13. maj 2013

Leder og indhold – 13. maj 2013

Det blev forår, og lærerne er begyndt at arbejde igen. Alt imens støvet fra konflikten er ved at lægge sig i cyberspace, og der igen begynder at være mere plads til de mere nørdede blogspost og Facebook-opdateringer, kører hele den danske finkultur kanonen frem for at begrave os i alt, der har noget med Kierkegaard at gøre.

I maj måned i år ville Søren Kierkegaard være fyldt 200 år, hvis han altså ikke var kreperet som 38-årige. Der er nok heller ikke længere nogen i vores lille land, som ikke er klar over, at Søren K. ville være fyldt rund. Samtlige medier har tæppebombet alt og alle med Søren Kierkegaard-tingeltangel og foie gras-style proppet os med Kierkegaard til det sprøjter ud af alle kropsåbninger.

Nu mangler vi bare Tina Turner til at komme og sætte prikken over i’et, så er dét jubilæum kørt hjem! Derfor har vi, udover denne leder, Søren Kierkegaard-fri-zone her på Planet Pulp i denne måned.

D&D og Jurassic Park

I stedet har vi kastet os over et nyere element fra et kulturelt fænomen, der har haft mindst lige så stor indflydelse på den vestlige verdens tanke og åndsliv som Kierkegaard, hvis ikke større: Vi anmelder i dette nummer nemlig den nyeste Dungeons & Dragons-film, nummer tre i rækken. Smukt!

Derudover fejrer vi, at det den 11. juni (altså et par dage før vores næste nummer udkommer) er hele 20 år siden, Steven Spielbergs dinofilm Jurassic Park fik premiere i USA. Det gør vi ved at anmelde dels tegneserien, baseret på filmen, dels ”making of”-bogen The Making of Jurassic Park. Blandt tegneserierne kigger vi også på Spawn-albummet Blood & Salvation og den spritny, og alt andet end vellykkede, A Christmas Carol-gendigtning Happy!.

Host, nys

For at I ikke skal føle jer for sikre, kan I også lige få en anmeldelse af Steven Soderberghs ikke hundrede procent vellykkede Contagion, og så kan I så overveje, hvor længe, der går, inden den mærkelige SARS-agtige virus, der lige nu huserer (og som i skrivende stund allerede er nået til Frankrig) når os. Apokalypsen er på vej, venner!

Og for lige at få os ned på jorden igen, tager vi så også et kig på to lidt mere letbenede sager: Brian Yuznas zombiesjov Return of the Living Dead 3 fra 1993 og Mark. L. ”Commando” Lesters jammerlige junglefilm Gold of the Amazon Women fra 1979. Det er – som altid – lidt af en blandet butik her på Planet Pulp. Det er det, vi elsker! So sue us!

Copenhagen Comics

Husk også, at lige på kanten af maj måneds slutning er det tid til en af de helt store nørdbegivenheder i Danmark: Den 1.-2. juni løber Copenhagen Comics nemlig af stablen i Øksnehallen i København. Der kommer et væld af både danske og udenlandske stjernegæster, og samtidig bliver Ping-prisen uddelt på Vega med Anders Lund Madsen og Felix Rothstein fra Nummer 9 som konferencierer. Der er ingen undskyldninger for at gå glip af alt dette, hvis man bare er lidt tegneserieinteresseret! Planet Pulp vil selvfølgelig være på pletten, så du har også noget at glæde dig til i juninummeret! Så stay tuned og vi ses i juni.

Månedens lederskribent er Claus Jacobsen.

Film:
Contagion (Steven Soderbergh, 2011)
Dungeons & Dragons 3: The Book of Vile Darkness (Gerry Lively, 2012)
Gold of the Amazon Women (Mark L. Lester, 1979)
Return of the Living Dead 3 (Brian Yuzna, 1993)

Bøger:
The Making of Jurassic Park (Don Shay & Jody Duncan, 1993)

Tegneserier:
Happy (Grant Morrison & Darick Robertson, 2013)
Jurassic Park (Walter Simonson, Gil Kane & George Perez, 1993)
Spawn: Blood & Salvation (Alan McElroy & Ashley Wood, 1999)