en actionfilm

Stone Cold er derimod intet mindre end en drøm af en actionfilm. Den type film, alle stod og savlede over i videobutikkerne tilbage i 1991-1992. Den type film der altid var udlånt.
Det var først, da jeg fik den på VHS, via “Men of Action”-serien, at jeg kunne se den igen og igen. Og det gjorde jeg. Til den store guldmedalje. Nu har jeg fået den på Blu-ray i en fin kopi fra 101 Films, og det var med stor glæde, jeg så den igen – og har allerede genset den to gange.

Filmen er en cocktail af testosteron, langt nakkegarn og sublime actionscener med et fantastisk klimaks.

Brian Bosworth spiller strømeren Joe Huff, der går dybt undercover for at infiltrere motorcykelbanden The Brotherhood, som er anført af den karismatiske og ganske vanvittige Chains Cooper, der spilles af en Lance Henriksen i modbydelig topform.

Lance længe leve!

Lance giver filmen den helt rigtige skurk, som netop er så vigtig i en actionfilm. Ham, der skal smadres, ham der skaber kaos og anarki, ham vi på en eller anden måde også synes, er ret sej og det perfekte modstykke til den gode actionhelt.

Han er typen der fyrer sådan en replik her af: “You know, it’s in moments like this that I think of my father’s last words. Which were: “Don’t son, that gun is loaded!”

I en vigtig birolle som overskurkens håndlanger numero uno brillerer altid seværdige William Forsythe i en klassisk psykopatisk Forsythe-rolle. Det er sådan, det skal være.

At Brian Bosworth ikke ligner en typisk strømer, kan vi meget hurtigt blive enige om. Men han ligner til gengæld en biker af Guds nåde. Og det får han brug for. The Brotherhood er nemlig en samling af forbryderiske redneck-racister/nazister, hvor det er psykopatien, de mange øl (og stoffer) og motorcykler, der sætter dagsordenen.

Langsomt bevæger Huff sig mod inderkredsen, men som det er i den slags undercover-fortællinger, så skal han grueligt meget igennem for at blive accepteret. Men det bliver han, og snart kan vi ane et fantastisk klimaks i horisonten, hvor The Brotherhood vil befri en af deres tilfangetagne medlemmer.

Plottet er simpelt og ganske effektivt, basalt spændende med de rette doser af voldsomme optrin og psykopatiske indslag.

Brian Bosworth er en ægte fysisk tilstedeværelse i filmen (som kun de store actionstjerner kan være det), og det undrer mig faktisk, at han ikke fik en større karriere, for stor det er han. At ”The Boz”, som er hans kælenavn, havde en stor karriere før filmene, er så en helt anden historie.

Han var linebacker i NFL og spillede for Seattle Seahawks. Desværre, eller heldigvis for Stone Cold, fik han en skade i 1989 og måtte trække sig tilbage.

Efter Stone Cold blev det desværre kun til en række B-film. Men ok, hvis man starter på den måde, som han gjorde med Stone Cold, så kan det også være svært at toppe, og han vil altid have en fin plads i min bog over de store actionstjerner, selvom der her kun er tale om et one hit wonder, men sikke et!

At han ikke fik flere store roller skyldes nok også at filmen, desværre, var en økonomisk maveplasker, selvom jeg tror, den har tjent en del ind på VHS-markedet tilbage i de gyldne bånd-dage.

Den perfekte date-movie

Når alt kommer til alt, har den her film alt det, dit actionhjerte begærer: Letpåklædte kvinder og letpåklædte actionbøffer (ofte i stramme jeans og med herligt nakkegarn), vilde actionscener (krop mod krop), vanvittige eksplosioner, nederdrægtige skurke, one-liners, motorcykler, sjove optrin (se bare den morgenmad, Huff laver til sit kæledyr), et fjollet sidekick, der får Bosworths maskulinitet til at nå nye højder – ja, kort sagt alle de ting, der skaber den perfekte date-movie.

Jeg nævnte tidligere, at jeg er pjattet med filmens klimaks. Og det er faktisk en underdrivelse; jeg elsker det.

Hele opbygningen med retssalen, skurkene og vores helt, der så kulminerer i et sandt voldsorgie, lige dér hvor actionhelten ophøjes til en nærmest mytisk skabning, der smadrer alt på sin vej, og frem til det punkt (det smukke long take før teksterne), hvor Huff forlader slagmarken – se, det er smukt, og den slags ser man ikke mere.

Som en bemærkning her på falderebet kan jeg ikke sige Stone Cold uden at sige Beyond the Law (som vi i Danmark kender under titlerne Fixing the Shadow og Fuld Hammer). Det er nemlig også en motorcykelbandeundercover-film, fra 1992, som jeg ofte så back-to-back med Stone Cold. Det er også en fed film.

Anmeldt i nr. 161 | 13/03/2019