13. september 2013

Infernus 4: Til Pandæmonium

The Exorcist møder Escher, og den unge MI9-agent må hoppe i sit hidtil blodigste arbejdstøj – både i metafysisk, mental og følelsesmæssig forstand. Solidt fjerde bind i børne- og ungdomsserien med illustrationer som taget ud af et mareridt, utilsløret ondskab, wiseass-humor og flere afsløringer om Morgans egentlige ophav.

Til Pandæmonium er fjerde del af Benni Bødkers børne- og ungdomsserie Infernus om Morgan, der er teenager, hemmelig agent og ikke mindst dæmonologi-ekspert.

Benni Bødker (f. 1975)
Hvert bind tager på overfladen udgangspunkt i et originalt miks af velkendte legender, gyserhistorier, grum verdenshistorie og mytologi (Gilles de Rais/menneskeofringer, Baskervilles Hund/varulve og Thyrfing) og denne gang smutter plottet – blandt mange andre ting, som ikke skal afsløres her – forbi den velkendte fortælling i romanen The Exorcist (1971.) Gyserromanen, og Friedkins filmatisering fra 1973, er begge for længst blevet klassikere, som her på Pulpen er blevet begejstret anmeldt.

Hvem eller hvad er Morgan egentlig?

Men stærke dæmoner og besatte ungmøer er skam ikke nok gys i Infernus-serien – her i fjerde omgang kommer assistenten Reiko, og især Morgan selv, på grænseoverskridende opgaver. Samtidig får de unge læsere endeligt svar på gåden om Morgans forældre, et emne der i Helvedes hunde blev taget hul på som sideplot.

Ikke mindst får den unge agents tone en snert af wiseass-attitude – forståeligt efter begivenhederne i denne omgang og med den impulsive, rapkæftede Reiko som kollega. Selve handlingen skal ikke afsløres her, da bogen som de foregående generelt føles tilpas korte og derfor effektivt holder spændingen kørende.

Mareridts-streger

Bukhaves illustrationer har hidtil matchet Bødkers univers perfekt, og det gentager sig i Til Pandæmonium. Bukhave kan i denne omgang skrue helt op for den syrede, dybt detaljerede og fascinerende billedside, der her skal minde om ét langt kvalmende mareridt (og magtrus) for Morgan.

Visuelt er det stærkt inspireret af Escher, og det spændende fjerde paranormale eventyr skal nok underholde de yngre gyserlæsere med mere end nok skræk, gru og et ikke-metaforisk blodbad indtil femte bind, der udkommer her i september, efterfulgt af sjette bind i december.

Til Pandæmonium er venligst stillet til rådighed af forlaget Gyldendal.

5 stjerner

Titel: Infernus 4: Til Pandæmonium
Forfatter: Benni Bødker
Illustrationer: Simon Bukhave
Forlag, år: Gyldendal, 2013
Udgivet: 2013
Format: Hardback
Sideantal: 88

Anmeldt i nr. 95 | 13/09/2013