13. juli 2013

Axed

For nu at citere en kendt dansk instruktør, må man være vel beredt på at tage det gode med det onde. Men den her var godt nok ond. Og ikke på den gode måde.

På sin vis kan det undre, at vi ikke har set flere film, der, som Axed, tager udgangspunkt i finanskrisen og dens mange ofre. De utallige fyringer indenfor et hav af brancher er jo ellers et oplagt udgangspunkt for historier om folk, der går komplet bananas, men Axed er den første horrorfilm, jeg er bekendt med, der bruger den stadigt aktuelle finanskrise som bagtæppe.

Idéen bag filmen er derfor god nok, men desværre er udførelsen helt og aldeles til hundene! Det får vi allerede antydet i filmens åbningsscene, hvor en meget mismodig mand i jakkesæt forlader en kontorbygning i London med en kasse under armen. En forklarende tekst umiddelbart forinden har allerede givet os et hint om, hvad der er sket: Han er blevet fyret.

I parkeringskælderen bryder han helt sammen og råber og skriger i det, der er filmens første, men absolut ikke sidste, eksempel på vildt og voldsomt overspil. Derfra går det kun én vej, og det er ned ad bakke.

Et ensomt beliggende hus på landet
Overspillet begynder...
Scenen skifter til dagen efter. Morgenmaden er på bordet, og her lærer vi manden og hans familie lidt bedre at kende. Det er familiefaderen Kurt Wendell (Jonathan Hansler), hans kone Steph (Andrea Gordon) og de to teenagere Jay (Christopher Rithin) og Megan (Nicola Posener).

Kurt viser sig allerede fra starten af at være et gedigent røvhul. Han rakker uafladeligt ned på sønnen, der måske – måske ikke – er homoseksuel, og han er også fjendtligt indstillet overfor datteren, der efter hans mening klæder sig alt for udfordrende.

Den lille familie på tur.
Efter morgenmaden bortfører Kurt på det nærmeste familien. I stedet for at køre børnene i skole og konen på arbejde fortæller han dem, at de alle tager dagen fri – han har nemlig en overraskelse til dem. Publikum er næppe på noget tidspunkt i tvivl om, at det på ingen måder kan være nogen god overraskelse, men skulle nogen alligevel mangle enhver sans for horrorfilm, stedes enhver tvivl til hvile, da den lille familie ender ved et ensomt beliggende hus på landet.

Her skrues der langsomt men sikkert op for Kurts psykopati, da det bl.a. afsløres, at han har bortført sin tidligere chef, der, gennembanket, ligger bundet til en seng på loftet. Hvad der videre sker, skal jeg ikke afsløre her for det tilfældes skyld, at du mod bedre vidende skulle have lyst til at se Axed ved selvsyn.

Klichéer og spildte muligheder
Chefen på loftet.
Axed gør næsten alt forkert, og den gør det fra starten. Snarere end at bruge den gode idé med finanskrisen som baggrund for en film om en almindelig mand, der går amok i desperation, fremstiller den Kurt som en rendyrket wacko-psycho. På intet tidspunkt får man sympati for manden; tværtimod tegnes han helt fra begyndelsen som et regulært røvhul. Med andre ord er finanskrisen og Kurts fyring som konsekvens deraf bare en hul undskyldning, som slet ikke bruges til nogen former for kommentar på tingenes tilstand. Det er en spildt mulighed.

Det viser sig da også, at Steph har været Kurt utro med Kurts tidligere chef, så alt peger i virkeligheden på, at Kurts bersærkergang har været under opsejling igennem længere tid: Som sagt: finanskrisen er en påklistret årsag, og man skal på ingen måde lade sig snyde til at tro, at Ryan Lee Driscoll, der står bag makværket, har haft noget som helst på hjerte.

Farmand skærper øksen.
Desværre viser resten af filmens karakterer at være lige så store klichéer som Kurt selv, om end de ikke er så usympatiske (med mulig undtagelse af den gennemført ucharmerende Steph). Den mulige homoseksuelle Jay fremstilles som den værste tøsedreng i mands minde (så ved man vel nok, hvordan Jay Lee Driscoll ser på bøsser), mens datteren Megan er en sammensmeltning af samtlige dårlige horrorfilmsklichéer omkring kvinder – hun er ganske enkelt fuldstændig helt og aldeles inkompetent og idiotisk.

Et studie i idiotiske klichéer
Familien tager det overraskende køligt, da farmand har myrdet sin tidligere chef.
Faktisk burde Axed være på pensum for håbefulde manuskriptforfattere og/eller instruktører af horrorfilm, for der er næsten ikke den idiotiske kliché, filmen skyr udenom. Nu er klichéer i sig selv bestemt ikke at kimse af – hvis de anvendes intelligent eller ironisk eller begge dele kan de sagtens indbygges i fuldstændigt velfungerende historier. I Axed er de hverken det ene eller det andet – brugen af klichéerne er helt igennem mekanisk, og der er ikke antydningen af ironi filmen igennem: Axed tager sig selv dybt alvorligt.

Sjældent har jeg set en film, hvor hovedpersonerne har så mange oplagte muligheder for at slippe væk og ikke formår at udnytte situationen – og graden af absurditet stiger til det latterlige hen imod filmens slutning, der i øvrigt også – helt efter bogen – for en stor dels vedkommende udspiller sig ude i den mørke skov. Kunne vi for en gangs skyld ikke få lov til at se en horror-psyko-slasher, der IKKE ender med, at castet stavrer omkring i en mørk skov med rystede billeder og dårlig belysning? Jeg spørger bare!

Den smalle side af et frimærke
Planløs renden omkring i skoven.
Og så er der præstationerne. Som sagt er Jonathan Hansler gennemført jammerlig i hovedrollen, hvor han overspiller til den helt store guldmedalje. Resten af castet spiller ikke helt så skrækkeligt, men stor skuespilkunst er der på ingen måde tale om. Der er da heller ingen af de medvirkende, der har nogen stor karriere bag sig – det mest imponerende er vist, at Christopher Rithin (der spiller sønnen) medvirkede ukrediteret som én af Dudley Dursleys venner i Harry Potter and the Order of the Phoenix (2007).

Rent teknisk fejler Axed ikke det helt store på nær de fucking scener i skoven – horrorfilm fra 2010’erne skal fandme ikke ligne et liverollespilsscenarie, der er optaget på et mobilkamera! Kom nu ind i kampen, folkens! Men derudover er Axed nydelig og visuelt så vel som lydmæssigt kedelig hele vejen igennem. Opfindsomheden kan (ligesom i alle andre aspekter af filmen) skrives på en liste, der kan stå på den smalle side af et frimærke.

Another World Entertainment, der har sendt Axed på det danske marked, er fortsat det sjoveste og mest eklektiske danske distributionsselskab, og jeg har sagt det før: På trods af, at AWE udgiver meget skidt, så kommer der også deciderede perler fra selskabet, som vi ellers næppe havde set udgivet her til lands.

Derfor er der fortsat brug for AWE, og derfor tilgiver man også øjeblikkeligt, at ting som Axed finder vej til butikkerne herhjemme – og for AWE må det jo trods alt kunne betale sig. Og for nu at citere en kendt dansk instruktør, må man være vel beredt på at tage det gode med det onde. Men den her var godt nok ond. Og ikke på den gode måde.

Axed er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

1 stjerne

Titel: Axed
Instruktør: Ryan Lee Driscoll
Manuskript: Ryan Lee Driscoll
Cast: Jonathan Hansler (Kurt Wendell), Andrea Gordon (Steph Wendell), Nicola Posener (Megan Wendell), Christopher Rithin (Jay Wendell), Henry Douthwaite (Zack Petersen)
Producere: Ryan Lee Driscoll
Musik: Aleksandar Dimitrijevic
Foto: Edward Wright
Klip: Olly R.C. Lenseraid
Spilletid: 83 lange minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: UK, 2011
Produktionsselskaber: Shining Light Productions
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 93 | 13/07/2013